Af
Henning Henningsen
Som en fortsættelse af forfatterens skildringer »Sømandens kogebog« og »Sø
mandens drikkelse« (i årbog 1976 og 1977) følger heren beskrivelse af en anden ikke uvigtig del af sømandens behov. I de flestes bevidsthed står han i et særligt venskabsforhold til tobakken, som ikke mindst under ældre tiders hårde og fare
fulde liv ombord har været den store trøster i en sådan grad, at man spørger sig selv, hvad i alverden sømanden har haft til at hjælpe sig gennem de årtusinder, der ligger før tobakkens »opfindelse«, så han har kunnet bære livets tilskik
kelser?
Europæerne fik først kendskabtiltobakken på Columbus’ førsterejse 1492.
Han og hansledsagerelagdestraksefter deres ankomst til San Salvador mærke til de indfødtes glædeover nogle tørre blade, som de rullede sam men til en pindog antændte iden ene ende, hvorpå deførte dentilmunden og sugede på denanden ende, såde kunneinddrikke røgen. Hervedblev de, sagde de, søvnige og berusede, men beskyttedes samtidigmod træt-hedsfølelse. Foruden pindene, der nærmest kansammenlignesmed ciga
rer, brugtede også smågaffelformede næsepiber, somdekomtobaki i den eneende ogtændte,hvorefter de førtedetogrene, der dannede gaflen, ind i næseborene ogsnøftedeindad. Piben kaldtede tabacos, et navn,der snart gik over på det,somdestoppede iden.
Hvor gammel rygningen er i Nord-, Mellem- og Sydamerika,kan ikke siges.Af etreliefimayabyen Palenque fremgårdet,at mayapræsterne har røget cigareller pibeallerede omkr. år 500, måskesomledi en rituel cere
moni. Desydamerikanske indianere tyggede tobaksblade mod tørst, andre røg tobak i et slags hylster, så man kan altså sige, at både cigaren, piben, cigarettenog skråen var opfundet føreuropæernes ankomst.
Det er let at forstå, at de indfødte anså deres vellugtende urt for en kosteligting, nårman hører, at de forærede spanierne prøverpåden som en værdifuld gave. Disseharsikkertværetbåde nysgerrige og lærvillige, men da dekomhjem til Spanien og skulle demonstrere kunsten for deres landsmænd, gik det knap sågodt. Om en af dem, matrosen Rodrigo de Jerez, fortælles, atda folk så røgen komme ud af hansnæseogmund, troe-
de de, at djævelen var faret iham, så de meldte ham tilinkvisitionen. Re
sultatetblev, at han måtte sidde ifængsel i flere år-uden tobak.
Dette harselvfølgeligikke kunnet hindretobakkenssejrsgang. Mankan gå ud fra, at de søfolk,der i den følgendetidkomikontaktmeddeindfødte i den nye verden, med sand glæde har taget rygningen op, først vel de spanskeog portugisiske, senereogså deengelske. 1565så John Hawkins de indfødtei Florida rygepåen pibe, sombestod afen hulstokmedetlerho ved i enden, hvori de tørredeurterblevstoppet. Han iagttog, at røgen fik dem tilat glemme deres sult, så de kunne leve fire-fem dage uden kød og drikke.Da den engelske fribytter Sir FrancisDrake1579 var iCalifornien, bragte de indfødte ham dagligpetum, en urtsom de elskedeog brugte, nem lig tobakken. Der er ingen tvivl om, at det specielt var tobaksrygning i pibe, der førstslog an hoseuropæerne.
På dette tidspunktvar tobakken ved at blive almindelig kendt.Der er i England fundet kridtpiberfraomkr. 1575, ettegnpå,at derallerede da har væretet større rygendepublikum. Det vardogførst dronning Elizabeths yndling, søkrigeren Sir Walter Raleigh, som gjorde rygningen virkelig populær, da han i 1585 kom hjem fra Amerika med indianske piberog tobak. Hans og Drakes eksempelgjordeuden tvivl piberygningen accep
teret i de højere samfundslag og hos søfolkene. Foruden spanierne og englænderne var det navnlig franskmænd og hollændere, som bukkede underfor dennye last. Selv om mange lærdeog mægtigemænd,deriblandt Christian IV’s svogerkong James (Jakob) I af England, varimod tobak
ken - den sidstnævnte skrevendda i 1604et fanatisk skrift imod den med den bombastiske titelA Counterblaste (modpust) to Tobacco- hjalp detintet:
rygningengiksinsejrsgang og måtte sejre,aldenstund densom last betrag tet havde mangegode egenskaber og enddaaf mange blev anset for at være sundhedsfremmende.
Tobakken i Danmark
Det har selvfølgelig ikkevaret længe, før rygningen kom til de nordiske lande. Gennem Sundet gik en af verdens vigtigstesøhandelsruter, og ved Helsingør måtte alle skibe standse opogbetale øresundstold. Her har ind
faldsporten for tobakken i Danmark været. Vi ser således, at der 1606 i et bo i Helsingørblevregistreret 12 tobakspibertil en værdi af 1/2 mark, et
ubedrageligt tegn på, at rygningen her havde faet etbrohoved, og i løbetaf kort tid røg alle, især søfolkene. Den islandske bøsseskytteJonOlafsson fortæller om, hvordan han lærte atrygeombord på etengelskskib,dahan 1615 forlod Island forat drage ud iden vide verden: »Der var en mand om
bord, som hed Ruben,somvarden, jeg først så bruge tobakognyde den hver aften; han tilbødat lære migdenkunstog blev min læremester deri«.
Kendte manpådetfjerne Island endnuikketobakken,gjorde man deti hvert faldi København. Da Ove Gedde1619drogud på sinekspeditiontil Ostindien, blev detbestemt, at mandskabet undervejs skullehavelov til at ryge tobaktre gange daglig ved masten, og vi hører, at de da også privat tog et lagerafrygevarermed.
Samme år, 1619, forbød Christian IV tobaksrygningen på norskeor
logsskibe. Blev nogen fundet i besiddelse af tobak, skulle denne kastes overbord og han selvkølhales, - en alvorlig straf, somdog aldrig erblevet anvendtiDanmark. 1625 komsammeforbudfordanske skibe, puttet indi
§91 ide almindelige skibsartikler, som kongen udstedtetil sineskibe,der var ikrigstjenesten eller gik pålangfart,dog uden attrue med kølhaling.
1632blev alindførsel af oghandel med tobakforbudti Norge, og selv om kongenøjensynlig vegtilbage for at udstede etlignendeforbudi Danmark, vardet tydeligt for enhver, at majestæten ikkeyndede tobak. Måske var han efter sin engelske svogers påvirkning forvisset om den skade, som denne »tubaksdrikken« forvoldte. Udtrykket at »drikke tobak«, der for øvrigt findes på deforskelligesprog,ogsom først forsvandt ud afdansk ca.
1700, kunne muligvis tydepå,at man kendte til at inhalere røgen.
Dog indsåkongensnart, at derlåuanede muligheder for atpressepenge ud afrygerne, og i Danmark gjorde han derfor noget helt andet end i Norge:han lagdeenklækkeligtold på tobakken.Modstanden mod tobak ken lod sig selvfølgelig ikke opretholde, og 1640 måtte kongen bide i det sure æbleog anmode Corfitz Ulfeldt,der skulleudrusteden danske flåde, om »i tide attænkepå tobak tildet norske folk på flåden, somnæppeligen længe skal kunne uden det tøj forblive sunde. De tage det gerne an (i stedet) for frokosten«. Det er et klart tilbagetog, og det synes, som om kongen helt har glemt, at tobakken stadig var forbudt i Norge (indtil 1643). Ovenikøbet måtte han nedsætte toldentilet mere passende niveau.
De følgende konger var mere velvilligt stemt over forrygningen,selv om man nok skal heltop til Frederik VII,førman finder en kongelig storryger.
1658 sørgede Frederik III ved et kongebrev for, at soldater ogbådsfolk (sømænd) fik leveret tobak underKøbenhavns belejring, og i eftertiden gik
Omkr. 1861 skar gallionsbilledhugger W.E. Møen, dengang i Åbenrå,denne troskyldigeto
baksmand som skilt for tobaksfabrikantJ.H. Middelheus i Åbenrå. Negerdrengen, med læn-deskørt, holder i venstre hånden dusktobaksblade,og i højre balancerer han en rulle spun
den tobak. Samtidigtfotopå Handels- og Søfartsmuseet.
Figure of ablackamoor for a tobaccostore, cawedby the Danishfigurehead carver W.E. Møen about 1861.
In his righthand he carries a roll of spuntobacco.
den danske flåde ikke i kamp, udenat der blev uddelt rigeligtmedtobak og kridtpiber til gasterne.
Også i Sverige bredte kendskabet til tobakken sigpå samme tid som i Danmark. I regalskibet »Wasa«, som sanki 1628, harman fundet en kridt
pibe, og samme årbestemte svenske søartikler,at man kun måtte drikke og bruge tobak ved kabyssen. Gustav Adolf forsøgte uden held at forbyde to baksrygning, men fra omkr. 1650 uddelteman tobakog brændevin som ekstraforplejning til opmuntring for folkene.
Det er vel overflødigt at sige, at de nordiske flåder i dettefølgerudvik lingen indenfor deøvrige europæiske orlogsmariner.
Regulering af rygningen ombord
Christian IV’s modstand mod tobakken varvel ikke udelukkende af moralsk-vanemæssig, men også af økonomiskart. Tobakken måtte jo ind føres fra udlandet som alle andre unødvendige luksusartikler, der ikke frembragtes inden for monarkiets grænser, og kunne således påvirke handelsbalancen.
Men samtidig kunnedetikke nægtes, at brugen af ildombord på et træ
skib,specielt et orlogsskib med fyldt krudtkammer, kunne være yderst risi
kabel. Lod et generelt forbud mod rygningen sig derfor ikkeopretholde, måtte denne i hvert fald kun finde sted under skarp kontrolog på ganske bestemtetider ogstederombord.
Frederik Ill’sskibsartiklerfra 1657 gentog i étog alt Christian IV’sfra 1625, dog med én undtagelse: rygning var nu tilladt, men kun på de be stemtelokaliteter på skibet, som admiralenog kaptajnen anviste.Her og ingen andre steder måtte tobakken »tændes, drikkes og straks igen ud slukkes«, som dethed i §91.Det sted, hvor rygningen kunnetillades, var ganske naturligt på dækket foran stormasten,hvorderkunne holdes kon trol, og hvor man var ifri luft. Tilmed forlangtes det, atpibenskullevære forsynetmedenhætteeller»hytte«,som det ogsåkaldtes, altså etlåg,som hindredegnisterne i at fyge ud. Hættenvar af messingblikmed huller i.
Den kunne sættesfast på den tændte pibe ogvar hyppigtved en tyndkæde forbundet med et lille ringbeslag påstilken. Røg nogen cigar, skulle den væreforsynetmed et hylster.
Disse bestemmelseropretholdtespådanske skibe ietpar århundreder, både på orlogsskibe og påostindie-, kina- og vestindiefarere.Hvis nogen orlogsgast forbrød sig herimod, skulle han efter Frederik V’s søkrigsartik
ler 1752,§ 596, straffes medatspringe fra råen, bankes for kanonen, dvs.
lagt over enkanon, tredage, hver dagmed 27 slag af de »småtampe« (i modsætningtil »katten«),og sluttes ibøjen i en ringbolt på øverste dæk i optil ottedage påvandog brød. Gik nogen ned i lasten med en tændtpibe, var straffenendnu strengere, idet han skulle kattes med 27 slag. Var det på en vestindiefarer, kunne overtræderen nøjes med atfortabe to måneders gage, hvilket må sigesat være en klækkeligbøde.
Endnui 1800-årene, sålænge orlogsskibene var af træ,bibeholdt man de hårde bestemmelser. Dog tillodes det mandskabet at sætte sig og ryge deres pibe, selvfølgeligmed hytte på,ved luntevageren, et lille træhus, foret med jernblik,hvor skibets altid tændtelunte opbevaredes under fornøden
Skibspræsten på densvenskekinafarer »Finland«, JacobWallenberg, har i 1769tegnet sig selv rygende på sin lange kridtpibei sin noget overdimensioneredekahyt. Tegningen brugte hansom illustration påtitelbladet til sin berømte rejsebeskrivelse »Min son på galejan«
(1781).
Self-portraitof the ship’s chaplain onboard the Swedish chinaman »Finland«in1769, smoking a long pipe in his cabin.
opsigt af en skildvagt. Luntevageren stod på batteriet i nærheden af ka byssen, agten forfokkemasten; det var denenesteåbne ild påskibet, når kabyssen ikke var tændt eller lyset i kompashuset eller nathuset ikke brændte. På orlogs-ogkompagniskibene blev der nemlig hver aften ved kommandoråb,aftensang ellertappenstreg givet befaling til atslukkeal ild og lys ombord. Senere opbevaredes den tændte lunte i en liggende mes
singtønde med lufthulleri enderne og ethåndtag tilat bæreden. Lunten ragede op gennem et lille rør. I kredsen her gik snakken, »luntevager-passiaren« ivrigt, mens man hyggede sig med piben ogordnedeverdens situationen, kritiserede forholdene ombord og fortalte sømandsskrøner.
Undertiden var det også tilladt at ryge »på gallionen«, dvs. forskibs, hvor lokummerne var anbragt ved siden af hinanden over forstævnen.
Også her blevdersnakket meget vrøvl (»gallionsrygter«).
113
Officerernemåttenormaltikkeryge på skansen, men skulle gå forudpå bakken, hvisde trængtetil en smøg.Hvor dehavdefaet tilladelse til at ryge agter, måtte detteske i læog ikketil luvart, hvor de kunne genere den vagt havendeofficer.
Påsvenskeorlogsskibetillodman som sagt i 1628orlogsgasterne atryge ved kabyssen, og 1685 fik officererne lov til at »drikke tobak«i deres kahyt, hvorimodde menige måtte ryge underbakken på overløbet.Overtrædelse kostede officererne første gangen måneds sold som bøde,anden gang det dobbelte. Demenigemåttespringefraråen,nårdeførstegangovertrådte forbudet, og næste gang truedes de med kølhaling.Senere, såledesi 1700- årene ombordpå kinafarerne, måtte heller ikke officererne ryge ikahytten, menkunpå bakken ogdækket i detfri.
På de øvrige europæiske orlogs- og kompagniskibegjaldt selvfølgelig nogenlunde samme regler som hos os. På engelske orlogsskibe varman dog endnu mere forsigtigendnormalt. 1663fortælles, at det kun var tilladt at ryge på bakken eller i lukafet derunder, notabene over en baljemed vand.
Seneregikmandogvæk fra kravetom vandbaljen( 1734). Omkr. 1850 var rygning på engelskeskibekun tilladt på dækket ved kabyssen; på bagbords side måtte officererne ryge ogpå styrbords side de menige.
Ombord på handelsskibe var manogså forsigtigmedrygningen,selvom man ikke havde rigoristiske skibsartikler, der truedemed strenge straffe.
På mangeskibe forbød mani det hele taget al rygning, påandre tillod man det på dækket til bestemte tider. Ikke engang på de store engelske australiesejlskibe havde 1. klasses passagerer lovtil atrygeideres kamre.
Derimod var der gerne en rvgesalon, hvortil herrerne kunne trække sig tilbage, når vejret på dækket var for råt.
Brandfare ombord på grund af rygning
At straffene var så strenge, kan man ikke undres over, forrisikoen var som sagt meget stor. Dervar forudenselve træværket mange brændbare ting ombord, f.eks. tovværket og sejlene. Derfor togman straks affære,når nogen blev grebet iat overtræde de forbud, dergjaldt i alle træskibemod at have ild i kabyssen,når der ikkeblev lavetmad, eller modat have åbentlys og farlige lygter. Det var forbudt at gå under dæk, i kabelrummet, i lasten, i lazarettet ogisærselvfølgelig ikrudtkammeret med åbent lys og med tændt pibe. Derfor måtte kaptajnen på ostindiefareren»Dronning Anna Sophia«
Før som nuer piben sømandens kære ven. Foroven en medtagen stump af en kridtpibe med dettypiske lille hoved, fundet i vragetaf det danske orlogsskib »Snarensvend«, somsank i Øresund1658. FornedenskipperBernhard Rudkildes briærsnadde tilshagtobakmed ebonit
spids fra ca. 1944. Pletterne af hvid malingrøber, at skipperen har røget på den under arbej
det. Handels- og Søfartsmuseet.
Two typesofpipes, a clay pipefromthe wreckof the Danish man-of-war »Snarensvend«, sunkin 1658, and a skipper'sbriar pipe fromabout 1944.
1722 alvorligt formane en del matroser, som løbmed tændte piberunder dæk, at deville blive »sat for masten«, dvs. straffet med tampningforan masten, hvis det gentog sig,og da en af demalligevel overtrådteforbudetet par dage senere,fikhan også 20 slag foran masten.
Ide fleste tilfældeskete derselvfølgeligingen skade,men der er flere eks
empler på, at det kunne gå galt, når forbudet blev overtrådt. 1646 opstod dersåledes brand i den portugisiske ostindiefarer»S. Josepho de Goa«, fordi konstablen havdedrukket tobak ikrudtkammeret.Hele skibet og han selvrøg i luften, og kun 90af de ombordværende600mand reddede livet.
1752 gik der ild i den danskekinafarer »Princesse Lowise«,somlå på reden ved Kapstaden. Det var en oploper (letmatros), som var gået tilkøjs med en tændt pibe, hvisgløder satte ild i køjeklæderne. Heldigvis blev ilden slukket.
115
Sommanser, et det ingen nymodens foreteelseatryge i sengen. Tværti
mod er der utallige eksempler på, at søfolkene, der i reglen ikke havde noget andet bekvemt stedat opholde sig på i frivagten, hyggede sigikøjen og tog sig en pibeder.Opdagedes det, blevdenformastelige straffet, hvad enten hanvarofficer eller menig. Det var farligt, hvis han faldt isøvnmed tændtpibe.
På handelsskibemed brandfarlig last måtte manvære særlig forsigtig.
F.eks. vardet på de første petroleumssejlskibe helt forbudt at lave varm mad og at ryge, fordialttræværket var gennemvædet med petroleum. På modernetankskibe er der også strenge regler for rygning.I 1893 eksplode
rede og sank fuldskibet»Frederick Billings«,der var lastet med salpeter, på grund afaten glød fra en cigareteller en tændstikantændte lasten. Så tidligt som i 1674 haves der et eksempel på, at et ammunitionsskib, en svensk jagt, sprang i luften, fordi en bådsmand(matros)tabte englød i en krudttønde.
Meget farligt var det, når der opstodild i et skib, somlå ved kaj i havn, idet dette betød en akutfarefor de andre skibe i havnenogfor byens huse.
Oftevar det derforforbudt overhovedet at have ild og lys ombord, som allerede ordineret i Christian IV’s forordning herom 1618 (med særligt henblik på Københavns havn).Maden måtte i de flestehavne verden over koges i særlige kogehuse i land,og altobakssmøgen var forbudt ombord, således somdetudtrykkelig nævnes ihavneanordningerne for København
1744 og Helsingør 1767. Disse strikte regler opretholdtes,sålænge træski bene dominerede.Selvomman 1847 tillod madlavningi kabyssenpåskibe iKøbenhavn, var detdogpåden betingelse, at der stadigholdtes brand vagtombord. Så sentsom i 1892 vardet i Londons havn forbudt at havelys ombordlængereend til kl.9aften,og lignende forbud har eksisteretmange andresteder.
I 1680, fortælles det, kom en flensborgsk skudei Københavns havn i brand p.gr.a. »uagtsomtobakssmøgen« og var ligevedatsætte ild i den kgl. danske flåde.Heldigvis fik gasterne hastigtslukketilden.Langtværre var det i 1684, da storedele af Hamborgbrændte p.gr.a. »denonde ilde-drik udaf en tobakspibe«, som ensømand røg.
I russiske havnevar der også strengt forbud modat ryge ombord. Et reglement på russisk,som søfolkenenaturligvisikkekunnelæse, blev op
slået i kahytten, og en betjent var ombord dag og nat for at påse, at forbudet blev overholdt. Bødman ham en cigar, røghan den dog gerne sammen med søfolkene, uanset reglementet. I Arkangelsk var man i
1860’erne kommet så vidt i liberalitet, at folk måtte rygeover en balje vand, -jfr. tidligereiden engelske flåde.
Rygning et etikettespørgsmål
Det var nu ikke blotforsigtighed, der dikterede udvælgelsen af steder, hvor det var tilladt atryge. Også etiketten, den uskrevnelov ombord om hvad man kunne ogikke kunne, spillede en rolle.
Ligesom man ikke må ryge i en kirke, måtte man heller ikke ryge på skansen af enorlogsmand,fordiagterskibet, som var forbeholdt chefen og officererne, nærmest blev opfattet som ethelligt sted. Forbudet udstrakte sig selvfølgelig også tilat gælde officererne,forde menige komderaldrig, bortset frarorgængeren og dem, der skulle manøvreresejlene. Hvis chefen, somdetfortælles fra et engelsk orlogsskib i 1860’eme, komoppåskansen med en tændt cigar i munden, kunne det hænde, at den vagthavende officer ærbødigtgjordeham opmærksom på,at rygning iflg.chefens-hans egen -ordre varforbudt på skansen, hvorefter han pænt måtte smide ciga
renoverbord.
Også på handelsskibene herskededer helt op til vor tid en mere eller mindre streng etikette. På nogle tåltes detoverhovedet ikke, at derblev røget, hverken linder arbejdet eller på frivagten,inklusive søndagen. Påen del skibe var det dog tilladtpåfrivagten, men oftestunder dæk. På de fleste skandinaviske og tyskeskibetåltes rygning pådækikke,hvorimodmanpå engelske skibe var mereliberal.Var rygning på dæk tilladt, foregik den i hvert fald aldrig agter, men kun foran for stormasten. Agten for denne måtte kun kaptajnenog i reglenogså styrmændene ryge. Traf en styrmand en rygende sømandagten for stormasten, beordredehan ham tilatfjerne snaddeneller cigaretten,oggjorde han det ikke, ansås det forulydighed, og styrmanden måtte forrespektensskyldslådenud afmunden på ham. I kaptajnens nærvær røgman overhovedetikke,»forikkeat krænke skippers værdighed«, som en sømandudtrykte begrundelsen for denne uskrevne lov for takt og tone ombord. Med tiden kom mere liberale skikke. Mange kaptajner gavrygetilladelse,og efterhånden forsvandt de gamle normer på dette sompå andre felter.
Selv styrmanden varofte tilbageholdende i sin rygningi skippers nær
værelse. Kom denne på dæk, mensstyrmandenrøg,tog sidstnævnte straks