Godkendelses- og orienteringsordninger

Når der er indgået en lokalaftale, er der behov for kommunikationer to veje: For det første kan det være praktisk, at hovedoverenskomstens parter underrettes, således at der ikke senere kommer indsigelse fra denne kant mod lokalaftalens overenskomstmedholdelighed. For det andet er det vigtigt, at de berørte medarbejdere på stedet informeres mindst lige så godt, som de informeres om det almindelige overens-komststof.

I forlængelse af førstnævnte behov er det derfor almindeligt, at der etableres regulære godkendelseskrav for lokalaftaler i hovedoverens-komsterne eller regler om, at hver af organisationerne kan gøre indsi-gelse mod en lokalaftale, eller at de dog skal orienteres om dem. Se herom også Kollektivarbejdsretten, afsnit XXII, 2.

Eksempler: Det kan være vedtaget, at »hvis der lokalt er enighed om en anden arbejdstidsordning, kan den gennemføres efter godkendelse af overenskomstens parter«.Det kan også være bestemt, at lokalaftaler skal (eller kan) indgås medforbeholdaf organisationernes godkendelse. Evt.

kan det blot være bestemt, at aftalen skal indsendes til organisationer-ne, eller at de kan kræve den udleveret. I visse tilfælde bestemmes, at de lokaleorganisationers (evt. den lokale fagforenings/afdelings) godken-delse er nok (eller at det er dem, der skal orienteres).

På tilsvarende vis kan det være bestemt, at arbejdsgiveren har en informationspligt over for medarbejderne om indgåede lokalaftaler.

Selv om hovedoverenskomsten formelt kræver »godkendelse«, hvil-ket indicerer en aktiv tilkendegivelse, vil passivitet hos den godken-delses- eller indsigelsesberettigede efter almindelige retsregler normalt medføre, at aftalen betragtes som godkendt. Se om godkendelsesfri-ster m.v.Kollektivarbejdsrettenafsnit XXII, 2.

Det står den godkendelsesberettigede organisation ret frit for at nægte at acceptere lokale aftaleordninger, somikkeer forudsat i over-enskomsten. Et eksempel erFV 18/1 1947, hvor et dagblad i en årræk-ke havde haft en særlig husoverenskomst. Efter at en ny sådan var blevet indgået, nægtede Bogtrykkerforeningen imidlertid at godkende den. Forbundet rejste derfor sag og påstod foreningen tilpligtet at godkende overenskomsten, subsidiært at give en begrundelse for sin nægtelse af at forhandle om de områder af den, som foreningen ikke kunne godkende. Retten udtaler her, at efter indholdet af den pågæl-dende tarifbestemmelse var det klart, at der ikke påhvilede overens-komstens parter nogen pligt til godkendelse af husoverenskomster for bestemte virksomheder. Tarifbestemmelsen ansås heller ikke at indeholde hjemmel for, at foreningen skulle være forpligtet til at give forbundet nogen yderligere begrundelse for sit standpunkt, ud over hvad der allerede forelå fra foreningens side, ligesom tariffen ikke fastsatte eller forudsatte nogen pligt for organisationerne til indbyrdes forhandling om husoverenskomster.

Anderledes derimod, såfremt hovedoverenskomsten forudsætter, at der kan – eller ligefrem skal – indgås lokalaftaler. I så fald kan god-kendelse næppe nægtes uden angivelse af en saglig grund herfor. Se f.eks. FV 3/12 1997, hvor nogle øldepoter havde indgået en såkaldt særaftale, og hvor hovedoverenskomsten krævede, at særaftaler – altså lokalaftaler – »afsluttedes med forbehold af organisationens godkendel-se«.Organisationen (nemlig DI) underkendte imidlertid aftalen. Ret-ten konstaterede på denne baggrund, at særaftalen havde til formål at udfylde hovedoverenskomstens ramme, som blev aftalt centralt.

Parterne havde derfor en interesse i, at denne ramme blev overholdt, hvilket der måtte tages hensyn til ved fortolkningen af overenskom-stens bestemmelser om godkendelse. Der var mellem parterne enig-hed om, at underkendelse af en lokalaftale kunne ske, såfremt denne var overenskomststridig. Spørgsmålet var imidlertid, i hvilketyderlige omfang, der kunne ske underkendelse. Efter ordlyden var det alene aftaler omsærlønninger, der afsluttedes under forbehold, og efter den oplyste baggrund for særaftaler havde organisationerne en særlig interesse i, at disse var i overensstemmelse med den aftalte ramme, hvorfor de ikke kunne indgås uden forbehold om godkendelse. Da der ikke ved den indgåede særaftale var taget et generelt forbehold om godkendelse, fandtes der ikke at kunne ske underkendelse,

med-mindre aftalen indeholdt overenskomststridige bestemmelser, eller der var indsigelser mod særlønninger. I overenskomsten var der ikke fastsat regler for, hvorledes der skulle forholdes, såfremt en part ville underkende særaftalen. Da denne var nært knyttet til hovedoverens-komsten, og da der som nævnt var begrænsninger i adgangen til underkendelse, fandtes der at burde ske meddelelse til organisationen ombegrundelsenfor underkendelsen. Dette var ikke sket i sagen. Or-ganisationen tilpligtedes herefter at godkende ordningen.

I mangel af særlig hjemmel for en godkendelses-, underretnings-eller lignende ordning gælder ingen sådan. Se eksempelvis FV 5/10 1994, der omhandler et tilfælde, hvor hovedoverenskomsten bestemte, at der »kan« optages lokal forhandling, hvilket i mangel af anden regel ikke indebar nogen pligt til at lade forbundet godkende en even-tuelt opnået lokalaftale. Men en lokal part kan naturligvis rentkonkret forbeholde sig, at lokalaftalen skal godkendes i pågældendes (overord-nede) organisation. Virkningen heraf vil være den samme, som hvis der havde stået en generel godkendelsesregel i overenskomsten.

Såfremt der på et tidspunkt er taget konkret forbehold om godken-delse af en lokalaftale med begrungodken-delse i lokalpartens manglende kompetence til at indgå den, vil dette efter omstændighederne også fremhæve pågældendes manglende kompetence så klart, at et til-svarende forbehold vil gælde uden udtrykkelig fremhævelse heraf ved senere vedtagelser om ændringer i samme lokalaftale. Se f.eks.

FV 8/6 1976, hvor en lokalaftale blev indgået af tillidsmanden med forbehold for forbundets godkendelse, og hvor en senere aftale om ændring i den første aftale ansås for (stiltiende) at hvile på samme forbehold.