Intet kunde være vigtigere for Briterne og deres Allierede un
der Verdenskrigen end at beskytte Sueskanalen, dem; vigtigste Kom
munikationslinie med Orienten: navnlig med Indien og Australien, New-Zealand, fransk Indo-Kina, Japan og Kina, thi derfra kom ikke blot Forsyninger som Ris, Kød, The, Bananer, Uld, Træ, Læder o. s.
v., men ogsaa Troppekontingenter. Og Opretholdelsen af denne For
bindelse beroede jo udelukkende paa den smalle, 162 Kilometer lange Kanal, som forbinder Middelhavet med det røde Hav. Men Sues
kanalen laa, som vi har set, kun i forholdsvis ringe Afstand fra den tyrkiske Grænse, og hvis det lykkedes Tyrkerne at bemægtige sig den eller gøre Kanalen ubrugelig, havde de Allierede maattet diri
gere deres Skibe syd om Afrika, hvorved Vejen for dem vilde være bleven 3—4 Gange forlænget, og samtidig vilde Kulforbruget være steget i lignende Forhold.
Hele Sinai-Halvøen hører Ægypten til. Ifølge Aftalerne fra 1906 løber den tyrkiske-ægyptiske Grænse fra Rafa ved Middelhavet til Akaba inderst i Bugten fra det røde Hav.
Sinai'-Halvøen danner i Grundplanen en mægtig Trekant, hvis Spids skyder ud i Røde Havet, og hvis Grundlinie berører Middel
havskysten. Til den ene Side har man Bugten ved Sues, til den an
den Bugten ved Akaba. Naturen har delt Halvøen i tre Afsnit: Nær
mest ved Middelhavet findes en lav, flad og sandet Kystegn, medens Trekantens Spids optages af et mægtigt, vildt Fjældparti Sinai, be
rømt i Historien. Mellem disse to Afsnit findes et goldt Plateau, hvis gennemsnitlige Højde mod Nord er 300 Meter, mod Syd 500 Meter.
Førstnævnte Afsnit, nærmest Middelhavet, er det smalleste. Ilvor det er bredest (ved Katia) naar det kun 35 miles (ca. 56 Kilometer).
Det opfyldes af vidtstrakte Sandregioner, kun af og til afbrudte af Klippeøer i Sandhavet. Sandregionen strækker sig ogsaa i Syd
2*
2 0 KAPTAJN D A N I E L BRUUN.
ned langs Sueskanalen. Elendige Stier følger Flodsengenes udtør-lede Lejer. Det er Hjemstedet for brændende hede Hvirvelvinde.
Og gennem denne øde Kyststrækning gaar dog den normale Forbin
delseslinie mellem Ægypten og Syrien, ad hvilken man som oftest h<ii set militære Ekspeditioner komme frem fra og til ./Egypten (mellem SueskanaLens Nordende og Rafa).
Paa denne Iiute ligger Oasen El Arisch ved en lille Elv, og her bor Sina'i-Halvøens fleste Mennesker.
I ra Akaba Bugtens Indersten til Sues gaar en lignende Kara
vanevej, som bliver brugt af Pilegrimmene paa deres Vej mellem Ægypten og Mekka. Den gaar over Nakhel og er næsten vandløs.
Midt gennem Sindi-Halv øen over Høiplateauet gaar ingen Vej, og dog blev det her, at Tyrkerne, som vi skal se, rykkede frem med som samledes i Syrien, skulde foretage et Angreb paa Sueskanalen og Ægypten. Han var en ægte »Pan-Ottoman«, som i Balkankrigen med Dygtighed havde ført et Armékorps. Han havde desuden været Marineminister, var en af de ledende Ung-Tyrkere, og havde aabent til Diplomater i Konstantinopel udtalt: »Vi er 300 Millioner Musselmænd, og vi vil rejse Spørgsmaalet om Tunesien, Tripolita-nien og Ægypten!«
Han havde en god Støtte i den bajerske Oberst Kress von Kres-senstem, der var hans Raadgiver eller Stabschef. De haabede, at
»den hellige Krig« skulde bringe dem Hjælp fra Beduiner og Arabere.
Til Brug ved Troppernes Koncentration mod den tyrkisk-ægyp
tiske Grænse kunde Jærnbanelinien gennem Syrien syd paa benyttes.
Den gik fia Aleppo over Damaskus til Maan og fortsattes videre i Iledschasbanen, som gik helt til Medina. Det var Planen at føre den videre helt til Mekka. Denne Arabiens eneste Jærnvej var, sagdes der, anlagt hovedsagelig for ad den at kunne transportere Pilegrimme til Islamismens hellige Steder; men at man ogsaa havde strategiske Grunde til Anlægget, er udenfor al Tvivl. Nu kunde der hurtigt sendes Tropper til de fjærntliggende Dele af Vest- og Syd-Arabien,
Englændernes Forsvar af Ægypten. 2 1
i hvilke Egne der ofte var Oprør. Banen fik da ogsaa under Ver
denskrigen en meget stor Anvendelse i Krigsøjemed.
At Banen ogsaa i kommerciel Henseende var af stor Betydning og navnlig kunde blive det i endnu højere Grad, om der førtes en Gren ned til Bugten ved Akaba, var der ingen ,som bedre forstod end Englænderne; thi blev dette sidste Anlæg til Virkelighed, var Sueskananlen derigennem bleven omgaaet, og man kunde for Trans
port af Handelsvarer spare de store Udgifter, som Gennemfarten der medførte — alt under Forudsætning af, at der etableredes Skibs-forbindelse imellem Akaba og Kysterne af det Indiske Ocean, Øst
asien og Australien. Der har da ogsaa forholdsvis længe eksisteret en Plan om Anlæg af Sidelinien til Akaba. Dette Punkt var allerede i Oldtiden en bekendt Handelsplads, hvorfra f. Eks. Kong Salomo udsendte en Plade til Ophir for at hente Guld og Elfenben fra de sagnagtige Lande til sine Pragtbygninger. Senere drev Romerne livlig Handel derfra. At England med alle diplomatiske Midler har søgt at spænde Ben for 'Mekkabanens videre Bygning til Akaba, for
klares ved dette Riges Frygt for at faa en Konkurrence til Sueskaiia
len, som og fordi Tyrkiets Stilling ved det røde Hav vilde blive for
stærket. Det havde derfor forlængst gjort Fordring paa Akaba som tilhørende Ægypten (altsaa sig selv).
Straks efter at Tyrkiet havde erklæret Krig, besatte tyrkiske Tropper derfor Akaba; som de dog ikke formaaede at holde, da den britiske Krydser »Minerva« beskød Byen og Fortet, saa de blev ødelagte. Briterne manglede dog en tilstrækkelig stor Landgangs-styrke til at kunne holde dette vigtige Punkt besat.
Allerede den 28. Oktober 1914, medens Tyrkiet og England endnu ikke var komne i Krig, var som anført Sinai-Grænsen bleven kræn
ket af Beduiner i Sultanens Sold og i Forstaaelse med Nationalisterne i Ægypten. Da Tyrkiet var gledet ind i Verdenskrigen havde ir
regulære Tropper, Arabere og Kurder, besat det Omraade paa Halv
øen, som de ægyptiske Avantgarder havde rømmet. De satte sig fast i El Arisch og Nakhl, hvorfra der udgik Strejftog mod Kanalen.
Imidlertid havde den tyrkiske Hærstyrke, som skulde angribe Sueskaiialen, baseret sig paa El Arisch, Beersheha (Bir es Saba) og Bir el Abid, og forskellige Punkter, der var af Betydning for den vi
dere Fremrykning, var bleven besatte. Alt, hvad der vedrørte For
plejning og Transportvæsen, var fortrinlig ordnet. Hvert Regiment havde f. Eks. 250 Transportkameler, og Vand blev stedse medført.
2 2 KAPTAJN D A N I E L BRUUN.
/ Begyndelsen af Aaret 1915 stod der, parat til Angreb paa Ægyp
ten: VII. tyrkiske Korps (Damaskus) og en Del af XII. Korps (Mos-sul). I Vinterens Løb kom endvidere Hovedstyrken af IV. Korps
(Smyrna). i Fertil løjedes yderligere en Del af Hedschas-Divisionen samt 15000 irregulære Arabere. Det var dog alt for ringe en Styrke til det Formaal, som havdes.
I Slutningen af November Maaned havde Djemaal Pascha faaet at vide, at der var sket en ganske usædvanlig Forøgelse af Vand
standen i Er-Rigm-Sumpene paa Højplateauet i Midten af Sinai-Halvøen. Da han straks var klar over, at en saadan Vandsamling i en ellers tør Egn betød en stor Gevinst for Operationerne, bestemte han sig til straks at føre sin Hovedstyrke derhen for fra denne nye marcheret gennemsnitlig 20 miles om Dagen.
Samtidig med, at han mod Nord og Syd udsendte Styrker for at demonstrere — én mod Sues (c. 3,000 Mand), en anden mod El-Kantara (c. 6,000 Mand), vilde han føre Hovedstødet frem i Cen
trum.
Hvad Sueskanalen angaar, er dens Længde, som sagt, 162 km, dens Dybde 8 m 50, og dens Bredde er varierende mellem 68 og 100 metre.
Paa det første Stykke fra Nord passerer den gennem Søen
Kanalen deles saaledes i et vist Antal udprægede Afsnit, der ad
skiller Søerne, hvis Forsvar kan føres af Krigsskibe. Et Forsøg paa at tiltvinge sig Overgang over Kanalen er derfor indskrænket til de Jordstykker, som adskiller og som flankeres af Søerne. En Jærn-bane løber parallelt med Kanalen paa Afrikasiden. Den forenes med det ægyptiske Jærnbanenet ved en Linie vinkelret paa Kanalen. For Forsvaret af denne er Baneanlæggene en meget stor Fordel.
Den britiske tityrke, som General Wilson, hvis Opgave var at
Englændernes Forsvar af Ægypten. 2 3
forsvare Kanalen, havde til Raadighed, l>estod af 2 indiske Divi
sioner, noget Rytteri, nogle ægyptiske Batterier og Bikaner-Kamel-korpset. Længere tilbage paa Nilsletten befandt sig et Korps Anzac, en britisk Territorial-Division, og en Brigade Jeomanry. Men disse Styrker var ikke fuldt uddannede; der manglede desuden sværere Artilleri. Dette var bleven erstattet af Skibskanoner fra en fransk
engelsk Eskadre, som holdt det gaaende i Kanalen, mellem Sues og Port Sai'd.
Englænderne havde med Omhu gjort Kanalens Bredder i Stand til Forsvar. Der var anlagt Løbegrave, og bygget Smaaforter. Disse Forsvarsværker var forbundne ved Telegraf- og Telefonledninger.
Der var bygget Brohoveder ved El-Kantara, El Ferdan og foran lsmailia, i Tussum, ved Serapeum og omkring Sues, endelig ved Chazuf og Kubri.
1 denne defensive Stilling langs Sueskanalen skulde nu det ven
tede, tyrkiske Angreb modtages. Gennem udsendte Aeroplaner og Rekognosceringkommandoer holdt Briterne sig, saavidt muligt, un
derrettet om Fremrykningen.
Om Aftenen den 1. Februar gav Djemaal Pascha Ordre om An
grebet paa Sueskanalen:
Hovedstyrken, der bestod af 25. Division og hele eller største Delen af 23. Division skulde søge at tilkæmpe sig Overgang over Ka
nalen mellem Tussum og Serapeum, medens dens højre Fløj demon
strerede mod Brohovedet foran Imdilia Færgestedet.
Den 7iordlige Kolonne skulde angribe El Kantara, idet der de
monstreredes ved El Ferdan forat forhindre, at der blev afgivet For
stærkninger til førstnævnte Sted.
2 4 KAPTAJN D A N I E L BRUUN.
cere Kanalen. Der blev saaledes kun sat 12,000 Mand ind, skønt Styrken i Centrum var den dobbelte.
Den 2. Februar ved Aftenstid naaede en tyrkisk Division med en Pontonafdeling Kanalen ved Tussum. Det var en stærk Sand
storm, hvilken skjulte Tyrkerne, saa det lykkedes dem usete at sætte Pontonerne i Vandet, hvorpaa de straks begyndte Overgangen. Men de blev opdagede og heftigt beskudte, saa de maatte vende om. For
søget var dog derfor ikke opgivet. De forskansede sig paa Kanalens østlige Side og begyndte at beskyde Englænderne; men nu greb ved Daggry tre Krigsskibe, som havde Station i Kanalen, ind i Kam
pen, nemlig de franske Skibe »Requin« og »d'Entrecasteaux« og den engelske Hjælpekrydser »Hardinge«, og Ilden fra dem tvang Tyr
kerne tilbage. Djemaal Paschas dristige Fremstød mod Kanalen
\ai glippet; lian trak sig tilbage, og de Styrker, der havde demonstre
ret paa Fløjene, fulgte med.
Den 4. Februar gik en indisk Styrke frem og rensede Egnene fuldstændigt ;men videre Forfølgning blev der ikke iværksat.
Den 6. Februar meldte engelske Flyvere, at den tyrkiske Hoved-styrke stod mellem Bir Ilabeita og Er liigm, og at der rykkede store Forstæikninger frem; men den paafølgende Nat begyndte Tyrkerne et almindeligt rdbagetog mod Beerslieba. Dermed var det hele An
greb forbi. —
Tabene paa engelsk Side var ubetydelige, 115 Mand. Tyrkerne, som jo angreb, mistede derfor flere, saaledes begravedes 900 døde, og de mistede 650 Fanger. Det mentes, at de desuden medtog ca. 2000
3aarede, hvilket Tal dog rimeligvis er for stort
* :f:
*
Den militære Betydning Ægypten havde for det britiske Kej
serrige havde aldrig vist sig i saa høj en Grad som i Foraaret 1915.
Nu var det bleven en Øvelsesplads for australske, indiske og britiske .Tropper, og en Basis for de Allieredes Middelhavsstyrker, et Cen
trum, hvorfra Kontingenter og Forstærkninger hurtigt kunde sendes i forskellige Retninger.
Samtidig med, at Sueskanalen belv bevogtet, og at der holdtes en tilstrækkelig stor samlet Styrke rede til øjeblikkelig Optræden hvorsomhelst, kunde det engelske Krigsministerium herfra sende in
diske Tropper til Frankrig, Mesopotamien og Dardanellerne, samt benytte største Delen af det australske Armé-Korps og af Territo-lial Tropperne i det Europæiske Tyrki. Efterhaanden som disse
irran i
Mersa Mat ru h
'j Bag bag Roset
ALEXANDKI
Bir Shola'
.(Arich i! Kanlari
ElFtrdan Timsch
\StrBrakvandes*
\U* Brakvandsso S&nChaluf
Kubri
fykaba
f a
BahartaO.
W KN
Kharga Oa:
uojia«
KAPTAJN DANIEL BRUUN.
St> lkei blc\ afgivne, ankom andre for at indtage de bortdragendes Pladser og for at blive indøvede i de store Lejre ved Alexandria, Ka
iro, Pyramiderne, Heliopolis, Mena House og Meadi.
Ægypten tik som Basis for »The Mediterranean Expeditionary Force« endnu en Betydning, idet Størstedelen af de Allieredes Saa-rede fra Dardanellerne blev bragte hertil. Sanitets og Lægetjenesten blev organiseret paa en som det paastaas fortræffelig Maade. Læger Sygeplejersker samledes her i Mængde, og Damer fra de engel
ske og franske Kolonier, hvilke for største Delen i Begyndelsen af Krigen havde gennemgaaet et Samariter-Kursus, fandt udstrakt An
vendelse for deres Offervillighed paa de ægyptiske Hospitaler.
I denne Periode var General Sir John Maxwell, praktisk talt, Ver-densstilling saa overordentlig vigtige Land.
DEN BRITISKE MODOFFENSIV PAA SINAIHALVØEN.
Forholdene paa Tyrkiets øvrige Krigsskuepladser bevirkede imidlertid, at den tyrkiske Styrke, som holdt Sinai-Halvøen besat, i Løbet af Aaret 1915 blev reduceret til omkring 7000 Mand. Denne Strike var absolut utilstrækkelig til et nyt Angreb mod Ægypten, hvorfor General Maxwell mente det forsvarligt at formindske Styr
ken ved Kanalen. Dog fandt der af og til Smaakampe Sted Øst for samme.
Aaret 1915 gled saaledes hen uden at Ægypten paany blev for
ulempet fra Øst; men saasnart de Allierede i Januar Maaned 1916 havde rømmet Gallipoli-Halvøen og opgivet Fremstødet mod Kon
stantinopel, syntes det et Øjeblik, som om Opmærksomheden ogsaa skulde rettes Syd paa. Der var adskillige Forhold, som tyder paa, at Tyrkerne ikke havde opgivet at føre et Stød frem mod Kanalen det forlød endog, at de var i Færd med at bygge en Jernbane
linie gennem Sinai-Halvøen i Retning af Sues-Kanalen.
Det er da ogsaa udenfor al Tvivl, at der efter Opfordring fra Berlin forberedtes et nyt alvorligt Angreb.
Englændernes Forsvar af Ægypten. 2 / deres fornemste Basis. Her befandt deres Generalstab og Overledel
sen sig, og herfra udgik Kolonner, som uophørligt foruroligede For
svaret af Sueskanalen.
Sir Archibald Murray rykkede nu tre Dagsmarcher frem til Katia, derpaa til Bir-el-Mazar og sluttelig mod El-Arisch.
Iler leverede han tre meget alvorlige Kampe (mellem Katia og Bir-el-Mazar maatte Fjenden efterlade 50 Procent af sin Styrke paa Valpladsen, Døde, Saarede og Fanger). Mellem hver af Kam
pene maatte der anvendes Ugers Arbejde, inden man paa ny kunde slaas. Men fra nu af slap Briterne ikke mere deres Tag i Fjenden;
den 9. Januar 1917 var de tysk-tyrkiske Styrker drevet ud af Ægyp
tens Terræn. Halvøen Sinai var generobret, og Sueskanalen fra nu af udenfor Fare.
Man spørger uvilkaarlig sig selv, hvad der vilde være hændt, om det var lykkedes for Tyrkerne, hjulpne af Tyskerne, at lægge Haand paa Sueskanalen. Svaret maa blive, at Ententen ikke blot derved var bleven skaaret midt over, men yderligere var det vel saa lykkedes Tyskere og Tyrkere i Forening at rejse Nordafrikas Muha
medanere mod England og Frankrig. Men det skulde ikke lykkes,