Samarbejde med andre samarbejdspartnere

Kommunerne er blevet bedt om for hver af en række mulige samarbejdspartnere at angive, om de betragter samarbejdspartneren som primær, sekundær eller perifer.

Nedenfor er samarbejdspartnerne arrangeret på en ”top-fem” og en ”bund-fem”, såle-des at de samarbejdspartnere der hyppigst er nævnt som primære, er i toppen, mens de, der hyppigst nævnes som perifere, ligger i bunden.

Samarbejdspartnere: Top fem

Samarbejdspartner Nævnes som primær af Forældre til børn med handicap 96%

Sundhedsplejen 94%

PPR 89%

Dagtilbud 86%

Skoler 77%

Ud over forældrene er det altså især de kommunale institutioner, som både er henvi-sende og modtagere, der opleves som primære samarbejdspartnere. Amtet opleves som primær samarbejdspartner af 51% og som sekundær samarbejdspartner af 33%

– men der er også 14% af kommunerne, der angiver amtet som perifer samarbejds-partner, og 2% som angiver, at der ikke er noget samarbejde. Der er ikke nogen sammenhæng mellem besvarelsen af dette spørgsmål og antallet af døgnanbragte børn med handicap i kommunen.

Samarbejdspartnere: Bund fem

Samarbejdspartner Nævnes som perifer eller intet samarbejde af

Ungdomsskoler 49%

Handicapvidenscentre 59%

Idrætsforeninger 82%

Lokalcentre 83%

A-kasser 87%

Bund-fem udgør et mere broget billede end top-fem. A-kasserne fremtræder som den mest perifere samarbejdspartner. I lyset af målsætningen om et liv så tæt på det nor-male som muligt er det bemærkelsesværdigt, idet A-kasserne må anses som potenti-elt vigtige samarbejdspartnere i indsatsen for at sikre sammenhæng og kontinuitet i familiens økonomi. Samarbejdet med lokalcentre afhænger bl.a. af organiseringen af hjælpemiddeltildeling i kommunen, og derfor er de for mange kommuner en perifer eller ikke-eksisterende samarbejdspartner. Det forekommer mere overraskende, at der ikke er større samarbejde med ungdomsskoler og idrætsforeninger, som begge organiserer fritidstilbud, som er med til at skabe helhed i børnenes liv. Endelig kan det konstateres, at samarbejdet med handicapvidenscentrene anses for perifert eller ikke-eksisterende af over halvdelen af kommunerne, hvilket ligeledes kan undre, når markarbejderne samtidig efterlyser mere viden om de forskellige handicaptyper (se kapitlet om mødet med brugerne).

Samarbejdet med handicaporganisationerne er lidt tættere, idet over halvdelen af kommunerne angiver at have disse som primær eller sekundær samarbejdspartner.

Ser vi nærmere på det konkrete samarbejde med handicaporganisationerne, angiver 60% af kommunerne at trække på disse organisationers faglige ekspertise. I ca. ¼ af kommunerne samarbejdes der om information til forældre eller om rådgivning og i me-re end ¼ af kommunerne høme-res organisationerne om nye tiltag fra forvaltningen. Dette samarbejde er mest fremtrædende i kommuner med over 10.000 indbyggere. Imidler-tid er der – i overensstemmelse med listen ovenfor – 23% af kommunerne, som angi-ver, at de intet samarbejde har med handicaporganisationerne. Af disse er over halv-delen kommuner med under 10.000 indbyggere.

Samarbejdet med forældre til handicappede børn kan have forskellig karakter. Dels er der det daglige samarbejde om det enkelte barns situation (mellem sagsbehandler og forældre eller i teammøder), dels kan der være samarbejde mellem forvaltningen og grupper af forældre om mere principielle spørgsmål. Det er således ikke overrasken-de, når 96% af kommunerne angiver, at samarbejdet i høj eller meget høj grad sker gennem sagsbehandlerens jævnlige kontakt med familien, og 77% angiver, at der er samarbejde gennem ad hoc-møder med forældrene. Disse to samarbejdsformer an-vendes meget af kommuner i alle størrelseskategorier. Den næsthyppigst anvendte form er teammøder²⁸, som anvendes i 42% af kommunerne. Teammøder anvendes mest af de største kommuner og mindre af de mindre kommuner. 10% af kommuner med under 25.000 indbyggere angiver således at de slet ikke benytter sig af teammø-der. Endelig er det især de største kommuner med over 25.000 indbyggere, der an-vender formelle organer som handicapråd og dialoggrupper med henblik på at sikre brugerindflydelse.

Ser vi på ansvars- og rollefordelingen mellem sagsbehandlerne og familierne, er kommunerne blevet bedt om at vurdere en række udsagn herom. Svarene fremgår af tabellen nedenfor:

Tabel 5.6: Ansvar for indsats og koordinering

27. I hvor høj grad passer følgende udsagn på kommunens samarbejde med familier med handicappede børn?

I meget høj grad

I høj grad

I nogen grad

I ringe grad

Slet ikke Ved ikke

Total 27.1 Kommunens

sagsbehand-å

Antal 117 69 5 0 0 1 192

28 Teammøder anvendes i forvaltningerne til at karakterisere ethvert møde, hvor to eller flere fagpersoner (samt evt., men ikke nødvendigvis familie eller forældre) mødes for at diskute-re og beslutte indsatsen.

lere står for koordineringen af støtten til familier med børn med

handicap Procent 60,9% 35,9% 2,6% 0,0% 0,0% 0,5% 100%

Antal 35 65 63 25 2 2 192

27.2 Kommunens sagsbehand-lere sikrer via opsøgende arbej-de at forældrene får arbej-de tilbud og

ydelser, som de har ret til Procent 18,2% 33,9% 32,8% 13,0% 1,0% 1,0% 100%

Antal 2 4 59 83 40 3 191

27.3 Forældrene/de unge han-dicappede varetager selv koor-dineringen af de forskellige offentlige tilbud og ydelser

Procent 1,0% 2,1% 30,9% 43,5% 20,9% 1,6% 100%

Antal 1 5 65 90 25 7 193

27.4 Forældrene/de unge han-dicappede sikrer selv via opsø-gende arbejde at de får de til-bud og ydelser, som de har krav på

Procent 0,5% 2,6% 33,7% 46,6% 13,0% 3,6% 100%

Næsten alle kommuner angiver, at det i høj til meget høj grad er sagsbehandlerne, der står for koordinering af støtten til familierne. Endvidere angiver lidt over halvdelen, at sagsbehandlerne via opsøgende arbejde sikrer, at familien får de ydelser, de har ret til. Blandt disse er flest store kommuner, ligesom flest små kommuner angiver, at dette ikke er tilfældet.

I knap 1/3 af kommunerne må forældrene/de unge i nogen grad selv stå for koordine-ringen, ligesom de i 1/3 af kommunerne i nogen grad selv må sikre, at de får de ret-mæssige ydelser. Blandt de, der svarer ”i høj grad” til disse spørgsmål, er over halv-delen kommuner med under 10.000 indbyggere.