Af
BIRTE HJORTH
Formålet med dette arbejde har dels varet al udarbejde en registratur over det arkivalske materiale vedrørende Dragør bjergningsvasen, som befinder sig i Dragør kommunes arkiv, og dels at give en samlet historisk oversigt over dette erhvervs udvikling til brug for eventuelle benyttere af arkivet.
Arkivet rummer et stort kronologisk opstillet materiale vedrørende strandede skibe i farvandene omkring Amager og Saltholm indenfor en 80-ang periode.
For al gøre disse arkivalier lettere tilgangelige og samtidig imødekomme en stigende interesse for maritim historie er der foruden registraturen tillige udar
bejdet el alfabetisk register på mere end ni hundrede indførsler over navnene på de strandede skibe. En kopi af dette register befinder sig på Danmarks Biblioteks
skole og i Dragør Lokalarkiv.
Indledning
Efter de ældsteretsopfattelseri oldtiden havdeden, der fandtet havareret eller strandet fartøj, uindskrænket ret til atbemægtige sig det, såvelsom dets lastog de ombordværendepersoner, der somregel blevdræbt. Denne
»strandret« - den stærkes ret over densvage-blevudøvetgennemårhun dreder af kystboerne. Med kongemagtens tiltagendevækst fikogså kon gerne del i disse indtægter, som deanså for hørende tilderes rettigheder.
Ligeledes fik strandejerne del i vrag oggods, der drev indpåderes område, såledesat der udviklede sig en hævd på, at vrag skulle tredeles mellem finder, konge og strandejer.1
Fra kirkeligside udbredte der sig imidlertid fra begyndelsen af 1100-tallet denhumanere opfattelse,at skibbrud ikke skulle ændre ejendomsfor
hold. Man fordømte strandretog vragplyndring. Samtidig søgte kongerne at underlægge sig de flestestrandeog dervedsikresig rettentil vrag. Dette indebarefterhånden en ændring iretsopfattelsen, således at deskibbrudne fik 2/3 af deres ejendom tilbage, medens 1/3 stadig tilfaldt finderensom bjergeløn2; d.v.s. at strandretten kriminaliseredes og afløstes af en for strandsret, derblev en rettighed for bjergeretil atkræve bjergeløn. Kyst-
boernevardogikke uden videre villige til atopgive en indtægtskilde, som havde århundredershævd. Rester af den hedenske strandret kan påvises helt op inyere tid.
Bestemmelserne om vrag,stranding,bjergning og bjergeløn er gennem tiderne behandlet i de forskellige love - først i landskabslovene (jyske, sjællandske, skånske lov), der blev nedskrevet i 1200-tallet, derefter i Christian II’s vragforordning3 (1521), dersom en af de første loveher
hjemmeblevtrykt og udsendt til alle de stæder,hvis købmænd besejlede danske farvande. Vragbestemmelserne iFrederik II’s søret4fra 1561 sva rede i mange henseender til Christian II’s vragforordning, dog sattes bjergelønnennu i relationbådetilomstændighederne ogtilgodsetsværdi, hvilket sidste manikke tidligere havde gjort. Desuden taltes forførste gang ombjergning i rumsø, hvilket tyder på, aten bjergningsteknik var under udvikling.
I Christian V’s store lovkompleks Danske Lov fra 1683 behandledes stranding ogbjergningmegetudførligt, f.eks. påbød den dødsstraf for den, der om natten tændte ild på strandenfor»atforføre den Seylende ogbringe ham i Ulykke«5. En forordning fra 1705 »Om Forhold med strandede Skibeog Gods«6 suppleredeog uddybede DanskeLov. Den giveretgodt billede af strandings- og bjergningsforhold på den tid. I indledningen omtales, at de skibbrudne ikke altid havde nydt den hjælp og undsætning, der efter loven tilkom dem.Røveri ogtyverihavdefundetstedmodGuds, naturens og kongens lov, ja endog »Mord og Mandslæt« yar begået, og derfor blev dernu givet nye og skærpede bestemmelser.
I 1836 udstedtes en meget omfattende og udpenslet forordning om
»hvad der i Strandingstilfælde skal iagttages«7. For første gang omtales redning af menneskeliv, idet det bestemtes, atderførstogfremmestmåtte sørges formandskabets redning fremfor godsets bjergning. Ligeledes skul le der sørgesforde skibbrudnes forplejning, samtforde druknedes begra velse, der burde »skemed størst mulig Sparsommelighed«. Forordningen gavbl.a. også regler for oprettelseaf bjergningskontrakter og omtalte de organiseredebjergelav, som fandtes rundt om ilandet. Bestemmelserom organiseringaf sådanne bjergelav er veldet væsentligste i strandingsloven af 18958, der ellers i store træk minder om forordningen af 1836 og med enkelte tilføjelserog ændringer er denlov, der gælder i dag.
I dag foretages den væsentligste bjergningsassistance fra søen af store organiseredebjergningsselskaber,bl.a. det danske»Em.Z.Svitzers Bjerg nings-Entreprise«, der er verdens ældstebjergningsselskab.Der er nuikke
mere brug forden stedligekystbefolknings arbejdskraft, som dervartid ligere, og de fabjergelav,der endnu er tilbage, har ingen praktisk betyd
ning mere. Bjergningen i Dragør Lovet være digtreenig Gud for alle disse Penge,
o Gud bevare Dragør vel og lad denaldrigtrænge9.
Dragør har med sin beliggenhed ved Øresund-et af de mest trafikerede farvande i verden -haftde bedste betingelserforatdrive bjergning somet naturligt erhverv.Farvandethar ganske særegne forhold. Øresunds funk tion dels somforbindelsesled mellem Østersøen og Nordsøen -ogdermed Atlanterhavet - og dels som indsejling til København har til alle tider betydet en tæt trafik. Desuden er sejlløbene udfor Dragør, Drogden og Flinterenden, temmelig smalle ogomgivet af grundtvand, men ogsåden sydlige del afSundet er domineret af destore udgrunde, Lillegrund og Bredegrund. Der er intet regelmæssigt hpj- og lavvande, men derimod stærkt varierende vandstandafhængig afde forskelligevindretninger.Der erogsåoftestærkstrøm, og farvandet er desuden bredt nok til,atderkan stå høj søi stormfuldt vejr. Når dertil tagesi betragtning, atder ved efter års- og vintertidofte indtræfferdis og tågeog under strenge vintre tillige isskruninger, vil manforstå, at her altid harværet betydelig strandings risiko for skibsfarten.
Middelalderen
Det første vidnesbyrdombjergningsassistanceved Dragør er fra ca. 1333, på hvilket tidspunkt hele Amager hørte under Roskilde bispestol, og Dragørvaren livlig handels- og markedsplads forhanseatiskekøbmænd.
Et skib fraStralsund led skibbrud ved Dragør,ogafladningenblev iland
bragt »7læsterog 12lispund fugtigmel, 16tønder øl, 2 sække humleog omtrent 3 pund fugtig rug«, som øvrigheden tog i forvaring.Skibets besæt
ning har tilsyneladende haft problemer med at fa udleveretderes gods igen, hvilket har affødt et brev fra hr. Johan Hasendorp (øvrighedens repræsentant?) til rådmændenei staden Lübeck10.
Herefterforløber der henved tre hundrede år, inden manigenhørerno getom bjergning af strandedeskibe ved Dragør. Der er uden tvivlidenne
Skitse over devigtigste grunde og løb i Sundet mellem Amager,Saltholm og Skåne.
The mostimportant shoals and channels in the Sound between Amager, Saltholm andScania.
periodesket mange strandinger, der har givet anledning til bjergnings
indtægter, men manved blot intetderom.
Forholdene i 1500-tallet
For at beskrive Dragør bjergningsvæsens videre udvikling vil detnok være mesthensigtsmæssigtførstatbetragte forholdene i Dragør og St. Magleby i begyndelsen af1500-tallet, fordi begivenhederne i denne periodetotalt ændrede livsbetingelserne for disse to samfund, der i de følgende århun dreder skulle hente en væsentlig del af deres indtægt vedbjergning.
Her ved middelalderens slutning efterGrevens Fejde 1536 lå Dragør- lejet øde hen. Hvad der havde væretaf fiskerhuse, pakhuse og boder fra hansetidens glansperiode, lå i ruin. Detrige handelsliv, der var skabt af de store sildefangstergennem detmeste af middelalderen, var langsomtved at ebbe ud, dels på grund af aftagendefiskeri og delsfordi hansestædernes rettighederefterhåndenvar indskrænket betydeligt. Og det var som om fejdenbetødet vendepunkt for denne periode. Det har sikkertvaret mange år, inden der er vokset en fastbeboelse frem på de gamle tomter. Førsti 1550erne togfiskeriet igen et opsving og trak folk hertil, som da formo dentlig begyndte at tage fast ophold her11.
Da Dragør med tiden kom i et administrativt afhængighedsforhold til St. Magleby, vil det også være formålstjenligt at kaste etblik på forholdene her.
I 1521 havde Christian II indkaldt 184 hollændere, for at de kunne forsyne Københavnmedfriskegrønsager. De fik privilegier på hele Ama
ger og Saltholm; men ved kongens fald 1523 måtte de se deres område begrænset til St. Magleby, hvor en delaf dem bosatte sig på 24 gårde, forudenatde fik rådighed over togårdeiDragør. Den oprindelige befolk ning blev tvangsforflyttet. Hollænderne fik deres egenjurisdiktion under ledelse afen »schout« (foged) og hans syv »scheppens« (nærmestdoms- mænd). De skulle ikke som andredanske bønder gøre hoveri, menblot betale en årlig afgift tilkongenaf deres gårde. Desuden fik deretten til alt ålefiskeri ved Amager. De udgjorde derfor et meget privilegeret og rigt samfund i defølgende århundreder.
Tolderenpå Dragørlejet
PåDragørlejet, derhørte under kronen, fungeredeen tolder, der tillige var foged. Hanvar udnævnt af lensmandenpå Københavns slot og varetog kronens og lenets interesser, bl.a. opsyn med strandingsgods. Desuden
havde hantilsyn med de søtønder, der var udlagt af hensyn til farvandets afmærkning. 1557 ser man, at Christian III ønskede, at der udlagdes to tønder merepå Dragør Strømme foruden deto,som allerede lå der12. 1611 bestemte Christian IV, at hvert skib over 30 læster skulle betale et vist beløb i tønde- og skriverpenge forat løbeigennem Dragør Strømme. Afgif
ten blev opkrævet aftolderen13.Menibegyndelsen af 1600-tallet,da silde
markedernestid vardefinitivt forbi,nedlagdemantoldstedet og kirken,og da der skulle være entolderved Dragør havn, overdroges det schouten i St.
Magleby at udpege ensådanblandt den stedlige befolkning. Dette blevfor Dragørs vedkommende begyndelsenpå et200-årigtstyreunderSt. Mag
leby. 1624 ser man, atChristianIVgavlensmanden iKøbenhavnfølgende ordre: »Vi bede Dig och ville, at Du tilholderSkuldtzen (schouten) paa Amager, at handgodVagtvedTøndernepaa Strømmene underDragør och Amager natt och dag lader holde«14. Senere overtog admiralitetet udlægning og opsyn medsøtønderne.
Bjergningen i 1600-tallet
Pådennetidvar bjergningefterhånden blevet enikke uvæsentlig indtægts kilde. Kronen harvel noktagetbroderparten,men endel må også være kommet de lokale fiskere til gode. De første regnskaber over bjergning er fra 164715. To mændfraDragør havde fisketet anker, som efter at have ligget »år og dag« vurderedes til20 sletdaler. Kronen fik den enehalvpart ogbjergernedenanden. På sammemåde deltesindtægterne aftræ ogrug, dervar bjerget af»DragøFolk«. Lensmanden ogfogeden fik formodentlig hver 10% af kronensog bjergernes indtægt. Manved, at der omkring dette tidspunkt boede ca. 50 familier i Dragør. Allerede1658 har Dragørs bebo
ere udgjort en slags privat bjergelav, idet »Menigheden«da fik kongens tilladelse tilat beholde 18 tdr. rug,som var bjerget fra en hollandsk kreyer, medens slotskommandanten havde modtaget kronens andel16.
Det er forøvrigt det sammeår, aten stor del af byen blev afbrændt af svenskerne.
En betydelig indtægt har beboerne sikkert også haft af de såkaldte
»sjou« eller »sjov« (=tilfældigt arbejde), der bestod i at yde hjælp til grundstødte skibe, sådekunne komme flot igen uden losning.
Etbevis på bjergningens storebetydningharmanfra 1663, davedtæg ten mellem St. Magleby og Dragør blev fornyet, idet den forrige var
brændt under svenskekrigen. Her måtte 8 mand fra Dragør ved hollæn dernes ret skriveunder på, atdevillevedbliveatoverholde deres forrige vedtagnekontrakt,hvis 11 punkterbl.a.gikudpå, hvadDragørsbeboere skulle betale for benyttelse af kirke,kirkegårdog præst, hvadman skulle giveigræspengefor heste,køer ogsvin og hvad man ellersskullebetale af afgifter til Hollænderbyen. Mendet interessanteste punkti denne forbin delse er nok, at hollænderne ikkemåttefortrænges, når der kom skib på grund: »Datsenemandt van unser gemeehnte schölen utdrengen wen dar ein schip an de grondt kumpt—«17.
Man ser, at hollænderne havde skaffetsig store økonomiske interesseri Dragør i form afskatter, græsningsafgifter og kirkeafgifter, tillige med retten til bjergningsindtægter, som Dragør-boerne havde i kraft af deres havn og materiel. I Dragørså man ikke med milde øjne på disse bjerg ningsindtægter, der gik dem forbi, og man fandtda også med tiden på forskellige kneb, bl.a. atundladeatmelde om grundstødninger og at slutte indskrivningen af bjergningsdeltagere, inden hollænderne var mødt frem.
1688 bestod Dragørs befolkning af 52 fiskere, 7 håndværkere, 4lodser, 2 gårdmænd, 1 kromand, 1 tolder og 1 skolemester. Byen havdei sidste halvdel af 1600-tallet en støt fremgang, betinget af stigende fiskeri.
Omkring 1700 indledtesimidlertid en ny periode, der skulle vare tilom
kring 1900. Nu blev skibsfart, lodseri og bjergning de tre vigtigste ind
tægtskilder.
Fogeden og de fire mand
Fogeden i Dragør blev i 1600-tallet udpeget af schouten i St. Magleby.
Som regelvar det enaf dehollandske gårdmænd iDragør, der blev valgt, hvilket gav anledning til stigende utilfredshed. Omkring 1690 opnåede beboerne dog ret til at udpege tre mænd, hvoriblandt fogeden så kunne vælges. Samtidig vardervokset eninstitutionfremkaldet »de fire mænd«, somgang pågang optrådte på Dragør-boernes vegne. De fire mænd, der var valgt afbeboerneselv, kaldtes ogsåbyforstandere.De dannede sam
men med fogedenet forstanderskab, der skulle forvaltebyensregnskaber og anliggender. Senere hen fungerede de også som bjergningsformænd.
Denførste fogedunderdenneordning varJohanPedersenHolst, vistnok tiltrådt 1697. Da han tillige var tolder og strand- og bjergningsfoged,
Byens horn hvormedder blev kaldt til bjergning, nåret skib varstrandet. Når bjergelønnen kom til udbetaling, blæstes der atter til samling. Dragør Museum. Fot. lokalarkivar
Svend Jans.
The town hom of Dragør which was blown when people werecalled tosalvageastranded vessel andwhen salvage money was goingtobe distributed.
oppebar han procenteraf bjergningen. Efterhånden blev det sædvane, at fogeden og schouten hver modtogen mandspart ogsenere 1% af bjerg ningssummen (ang. mandspart, se afsnit Bjergningsindtægten og dens deling).
Bjergningen i1700-tallet. -Bjergningsvedtægteme
Den første vedtægt for Dragør er fra 1707 ogdrejersig mest om bestem melser forhavnen; men dennæste vedtægt fra 1713omhandler hovedsa geligbjergning18. Meddennevedtægtmå man anse bjergning foratvære overgået fra et privat foretagende til en ren »kommunal« opgave, thii §7 81
lyder det: »Huem somkommerførstombord til noget skib ey maa under-staasigataccordereforsig og sit skiberom allene, mensforheele meenig- hedens beste—«. Der blevgivetudførlige bestemmelser omakkordering og fordeling affortjenester. For hver 100 rdlskulle »afleggistilDragøers beste« 5 rdl. Alt, hvad der fortjentes, skulle komme alle,som gjorde sejl og kom ombordfør skibet kom afgrund, til gode. Denne vedtægt dannededet første grundlagfor byens rettigheder. I 1663havde hollænderne samme ret tilat tage del i bjergningen somDragør-boerne,menvednuat tage 5% fra til byens bedste har man søgt at unddrage demen del af indtægterne.
1732 blev der oprettet enny vedtægt,som blev fornyet i 1749 og under
skrevet af fogeden, de fire mænd og schouten19. Herkunne alle -altsåogså hollænderne - der mødte rettidigt,tagedel i bjergningen. Afgiften til byen blev nu forhøjettil 10%, der deltes ligeligt mellem byens, havnens ogsko lens kasse. I 1758 forhøjedes afgiften til 20%, nemlig 4% til byen,4% til skolen og9% til havnen, samt 3% til fogeden.
Atbjergningenvar et by-anliggendefastsloges yderligereved den nye bestemmelse, at den båd, der først sejlede ud tilet grundstødt skib, altid skulle have enafbyforstanderneom bord, tilat slutte akkordmed skippe
ren. Bjergelønnen,bortset fra den faste andel til byen, skulle deles ligeligt mellemde deltagende bådeogmandskabet-et nyt forsøg på at unddrage hollænderne en del af indtægten.
Disse tiltagede rettigheder overfor hollænderne gav efterhånden anled
ning til kiv ogspektakler. Desuden var deren stadig utilfredshed blandt beboerne iDragør over skatter, græsningsafgifter og stolestadeafgifter20til Hollænderbyen. En større»opkommenMisforstaaelse«i 1766 måtte amt
manden søge atforlige,ogden resulterede ien vedtægt mellem detobyer, hvori det bl.a. hedder: »—saa skal og Hollænderbyens Beboere have Frihed at faretil Skibe som kommer paa Grunden hvorfore enhver skal nyde sin part ligesaa fuldkommen som En af Dragøe Beboere«21. Man forsøgte fra hollændernes side stadig atholdefastpå de gamlerettigheder.
Men 1770 bestemtes det,at kun folk, der havdebyens rettigheder, måtte tage del i bjergningen22, og med bestemmelsen fra1819 om, at bønderkarle og landfolk kun kunneoppebære halvemandsparter, selv om de havde byens rettigheder, var hollændernes indtægtsmuligheder ved bjergning efterhånden stærkt begrænsede.
Vedtægten af1749 blev siden stadfæstet af de forskellige amtmænd i 1750, 1753 og 1757 - hver gang under indskærpelse af, at manoverholdt den kongelige forordning af21.3.1705 angående vragogbjergning23.
Bjergningsudøvelsen
Bjergningsområdet strakte sig så langtøjetkunnerække,og det vilireali teten sige rundt om Saltholm,over til Bredegrundinærheden afSkanør og rundt om Amagers sydkyst. I dette område havdebyens båd med en af de fire byforstandere om bordrettilat slutte akkordombjergning. Skipperen pådet grundstødte skib kunne naturligvis tage mod den hjælp, derførst tilbød sig, men ofte drejede det sig om at losse skibet forat lettedet, og hertil behøvedes mandskab og fartøjer,altså fremforalt en organiseret og hurtighjælp, som Dragør-bjergerne var i stand til atyde.
Så snart etskib observeredes grundstødt eller flagedefor»sjov«,gikder bud til fogeden og byforstanderne, medens havnefogeden beordredebyens båd og derefter andre skibe og både klargjorte. Bytjeneren blev sendt rundt i byen for at tude i hornet og råbe »til skibs«. Byens båd sejlede derefter straks udmeden afbyfors tanderne ombordfor at forhandle med skipperen på detgrundstødteskib, ogimedensvar byskriverenmødt op i havnelokalet, hvor folk nu strømmedetil for at blive indskrevet som del
tagere og vente på signalfrabyens bådtil at gå ud. Hvor avanceret bjerg
ningsmateriel man på den tidhar haft, vides ikke,menbjergningsarbejdet har i de fleste tilfælde bestået iat tømme det grundstødteskibforsinlast.
Hertil anvendtes lægtere, der ofte var gamle udtjente skuder, der kun låi havnen og ventede på sjov, men som kunne give sin ejermand en god indtægt. - Et flagisjov(som nødsignal) varenten et på midten sammen bundet flagelleret omvendt sat flag.
Bjergningsindtægtenog dens deling
Det varofte svært for skipperog byforstander at bliveenige om bjerge lønnen. Den bestod for det meste ienandel både iladningog skib,optilen trediedel af værdien afhængig af forholdene. Der foreligger gennem sidste halvdel af 1700-tallet en række retssager angående bestemmelsen af bjer
geløn, og det ses, at i almindelighed regnedes en trediedel afladningen eller enfjerdedel afværdien afskib plusladning foren rimelig bjergeløn.
Delingafbjergningsindtægtenblevi tidens løbforetaget efter varieren de regler,derfastsattesi de forskelligevedtægterellertillægsbestemmelser iforhandlingsbogen.Når deforskelligeprocentertil byen, skolen, havnen,
DragørMuseum påDragør havn.Opført 1682 som pakhus og havnelokale. Herforegikind skrivning afbjergningsmandskabet og udbetaling afbjergeløn. Fraca. 1790 til 1914 harhuset
også fungeret som rådhus.
The Dragør Museum. Builtin1682as awarehouse and harbour office. Fromabout1790 to 1914 also used astownhall.Here thesalvage crew was mustered andthe salvagemoney paid out.
fogedenog hvem derellers skulle have,samt diverse udgifteri form af told, auktionsomkostninger, fortæring, rejsepenge og lignende var fratrukket bjergelønnen,blev resten delt mellem de deltagende fartøjer,læsteparten, og det tilbjergningen indskrevne mandskab, mandsparten.
Til tider tog man det bjergedegods sombjergeløn, men fordetmeste blev det dogsolgtved en efterfølgendeauktion.
Da det oftevar store mængder bjergningsgods, man måttetage vare på, var det nødvendigt at have pakhuse og stabelpladser. Den bygning på Dragør havn, der i dag huser Dragør Museum, er bygget i 1682 som pakhus. Det fungerede tillige som havnelokale, hvor indskrivningen af bjergningsmandskab foregik.
84