grundlag.30Derimod er spørgsmålet om bankens pligt til (ud over forrent-ning af beløbet) at dække kontohaverens eventuelle videregående indivi-duelle tab forårsaget af en forsinket/ikke-gennemført pengeoverførsel et spørgsmål om erstatning (i juridisk-teknisk forstand); det er derfor betin-get af, at de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt.
I modsætning til den i det foregående tilkendegivne opfattelse af til-bagebetalingskravets retlige karakter udtrykker finansavtalelovens § 40, der regulerer indenlandske norske pengeoverførsler, sig i erstatningsretli-ge termer, når den fastslår, at
»Den institusjonen som har påtatt seg betalingsoppdraget, er ansvarlig overfor betaleren for det beløb som skal overføres fra betalingsmidlene er stilt til disposisjon og inntil betalingen anses å være skjedd etter § 39«31 I og med, at bankens ansvar for overførselsbeløbet efter § 40 er objektivt, er forskellen på den retlige kvalifikation af kundens krav som et retable-rings- eller erstatningskrav først og fremmest af terminologisk art og uden større praktisk betydning.
Finansavtalelovens § 41 og 42 indeholder bestemmelser om henholds-vis rentetab og bankens erstatningsansvar for andet tab, som er underlagt det såkaldte kontrolansvar for direkte tab og et kvalificeret culpaansvar for indirekte tab.
Direktivets art. 8, stk. 1, (den såkaldte “money back guarantee”) pålægger ordregivers bank inden 14 bankdage at tilbagebetale overførsels-beløbet, dog højst 12.500 euro,32til ordregiver, dersom det ikke er kredi-teret modtagers banks konto på det tidspunkt, som følger af aftalen.33 Det-te gælder også, når forsinkelsen skyldes en formidlende bank, som i givet fald har en lignende tilbagebetalingspligt over for den bank, der gav instruks om overførslen, se nærmere art. 8, stk. 1, sidste led. Ordregivers bank har dog ikke tilbagebetalingspligt, hvis den manglende opfyldelse
30. Jf. på linje hermed Olav Torvund: Betalingsformidling i rettsligt perspektiv (Oslo 1993) s. 311 f. Se også Lennart Lynge Andersen og Peter Møgelvang-Hansen: Bank-bogen og det der ligner (København 1995) s. 15 ff og s. 50 om forskellen på retable-rings- og erstatningskrav ved bankens uberettigede råden over indlånskonti.
31. Når overførselsbeløbet er krediteret modtagers banks konto (jf. § 39), har modtager krav på, at modtagers bank overfører beløbet til modtagers konto. Forarbejderne anså det ikke for nødvendigt at fastslå dette i lovteksten, jf. Ot. prp. nr. 41 (1998-1999) s.107.
32. Hertil kommer renter af beløbet samt betalte gebyrer.
33. Tilbagebetalingspligten bortfalder, hvis beløbet er krediteret modtagerens instituts konto inden 14 bankdage fra tilbagebetalingskravets fremsættelse, jf. art. 8, stk. 1, 2.
led.
skyldes en formidlende bank valgt af modtagers bank34eller af ordregi-ver.35I præamblen (betragtning 11) begrundes beløbsmaksimeringen med, at tilbagebetalingspligten ville kunne få konsekvenser for bankernes evne til at opfylde solvenskravet, men samtidig fastslås (i betragtning 12), at art. 8 ikke berører »den nationale lovgivnings generelle bestemmelser om, at et institut er ansvarligt over for ordregiveren, hvis en grænseoverskri-dende pengeoverførsel ikke er blevet fuldt gennemført som følge af en fejl fra det pågældende instituts side«.
Den danske lovs § 13 gengiver direktivets art. 8, stk. 1, men indeholder ingen anden antydning af, i hvilket omfang ordregiveren herudover kan fremsætte krav, end den generelle regel i § 1, stk. 8, hvorefter loven ikke begrænser kundens rettigheder efter dansk rets øvrige regler, herunder reglerne om erstatning i og uden for kontrakt. I det omfang forarbejderne til loven berører spørgsmålet, synes de funderet i den opfattelse, at spørgs-målet må afgøres efter dansk rets almindelige regler om erstatning, og vis-se steder under anvendelvis-se af formuleringer, som leder tanken i retning af, at der efter ministeriets opfattelse skulle være tale om et culpaansvar.36
34. I så fald har modtagers bank pligt til at stille beløbet (dog maksimalt 12.500 euro) til modtagerens rådighed, jf. art. 8, stk. 2.
35. Art. 8, stk. 3, sidestiller sådanne tilfælde med tilfælde, hvor ordregiver har givet sin bank fejlagtige eller ufuldstændige instrukser, og fastlår, at ordregivers bank og de øvrige medvirkende banker skal bestræbe sig på i videst muligt omfang at tilbagebe-tale beløbet.
36. Jf. således Økonomiministerens svar til Folketingets Erhvervsudvalg (FT 1998-99, L 104, bilag 8):»Udgangspunktet efter de almindelige erstatningsregler er, at der skal være et såkaldt ansvarsgrundlag, og at der skal være lidt et økonomisk tab. Kunder vil efter disse regler kunne forlange, at instituttet erstatter kundens tab, hvis overførsels-beløbet ikke gennemføres som følge af, at instituttet begår en ansvarspådragende fejl.
Lovforslagets regler om tilbagebetalingspligt stiller kunder bedre, idet danske insti-tutter er forpligtede til at betale op til modværdien af 12.500 Euro af overførselsbelø-bet til deres kunder, såfremt en pengeoverførsel ikke gennemføres. Kunden er m.a.o.
garanteret, at den del af overførselsbeløbet, der ikke overstiger modværdien af 12.500 Euro, erstattes af kundens institut, uanset om instituttet har begået fejl. For så vidt an-går beløb, der overstiger modværdien af 12.500 Euro, kan kunden forlange erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler.«
Af et andet svar fra ministeren til udvalget (FT 1998-99 L 104 bilag 17) angående et forslag om at ophæve beløbsbegrænsningen fremgår bl.a.:
»Jeg kan oplyse, at det i forbindelse med den danske behandling af direktivforslaget er lagt til grund, at det er de almindelige regler om professionelt ansvar, der gælder for formidlere af grænseoverskridende pengeoverførsler. Det har heller ikke under høringen af lovforslaget været fremført, at der skulle gælde et objektivt ansvar ifølge dansk ret.«
I modsætning hertil indeholder den norske forskrift 719/1999 en sam-let regulering af spørgsmåsam-let. I § 11, stk. 1, fastslås således med virkning for alle grænseoverskridende pengeoverførsler, at ordregivers bank er an-svarlig for beløbet, indtil det er stillet til modtagers banks disposition. For de direktivregulerede overførslers vedkommende suppleres den grundlæg-gende ansvarsregel i § 11, stk. 2, af den direktivdikterede “money back guarantee”, som i sin norske version imidlertid ikke er forsynet med den omtalte beløbsbegrænsning (på 12.500 euro).
Forskriftens § 12 giver banken mulighed for i et vist omfang at aftale sig ud af det objektive ansvar efter § 11, stk. 1. Muligheden herfor er dog kun til stede med hensyn til tab, som ikke skyldes institutionen selv, og i forbrugerforhold skal forbrugeren på forhånd gøres udtrykkeligt opmærk-som på begrænsningens effekt og begrundelse. I forbrugerforhold samt på det direktivregulerede område kan banken ikke begrænse sit ansvar til mindre end 12.500 euro.