varmeforsy-ningen. Kraftvarmekravet og brændselsbindingerne bør udfases, og der skal sikres ensartede incitamenter til at skifte til vedvarende energi. Derudover skal struktu-ren for eltariffer gøres kostægte for ikke at diskrimine-re mod varmepumper i forhold til varmekilder, der ikke benytter elektricitet.
Dette afsnit diskuterer, hvordan man kan ændre reglerne i varmeforsyningen for at skabe de rigtige incitamenter til at vælge den billigste form for vedvarende energi, hvad enten det er biomasse, varmepumper eller noget tredje.
Kraftvarmekravet bør udfases
Kraftvarmekravet favoriserer teknologier, der kan producere både varme og elektricitet. Dermed begunstiges biomasse på bekostning af brændselsfrie tek-nologier som varmepumper og solvarme. Analyser har vist, at varme fra varme-pumper i mange tilfælde er samfundsøkonomisk billigere end varme produceret med biomasse, og derfor er krav som fx kraftvarmekravet med til at fordyre den grønne omstilling.32
Kraftvarmekravet har forskellig betydning i henholdsvis centrale og decentrale områder. I centrale områder skal energiforsyningen være baseret på kraftvar-meproduktion, og derfor må der i udgangspunktet ikke benyttes brændselsfrie teknologier som fx varmepumper. Der kan dog gives dispensation i forbindelse med demonstrationsprojekter og lignende. Der er derfor behov for at udfase kraftvarmekravet i centrale områder frem mod 2030, hvis varmepumper skal være et reelt alternativ til biomassebaseret kraftvarme.
I de decentrale områder er kraftvarmekravet svagere formuleret. Kravet om kraftvarme afhænger af, om kraftvarme er den samfundsøkonomisk billigste måde at producere varme på. Det vil sige, at kraftvarmekravet kun i få tilfælde vil stå i vejen for, at decentrale anlæg omstiller til varmepumper, da analyser som nævnt viser, at varmepumper ofte er den samfundsøkonomisk billigste varme-teknologi. Kraftvarmekravet er heller ikke en stor forhindring for ren biomasse-baseret varmeproduktion i modsætning til brændselsbindingerne.
En grund til at fastholde kraftvarmekravet er, at man derved sikrer en vis regu-lerbar elproduktion i Danmark. Spørgsmålet er dog, om kraftvarmekravet er den bedste måde at sikre elforsyningssikkerheden på. Som udgangspunkt bør elmarkedet og markedet for systemydelser indrettes, så der er tilstrækkeligt
Markedet for systemydelser Hvis elforbruget ikke er identisk med elproduktionen på et givent tidspunkt, kan der opstå ustabilitet i elnettet. Derfor køber Energinet forskellige ydelser, der balancerer elproduktion med elforbrug og sikrer stabiliteten i elnettet. Syste-mydelserne kan være reservekapacitet,
som kan starte med kort varsel. Ofte kompenseres anlæg både med en rådig-hedsbetaling og en aktiveringsbetaling.33
tilskyndelse til at opretholde og investere i regulerbar elkapacitet på markedsvil-kår. Hvis det ikke er tilfældet, kan der blive behov for virkemidler, der retter sig direkte mod fastholdelse af elkapaciteten.
Klimarådet vurderer, at man med fordel kan udfase kraftvarmekravet både i decentrale og centrale områder, så værkerne får bedre muligheder for at vælge de energiteknologier, der kan sikre en omkostningseffektiv grøn omstilling.
Vigtigst er dog kraftvarmekravet i de centrale områder, som er en forhindring for udbredelse af varmepumper.
Udfasning af kraftvarmekravet skal tænkes sammen med øvrige ændringer af rammevilkårene. Det er først og fremmest vigtigt at have afgiftssystemet på plads, så en ophævelse af kraftvarmekravet ikke fører til uhensigtsmæssig udbygning med biomassekedler i områder, hvor varmepumper er en samfunds-økonomisk bedre løsning. En analyse fra tænketanken Grøn Energi viser, at hvis man ophæver kraftvarmekravet og brændselsbindingerne uden at fjerne biomassens afgiftsfavorisering, vil værkerne næsten udelukkende investere i biomassekedler. Hvis afgifts- og tilskudssystemet stiller teknologierne lige, vil en væsentlig del af investeringerne i ny kapacitet derimod tage form af eldrevne varmepumper.34
Nye rammevilkår bør også sikre fair behandling af investeringer i eksisterende kraftvarmeværker. Disse investeringer er foretaget under den nuværende regulering, og pludselige ændringer af rammevilkår kan føre til store tab for investorerne, hvilket kan gå ud over investeringsmiljøet i Danmark, så den grønne omstilling potentielt fordyres. Der er derfor behov for en varselsperiode, hvor eksisterende kraftvarmeværker kan omstille sig til en tid uden kraftvarme-krav og dermed større konkurrence fra rene varmeteknologier. En stor del af de danske kraftvarmeværker skal levetidsforlænges, ombygges eller udskiftes med nye anlæg i årene omkring 2030, og derfor vil det være hensigtsmæssigt at have udfaset kraftvarmekravet inden 2030. Kraftvarmekravet kan dog med fordel lempes tidligere i områder, hvor værkerne er afskrevet, eller hvor der skal inve-steres i ny kapacitet. Kraftvarmekravets udfasning skal ske i sammenhæng med en tilpasning af det generelle regelsystem i varmeforsyningen, så der ikke opstår uhensigtsmæssigheder, når kraftvarmekravet er afskaffet.
Brændselsbindingerne forhindrer vedvarende energi i at fortrænge naturgas Brændselsbindingerne er med til at bestemme, hvilke brændsler der kan bruges i forskellige områder. Værker skal benytte naturgas, hvis de ligger i et decentralt område, der allerede forsynes af et naturgasfyret værk. Brændselsfrie tekno-logier, som varmepumper eller solvarme, er dog undtaget brændselsbindin-gerne. Men brændselsbindingerne udgør en hindring for at producere varme på biomasse. Værker, der er underlagt brændselsbindingerne, må kun benytte biomasse, hvis de producerer kraftvarme. For mange mindre værker er det svært at få økonomi i biomassekraftvarme, og derfor umuliggør brændselsbindingerne i realiteten brug af fast biomasse til varmeproduktion. Hvis brændselsbindin-gerne udfases, vil klimabæredygtig biomasse få bedre mulighed for at konkur-rere i områder med naturgas og dermed få mulighed for at fortrænge fossile brændsler. Klimarådet anbefaler derfor, at brændselsbindingerne udfases.
Biomasse til varmeproduktion 85 kraftvarmeværker har fået dispensa-tion til at installere en 1 MW biomasseke-del, der kun producerer varme. Denne dispensation blev givet i energiaftalen fra 2012 til 35 værker og udvidet i 2014 med 50 værker.
Ligesom med kraftvarmekravet bør brændselsbindingerne først afskaffes, når biomassens afgiftsfavorisering er fuldt ud elimineret. Udfasning af brændsels-bindingerne uden en eliminering af biomassens favorisering vil føre til uhen-sigtsmæssige investeringer i biomassekedler.35 Ved en udfasning af brændsels-bindingerne bør der endvidere tages hensyn til allerede foretagne investeringer i naturgasfyret kraftvarme ud fra samme principper som ved udfasning af kraftvarmekravet.
Begrundelsen for brændselsbindingerne er, at der skal være en vis afsætning af naturgas i Danmark for at sikre betaling for naturgasnettet. Hvis naturgasforbru-get falder drastisk som følge af en ophævelse af brændselsbindingerne, kan det blive dyrere at bruge og vedligeholde naturgasnettet. Klimarådet vurderer i tråd med mange andre, at grønne gasser og dermed også gasnettet skal spille en vigtig rolle i fremtidens lavemissionssamfund, men brændselsbindingerne er ikke et hensigtsmæssigt værktøj at finansiere gasnettet med. Man bør holde øje med udviklingen i økonomien i gasnettet og, hvis det viser sig nødvendigt, bruge vir-kemidler direkte rettet mod gasnettets opretholdelse, som fx kapacitetsbetaling.
Princippet i nettofordelsmodellen bør udvides til alle former for vedvarende energi
Nettofordelsmodellen gælder i dag kun for biomasse. Formålet med modellen er at tilskynde ejerne af de centrale kraftvarmeværker til at omstille til vedvarende energi. Under det nuværende afgiftssystem består tilskyndelsen i, at afgiftsfor-delen ved at skifte fra kul til biomasse kan deles mellem værkejeren og varmefor-brugerne.
Med den gældende afgiftsstruktur, der favoriserer biomasse, kan nettofor-delsmodellen bidrage til en uhensigtsmæssig overinvestering i biomasse. I et reformeret afgifts- og tilskudssystem, der ikke forvrider valget mellem forskel-lige energikilder, er det fordelagtigt at lade nettofordelsmodellen gælde for omstilling til alle vedvarende energikilder for at tilskynde til en omkostnings-effektiv grøn omstilling. For eksempel bør gevinsten, der eventuelt kan opnås ved omstilling til varmepumper, kunne fordeles mellem varmeproducent og varmeaftager. På grund af kraftvarmekravet har det indtil videre ikke været relevant at lade varmepumper være en del af nettofordelsmodellen, men i fremtiden bør princippet bag nettofordelsmodellen udbredes til at gælde for alle vedvarende energiteknologier. Alternativt kan man udvide muligheden for at indregne overskud i varmeprisen til også at gælde for varmepumper og andre vedvarende energiteknologier, som indtil nu ikke er inkluderet. Muligheden for at trække profit ud af selskabet er mest relevant for privatejede varmeværker, men kan potentielt også være relevant for selskaber, der er ejet af det offentlige eller af varmekunderne.
Eltariffer bør indrettes kostægte
Eltariffer er med til at skævvride konkurrencen mellem biomasse og varmepum-per. Det skyldes, at eltarifferne ikke er kostægte og på den måde fungerer som en ekstra afgift på varmepumper, som biomasse ikke skal betale.
Problemet med strukturen for eltariffer er, at betalingerne ikke svarer til de mar-ginale omkostninger, som netselskaberne har. Netselskabernes omkostninger til
Kostægte En betaling for en ydelse eller vare er kostægte, hvis den svarer til de ekstra omkostninger, ydelsen eller varen forårsager.
netudbygning er i høj grad bundet op på, hvor stort det maksimale elforbrug er, og kun i lille omfang bundet op på transport af den enkelte kWh. I stedet for pri-mært at betale for elforbruget i timer, hvor elforbruget er højt, og nettet derfor er tæt på fuldt udnyttet, betaler forbrugerne omtrent den samme pris pr. kWh uanset, om elnettet er tæt på fuld kapacitet eller ej.
I stedet bør man betale for den belastning, man påfører nettet, når nettets kapa-citet udnyttes mest. Det er de såkaldte spidsbelastninger. Dermed skal elfor-brugerne ikke betale så høje variable tariffer for transport af kWh, men i stedet skal de betale for elforbruget i spidsbelastningen, da det er dette forbrug, der kan nødvendiggøre en udbygning af nettet. Hvis elforbruget fx stiger uden for spidsbelastningen på grund af en ny eldreven varmepumpe, kan elnettet hånd-tere transport af el stort set uden meromkostning. Men hvis varmepumpen øger elforbruget i spidsbelastningen, kan netselskabet blive nødt til at udvide kapa-citeten i elnettet. På samme måde kan også elproducenter belaste nettet. Fx kan opførelsen af vindmøllepark nødvendiggøre, at nettet forstærkes for at kunne håndtere den strøm, der skal transporteres fra vindmøllerne til forbrugerne.36 For at give de rigtige incitamenter bør tarifferne indrettes, så elkunderne betaler for de marginale omkostninger, de påfører nettet, såkaldte kostægte tariffer.
Det kræver en moderne, fjernaflæst elmåler at indføre tariffer, der er forskellig afhængig af tidspunktet. Disse indfases gradvist i alle husholdninger frem mod 2020.37 Kostægte tariffer vil betyde, at især varmepumper i fjernvarmen kan komme til at betale mindre i eltarif, da disse varmepumper kan designes til at kunne afbrydes, hvis presset på nettet er stort. En omlægning af tarifstrukturen vil derfor gøre den grønne omstilling i varmeforsyningen billigere.
Maksimale elforbrug
Elledningerne dimensioneres efter det tidspunkt, hvor der skal transporteres mest strøm. Det er dette forbrug, der afgør, hvilken størrelse ledninger, der skal bruges.