Da Verdenskrigen udbrød, stod selvfølgelig straks det italienske Herredømme i Nordafrika i højeste Grad paa Spil, navnlig efter at den »hellige Krig« var bleven proklameret. Enver Pascha, som i høj Grad havde formaaet at vinde den nordafrikanske Befolknings Tillid, da han kæmpede for at bevare Tripolitanien for Tyrkiet, ud
talte til nogle ungarske Pressefolk, at der sammesteds ventede Ita
lienerne: »et nyt Abessinien«, og da Italien havde stillet sig paa Frankrigs og Englands Side i Krigen, yttrede han: »Nu vil vi give den Tripolitanske Lussing tilbage« !
Han gjorde da ogsaa alt, hvad han formaaede, for at faa Se-nussierne og alle nordafrikanske Stammer til at rejse sig, og Resul
tatet blev, at Italienerne var paa Nippet til helt at miste deres Ny
erhvervelse.
Italien havde efter Krigen med Tyrkiet (1911—12) endelig faaet Poden indenfor Nordafrikas Dør; men nogen fast Grund at staa paa havde de langtfra i Tripolitanien og langt mindre endnu i Baglan
det. Officielt blev den nye Koloni benævnet Libya med de to Pro
vinser Tripolis (vestligst) og Cyrenaika (østligst) og nærmest Ægypten.
1 Tripolis havde de saa nogenlunde skaffet Fred i det mindste i Kystlandet, i Cyrenaika holdt de kun Kysthavnene besatte. — Her var General Ameglio Guvernør; men han havde en yderst vanske
lig Opgave; thi Baglandet var ikke bleven rømmet af Tyrkerne, og Tyskere agiterede sammen med dem mod Italienerne, skønt Italien endnu var Medlem af Tripelalliancen.
Medens Tyrkerne, som de skulde, havde rømmet Provinsen Tri
polis, holdt de endnu, da Verdenskrigen begyndte, en Del Tropper til
bage i Cyrenaikas Bagland, og her havde Enver Pascha, som sagt, ledet Operationerne mod Italienerne med stor Dygtighed, og efter hans Afnejse vedblev Tyrkerne at indsmugle Vaaben og Ammunition i Landet til Brug for de efterladte Styrker, som aabenbart ifølge Or
Englændernes Forsvar af Ægypten. 4 1
dre kun lurede paa at finde en Lejlighed til at udjage Italienerne.
Ameglio fik imidlertid Ordre til at indstille Operationerne i Cyre-naikas Bagland som Følge af Begivenhederne i Europa.
Medens Italienerne saaledes forholdt sig afventende i Cyrenaika, skred de til Erobringen af Sahara Oaserne, hvor Tyrkerne havde haft Besætninger; men hvor de Indfødte begyndte at rejse sig. Fransk
mændene havde fra deres nordafrikanske Besiddelser besat do Syd for dem liggende Oaser — og deres Ørkenkolonner havde udvist glimrende Dygtighed og Færdighed i at overvinde Naturforhold og alle de Vanskeligheder, der niaa overvindes i Ørkenen.
Italienerne tog Lære af dem, og der blev, tildels ad de gamle Karavaneveje, som allerede benyttedes i Romertiden, sendt Kolon
ner ud i Ørkenen til Ghadames og Ghat samt Mursuk med dennes Hovedstad Fessan. Det gik dog ikke af uden alvorlige Kampe; men Modstanden var dog mindre, end man havde ventet. Disse Besættelser var af Betydning, ogsaa for dc franske Besiddelser i Tunesien og Algérien, i hvis Grænseomraader der opnaaedes mere betryggende Forhold. Det viste sig dog snart, at der i de tyrkiske Oaser opstod en Gæring, næret af tyrkiske og tyske Udsendinge, og Gæringen endte med Oprør og Rejsninger i hele Tripoli! arnens Bagland.
Endnu havde Italien ikke erklæret Østrig Krig — det skete først den 20. August 1915 — men Krigserklæringen gjaldt ikke Tyskland. Ikke desto mindre pustede Tyskerne til Oprørsilden i Nordafrika.
Den 3. Marts 1914 besatte Oberst Miani Mursuk med en Ko
lonne paa 2000 Indfødte fra Eritrea (Italiens Koloni i Østafrika).
Det var udmærkede Soldater — endvidere med 1200 libyske Hjæl
petropper. En anden Kolonne under Oberst Giamiini rykkede den Ghadames blev hjulpne tilbage af Franskmændene, skønt Italien endnu ikke var bleven Frankrigs Vaabenfælle. General Tossoni, som var Guvernør i Tripolis, kom imidlertid efterhaanden til den — som det viste sig fejlagtige — Anskuelse, at Oprøret ikke havde værst saa farligt, som først antaget. Han lod Ghat og Ghadames besætte med nye Kolonner, som møjsommeligt arbejdede sig frem gennem
4 2 KAPTAJN D A N I E L BRUUN.
Ørkenen. (Febr. 1915); men disse Besættelser nærede kun Hadet.
De libyske Hjælpetropper viste sig upaalidelige, og Ørkenstammer og Beduiner rejste sig — Oprørsilden flammede vidt og bredt ude i Sahara og i Kystlandets Fjælde.
I Juni 1915 besluttede den italienske Regering sig derfor til
»midlertidigt« at drage alle Garnisoner bort fra Tripolis Bagland.
Rømningen medførte alvorlige Tab, skønt Franskmændene ogsaa denne Gang hjalp til.
General Ameglio blev saa i Juli udnævnt til Guvernør ogsaa i Tripolis; derved kom der Enhed i Kommandoføringen; men der opnaaedes ikke store Resultater, lian maatte indskrænke sig til at forsvans Kystomraadet, og selv her var han ingenlunde Herre, uden
for Kystbyerne. »Oprøret« eller rettere Frihedskampen førtes omtrent lige til Hovedstaden Tripolis' Porte.
I Tunesien mærkedes ogsaa nogen Uro. I September og Okto
ber 1915 angreb tripolitanske Bander under Kommando af tyrki
ske Officerer og hjulpne af tunesiske Rebeller, nogle franske Mili
tærposter; men Angriberne blev slaaede i 3—4 Kampe af Oberst Le Boeuf, og Ordenen blev genoprettet.
I Algérien og den algierske Sahara blev de tysk-tyrkiske Agen
ters Arbejde frugtesløst.
Imidlertid gled Tiden i Nordafrika uden store Begivenheder.
Baglandet var og blev foreløbig tabt for Italienerne, og de Indfødte
nede med Kanoner og Krigsmateriel. — Maaden, livorpaa Forsynin
gerne skete, holdtes selvfølgelig hemmelig. Der kan dog næppe være Tvivl om, at den fandt Sted ved Undervandsbaade (tysk-tyrkiske), som opererede ved Nordafrikas Kyster med stor Dygtighed og Dri
stighed.
Italienerne, som til Slutning kun holdt sig i Havnebyerne Tri
polis, Homs-Lebda, Masrata, Benghasi og Derna, medens saa godt som hele det Indre var i deres Modstanderes (Arabernes,
Senussier-Englændernes Forsvar af Ægypten.
nes og Tyrkernes) Hænder, var saaledes stadig i meget ringe Grad Herrer i deres nye »Erobring«. Ja, de blev i mange Tilfælde lige
frem belejrede fra Landsiden og beskudte af Kanoner, samtidig med at Undervandsbaade holdt de Allieredes Krigsskibe i behørig Af
stand paa Havet, saaledes at disses langtrækkende Kanoner ikke kunde naa de Indfødtes Stillinger. Til Slutning, da en hel Flaade af U-baade krydsede langs Kysterne, saas saa at sige ingen store Krigsskibe, tilhørende de Allierede, sammesteds. Ja det paastaaes af Tyskerne, at af og til kunde U-Baadenes Kanoner endog under
støtte Belejrernes.
Al Forbindelse mellem Italien og de belejrede Havnesteder gen
nem traadløs Telegraf var, siges der, tilsidst bleven afbrudt. U-Baa-dene borede Skibe, som skulde bringe Tilførsler til Byerne, i Sænk, andre blev, naar de naaede Kysten, overmandede af Befolkningen og Besætningerne bragt til det Indre af Landet. Et saadant Overfald fandt, ifølge italienske Blade, Sted den 26. Januar 1918 foran Masrata (Misurata), tilmed medens Stedets Kanoner aabnede
Ilden.
Ved V aabenst i Istandens Indtræden blev de saakaldte »borger
lige« Fanger udvekslede med fornemme Indfødte, som Italienerne havde medtaget fra det Indre af Landet, da de trak sig tilbage derfra.
VII. SLUTNING.
Englunderne havde, som vi har hørt, paa en fortræffelig Maade under Verdenskrigen haandhævet Magten i Ægypten og holdt Vejen gennem Sueskanalen fri. Men Gæringen i selve Landet var vedble
ven, selv 0111 den ikke havde givet sig Udslag af faretruende Art, men aldrig saa snart var Faren udefra drevet over, før det i Lan
det selv kom til alvorlige Uroligheder. Saa længe der befandt sig betydelige britiske Troppestyrker sammesteds, havde der ingen større Vanskeligheder været ved at opretholde den indre Orden; men da Styrkerne, efterhaanden som Faren for selve Ægypten svandt og der blev god Brug for dem andetsteds, var bleven formindskede, blev Uroen større og voksede stadig, ingenlunde fordi Befolkningen øn
skede at komme tilbage til Tyrkiet, mindre ogsaa af religiøse Grun
de, men navnlig fordi Nationalist er ne, som paa deres Program jo havde sat Landets Frigørelse for Fremmedherredømme, stedse udfoldede en voldsom Agitation. Befolkningen blev som Følge deraf mere og mere fjendsk mod Briterne.
Sultan Hussein Kamil var imidlertid død (Oktbr. 191" efter knap tre Aars Regering, og hans yngre Broder Ahmed Fuad (født 1868), der var traadt i hans Sted, var selvfølgelig engelskvenlig, ellers havde han ikke faaet Lov at bestige Tronen; men han var uden større Indflydelse paa Befolkningen — som »de Fremmedes Kreatur«, og Fellaherne blev let vundne til et Oprør mod deres
Velgørere.
I ræsidenten for det ægyptiske Nationalparti, Mohammed Farid Hej, rettede den 11). Decbr. 1917, paa Treaarsdagen for Englændernes Besættelse af Ægypten, et Opraab til Regeringer i alle Lande, i hvil
ket han søgte at paavise det ægyptiske Folks Ret til at udgøre en egen selvstændig Stat. Den ægyptiske Nation var parat til selv at bestemme sin Skæbne gennem en Afstemning; men først naar de engelske Besætningstropper var trukne bort fra Landet. Da kunde Afstemningen linde Sted under Kontrol af en neutral Kommission.
Englændernes Forsvar af Ægypten. 4 5
At Briterne ikke var villige til at gaa ind paa slig en Ordning kun
de man vel forudsætte. Gæringen i Landet vedblev, og Nationalister
ne gav ikke tabt.
1 Brest-Litowsk rettede Nationalpartiet til Fredskongressen en Fordring om, at Ægyptens Frigørelse — som Følge af Nationalitets
princippets Anerkendelse — maatte blive ført ud i \ irkelighedcn.
I Storbritannien tog man foreløbig Tingene med Ro — indtil der ligefrem brød Oprør ud.
Oprørsbevægelsen tog en alvorlig Vending i Marts Maaned 1919 især ved Nildeltaet og Egnene ved den nedre Nil. General Allenby, som efter et glimrende Felttog i Palæstina og Syrien nu befandt sig i London, blev øjeblikkelig sendt til Ægypten, forsynet med Mvn dighed som »Special Iligh Covmiisioner«. Skønt man stadig tog Sagen med en vis Ro i England, var det dog aabenbart, at man er
kendte, at man under Verdenskrigen ikke havde haft Tid til at be
skæftige sig med Landets indre Anliggender, som man burde.
I »The Times« blev det ligefrem sagt, at siden Lord Kitchener styrede Ægypten, var det ikke gaaeet godt der. Der maatte sørges
for Reformer:
»En af Manglerne ved Fredskonferencen i Paris er, at Muha
medanernes Meninger finder alt for ringe Udtryk i de Delegeredes Raad. En Trang til religiøs Enhed, der er stærkere end i noget kri
stent Samfund, bølger gennem alle muhamedanske Lande og Folk.
Det maa aldrig lades ude af Betragtning, naar Afgørelserne nu skal træffes«.
Op røret var af ret alvorlig Art, og Beduinerne sluttede sig der
til ; men det lykkedes efterhaanden at holde det nede — foreløbig;
men man kan være sikker paa, at Kravet om Ægyptens Frigørelse vil blive genoptaget: »naar Tidens Fylde kommer*.
BENYTTET LITTERATUR:
A. B. de Guerville: »New Egypt« (1906).
Earl of Cromer: »Modem Egypt«, 1—II (1908).
Slatin Pascha: »Feuer und Schwert im Sudan« (1896).
Georg Steindorff: »Aegypten in Vergangenheit und Gegenwart«
(1915).
Richard Forster: »Um den Suezkanal« (1916).
Hugo Grothe: »Deutschland, die Tiirkei und der Islam« (1914).
»Lord Kitchener of Khartoum« (»The Daily Express« — London).
II. G. Groser: »Lord Kitchener«.
F. W. Hackwood: »The Life of Lord Kitchener«.
»The lll. London News«.
»L'Illustration«.
»»The Times« History of the War«.
Ewald Falls: »Three Years in the Libyan Desert«.
Tullio Irace: »With the Italiens in Tripoli«.
Dr. Alfred Zimmermann: »Die Kolonialreiche der Groszmåchte 1871—1916«.
Tyske, franske og engelske Dagbladsartikler, Tidsskriftartikler og officielle Rapporter.
,
I
I l i F
n g
F o r l a n g p a a A p o t e K e r n eE
„ J a c o b s "Ep Bronchialpastiller
E
( H o s t e p a s t i l l e r )B
„ J a c o b s "H i l
Par af ormtabletter
( H a l s t a b l e t t e r )
NIELS L A R S E N
VALHØJVEJ 15
C . 4 3 4 6 K Ø B E N H A V N , V A L B Y
M A S K I N S N E D K E R I TEGNE
INVENTAR
SKOLE
INVENTAR
GYMNA
STIKRED
SKABER
A L T I N V E N T A R A R B E J D E U D F Ø R E S
Ml •