Parterne

3. Tilvejebringelse af kollektive

Udgangspunktet må i så henseende være underskriften på lokalaf-talen. Den, der tegnes i henhold til den mest vidtgående fuldmagt, underskriveren besidder – se om denne nedenfor under 3.1.2 – må med andre ord hæfte for aftalens opfyldelse, hvis ikke det fremgår klart, at underskrivelsen alene har fundet sted i underskriverens egen-skab af fuldmægtig på trinlavere niveau.

Også i relation til den implicerede virksomhed eller arbejdsplads kan der opstå problemer med at afklare, hvem parten er. Se om ar-bejdsgiverbegrebet Arbejdsrettens almindelige Del afsnit III, 2. I så henseende gælder, at aftalen vil implicere den juridiske person, der efter fuldmagtsreglerne tegnes i henhold til den i den konkrete situa-tion optrædende arbejdsgiverrepræsentant (jf. nedenfor under 3.1.2).

Noget andet er, at lokalaftalensgyldighedsområdekan være begrænset til en del af virksomheden – se herom nedenfor under 4.

Lønmodtagersiden

For at der overhovedet kan være tale om en kollektiv lokalaftale, må parten på lønmodtagerside være en kollektiv enhed, se ovenfor under 1.4. Medmindre hovedoverenskomsten bestemmer noget andet, kan i så henseende såvel det landsdækkende forbund, lokalafdelingen hhv.

den lokale fagforening som rent virksomhedsbaserede faglige for-eninger, herunder såkaldte klubber, efter omstændighederne være parter i lokalaftaler med reference til en hovedoverenskomst.

I praksis optræder tillidsmanden ofte som forhandler – se nedenfor under 3.1.2. I så fald kan det være vanskeligt at efterfølgende at afgø-re, hvem han egentlig har tegnet. Såfremt hovedoverenskomsten f.eks.

bestemmer, at der kan dispenseres fra bestemmelserne ved aftale med de »ansatte«, »arbejderne« el. lign., kunne der jo således meget vel være tænkt såvel på aftaler på det individuelle som på det kollektive plan. Såfremt begge muligheder er til stede, bliver problemet derfor, om det tilvejebragte udgør enkollektivlokalaftale, eller om der er der tale om en individuel aftale med tillidsmanden som fuldmægtig for den (eller de) berørte. Se herom ovenfor under 2.1.

Afhængig af indretningen af organisationsstrukturen kan der end-videre opstå problemer med at afklare,hvilkenorganisations(del), der er blevet part i en indgået lokalaftale på lønmodtagerside. Vejledende i så henseende i mangel af holdepunkt for andet synes at måtte være forhandlingsemnets mere eller mindre centrale karakter.

Tilfælde, hvor lokalaftalens virkning afhænger af, hvem parten er Der kan opstå særlige problemer i den udstrækning, i hvilken lokalaf-taler indgået af lokale parter har andre retlige implikationer end (lokal)aftaler, der indgås gennem organisationerne på centralt plan.

Her må der ved fastlæggelsen af, hvilken type aftale, en konkret indgå-et lokalaftale er, ses på, hvilken rolle de centrale organisationer har haft ved aftaleindgåelsen.

Et par afgørelser berører problemet:

IFV 20/4 1994 var der på en arbejdsplads opstået strid om, hvor-vidt satserne i nogle aftaler om produktivitetsfremmende lønsystemer indgået i henhold til overenskomsten mellem Nærings- og Nydelses-middelarbejderforbundet og Kødindustriens Fabrikantforening skulle reguleres i henhold til forligsmandens mæglingsforslag. Baggrunden var, at Overenskomstnævnet den 4. januar 1994 havde udtalt, at en betingelse for at anvende mæglingsforslagets reguleringssatser var, at der forelå en kollektiv overenskomst indgået mellem (deoverordnede) organisationer og ikke en lokalaftale på den enkelte virksomhed. Det måtte derfor nu afgøres ved voldgift, hvorledes de omtalte aftaler skulle anskues.

Voldgiftsretten startede her med at konstatere, at ifølge de gælden-de regler skulle aftale om bonusordninger indgås lokalt »ungælden-der tilsyn af og i samarbejde med organisationernes konsulenter«.Aftalerne kun-ne også først træde i kraft, når organisatiokun-nerkun-ne havde godkendt dem.

Som det havde været tilfældet ved tidligere aftaler om bonusordnin-ger i den pågældende virksomhed, blev både den foreløbige og de senere aftaler forhandlet lokalt og indgået mellem de ansatte og virk-somheden som parter, og organisationerne havde ved disse lejligheder tilsyneladende også selv opfattet sig blot som bistands- og kontrol-organer og ikke som parter. På denne baggrund var det ikke afgøren-de, hvorvidt organisationerne var blevet anført som aftaleparter eller ej, og heller ikke deres aktive deltagelse i udarbejdelsen af aftalen gav grundlag for at betragte organisationerne som aftaleparter. Der anto-ges således alene at foreligge en ordning på lokalaftaleplan.

Scenen sattes naturligvis i denne afgørelse af hovedoverenskomsten, der jo bestemte de overordnede organisationers rolle så klart, som tilfældet var.

Problemstillingen dukkede op i et lidt andet aspekt iFV 24/ 2 1994.

Forholdet var her det, at en større virksomhed i mere end 20 år haft

en aftale om »ansættelsesforhold for ansatte i produktionsafdelingen«.

Denne blev af virksomheden og af størsteparten af medarbejderne opfattet som kollektiv overenskomst, og den blev forhandlet hvert år mellem ledelsen og et af medarbejderne nedsat forhandlingsudvalg, som også tog sig af eventuelle uoverensstemmelser der opstod i årets løb. Specialarbejderforbundet og Kvindeligt Arbejderforbund i Dan-mark påstod imidlertid nu, at aftalen slet ikke var en kollektiv over-enskomst, men blot et regelsætensidigtfastsat af virksomheden. Yder-ligere hævdede forbundene, atselv om aftalen var en kollektiv over-enskomst, så havde de alligevel ret til at kræve paralleloverover-enskomst, fordideikke var bundet af fredspligten i den for virksomheden gæl-dende hovedaftale. Dette måtte naturligvis have til forudsætning, at de i de mindste ikke var involveret med partsforpligtelser i det lokale aftaleforhold.

Retten vurderede, at de berørte medarbejdere var overenskomst-dækkede via aftalen. Der blev imidlertid tillige givet de to forbund medhold i, at forbundene ikke var parter i overenskomsten, hvorfor den i Hovedaftalens § 2 fastslåede fredspligt på områder, hvor der var indgået overenskomst, ikke var gældende for dem.