Samfundstjeneste

68

således til, at RJ-conferences i højere grad end den almindelige domstolsbehandling formår at hjæl-pe og støtte ofrene for kriminalitet til at lægge hændelsen bag sig (Strang et al. 2013).

RJ i Nordirland har fået særlig stor opmærksomhed herhjemme. I Nordirland er RJ-conferences en del af det strafferetslige system for unge lovovertrædere mellem 10 og 18 år, der erkender deres skyld. Med undtagelse af sager om mord og grov voldtægt kan RJ-conferences anvendes i alle straf-fesager med unge gerningspersoner. RJ anvendes også over for voksne lovovertrædere i fængsler og via lokale, ikke statslige organisationer (Barr 2013; Leonard & Kenny 2011). Justitsministeriet samarbejder aktuelt med Ulster Universitet om at udvikle et mere formelt pilotprojekt, hvor RJ-conferences kan erstatte den traditionelle domstolsbehandling i straffesager med voksne gernings-personer. Der er gennemført en række undersøgelser af RJ i Nordirland, men det drejer sig i alle tilfælde om kvalitative interview- eller observationsstudier eller om simple recidivmålinger m.v.

(Campbell et al. 2005; Tate & O’Loan 2009). Der er ikke gennemført en selvstændig effektevalue-ring af RJ-conferences i Nordirland, men pilotprojektet med voksne lovovertrædere fungerer på samme måde som i England, hvor der som nævnt er gennemført en solid evaluering indeholdende et egentligt eksperiment, jf. ovenfor.

I Sverige anvendes mægling bl.a. i det sociale, kriminalpræventive arbejde med unge. Der er gen-nemført en evaluering af effekten af mægling i forhold til recidiv i sager med gerningspersoner fra otte til 18 år, der har erkendt deres kriminalitet (Sehlin 2009). I evalueringen sammenlignes recidi-vet blandt unge, der har deltaget i mægling i enten Hudiksvall eller Örnsköldsvik, med unge fra nabokommunerne, der ikke gjorde brug af mægling i undersøgelsesperioden. Af evalueringen frem-går, at mægling mindsker recidivrisikoen blandt de unge, men på baggrund af oplysningerne i rap-porten er det dog vanskeligt at vurdere sammenligneligheden af kontrol- og eksperimentalgruppen.

Årsagen er, at der indgår unge i kontrolgruppen, som ikke indgår i eksperimentalgruppen, herunder dem, som ville havde afslået mægling, hvis de have fået det tilbudt.

69

I Danmark er der gennemført fire effektevalueringer af samfundstjeneste. De tre første, der er gen-nemført, viser, at der overordnet set ikke er statistisk signifikant mindre recidiv efter samfundstje-neste end efter en ubetinget dom, men dog tendenser til en sådan forskel (Clausen 2007b; Klement 2011; Andersen 2012). For visse persongrupper er der imidlertid fundet et statistisk signifikant mindre recidiv efter samfundstjeneste. Den første evaluering, der er fra 2007, viser således, at unge (15-24-årige) færdselslovsovertrædere, som har fået samfundstjeneste, har lavere recidiv end unge færdselslovsovertrædere, der har fået en ubetinget dom. Tilsvarende gælder den del af voldsforbry-derne, som er arbejdsløse (Clausen 2007). En evaluering fra 2012 viser mindre kriminalitet for alle voldsforbrydere (Andersen 2012), hvilket i nogen grad svarer til resultaterne fra 2011-evalueringen (Klement 2011). Sidstnævnte, der er fra Justitsministeriets Forskningskontor, viser således, at de, der er dømt for kriminalitet inden for det såkaldte varsomhedsområde – hvilket primært er vold, men det inkluderer også røveri, narkotikakriminalitet og sædelighedsforbrydelser – har mindre risi-ko for tilbagefald efter samfundstjeneste end efter en fængselsstraf. I modsætning til de øvrige eva-lueringer omfatter denne alene personer, der er fundet egnede til samfundstjeneste, hvorved de se-lektionsproblemer, der ofte vil være ved evalueringer af denne art, undgås.

I 2013 besluttede Justitsministeriets Forskningskontor at udvide evalueringen fra 2011 med flere data. Det skyldes, at den tidligere undersøgelse påviste en generel tendens til mindsket recidiv efter samfundstjeneste sammenlignet med en ubetinget dom, hvilket kan betyde, at der reelt kan være en sådan effekt, men at datagrundlaget har været for spinkelt til at kunne påvise det. Den nye undersø-gelse, der er baseret på 1610 domme, hvoraf de 1021 angår betingede domme med vilkår om sam-fundstjeneste, viser, at der for samfundstjenestegruppen som helhed er en mindsket risiko for tilba-gefald til ny kriminalitet sammenholdt med dem, der er idømt en ubetinget dom (Klement & Peder-sen 2013). Den mindskede risiko for recidiv angår såvel recidiv generelt som recidiv til mere alvor-lig kriminalitet. Også denne evaluering omfatter alene personer, der er fundet egnede til samfunds-tjeneste.⁴⁶

46 Rapporten har fået nogen omtale i medierne, idet forskellige personer har anfægtet undersøgelsens resultat. I Politi-ken har ph.d. studerende Erik G. Larsen d. 8.6.2014 hævdet, at sammenligningen mellem grupperne er tvivlsom, idet der ikke er taget hensyn til, at de er dømt for forskellige former for kriminalitet. Denne kritik gentages i et interview i Jyllands-Posten d. 1.12.2014, og samme argument er også fremført af to bloggere, Jens Olav Dahlgaard og Martin Vi-næs, TV2 18.11.2014. Som nævnt i et modindlæg i Politiken allerede d. 22.6.2014 er dette ikke korrekt, idet der har været gennemført en lang række analyser med henblik på at teste betydningen af de forskellige variabler, herunder også arten af den kriminalitet, der er dømt for. Indvendingen giver indtryk af, at kritikerne ikke er bekendt med det varsom-hedsområde, der på undersøgelsestidspunktet var for brugen af samfundstjeneste, og som bevirker, at der netop opstår en skævhed mellem dem, der er idømt en fængselsstraf og dem, der har fået samfundstjeneste. Der vil således være relativt mange voldsdømte blandt dem med fængselsstraf, da samfundstjeneste skal anvendes over for denne gruppe med varsomhed – ikke fordi de er mere recidivtruede end andre, men af hensyn til retsfølelsen. Kvasieksperimentelle undersøgelser af den art, som evalueringen af samfundstjenesteordningen repræsenterer, baserer sig på antagelsen om, at domstolene ikke vurderer alle sager på fuldstændig samme måde, men at der vil være en vis variation mellem dom-mere og/eller byretter. Dette er da også i den tidligere rapport påvist at være tilfældet (Klement 2011). Når en væsentlig del af samfundstjenestedommene reelt angår varsomhedsområdet, vidner også dette om, at der kan være forskelle på, hvorledes varsomhedsanvisningen er blevet vurderet af de forskellige dommere. To andre væsentlige grunde til at idømme samfundstjeneste i stedet for en fængselsstraf er omfanget af tidligere kriminalitet og længden af den aktuelle

70

Over for dette ret robuste kvasieksperimentelle undersøgelsesdesign står et egentligt kontrolleret eksperiment som udgangspunkt stærkere. Et sådant har det været muligt at gennemføre i Schweiz (Killias et al. 2010). Eksperimentet er imidlertid ganske lille – 84 i eksperimentalgruppen og 39 i kontrolgruppen – hvilket gør det vanskeligt at påvise statistisk holdbare resultater. Så selv om der procentuelt viser sig at være nogle forskelle mellem grupperne, er disse ikke statistisk signifikante.

Efter en observationsperiode på 11 år findes heller ikke tydelige forskelle mellem grupperne. Det bør bemærkes, at samfundstjeneste i dette eksperiment har fungeret som alternativ til en fængsels-straf på maksimalt to uger, og at en dags fængselsafsoning blev omsat til otte timers samfundstjene-ste. Endvidere var der antagelig en del af dem, der skulle afsone en fængselsstraf, som reelt opholdt sig i et half-way-house i dagtimerne i hverdagen. Så selv om forfatterne til undersøgelsesrapporten konkluderer, at denne evaluering modbeviser antagelsen om, at korte frihedsstraffe er skadelige i forhold til samfundstjeneste, så er det en konklusion med store begrænsninger.⁴⁷

Den schweiziske evaluering omfatter også oplysninger om straffens effekt på arbejdsmarkedsfor-hold. Lidt tilsvarende indgår i en dansk evaluering af samfundstjeneste, idet der er set på de dømtes økonomiske forhold efter straffen (Andersen 2012). Undersøgelsen påviser, at de, der har afviklet samfundstjeneste, efterfølgende har en bedre indkomst og en mindre afhængighed af velfærdsydel-ser end dem, der har afsonet en fængselsstraf.

Endelig kan nævnes, at en større hollandsk kvasi-eksperimentel undersøgelse, hvor fængselsdømte matches med samfundstjenestedømte, viser en generel positiv effekt af samfundstjeneste (Wermink et al. 2010). Det samme gør en finsk undersøgelse (Muiluvuori 2001). Det er dog usikkert, om det i disse undersøgelser har været muligt at kontrollere for den selektion, der sker af lovovertrædere til samfundstjeneste.

På baggrund af en tidligere litteraturgennemgang af effektevalueringer og metaanalyser vedrørende effekten af samfundstjeneste i forhold til en frihedsstraf konkluderes det, at sanktionen i hvert fald ikke medfører en øget recidivrisiko, men at der tværtimod er tendens til en mindsket recidiv efter samfundstjeneste (Clausen 2006). En cost-benefit analyse vil på denne baggrund selvsagt påvise en klar gevinst ved anvendelse af samfundstjeneste i stedet for fængsel.

straf. Samfundstjeneste gives således hyppigere til nogen med relativt få forstraffe, og som står til en kortere straf. Disse forhold er der taget hensyn til ved de gennemførte analyser. Det kan tilføjes, at der med henblik på udgivelse i et inter-nationalt tidsskrift (artikel accepteret til udgivelse i Journal of Experimental Criminology) er gennemført en række yderligere statistiske analyser – herunder propensity score matchning – og at alle analyser har givet samme resultat. De anvendte metoder og den anvendte fremgangsmåde svarer til de gængse inden for den kriminologiske videnskab, og en meget væsentlig del af den forskning, der er omtalt i denne rapport, hviler på sådanne metoder.

47 Eksperimentet var endvidere ikke totalt, idet personerne kunne nægte at acceptere samfundstjeneste eller blive nægtet at deltage.

71