Med denne opdeling kan biomasse behandles som alle andre energikilder, hvor den klimabæredygtige
Boks 6.1 Et forbedret afgifts- og tilskudssystem baseret på CO 2 -reduktion
6.3 Nuværende regler for biomasse i varmeforsyningen
Det er ikke kun afgifter og tilskud, der afgør valg af ener-gikilde i el- og varmesektoren. Regler og love regulerer, hvordan biomassen og konkurrerende energikilder kan benyttes i især varmeforsyningen. Nogle regler favo-riserer biomasse i forhold til brændselsfri alternativer, mens andre regler begrænser udbredelsen af biomas-se i varmeforsyningen. Dette afsnit beskriver reglerne, som de er i dag.
Biomassens rammevilkår udgøres ikke kun af afgifter og tilskud. Regler og love for forsyningen med varme til husstande og erhverv har stor indflydelse på, hvilken energikilde varmen må produceres med, og hvem der må producere den.
Disse regler påvirker også, i hvor høj grad forskellige aktører kan agere på de incitamenter, som afgifts- og tilskudssystemet giver.
De væsentligste regler med relevans for biomasse er:
• Hvile-i-sig-selv-princippet
• Krav om positiv samfundsøkonomi
• Kraftvarmekravet
• Brændselsbindinger
• Nettofordelsmodel
• Regler for individuel opvarmning
• Eltariffer.
I det følgende beskrives reglerne, som de er i dag, men regeringen har i sin forsyningsstrategi lagt op til at ændre nogle af disse regler, hvilket er beskrevet i boks 6.3.
Hvile-i-sig-selv-princippet og kravet om positiv samfundsøkonomi er hjørne-sten i reguleringen af fjernvarmen
Reguleringen af fjernvarmeforsyningen bygger på hvile-i-sig-selv-princippet.
Det betyder i hovedtræk, at fjernvarmeselskaberne kun må kræve en varme-pris, som dækker omkostningerne ved produktionen af fjernvarmen inklusive en rimelig forrentning af indskudskapitalen. Selskaberne må altså ikke udnytte deres monopolstatus til at skabe uforholdsmæssig stor indtjening ved at sætte meget høje varmepriser.23 Forrentning af indskudskapitalen kræver godken-delse af Energitilsynet. Der er dog mulighed for at indregne et overskud i varme-priserne, hvis et værk benytter biomasse, geotermi, solvarme eller biogas, eller hvis en virksomhed leverer overskudsvarme.
Mens hvile-i-sig-selv-princippet regulerer fjernvarmeselskabernes prisfast-sættelse, regulerer kravet om positiv samfundsøkonomi investeringsbeslut-ningerne. Kommunen skal godkende investeringer i ny produktionskapacitet
eller ændring af den eksisterende kapacitet, og kun projektet med den bedste samfundsøkonomi kan godkendes og dermed gennemføres.
Kravet om positiv samfundsøkonomi er umiddelbart fornuftigt, men har en afgørende svaghed. Der er ikke krav til, hvilke alternative projekter selskaberne skal regne på udover et scenarie med individuel opvarmning. Det betyder, at sel-skaberne i princippet kan vælge at regne på visse scenarier og ikke andre. Selska-berne har et incitament til at regne på biomassekedler, som med de nuværende afgifter giver de privatøkonomisk laveste varmepriser i mange tilfælde, mens de ikke har incitament til at regne på et scenarie med varmepumper, da disse ofte giver højere varmeomkostninger med gældende afgifter, men potentielt lavere samfundsøkonomiske omkostninger. Selskaberne kan altså undlade at regne på en varmeforsyning baseret på varmepumper, og reglerne sikrer derfor ikke, at der vælges den samfundsøkonomisk bedste teknologi.
Kraftvarmekrav og brændselsbindinger begrænser selskabernes muligheder Kravet om bedste samfundsøkonomi er ikke det eneste krav i varmeregulerin-gen, der begrænser fjernvarmeselskabernes investeringsmuligheder. Et andet vigtigt krav er kraftvarmekravet, som pålægger producenter af varme med en kapacitet på over 1 MW også at producere elektricitet. Dette tvinger selska-berne til at vælge teknologier, der både kan producere varme og elektricitet.
Kraftvarmekravet fungerer forskelligt i centrale og decentrale områder. I centrale områder er alle værker underlagt kraftvarmekrav, og kun ved dispen-sation kan dette fraviges. Det betyder, at det kræver dispendispen-sation at sætte en varmepumpe op. For decentrale områder kan kraftvarmekravet fraviges, hvis det kan påvises, at ren varmeproduktion er bedre samfundsøkonomisk. Der kan i begge typer af områder godkendes værker, der kun producerer varme, hvis der tilknyttes nye husstande til fjernvarmenettet.
Der er også regler for, hvilke brændsler værkerne må benytte. Det er de såkaldte brændselsbindinger. Decentrale anlæg, der leverer varme til et område med naturgasforsyning, skal bruge naturgas som brændsel. Brændselsfrie teknologier som solvarme og varmepumper kan dog anvendes, ligesom biomassebaseret kraftvarmeproduktion er undtaget. Det betyder, at brændselsbindingerne hoved-sageligt forbyder brug af biomasse til ren varmeproduktion. Hvis produktionen skal udvides for at dække et udvidet varmebehov, kan der dispenseres fra natur-gasbindingen, hvorved værket får lov til at installere varmekapacitet på biomasse.
Nettofordelsmodellen lader kraftvarmeværkerne tjene ekstra profit Et varmeværk er underlagt hvile-i-sig-selv-princippet og kan derfor ikke skabe ekstraordinær profit. Den såkaldte nettofordelsmodel modererer dog dette princip ved at lade de centrale kraftvarmeværker beholde en del af den afgiftsbe-sparelse, der kan opnås ved at skifte fra kul til biomasse.
Figur 6.5 viser varmeomkostningerne ved at anvende henholdsvis kul og biomasse. Et værk, der omstiller fra kul til biomasse, vil få større udgifter til brændsel og faste omkostninger, men den totale omkostning vil blive lavere end for kul, da værket sparer udgifter til energiafgift, CO2-afgift og CO2-kvoter.
Denne besparelse vil ifølge hvile-i-sig-selv-princippet skulle gives videre til
Samfundsøkonomi En samfundsøkonomisk kalkule af et investeringsprojekt udregner værdien af projektet for hele samfundet.
Dermed tages der i modsætning til en selskabsøkonomisk kalkule ikke hensyn til afgifter og tilskud, der blot opfattes som omfordeling fra én part i samfundet til en anden.
Centrale og decentrale områder En række store kraftværker er udnævnt til centrale kraftværker i Danmark. De områder, som forsynes af et centralt værk, kaldes et centralt område. De øvri-ge områder kaldes decentrale områder.
varmeforbrugerne i form af lavere priser, men for at øge værkernes tilskyndelse til at konvertere til biomasse kan værkerne beholde noget af nettofordelen.
Nettofordelsmodellen er baseret på forhandling. Modellen fungerer ved, at det centrale kraftvarmeværk forhandler med det kollektive varmeforsyningsselskab om, hvor stor del af nettofordelen kraftvarmeværket skal have, og hvor stor del der skal gå til forbrugerne i form af lavere varmepriser. Nettofordelsmodellen har medvirket til, at mange centrale kraftvarmeværker er omstillet eller plan-lægger at omstille fra kul til biomasse.
Regler begrænser mulighederne for individuelle varmeløsninger Også den individuelle opvarmning er underlagt en række regler. Reglerne skelner mellem fjernvarmeforsynede områder, naturgasforsynede områder og områder uden hverken fjernvarme eller naturgas. Kun i områder uden fjern-varme og naturgas er det tilladt at opsætte nye oliefyr. I naturgasområder må der opsættes naturgasfyr eller anlæg baseret på vedvarende energi, som fx et træpillefyr eller en varmepumpe. I fjernvarmeområder må der kun opsættes individuelle løsninger i det omfang, de er baseret på vedvarende energi.
Nogle husstande i fjernvarmeområder kan dog reelt ikke selv vælge, om de vil have fjernvarme eller selv stå for opvarmningen. Det skyldes, at kommunen kan pålægge nye og eksisterende husstande tilslutningspligt til fjernvarmen.
Husstande, der er underlagt tilslutningspligt, skal betale tilslutningsafgift og en fast årlig afgift, også selv om de ikke modtager fjernvarme. Husstande, som
Tilslutningsafgift og en årlig fast afgift Tilslutningspligten og forblivelsespligten indebærer ikke, at man skal være fysisk tilsluttet eller købe fjernvarme fra den kollektive forsyning. Det er kun et krav, at man skal betale til de årlige faste udgifter i fjernvarmen samt en tilslutningsafgift.
Figur 6.5 Illustrativt eksempel på nettofordelsmodellen
Anm. 1: Nettofordelen er forskellen mellem omkostningerne ved varmeproduktion på kul og varmeproduk-tion på biomasse. Denne forskel er vist som det skraverede areal i søjlen længst til højre.
Anm. 2: Figuren er blot et eksempel. Størrelsen på nettofordelen kan variere på tværs af kraftvarme-værkerne.
Kilde: Klimarådets illustration på baggrund af tal fra Energistyrelsen, PriceWaterhouseCoopers, Skatte-ministeriet og EEX.
frivilligt har tilsluttet sig et fjernvarmenet eller naturgasnet, kan af kommunen blive pålagt forblivelsespligt, hvorved de ikke kan slippe for at betale de årlige faste afgifter til den kollektive varmeforsyning, selvom de på et tidspunkt måtte vælge en individuel varmeløsning. De årlige faste afgifter udgør omkring en tredjedel af varmeomkostningerne for en husholdning.24 Tilslutnings- og for-blivelsespligt er ganske udbredt, og ca. 50 pct. af alle matrikler i områder med fjernvarme har en form for tilslutningspligt.25
Tariffer på elektricitet giver ekstra omkostninger til varmepumper Elforbrugere betaler for transport af elektricitet via tariffer. Tarifferne kan opdeles i variable og faste tariffer. De variable tariffer afhænger af størrelsen af elforbruget, mens de faste tariffer er uafhængige af forbruget. I alt betales i landsgennemsnit 31,82 øre pr. kWh i variable tariffer, mens de faste betalinger udgør 10,38 øre pr. kWh, hvis de fordeles ud på et forbrug på 4.000 kWh om året, som ofte bruges som sammenligningsgrundlag.26 For virksomheder med et meget højt elforbrug fylder de faste betalinger mindre, eftersom de faste udgif-ter spredes ud på flere kWh. Nogle steder gives yderligere en mængderabat i tarifferne ved et stort elforbrug.27 Eltarifferne er samfundsøkonomisk problema-tiske, hvis deres størrelse eller struktur ikke er begrundet i reelle omkostninger for netselskabet. Det er ofte tilfældet, hvilket bidrager til at favorisere biomasse og andre brændselsbaserede teknologier i forhold til eldrevne varmepumper, som nærmere beskrevet i afsnit 6.4.