Oplysning om rådgiverens uddannelsesmæssige baggrund

Det havde ydermere været hensigtsmæssigt, at det havde fremgået af loven eller af bekendtgørelsen, at der skulle have været en kopi af en eventuel ansvarsforsikringspolice vedhæftet rådgivningsaftalen, herunder vedhæftet kopi af præmiekvittering(er).

4. Oplysning om rådgiverens uddannelsesmæssige

4. Oplysning om rådgiverens uddannelsesmæssige baggrund

»Det ville således være vanskeligt i praksis at skulle fastlægge f.eks. særlige uddannelsesmæssige krav. En række grunduddannelser og videregående uddannelser, herunder erhvervsrettede efteruddannelser, indeholder i dag undervisning i juridiske discipliner af forskellig art. Det bærende argument mod en ordning, hvorefter udøvelsen af virksomhed med juridisk bistand blev betinget af en offentlig tilladelse, der alene kan meddeles personer med bl.a. særlige uddannelsesmæssige kvalifikationer, har dog været, at en sådan ordning ville kunne opfattes som en offentlig garanti for udøvernes kvalifikationer. Som anført i afsnit 1.2., blev vinkelskriverlovens markeds-føringsforbud indført for at dæmme op for en kritik af, at juridisk rådgiv-ning i perioden op til 1943 ikke havde været reguleret med den følge, at juridiske ydelser i et ikke ringe omfang blev udført af fagligt ukvalificerede personer. Ønsket var at beskytte offentligheden mod at søge juridisk bi-stand hos ukvalificerede personer. Før lovændringen i 1943 blev alternati-ver til markedsføringsforbuddet oalternati-vervejet, herunder et egentlig forbud mod, at private kunne drive juridisk virksomhed. Der blev tillige overvejet en ordning med en offentlig tilladelse, en bevilling, autorisation eller lig-nende. Markedsføringsforbuddet blev valgt, fordi et fuldstændigt forbud mod privates udøvelse af juridisk rådgivning blev betragtet som for vidtgå-ende og en frygt for, at en evt. bevilling/autorisation skulle kunne tages som udtryk for en offentlig garanti af udøverens kvalifikationer. Som tid-ligere nævnt er arbejdsgruppen af den opfattelse, at det vil være muligt at ophæve markedsføringsforbuddet, såfremt der samtidig fastsættes regler om god skik, idet modtagere af juridisk rådgivning herigennem i et ikke ubetydeligt omfang beskyttes mod ukvalificeret juridisk rådgivning. Det bemærkes, at arbejdsgruppen ikke har overvejet at lempe kravene til at opnå advokatbeskikkelse, idet det af samfundsmæssige hensyn – herunder også forbrugerbeskyttelseshensyn – må anses for at være af afgørende be-tydning, at der er adgang for offentligheden til advokatydelser på et vist fagligt og etisk niveau. Efterretsplejelovens § 120, stk. 1, må personer, der ikke har beskikkelse som advokat, og personer, der er udelukket fra at udøve advokatvirksomhed, eller hvis ret hertil er ophørt i medfør af rets-plejeloven, som tidligere nævnt ikke betegne sig som advokat eller benytte anden betegnelse, der er egnet til forveksling hermed. En advokat, der har deponeret sin beskikkelse i Justitsministeriet, må ikke betegne sig som advokat i forbindelse med forretningsforhold. Efter retsplejelovens § 124, stk. 1, er advokatselskaber eneberettigede til i navnet at anvende betegnel-sen »advokataktieselskab« eller »advokatanpartsselskab«. Et advokatselskab må kun have til formål at drive advokatvirksomhed. Kun advokater og advokatselskaber kan på den baggrund tilkendegive at udbyde advokaty-delser. På samme måde kan andre rådgivningsgrupper ikke tilkendegive, at den juridiske rådgivning, som tilbydes, varetages af advokater ansat i virksomheden. En tilladelses- eller autorisationsordning for andre end ad-vokater vil efter arbejdsgruppens opfattelse medføre en risiko for

ugen-nemsigtighed med hensyn til de forskellige udbyderes kvalifikationer og kompetencer samt de faglige og etiske rammer, som de enkelte rådgiver-grupper er underlagt. Disse forhold indebærer samlet set, at der efter ar-bejdsgruppens vurdering ikke bør opstilles særlige uddannelsesmæssige krav til de rådgivere af juridiske ydelser, der ikke er advokater.«⁷¹

Justitsministeriet var enig i Arbejdsgruppens forslag om – og argu-menter for – »at der ikke bør stilles uddannelsesmæssige krav til de personer, som ønsker at drive virksomhed med juridisk rådgivning.

Opstilling af et uddannelsesmæssigt krav vil således indebære en ræk-ke vansræk-kelige afgrænsningsspørgsmål med hensyn til fastlæggelsen af de uddannelser, som i givet fald skulle give adgang til at udbyde juridisk rådgivning. Desuden vil en sådan ordning med urette kunne opfattes som en offentlig garanti for, at rådgiveren besidder de for-nødne kvalifikationer til at yde juridisk rådgivning.«⁷²

I denne sammenhæng virker det yderst betænkeligt, at loven hver-ken stiller uddannelsesmæssige krav til de personer, der ønsker at drive virksomhed med juridisk rådgivning, eller, som tidligere nævnt, stiller krav om en obligatorisk ansvarsforsikring til dækning af et eventuelt erstatningsansvar i forbindelse med virksomheden. Spørgs-målet om, hvorvidt der burde have været stillet sådanne krav, hænger sammen med, hvilke konsekvenser loven må forventes at få bl.a. for antallet og karakteren af udbydere af juridisk rådgivning. Dette spørgsmål er ikke blevet grundigt undersøgt i lovtilblivelsen.⁷³

Navnlig det forhold, at rådgivere ikke skal have ansvarsforsikring eller opfylde nogen uddannelsesmæssige eller faglige krav, kan betyde, at rådgivningen kan risikere at blive mangelfuld, og mulighederne for at få erstatning meget tvivlsomme.⁷⁴

4.1. Aldersgrænse og autorisationsordning mv.

Under lovtilblivelsen blev der bl.a. rejst spørgsmål, om en person som yder juridisk rådgivning, skal være over 18 år og uberygtet, sammen-lignet retsplejelovens krav til advokater.

71. Jf. Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende juridisk rådgivning mv., juni 2004, s. 23–24.

72. Jf. Folketingstidende 2005–06, Tillæg A 1992.

73. Se ogsåHåndværksrådetshøringssvar til Justitsministeriet af 16. februar 2005.

74. Se også Forbrugerombudsmandens artikel: FO betænkelig ved frit marked for juridisk rådgivning, af 2. februar 2006 på www.forbrug.dk.

4. Oplysning om rådgiverens uddannelsesmæssige baggrund Ifølgeretsplejelovens § 261, stk. 1, må den, der uden at være advokat møder som fuldmægtig for parten, være over 18 år og uberygtet.

Kravet om, at procesfuldmægtigen skal være over 18 år, skal imidler-tid ses i sammenhæng med retsplejelovens § 257, stk. 1, hvorefter en umyndig ikke kan optræde på egen hånd i retssager. Børn og unge under 18 år, der ikke har indgået ægteskab, er efter værgemålslovens

§ 1 mindreårige og dermed umyndige.

Bestemmelsen har således til formål at sikre, at en person ikke kan fungere som procesfuldmægtig i en situation, hvor vedkommende – af aldersmæssige grunde – selv ville være afskåret fra at optræde på egen hånd i en retssag. Dette hensyn gør sig efter Justitsministeriets opfattelse ikke gældende for så vidt angår ydelse af juridisk rådgiv-ning, som ikke består i at møde i retten somprocesfuldmægtig.

»Dertil kommer, at der efter Justitsministeriets opfattelse næppe er grund til at tro, at det i praksis vil forekomme i nævneværdigt omfang, at perso-ner under 18 år fremover vil yde erhvervsmæssig juridisk rådgivning. Ju-stitsministeriet finder herefter ikke, at der er behov for et lovbestemt krav om, at en juridisk rådgiver skal være fyldt 18 år. Kravet i retsplejelovens § 261, stk. 1, om, at den, der uden at være advokat møder som fuld- mægtig for parten, skal være uberygtet, er begrundet i, at den pågældende af of-fentligheden skal anses for værdig til udførelsen af dette hverv. En person, som er dømt for strafbart forhold, vil – afhængigt af det strafbare forholds karakter, den forløbne tid siden handlingens foretagelse mv. – kunne bety-de, at vedkommende ikke lever op til kravet om at være uberygtet, og vedkommende kan dermed ikke fungere som procesfuldmægtig. Indførelse af et tilsvarende krav for juridiske rådgivere vil imidlertid indebære en stillingtagen til en række vanskelige problemstillinger. Der vil således bl.a.

skulle tages stilling til, hvilke former for strafbare forhold der i givet fald skal udelukke en rådgiver fra at yde juridisk rådgivning, herunder om de strafbare forhold skal være begået i tilknytning til erhvervsudøvelse, f.eks.

rådgivningsvirksomhed. Det bemærkes i den sammenhæng, at efter straf-felovens § 79, stk. 2, vil retten til at yde juridisk rådgivning ved dom for strafbart forhold kunne frakendes, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen. Dertil kommer, at indførelse af et krav om, at en juridisk rådgiver skal være uberygtet, må forudsætte, at en myndighed efterprøver, om denne betingelse er opfyldt. Dette vil medføre, at der skal indføres en egentlig autorisations- eller godkendelses-ordning for juridiske rådgivere. En autorisationsgodkendelses-ordning vil efter Justitsmi-nisteriets opfattelse kunne fremstå som en offentlig garanti for, at rådgiver-ne har de fornødrådgiver-ne kvalifikatiorådgiver-ner til at udøve juridisk rådgivning, og ordningen vil dermed give aftagerne af den juridiske rådgivning en

ube-grundet tillid til rådgivningens kvalitet. En autorisationsordning vil imid-lertid ikke kunne give nogen sikkerhed for rådgivernes kvalifikationer eller for kvaliteten af rådgivningsydelsen. På den anførte baggrund finder Ju-stitsministeriet ikke, at der bør indføres krav om, at en juridisk rådgiver skal være uberygtet.«⁷⁵