Gyldighedsområdet

produktion på det pågældende arbejdssted af de produkter, der udføres på dette arbejdssted«. Det et arbejde, de pågældende udførte under oplæringen, havde karakter af sædvanlig produktion på oplæringsste-det. Det forhold, at der ikke i oplæringsafdelingens lokalaftaler var udtrykkelige bestemmelser om, atalle, der arbejdede med produktion i denne afdeling, var omfattede af lønaftalerne, ansås ikke at kunne tages som udtryk for, at virksomheden var berettiget til at indgå af-taler medandreafdelingers tillidsrepræsentanter, der indebar en fravi-gelse for medarbejdere, der udførte arbejde i oplæringsafdelingen (jf.

de almindelige principper for fastlæggelsen af overenskomsters gyl-dighedsområde, red.). Der kunne, siger retten, vel inden for en virk-somhed som den foreliggende, der havde flere geografisk adskilte af-delinger opstå praksis eller kutyme for, at udlånte eller udstationerede medarbejdere skulle aflønnes med den personlige timeløn fra den afdeling, i hvilken de var ansat regulært, når demidlertidigt udfører arbejde på en af virksomhedens øvrige afdelinger. Rækkevidden af en sådan praksis eller kutyme til også at omfatte oplæringssituationen måtte imidlertid godtgøres af virksomheden. Og arbejdsgiveren ansås ikke at have godtgjort, at en eksisterende praksis med hensyn til ud-stationering i forbindelse med flaskehalssituationer også omfattede den nu foreliggende oplæringssituation. Derfor havde det været ube-rettiget uden tiltrædelse fra tillidsrepræsentanterne i afdelingen, hvor oplæringen fandt sted, at aftale andre lønvilkår for medarbejdere, der udførte produktion i afdelingen, end dem, der fulgte af den stedlige lønaftale.

Forudsætningerne for anvendelsen af en lokalaftale vil ifølge denne opfattelse af gyldighedsordningen omkring disse aftaler efter omstæn-dighederne briste, såfremt det ikke er folkene, der flyttes andetsteds hen i bedriften, men derimod selve arbejdet. Se herom Kollektivar-bejdsretten, afsnit XXII, 4.2.6 (om virksomhedsoverdragelse) og 4.2.7 (om overdragelse af arbejdet). Betingelsen herfor vil dog værefor det første, at flytningen ikke udgør et forsøg på omgåelse af lokalaftalen fra arbejdsgiverside – jf. de almindelige principper for overenskom-sters gyldighedsområde i sådanne situationer – og for det andet, at arbejdsgiveren ikke allerede ved aftaleindgåelsen kender til de forhold, der vil kunne bevirke en forandring i dens anvendelsesområde.

Et eksempel af sidstnævnte art er den tidligere nævnte FV 4/10 1993,hvor et selskab ved flytning af to mekanikere fra sin adresse i

Tåstrup til en ny afdeling i Brøndby havde forhandlet og foreløbig fået mundtlig accept fra de to selv af en ny bonusaftale, som så skulle gælde for Brøndby-afdelingen. Forbundet mente imidlertid, at den i Tåstrup gældende bonusaftaleogsågjaldt for mekanikerne i Brøndby.

Retten udtalte herom, at den eksisterende lokalaftale var blevet indgå-et på indgå-et tidspunkt, hvor direktøren allerede havde planer om at oprindgå-et- opret-te et værksopret-ted i Brøndby, og at den efopret-ter sin ordlyd omfatopret-tede (alle) de mekanikere, der var beskæftiget hos selskabet. Lokalaftalen ansås følgelig også at omfatte de to mekanikere, der var blevet flyttet fra Tåstrup til Brøndby. Direktøren havde derfor været uberettiget til at frigøre sig for så vidt angik de to. Da der ydermere var lagt et vist pres på mekanikerne, idet deres stillinger under forhandlingerne var slået op, var der ikke grundlag for at fastholde dem på accepten af en ny aftale. Retten tager med andre ord her afsæt dels i en vurdering af, hvad den gamle lokalaftales område må antages at være, ogdels i de almindelige regler om virkningen af overenskomststridige indivi-duelle arrangementer.

Det er specielt arbejdets art og forudsætningerne for den ved lokal-aftalen etablerede vederlagsordning, der spiller en rolle i forbindelse ved afgørelsen af, om forudsætningerne for anvendelsen af aftalen må anses bristede. Sker der radikale ændringer heri i forbindelse med en flytning af arbejdet, vil således allerede dette kunne indebære, at ar-bejdet falder uden for den gamle lokalaftale.

Dette kommer frem iFV 7/3 1968, der drejede sig om en tekstilfa-brik i Hammerum, som havde indgået en lokalaftale de´r. Forbundet mente nu, at denne aftale også var gældende efter fabrikkens flytning til Ringkøbing, uanset helt ny arbejdskraft var antaget. Arbejdsgive-ren derimod mente, at aftalen bortfaldt i kraft af flytningen. Også her anså Retten aftalen for indgået specielt på grundlag af arbejdsforhol-dene i fabrikken i Hammerum. Det bemærkedes herved, at standard-tider m.v. var fastsat på grundlag af arbejdstidsstudier, hvorfor de fastlagte tidsstandarder ikke var anvendelige i en helt anden fabriks-bygning med en mere rationaliseret arbejdsgang. Sagens omstændig-heder var imidlertid her tillige sådanne, at Rettenogsåkunne henvise til, at aftalen var underskrevet af formanden for den lokale fagening i Hammerum (at den ydermere var medunderskrevet af for-bundet og Fabrikantforeningen, ansås ikke at ændre dens karakter af lokal akkordaftale). Når fabrikken var flyttet til en anden by, hvor en

helt ny arbejdskraft var antaget, kunne akkordaftalen således ikke have gyldighed det nye sted.

Et andet eksempel erFV 24/1 1970, hvor der for forelå et tilfælde af radikalt ændrede forudsætninger for lokalaftaleforholdet: En somhed i Bagsværd havde en lønaftale, hvorefter timelønnen i virk-somheden til stadighed skulle være 10 kr. over den københavnske gennemsnitsløn efter Arbejdsgiverforeningens statistik. Virksom-heden flyttede imidlertid nu fra Bagsværd til Vejle, og spørgsmålet blev så, om aftalen fortsat bestod. Retten udtalte, at forudsætningerne for aftalen, der var afsluttet mellem firmaet, da det var beliggende i Bagsværd, og den københavnske fagforening, var bortfaldet. Hertil kom, mente retten, at aftalen ikke under de nu foreliggende omstæn-digheder, hvor virksomheden var flyttet til Vejle og helt ny arbejds-kraft var antaget, sås at have noget indhold.

Linjen følges også op iFV 26/2 1986. Her var en såkaldt kassebutik i en papirvareindustriel virksomhed blevet udflyttet og etableret som selvstændig division med egne lokaler og eget personale. Der var i virksomheden en rammeaftale om produktivitetsbaseret løn samt en aftale om anciennitetsordning, som man på arbejdsgiverside ikke mente kunne overføres til den nye kassebutik, idet denne hverken fysisk, juridisk eller produktionsmæssigt havde relationer til den gamle fabrik. Heroverfor gjorde forbundet gældende, at der forelå identitet mellem butikken i hhv. den nye og den gamle skikkelse.

Retten fandt imidlertid, at lokalaftalerne efter deres indhold var knyt-tet til den producerende fabriksvirksomhed, hvorfor arbejdsgiverpar-ten frikendtes.

Se i øvrigtKollektivarbejdsretten afsnit XXII, 4.3, om overenskom-sters territoriale gyldighedsområde.

5. Lokalaftalens materielle