I en anonym kontorbygning i udkanten af Frederiksberg går Flora Ghosh rundt med en skruemaskine i hånden. Som direktør for behandlings- og rehabilitetscentret for kvinder i prostitution, LivaRehab, skal hun både kunne tackle løse skruer såvel som holde møde med socialministeren. Da interviewet skal til at starte, lægger hun skruemaskinen fra sig og tager cen-terchefrollen på. Hun mener, at ngo’ernes rolle har været underkendt fra starten i Exit Prostitution: ”Vi bliver ikke set som ligeværdige med kommu-nen i dette projekt, og vi får heller ikke ressourcerne til at være ligeværdige
i styrke,” siger hun med reference til, at kommunerne har fået fire gange så mange penge til projektet som ngo’erne.
Nok er Flora Ghosh’s kontor hos LivaRehab pyntet med kæmpechecks fra virksomheder og organisationer, der har støttet centret økonomisk, men de er stadig afhængige af offentlig støtte. Adgangen til pengepuljen fra Projekt Exit Prostitution har dog været brolagt med forhindringer, oplever Flora Ghosh.
”Jeg oplever nogle gange, at frivillige ngo’er bliver opfattet som en nød-vendig smerte hos det offentlige. Vi bliver bombarderet med dokumenta-tionskrav om vores psykologers timepris og en anskaffelse af en compu-ter. Men de spørger ikke ind til det relevante: Hvornår kommer I i gang, hvordan er samarbejdet med Københavns Kommune, og hvordan oplever I CTI-forløbet? Det er den dér New Public Management-tankegang, der har taget overhånd i form af metode-tyranni og detailstyring,” siger hun og fortsætter: ”For mig er socialt arbejde ikke ligesom stangtøj, hvor one model fits all. Tværtom skal socialt arbejde højnes til haute couture standard”.
LivaRehab har siden 2011 tilbudt ”et helhedsorienteret og tværfagligt be-handlingstilbud til kvinder, som enten har været eller er i prostitution, udsat for vold, seksuelt misbrug eller udnyttelse”. Behandlingen omfatter et ”skræd-dersyet forløb med udgangspunkt i den enkeltes ressourcer”, hvilket blandt andet kan omfatte socialrådgivning, coaching, gældsrådgivning samt psyko-log- og lægesamtaler. Til forveksling lyder LivaRehabs behandling som no-get, man kan læse i CTI-metodens ABC. Men da centret ikke har midler til at lave en ”systematisk effektevaluering” kan det ikke kaldes evidensbaseret, fastslog daværende socialminister Karen Hækkerup (S) på et samråd om Exit Prostitution i 2013. Derfor undrer det desto mere Flora Ghosh, at SFI – som Socialstyrelsen har ansat som evaluator af Exit Prostitution – ikke har fået til opgave at evaluere ngo’ernes arbejde.
”Jeg troede faktisk, at SFI skulle evaluere vores indsats, men det bliver den ikke. Hvorfor tester SFI ikke om den måde, vi arbejder på, giver mening, eller om det er irrelevant? Det er trods alt os, der sidder med borgerne, når projektpengene i kommunerne udløber og CTI-forløbet ophører” siger Flora Ghosh og understreger, at LivaRehab ikke selv har penge til at hyre en evalua-tor som SFI eller Rambøll.16
Over telefonen lyder præcis samme kritik fra Mette Guul, leder af Reden Odense, et værested for socialt udsatte kvinder, herunder kvinder i pro-stitution. En af udfordringerne ved Exit Prostitution har været at rekrut-tere deltagere til projektet. Det har derfor særligt været ngo´ernes rolle i projektperioden. ”Vi har ikke skulle dokumentere vores arbejde for SFI,
16. Det bemærkes at efter interviewet til denne artikel, har SFI opsøgt Flora Ghosh og foretaget kvalitativt interview om projektet.
og det synes jeg er ærgerligt, for motivationsarbejdet er fundamentet for et CTI-forløb,” siger Mette Guul.
Det har ikke været muligt at få et interview med Socialstyrelsen om Exit Prostitution. Forelagt kritikken fra ngo’erne svarer specialkonsulent ved Center for Udsatte Voksne, Mogens Holm Sørensen, i en e-mail, at ngo’er-nes motivationsarbejde ikke er en del af evalueringen af Exit Prostitution, fordi ngo’erne i forvejen motiverer borgere i prostitution til at opnå for-andringer både i forhold til at forlade prostitution og i forhold til at opnå forbedret livssituation.
”At evaluere ngo’ernes mere generelle sociale indsatser ligger på den måde udenfor evalueringen af Exit Prostitution,” skriver han. Hovedformå-let med evalueringen er at se på, om CTI-metoden fungerer over for mål-gruppen. Da ngo’erne i Exit Prostitution også fungerer som støttenetværk for borgere I forløb, vil samarbejdet mellem kommunen og ngo’erne om-kring de enkelte borgere blive inddraget i den endelige evaluering, oplyser Mogens Holm Sørensen.
o -Kun i to perioder af sit voksenliv havde Lise været helt stoffri. Den første varede i tre år, da hun fik sin søn Frederik, og den anden periode var på fem år, efter et alvorligt biluheld. I 2005 røg hun i igen. ”Jeg har hele tiden kæm-pet for at komme i døgnbehandling, men det lykkedes ikke,” siger hun. Og så alligevel. For ved et lykketræf var Bubber og TV2 i gang med et program om stofmisbrugere og ledte efter en case. Journalisterne ville sætte fokus på, hvorfor kommunen ikke ville sætte misbrugere i døgnbehandling. Det endte med, at Lise fik ophold på et behandlingssted, men det var ikke den intensive døgnbehandling, hun håbede på, og selvom det lykkedes hende at blive clean, faldt hun hurtigt tilbage i sit misbrug og genoptog sexsalget.
”Det bliver værre og værre for hver gang, du skal i gang igen efter en pause på nogle måneder”, siger hun. Som økonomisk tilskud får Lise også penge fra en ældre mand på et plejehjem ’uden at skulle noget’. På et tidspunkt kom hendes misbrug ud af kontrol, og hun følte, at hendes liv lå i ruiner. Selv om hun på mange måder havde opgivet at blive clean, sagde hun i ren desperation allige-vel ja til forløbet Pro Odense. ”Jeg vidste slet ikke, hvad det projekt handlede om. Jeg var bare smadret og tænkte, at jeg prøver det.”
Som noget af det første kom Lise i afvænningsbehandling. ”Så begynder det faktisk at gå fremad, og så er det bare gået fremad og fremad og fremad lige siden, og jeg har det rigtig godt i dag. Jeg tager stadig medicin for mit misbrug, men har ikke haft noget sidemisbrug i otte måneder.”
o