Opfølgning

En central del af at sikre, om en iværksat indsats virker efter hensigten, er opfølgning på ind-satsen. Sagsbehandlerne skal løbende følge op på indsatser og vurdere, om de fortsat udgør

den rigtige hjælp, og at der er progression i barnet eller den unges udvikling og trivsel. Vi har alene identificeret 2 publikationer, som primært omhandler kvalitet i opfølgningen.

Tabel over publikationer primært omhandlende opfølgning

Forfatter Titel Årstal Type Metode

Mehlbye, J., Bolvig, I. & Klop-penborg, H.S.

Børn og unge anbragt i familiepleje: Anbrin-gelsesgrundlag, støtte under anbringelsen og børnenes trivsel

2018 Rapport Mixed

Lindeberg, N.H., Bjørnholt, B., Kloppenborg, H.S. & Strandby, M.W.

Progressionsmålinger på det specialiserede børn og unge-område: Kommunernes anven-delse af progressionsmålinger i sagsbehand-lingen og i den kommunale styring

2018 Rapport Mixed

Note: Publikationerne er opgivet i den rækkefølge, som de gennemgås i kapitlet.

Mehlbye, J., Bolvig, I. & Kloppenborg, H.S. 2018, Børn og unge anbragt i familiepleje:

Anbringelsesgrundlag, støtte under anbringelsen og børnenes trivsel, VIVE – Det Nati-onale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, København.

I VIVE-rapporten rapporteres de første resultater af et større forskningsprojekt, som har til for-mål at undersøge, hvilke støtteforanstaltninger anbragte børn og de unge modtager under an-bringelse i familiepleje, og hvilken effekt de iværksatte støtteforanstaltninger har for børnenes og de unges videre udvikling og trivsel. Der anvendes repræsentative spørgeskemadata fra myndighedssagsbehandlere, plejefamilier, plejefamiliekonsulenter og unge 15-17-årige, som kobles til registerdata om forældrebaggrund, tidligere støtteforanstaltninger, børnenes alder ved første anbringelse m.m.

I forhold til relevans for kvalitet i sagsbehandlingen er alene rapportens resultater vedrørende tildelingen af støtteforanstaltninger og børnenes trivsel medtaget. Halvdelen af plejeforældrene vurderer, at barnet får den nødvendige støtte, mens den anden halvdel af plejefamilierne vur-derer, at støtten ikke er tilstrækkelig. Der er især utilfredshed blandt de plejeforældre, hvor barnet ikke modtager nogen form for støtteforanstaltning (28 %), mens der især ses tilfredshed blandt de plejeforældre, hvor barnet modtager støtte- og kontaktperson samt psykolog- og psy-kiaterhjælp. Dette kan således indikere, at der er et behov for flere støtteforanstaltninger til både nogle af de børn, der allerede modtager støtteforanstaltninger, men også blandt de børn, der ingen støtteforanstaltninger får. Ifølge myndighedssagsbehandlerne trives et flertal af bør-nene og de unge udmærket (70 %), mens lidt under en tredjedel (29 %) af børbør-nene kun trives nogenlunde eller slet ikke. Ifølge plejefamilierne er det også omkring 70 % af børnene, der trives i skolen eller i den aktuelle beskæftigelse.

En mere dybdegående undersøgelse af børnenes psykiske trivsel og funktion er gennemført i kraft af plejeforældrenes udfyldelse af en særlig funktions- og adfærdstest (SDQ-skema).

Denne viser, at på trods af en overordnet vurdering om god trivsel fra myndighedssagsbehand-lerne, så viser målingen, at knap halvdelen af børnene (43 %) har så mange trivsels- og ad-færdsproblemer, at de ligger uden for normalområdet og dermed kan betegnes som værende i dårlig trivsel. Det gælder især drengene og især de børn, hvor egne vanskeligheder har været udslagsgivende årsag til anbringelsen, mens det især er de børn, hvor det kun er forældrenes problemer, der har været udslagsgivende for anbringelsen, som har færrest trivsels- og ad-færdsproblemer. Måske fordi de nu er væk fra et dårligt fungerende hjemmemiljø. Omvendt er det især de børn og unge, der har forholdsvis mange trivsels- og adfærdsvanskeligheder, der har behov for og modtager støtte i skolen. Derudover viser det sig, at børn og unge i familie-pleje, hvor plejeforældrene modtager hyppig vejledning ved plejefamiliekonsulenten samt ved psykolog eller psykiater, i gennemsnit har flere vanskeligheder end de øvrige børn og unge i

familiepleje. Det største omfang af støttetiltag og den mest intensive vejledning målrettes så-ledes de plejefamilier, hvor børnene og de unge har de største vanskeligheder. Forfatterne påpeger, at det er tankevækkende, at der er så stor diskrepans mellem myndighedsbehand-lernes og plejefamiliernes trivselsvurdering af børnene og SDQ-resultaterne.

Lindeberg, N.H., Bjørnholt, B., Kloppenborg, H.S. & Strandby, M.W. 2018, Progressi-onsmålinger på det specialiserede børn og unge-område: Kommunernes anvendelse af progressionsmålinger i sagsbehandlingen og i den kommunale styring, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, København.

I VIVE-rapporten afdækkes anvendelsen af progressionsmålinger i myndighedssagsbehand-lingen og i styringssammenhæng. I undersøgelsen indgår data fra en spørgeskemaundersø-gelse blandt kommunale børn og unge-chefer samt data fra casestudier i fire kommuner, hvor der er gennemført kvalitative interview af ledere og medarbejdere i kommunernes myndigheds-afdeling og tilbud til socialt udsatte børn og unge.

Undersøgelsen viser, at der er væsentlige variationer i kommunernes anvendelse af progres-sionsmålingsredskaber i forbindelse med sagsbehandlingen for socialt udsatte børn og unge.

Hovedparten af kommunerne i undersøgelsen anvender et til to redskaber, men der er også kommuner, der anvender fire og fem redskaber. Det er i højere grad større kommuner (målt på indbyggertal), hvor der anvendes progressionsmålingsredskaber end i mindre kommuner. I ho-vedparten af de kommuner, hvor der anvendes progressionsmålingsredskaber, er der fastsat kommunale retningslinjer for, at der skal anvendes bestemte redskaber. Undersøgelsen iden-tificerer 14 redskaber, som kommunerne angiver at anvende til at følge børn og unges pro-gression i forbindelse med sagsbehandling. De hyppigst anvendte er Signs of Safety (SoS), Børnelinealen og Feedback Informed Treatment (FIT). Kommunerne anvender hovedsageligt progressionsmålingsredskaberne til en bred målgruppe af børn og unge. Langt hovedparten af redskaberne anvendes til hele aldersgruppen 0-18 år. Progressionsmålingsredskaber er for-skelligartede for så vidt angår formål med målingen med redskabet, redskabernes detaljerings-grad samt i forhold til, hvilke aktører der forudsættes at gennemføre målinger med redska-berne. Det betyder, at de data, der genereres med redskaberne, også er forskellige og kan anvendes til forskellige formål. Mens det for nogle af de identificerede redskaber er et hoved-formål at understøtte dialog mellem fagprofessionelle og borgere, så er andre redskaber ud-viklet med det formål at understøtte systematisk sagsbehandling, og atter andre redskaber er udviklet til en mere detaljeret afdækning af en række dimensioner af børn og unges trivsel eller tilstedeværelse af beskyttelses- og risikofaktorer.

På baggrund af analyserne præsenteres 3 opmærksomhedspunkter i forhold til det videre ar-bejde inden for området.

For det første at der ikke på baggrund af undersøgelsen kan identificeres ét redskab, der både er det bedste til at kunne understøtte henholdsvis dialog og inddragelse af barn og familie, faglig dialog mellem fagprofessionelle og tilvejebringelse af ledelsesinformation til direktion og politisk niveau. Der er fordele og ulemper ved de forskellige redskaber afhængigt af, hvilket hovedformål der prioriteres.

For det andet for kommuner og institutioner, der anvender progressionsmålingsredskaber, er det et særligt opmærksomhedspunkt at understøtte medarbejdernes arbejde med balancen mellem anvendelse af målinger med progressionsmålingsredskaber og at anvende en mere generel socialfaglig vurdering af børns og unges progression.

For det tredje at det er væsentligt at tage højde for it-understøttelse af de anvendte progressi-onsmålingsredskaber og integration med øvrige anvendte it-systemer, så dokumentationsbyr-den forbundet med progressionsmålingerne så vidt muligt reduceres.

3.4.1 Opsamling på kvalitet i opfølgningen

Der er kun et begrænset fokus i litteraturen på kvalitet af opfølgning. Dette kan hænge sammen med, at fokus primært er på iværksættelsen af indsatser. I flere publikationer fremhæves imid-lertid vigtigheden af, at der løbende følges op på den børnefaglige undersøgelse (se afsnit 3.2), handleplanen (se afsnit 3.3.1) og valget af indsats (se afsnit 3.3) for at sikre den kvalitet, som fører til øget trivsel blandt de berørte børn og unge. Det er påpeges derfor også generelt i litteraturen, at det er særlig vigtigt, at børn, unge og forældre inddrages aktivt i selve opfølg-ningen og vurderingen af, om den iværksatte hjælp fungerer.

Det er ikke altid, at den hjælp, som iværksættes, opleves som tilstrækkelig, og der er eksem-pelvis viden om, at børn og unge, som allerede er anbragt, kan have behov for indsatser ud over selve anbringelsen, eksempelvis har anbragte i plejefamilier ofte behov for flere indsatser, hvilket gør sig gældende både for nogle af de børn og unge, der allerede modtager støttefor-anstaltninger ud over anbringelsen, men også for de børn, der ingen støtteforstøttefor-anstaltninger får.

Der er klar forskel på sagsbehandlernes og plejeforældrenes vurderinger af børnenes trivsel og adfærdsproblemer, hvor sagsbehandlerne generelt vurderer børnene til at være i bedre trivsel, end plejeforældrenes vurderer. Disse forskellige vurderinger kan potentielt forklare, hvorfor børn anbragt i plejefamilier ofte har mere udtalte vanskeligheder, end den faglige ud-redning kortlægger, og derfor reelt har brug for tættere opfølgning og flere indsatser og støtte-foranstaltninger (Mehlbye, Bolvig & Kloppenborg, 2018).

Der findes ikke et redskab, der i opfølgningen både er det bedste til at kunne understøtte hen-holdsvis dialog og inddragelse af barn og familie, faglig dialog mellem fagprofessionelle og tilvejebringelse af ledelsesinformation til direktion og politisk niveau (se også afsnit 3.2.3, So-cialfaglige værktøjer). Der er fordele og ulemper ved de forskellige progressionsredskaber af-hængigt af, hvilket hovedformål der prioriteres. For kommuner og institutioner, der anvender progressionsmålingsredskaber, er det et særligt opmærksomhedspunkt at understøtte sags-behandlernes arbejde med at balancere mellem anvendelse af målinger med progressionsmå-lingsredskaber og anvendelsen af mere generelle socialfaglige vurderinger af børns og unges progression. Det er væsentligt, at redskaberne til opfølgning af progression it-understøttes og integreres med øvrige anvendte it-systemer, så dokumentationsbyrden forbundet med pro-gressionsmålinger så vidt muligt reduceres (Lindeberg et al., 2018).