Vi ville ikke tale så meget om begrebet evidens, hvis vi ikke havde et ønske om at helbrede, forbedre, forebygge og eliminere personligt og samfundsmæssigt ubehag i forhold til mennesker, der af en eller
an-den grund ikke lever op til det forventede. Der er historisk set forskel-lige måder at løse problemet på, som følgende historie illustrerer. Den indbefatter både anbringelse på en ø-anstalt, tvangsarbejdsanstalt og en enkeltbillet til Canada:
I perioden 1867-1930 blev 26 personer sendt fra tvangsarbejdsanstalten i Sakskøbing til Amerika udstyret med en enkeltbillet. Det var mennesker, som ingen ville ansætte i lokalområdet, og som anstalt og sogn ikke vidste, hvad de skulle stille op med. Løsningen lå i tiden: Bortsendelse til Ame-rika. De personer, der blev sendt til Amerika, blev uden tvivl opfattet som overflødige i det lokale samfund. De fleste var ensomme mennesker, som ingen efterspurgte lokalt, heller ikke familie. En kom af sted til Canada.
Han havde tidligere været placeret på ø-anstalten Livø, senere kom han til tvangsarbejdsanstalten Saxenhøj.
Når man læser hans sag, bliver det synligt, hvor fattige og ensomme mange af de personer, vi har mødt gennem journalerne, var. De kom ge-nerelt fra meget fattige hjem præget af svigt og misbrug. Anders Marius, som dette afsnit handler om, havde end ikke kontakt med nogen i fami-lien. For ham blev de offentlige myndigheder anført som ”familie”. På den ene side står de familiemæssige svigt – på den anden side den gentagne retorik fra sognerådene om, at det var de omtalte personers egen skyld, at det gik dem dårligt.
Anders Marius Peder Christensen blev født den 9. juni 1900 i Fuglse på Lolland.7 Han blev indsat på Anstaltens plejeafdeling marts 1928 og rejste herfra til Canada april 1930. Det var ikke meget, han havde med sig, da han blev anbragt på Anstalten. Det, han ejede, var et par lærreds- og et par uldne benklæder, en kasket, en ulden jakke, et sæt kravetøj, et par seler, to skjorter, et par sko, et par sokker, en ulden vest og et halstørklæde. Listen over, hvad det var nødvendigt at udstyre ham med, var lang – blandt andet to par sko, da det par, han havde, var ”opslidt”.8
Anders var barn af en ugift moder, der arbejdede som malkepige, og forholdene i hjemmet havde været meget uheldige. Selv var han stærk og
”absolut egnet” til landbrugsarbejde. Han havde i perioder været anbragt uden for hjemmet – blandt andet på Livø i to perioder mellem 1917 og 1927. Begavelsesmæssigt blev han beskrevet som ”nærmest normal”. Hans problem var, at han var præget af ”ustadighed”. Han havde gentagne gange været i konflikt med loven, og han havde også været tiltalt for voldtægt. For
7. Saxenhøjarkivet. Stamnummer 5149. Anders Marius Peder Christensen jf. Landsarkivet for Nørrejylland. SOC-050, Kellerske Anstalter Livø, 1986/271, sag. Nr. U 648.
8. Saxenhøjarkivet. Stamnummer 5149.
dette blev han fritaget for straf mod at blive interneret på Livø. Han blev beskrevet som ”noget impulsiv men ellers ikke umedgørlig”.
Sognerådets begrundelse for at ønske ham anbragt på Anstalten var hans
”Omvandren paa Landeveje, derhos sædelig farlig fhv. Livøfange”. ”Hvorfor løssluppen vides ikke”, blev der svaret på oplysningsskemaets spørgsmål om, hvad der havde forårsaget den pågældendes adfærd.9
Af en politirapport fremgår det, at Anders i 1928 havde henvendt sig til sognerådet i Hurup som subsistensløs.10 Rapporten oplyste, at Anders ikke havde haft forbindelse med sin mor de sidste 18 år, og at han ikke vidste, om hun var i live. Han havde ernæret sig ved kortvarige ansættelser og havde ellers gået ”på Landevejen”.
Et par dage før anbringelsen på tvangsarbejdsanstalten havde sognerå-det i Fuglse-Krønge skrevet til inspektøren på anstalten, hvad han kunne forvente sig ved modtagelsen af Anders. De skrev blandt andet: ”Det er vist en Herre der trænger til at røre sig, han er 27 Aar gammel, har været Fange paa Livø i 5 Aar, saa det er jo ikke nogen Engel[…] Det er jo en Herre vi ikke er saa glad for at have i Pleje ret længe, saa De vil nok behandle ham derefter”.11 Budskabet var, at Anstalten skulle modtage ham direkte fra Hu-rup og sætte ham i hårdt arbejde. Et noget mere forstående og venligt brev om Anders blev sendt fra inspektør Viggo Jensen på Livø. Han skrev, at der kun havde været mindre problemer med Anders, og at han gerne ville vide fremover, hvordan det gik ham, ”som jeg har noget tilovers for”.12 Der var den forskel på de to brevskrivere, at Viggo Jensen kendte Anders godt, hvilket ikke var tilfældet med sognerådet i Fuglse-Krønge, der dømte ham på det forventede.
Selve tilladelsen til at anbringe Anders på Anstalten kom knapt en må-ned efter, at han var anbragt.13 Vi ved ikke, hvordan det gik Anders Marius i Canada. Han genfindes ikke senere i Anstaltens arkivalier (Bertelsen og Kirkebæk 2014, s. 208–210).
Anders var ensom, familieløs og venneløs. Professor Inge Bryderup, Aal-borg Universitet, skriver i forbindelse med en diskussion om de såkaldte mønsterbrydere:”[…] hvis der findes et fællestræk (mellem mønsterbrydere, B.K.) er det snarere det tilfældige, at de unge ofte har mødt et menneske, der har set dem, fastholdt kontakten til dem og hjulpet dem til at komme videre
9. Ibid. Oplysningsskema udfyldt 13. marts 1928 af Fuglse-Krønge Sogneråd.
10. Ibid. Politirapport af 10. februar 1928.
11. Ibid. Brev fra sognerådet i Fuglse-Krønge til inspektør Nielsen på Anstalten af 6. marts 1928.
12. Ibid. Brev fra inspektør Viggo Jensen til inspektør Nielsen af 19. marts 1928.
13. Ibid. Tilladelse fra Stiftsamtet af 30. marts 1928.
(Kristeligt Dagblad, forsiden, den 19. oktober 2015). Der var ingen i lokalmil-jøet, der så Anders Marius som en, det var værd at beskæftige sig med. Han var ildeset af sognerådet, overset lokalt og kategoriseret som uønsket.