Fængselsforhold

85

Sanktionen er effektevalueret, idet den persongruppe, der inden for en femårig periode er løsladt efter ISD, sammenlignes med dels en historisk kontrolgruppe og dels en samtidig kontrolgruppe.

Begge kontrolgrupper opfylder betingelserne for at tilhøre den højfrekvente gruppe, idet der dog ikke redegøres nærmere for, hvorfor personer i den samtidig kontrolgruppe ikke er idømt den nye sanktion. Tilsyneladende er det op til den enkelte dommer at afgøre dette. De to kontrolgrupper har afsonet i gennemsnit 108 og 102 dages fængselsstraf, mens de, der løslades efter ISD, har afsonet i gennemsnit 834 dage.

Med hensyn til recidiv viser undersøgelsen, at ISD-afsonere i gennemsnit har 12-16 pct. lavere reci-div.⁵⁶ I rapporten understreges, at det ikke er muligt at vide, i hvilket omfang den påviste effekt af ISD-sanktionen beror på resocialisering som følge af behandlingstiltag under sanktion eller på af-skrækkelse som følge af den længere straf.

86

udbredte disse fængsler er, men i 2005 blev det estimeret, at 44 af USA's stater havde supermax fængsler, som tilsammen husede omkring 25.000 indsatte (Mears 2013). I disse fængsler lever de indsatte så godt som totalt isolerede fra både hinanden og fængselspersonalet og i de fleste tilfælde også med tv-overvågning i cellerne 24-timer i døgnet. Nogle celler er uden udsyn og med lydisole-ring, så der er tale om sensorisk deprivation. Der tilbydes ikke programvirksomhed eller andet, der kan have betydning for de indsattes muligheder for at leve kriminalitetsfri efter løsladelsen. Til gengæld kan der være en forventning om, at disse fængsler vil have så stor en afskrækkende effekt, at det vil afholde de indsatte for fremtidig kriminalitet.

Dette spørgsmål er belyst i en undersøgelse fra 2009 (Mears & Bales 2009). I undersøgelsen sam-menlignes indsatte, der har afsonet i et supermax fængsel, med indsatte, der på baggrund af deres tidligere kriminalitet, adfærd i fængslet m.v., kunne have været placeret i et supermax fængsel, men har afsonet i et almindeligt fængsel. Tre år efter løsladelsen viser det sig, at de to grupper har no-genlunde samme recidivfrekvens, dog har dem fra supermax begået mere voldskriminalitet end dem fra et traditionelt fængsel. Der synes således ikke at have været en afskrækkende effekt af afsoning i det meget strenge regime, men tværtimod en vis kriminogen effekt. Tilsvarende resultat er fundet i en anden undersøgelse (Lovell et al. 2007). Dertil kommer, at den sensoriske deprivation kan af-stedkomme en række problemer såsom hukommelsesbesvær og hypersensitivitet over for lyde og andre stimuli (King 2005).

I forlængelse heraf kan peges på en større dansk undersøgelse af det, der til en vis grad svarer til supermax – isolationsfængsling under varetægt – og som også har fokuseret på de helbredsmæssige følger af isolationen (Andersen et al. 1994; 1997). I undersøgelsen konkluderes, at isolationsfængs-ling indebærer en særlig belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred. Tilsvarende er vist i undersøgelser fra andre lande (Holmgren et al. 2007; Smith 2012).

Inden for de almindelige fængsler er der også store forskelle i fordelingen af restriktioner og privi-legier. I Danmark angår det forskelle mellem åbne og lukkede fængsler, og igen inden for de lukke-de fængsler er lukke-der indsatte, lukke-der er isolerelukke-de fra andre i særlige afsnit. I USA indlukke-deles lukke-de indsatte i en række sikkerhedskategorier og placeres på denne baggrund under mere eller mindre restriktive re-gimer. Spørgsmålet om betydningen af de afsoningsforhold, der er forbundet med de forskellige sikkerhedsniveauer, er blevet undersøgt i bl.a. et studie, der metodemæssigt benytter sig af, at ikke alle indsatte indplaceres præcist efter det sikkerhedsniveau, de skulle på baggrund af oplysninger om deres kriminalitet, tidligere adfærd under afsoning m.v. (Chen & Shapiro 2007). For individer inden for samme sikkerhedskategori bliver det dermed muligt at undersøge, om strengere afsonings-forhold har en mere afskrækkende virkning, end mindre strenge har. Undersøgelsen viser, at dette ikke er tilfældet. Tværtimod viser nogle af de anvendte effektmålinger en øget risiko for recidiv blandt dem, der har afsonet under de strengeste sikkerhedsforhold.

87

Der er også gennemført et egentligt eksperiment, der belyser betydningen af afsoning under forskel-lige sikkerhedsniveauer (Gaes & Camp 2009).⁵⁸ I forsøget blev indsatte, der var testet som tilhøren-de tilhøren-det højeste sikkerhedsniveau, tilfældigt placeret enten i overensstemmelse hermed eller sammen med indsatte med laveste sikkerhedsniveau. Det viser sig, at der var signifikant flere af dem, der blev placeret på det højeste sikkerhedsniveau end blandt dem, der blev placeret på det laveste, der efterfølgende recidiverede.

Disse undersøgelser kan altså tyde på, at institutionens restriktivitet har en betydning for recidivrisi-koen. Den målte effekt behøver imidlertid ikke at skyldes selve restriktionerne, men kan også skyl-des, at der enten er en negativ påvirkning af at afsone sammen med indsatte, der vurderes som sær-ligt belastede eller farlige, eller at der er en positiv påvirkning af at afsone sammen med indsatte, der er mere velfungerende.

Med til et afsoningssteds restriktivitet hører også omfanget af kontakt med omverdenen. Der er gan-ske megen forskning, der tyder på, at forholdet til familien er af betydning for kriminalitetsrisikoen, ikke mindst i perioden efter løsladelse (Hairston 1991; Visher & Travis 2003). Flere undersøgelser viser, at nære familiære relationer og hyppig kontakt i løbet af afsoningen nedbringer tilbagefaldet til kriminalitet. Denne sammenhæng er fokus i en klassisk undersøgelse fra 1950’erne af Lloyd Oh-lin, hvor antallet af vilkårsovertrædelser blandt prøveløsladte analyseres i forhold til antallet af hen-holdsvis besøg og besøgende i løbet af afsoningen. Der findes her en klar sammenhæng, idet de indsatte, der under afsoningen opretholder hyppig kontakt til familien, begår færre vilkårsovertræ-delser i forhold til de øvrige indsatte (Ohlin 1954 i Visher & Travis 2003 og i Hairston 1991).⁵⁹ I et engelsk studie af fædres tilbagevenden til familien efter løsladelse undersøges også betydningen af kontakt i løbet af afsoningen. Undersøgelsen er baseret på interview med indsatte, deres partner og eventuelle børn. Interview blandt 54 indsatte og deres familier udføres fire måneder op til løsla-delsestidspunktet, og 40 af disse deltager desuden i et opfølgende interview seks måneder efter endt afsoning. Undersøgelsen peger på, at hyppig kontakt i løbet af afsoningen hænger sammen med et efterfølgende godt forhold i familien, mindsket alkoholforbrug, mindsket risiko for boligproblemer m.v. Der ses ikke sammenhæng mellem hyppigheden af kontakt under afsoningen og risikoen for recidiv (Lösel et al. 2012). Undersøgelsen er ikke et egentligt effektstudie, og undersøgelsespopula-tionen er desuden meget lille, så resultaterne skal vurderes med forsigtighed.

En anden og noget mere omfattende longitudinalundersøgelse af samme emne er baseret på inter-view med fængslede inden løsladelse og op til tre interinter-view i en periode af 15 måneder efter løsla-delse (Visher et al. 2005). Undersøgelsen påviser, at fædre, der i løbet af afsoningen har god kontakt

58 Eksperimentet var dog ikke udformet med henblik herpå, men for at teste en ny sikkerhedsklassifikation.

59 Tilsvarende resultater ses i flere andre undersøgelser, der er omtalt i (Visher & Travis 2003; Hairston 1988); Smith 2010 og (Hairston 1991).

88

med deres børn, recidiverer sjældnere og sjældnere begår vilkårsovertrædelser under prøveløsladel-sen.

På dette område er der også gennemført en dansk undersøgelse, der på baggrund af data fra krimi-nalforsorgen har set på, om indsatte, der relativt hyppigt har kontakt med omverdenen i form af be-søg eller weekend(udgang), recidiverer mindre end indsatte, der sjældnere eller slet ikke har kontakt med omverdenen (Graunbøl & Hornnes 2009). Undersøgelsen tyder på, at det mindsker risikoen for recidiv, hvis den indsatte har en god kontakt med omverdenen. Samme resultatet findes i amerikan-ske undersøgelser (Duwe 2012c; Cochran 2014).

Ovennævnte undersøgelser analyser data ved hjælp af regressionsanalyser. En undersøgelse, der er baseret på oplysninger om lovovertrædere, der har afsonet op til et års fængselsstraf i Florida, an-vender i stedet propensity score matchning, der alment anses for at være bedre til at tage højde for eventuelle forskelle mellem de sammenlignede grupper (Mears et al. 2012). Også i denne undersø-gelse finder man, at besøg reducerer recidivrisikoen, og at effekten – indtil en vis grænse – vokser med antallet af besøg.

Endelig kan nævnes, at en sammenfatning af 29 forskellige studier, der undersøger forskellige aspekter ved forholdet mellem indsatte og deres familier, omfatter to undersøgelser vedrørende be-tydningen af besøg (Hunter et al. 2012). Også disse peger på, at besøg kan modvirke recidiv.

Det skal påpeges, at der – af ret oplagte grunde – ikke er gennemført randomiserede eksperimenter på dette område, hvilket bevirker, at der kan være en vis usikkerhed ved de ovennævnte konklusio-ner, idet det ikke kan udelukkes, at det i de enkelte undersøgelser ikke helt har været muligt at kon-trollere for de forskelle, der er mellem indsatte, der modtager besøg, og indsatte, der ikke gør det.

Betydningen af afsoningsstedets størrelse er også blevet undersøgt, dog ikke i forhold til recidivrisi-koen, men i forhold til omgangen mellem ansatte og indsatte. Det er en norsk undersøgelse, der har set på dette spørgsmål (Johnsen et al. 2011). På baggrund af spørgeskemaer til ansatte og indsatte konkluderes det, at der er en bedre relation mellem ansatte og indsatte i små fængsler (med under 50 indsatte) end i mellemstore (50-100 indsatte) og store fængsler (over 100 indsatte), ligesom de min-dre fængsler vurderes mere positive med hensyn til en række anmin-dre parametre, såsom personlig ud-vikling, kontakt med familien og generel trivsel (Johnsen & Granheim 2012).

Der skal endelig også nævnes, at den kriminologiske forskning har peget på andre effekter ved fængselsstraffen, som kan forventes at øge risikoen for tilbagefald. Der er således påpeget, at fæng-selsstraffen med dens indbyggede restriktioner, disciplin samt frustrations- og aggressionsfremmen-de forhold mindsker aggressionsfremmen-den indsattes muligheaggressionsfremmen-der for at leve en kriminalitetsfri tilværelse efter løslaaggressionsfremmen-del- løsladel-sen (King 2005; Irwin & Owen 2005; Carlen 2005). Studier af kulturen blandt fængselspersonalet anskueliggør også de negative effekter, det restriktive miljø med fokus på problemer og konflikter

89

har for mulighederne for at se menneskers potentiale (Liebling et al. 1999).⁶⁰ Det er videre påvist, at fængselsstraffen indebærer prisonisering, dvs. en socialisering til fængselskulturens normer og holdninger, og at prisoniseringen øger med tiden i fængsel. En sådan negativ effekt af fængselsstraf-fen er kortlagt i en omfattende svensk undersøgelse (Bondeson 1974). Også i en dansk undersøgelse er det påvist, at risikoen for prisonisering øger med tiden, men undersøgelsen finder ikke – i mod-sætning til andre – at prisoniseringen aftager lige op til løsladelsen (Minke 2010). Undersøgelsen konkluderer, at prisonisering øger risikoen for senere kriminalitet.