faglige og etiske rammer, som de enkelte rådgivergrupper var under-lagt.72
Arbejdsgruppen overvejede endvidere, om der burde oprettes et særligt klagenævn til behandlingen af tvister efter lov om juridisk rådgivning. Visse tvister ville efter de dagældende regler ikke henhø-rer under Forbrugerklagenævnets kompetence73, men ville skulle ind-bringes for domstolene. Indbringelse for domstolene ville indebærer, at sagens omkostninger ville være større, end hvis sagen skulle be-handles af et klagenævn, hvorfor nogle sager måske af denne grund ville blive opgivet.
Arbejdsgruppen var af den opfattelse, at der ikke var grundlag for at oprette et særligt klagenævn vedrørende juridisk rådgivning, idet det endnu var uvist, hvor stort et marked der ville udvikle sig ved-rørende juridisk rådgivning, ligesom det også var behæftet med bety-delig usikkerhed, hvor mange klagesager der måtte forventes.
Arbejdsgruppen fandt derimod, at det ud fra forbrugerbeskyttelses-hensyn ville være hensigtsmæssigt, at Forbrugerklagenævnets kompe-tence blev udvidet til også at omfatte juridisk rådgivning. En sådan klageadgang til Forbrugerklagenævnet ville efter arbejdsgruppens vurdering indebære en tilstrækkelig forbrugerbeskyttelse. Der ville fortsat bestå en mulighed for eventuelt senere at etablere et særligt klagenævn, såfremt der måtte vise sig et konkret behov herfor.
4. Justitsministeriets overvejelser om ophævelse af
4. Justitsministeriets overvejelser om ophævelse af vinkelskriverloven juridisk rådgivning. Forbuddet skabte således en adgangsbarriere til markedet for juridiske rådgivningsydelser og medførte, at der kun i begrænset omfang var konkurrence mellem forskellige former for juridiske rådgivningsydelser, f.eks. mellem advokater og andre juridi-ske rådgivere.74
En konkurrencebegrænsende ordning af denne karakter burde efter Justitsministeriets opfattelse kun opretholdes, såfremt ordningen kun-ne begrundes i tungtvejende hensyn, som ikke kunkun-ne tilgodeses på en mindre konkurrencebegrænsende måde.
Vinkelskriverlovens markedsføringsforbud var oprindeligt begrun-det i hensynet til at beskytte aftagerne af juridisk rådgivning mod ukvalificeret bistand.
Siden vinkelskriverlovens indførelse gik udviklingen i retning af, at flere former for virksomhed blev undtaget fra lovens forbud mod markedsføring af juridisk rådgivning. Således blev det ved bekendtgø-relser udstedt i medfør af vinkelskriverlovens § 2, stk. 2, bestemt, at en række virksomheder på nærmere angivne områder undtagedes fra vinkelskriverlovens forbud mod markedsføring af juridisk rådgiv-ning.75
Endvidere skete en betydelig vækst i rådgivningsbranchen, således at der udviklede sig nye former for rådgivningsvirksomhed, hvori ju-ridisk rådgivning indgik i større eller mindre omfang.
I lyset af denne samfundsudvikling var det Justitsministeriets opfat-telse, at de hensyn, som markedsføringsforbuddet byggede på, ikke længere var så tungtvejende, at de kunne begrunde en opretholdelse af forbuddet.
Med fremsættelsen af lovforslaget blev markedsføringsforbuddet foreslået ophævet, idet der samtidig blev foreslået indført regler om god skik for juridisk rådgivning, ligesom Forbrugerombudsmanden skulle tillægges kompetencen til at føre tilsyn med overholdelsen af disse regler.
Denne foreslåede ordning var efter Justitsministeriets opfattelse ud-tryk for en hensigtsmæssig balance mellem på den ene side hensynet
74. Jf. Folketingstidende 2005–06, Tillæg A 1988.
75. Der henvises herved til kapitel 2.2.
til at sikre navnlig forbrugerne den nødvendige beskyttelse og på den anden side de konkurrencemæssige hensyn.76
4.2. Andre forhold reguleret i vinkelskriverloven
Vinkelskriverloven indeholdte som tidligere nævnt77 – ud over mar-kedsføringsforbuddet – endvidere en bestemmelse om, at detektivbu-reauer og ægteskabsbureauer ikke måtte anvende betegnelser, der var egnet til at give almenheden eller virksomheden ubekendte personer det indtryk, at virksomheden eller dens udøvere under nogen form havde opnået godkendelse af det offentlige eller stod under offentligt tilsyn.
Desuden indeholdte loven en bestemmelse om, at en person under nærmere angivne omstændigheder kunne frakendes adgangen til at drive eller deltage i virksomhed af den i lovens § 1 omhandlede art, dvs. virksomhed med juridisk rådgivning eller anden juridisk bistand, herunder repræsentation af arvinger og bistand i navnesager, virk-somhed med udforskning af private livsforhold mv. (detektivbureau-er) eller virksomhed som mellemmand mellem personer, der ønskede at indgå ægteskab (ægteskabsbureauer).
Endelig var der i loven en bestemmelse om, at politiet kunne udøve visse kontrolforanstaltninger til sikring af, at loven overholdtes.
Anvendelse af urigtige eller vildledende betegnelser om offentlig godkendelse eller tilsyn vil som efter hidtil gældende ret være omfattet af markedsføringsloven § 3.78 Efter denne bestemmelse må der ikke anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser, som er egnet til at påvirke efterspørgsel eller udbud af varer, fast ejendom eller andre formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser. På grundlag heraf fandtes således ikke et behov for at opretholde en særlig bestemmelse herom i vinkelskriverloven.
Endvidere vil retten til at drive virksomhed med juridisk rådgiv-ning – når særlige omstændigheder taler derfor – efter gældende ret ved dom for strafbart forhold kunne frakendes, såfremt det udviste
76. Jf. Folketingstidende 2005–06, Tillæg A 1988.
77. Som tidligere anført i kapitel 2.2.
78. Om forbud mod anvendelse af urigtige og vildledende angivelser, jf.Sonny Kristoffersen:
Forbrugerretten I, markedsføringsretten i en civil- og offentligretlig kontekst, 2006, s.
69 ff.
4. Justitsministeriets overvejelser om ophævelse af vinkelskriverloven forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen, jf.
straffelovens § 79, stk. 2.
På denne baggrund og ud fra lovtekniske hensyn fandt Justitsmi-nisteriet det mest hensigtsmæssigt, at vinkelskriverloven i sin helhed blev ophævet, således at reguleringen af juridisk rådgivningsvirksom-hed i stedet blev gennemført i en ny selvstændig lov.79
79. Jf. Folketingstidende 2005–06, Tillæg A 1989.
§ 1
Denne lov finder anvendelse på enhver, der i erhvervsmæssigt øjemed driver virksomhed med rådgivning af overvejende juri-disk karakter, når modtageren af rådgivningen (forbrugeren) hovedsage-lig handler uden for sit erhverv. Rådgiveren har bevisbyrden for, at rådgivningen ikke er omfattet af loven.Stk. 2.Loven omfatter ikke juridisk rådgivning, der ydes af advokater som led i udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed.
Stk. 3. Loven omfatter ikke juridisk rådgivning ydet af finansielle virksomheder, i det omfang økonomi- og erhvervsministeren har udstedt regler om god skik på det pågældende område.
Lovforarbejder
O Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende juridisk rådgivning, juni 2004.
O Folketingstidende 2005–06, Tillæg A 1989 f.
O Retsudvalgets Betænkning L 65 – Bilag 18, af 6. april 2006, s. 3–5.