Direktivet og dermed den danske lov opererer med en opdeling af den samlede pengeoverførsel i to faser: ordregivers banks forpligtelser går ud på at sørge for, at beløbet krediteres modtagers banks konto; herefter har modtagers bank pligt til at sørge for, at beløbet krediteres modtagerens konto. Også den norske forskrift 719/1999 bygger på denne opdeling18, som tillige er lagt til grund i finansavtaleloven.19
For de ulovregulerede danske pengeoverførsler (dvs. de indenlandske og de grænseoverskridende uden for EØS) beror det på aftalefortolkning og -udfyldning med almindelige obligationsretlige principper, om ordre-givers banks forpligtelse over for ordregiveren rækker “hele vejen” frem til modtagers konto. Det forekommer umiddelbart nærliggende at forstå aftalen mellem ordregiver og dennes bank på denne måde, når aftalen ly-der på overførsel af et beløb til en bestemt modtagers konto.20Ved denne forståelse af aftalen bærer ordregivers bank i forhold til ordregiveren/beta-lingsmodtageren risikoen for opfyldelseshindringer, der beror på forhold i såvel eventuelle formidlende banker (valgt af ordregivers bank) som
mod-17. Jf. nærmere Lennart Lynge Andersen og Peter Møgelvang-Hansen: Bankretlige em-ner (København 1994) s. 178 ff og det danske Pengeinstitutankenævns sag 131/1999.
18. Forskriftens kap. III (§§ 9 -13) og IV (§§ 14 – 16) om forsinkelse mv fra henholdsvis betalerens og modtagerens bank.
19. I forarbejderne til finansavtaleloven blev der lagt vægt på at undgå ubegrundede for-skelle på reglerne om henholdsvis nationale og grænseoverskridende pengeoverførs-ler. Jf. Ot. prp. nr. 41 (1998-99) s. 107 sammenholdt med s. 31.
20. Se i samme retning norsk FO og Forbrukerrådet ifølge Ot. prp. nr. 41 (1998-99) s.
107.
tagers bank. Dette kan dog virke overdrevent kundevenligt i tilfælde, hvor det ligger fast, at betalingsmodtager over for sin egen bank har krav på beløbet, ligesom det jo ikke er ordregivers bank, der har valgt modtagers bank; desuden er anført, at det bør foretrækkes, at ordregivers banks for-pligtelser normalt anses for opfyldt, når pengeoverførslen er nået så langt, at der i forholdet mellem ordregiver og modtager er sket “betaling”.21 Det-te samt “afsmitningen” fra den direktivdikDet-terede løsning indebærer mulig-vis, at denne antages at afspejle, hvad der gælder ved pengeoverførsler også på det ulovbestemte område.22– Overvejelser af denne karakter hav-de dog været overflødige, hvis hav-den danske lovgiver, ligesom hav-den norske, havde taget stilling til spørgsmålet i forbindelse med implementeringen af direktiv 97/5/EF.
5.1. Overførselstiden
Som omtalt (under 3.1) skal ordregivers bank efter den norske forskrift 719/1999 § 6 som udgangspunkt sørge for, at bl.a. overførselstiden frem-går af den enkelte aftale, mens direktivet/den danske lov kun kræver, at der sker en sådan skriftlig fiksering af de aftalte vilkår, når kunden anmo-der herom.
Direktivets art. 6, stk. 1 og 2/den danske lovs § 5 og § 6 fastslår det ret selvfølgelige, at pengeoverførslen skal effektueres inden den frist, der er aftalt mellem ordregiveren og dennes bank (angående krediteringen af modtagerens banks konto) og mellem modtageren og dennes bank (angå-ende krediteringen af modtagerens konto). For det tilfælde fristen ikke er aftalt, fastsætter direktivet/den danske lov, at beløbet skal være krediteret modtagers banks konto inden udløbet af den femte bankdag efter den dag, da ordregivers bank havde tilstrækkelig dækning og de nødvendige oplys-ninger; modtagers bank skal stille beløbet til modtagers disposition inden udløbet af den bankdag, der følger efter den dag, da beløbet blev kredite-ret bankens konto.
Disse regler findes også i den norske forskrift 719/1999 § 9 og § 14, der gælder for alle udenlandske pengeoverførsler, idet fristen for ordregivers
21. Se således NOU 1994:19 s. 152.
22. Se ovenfor ved og i note 9 om sådan afsmitning. I Olav Torvund: Betalingsformidling i et rettslig perspektiv (Oslo 1993) antages (s. 279), at »Oppdragsbanken må anses å ha oppfylt sine plikter når mottakerens bank har mottatt betalingsordre som dekker oppdraget, og vilkårene for at denne skal kunne effektueres av mottagende bank er oppfylt.« Udtalelsen tager sigte på forholdene i Norge, inden der blev lovgivet om spørgsmålet.
bank dog er 8 dage ved overførsel til et ikke- EØS-land. Med hensyn til indenlandske pengeoverførsler bestemmer den norske finansavtalelovs § 13, stk. 2, at banken i sine almindelige vilkår skal oplyse om den maksi-male overførselstid, som herefter er afgørende i mangel af individuel afta-le om andet.
Også ved de ulovbestemte pengeoverførsler (dvs. de indenlandske og de grænseoverskridende uden for EØS) gælder efter dansk ret selvsagt den frist, der måtte være aftalt i det konkrete tilfælde. Mens der efter norsk ret som nævnt i kraft af lovregler altid er en præcis tidsangivelse at falde tilbage på, synes det efter dansk ret ikke muligt at angive tilbagefaldsreg-len mere præcist end, at ordregiver, når andet ikke fremgår af aftalegrund-laget, må kunne forvente, at overførslen ikke varer længere end, hvad der er normalt.23
5.2. Prisen
Efter den norske forskrift 719/1999 § 6 skal aftalevilkårene, herunder pri-sen, som udgangspunkt skal være nedfældet i en skriftlig aftale mellem parterne. Derimod skal de individuelle aftalevilkår efter direktivet art.
5/den danske lov § 4 som nævnt kun udfærdiges skriftligt, når kunden anmoder om det.
I mangel af individuel aftale anses de pligtmæssige, generelle for-håndsoplysninger, om bl.a. gebyrer mv. (jf. under 3.2) for at være en del af aftalen.24
5.3. Almindeligt modregningsforbud
Efter den norske finansavtalelovs § 29, stk. 2, kan banken »ikke utøve til-bakeholdsrett eller foreta motregning i betalingsmidler som institusjonen har til disposisjon for å utføre betalingsoppdrag.« Reglen svarer antagelig til, hvad der følger af almindelige, nordiske obligationsretlige princip-per,25og afspejler således også, hvad der gælder ved indenlandske danske pengeoverførsler.
Det fremgår af direktivets art. 7/ den danske lovs § 10, at de
involvere-23. Se nærmere Olav Torvund: Betalingsformidling i et rettsligt perspektiv (Oslo 1993) s.
318 ff.
24. Jf. således forarbejderne til den danske lov, FT 1998-99, Tillæg A sp. 2631.
25. Jf. Olav Torvund: Betalingsformidling i et rettsligt perspektiv (Oslo 1993) s. 411 f, NOU 1994.138 og Lennart Lynge Andersen og Peter Møgelvang-Hansen: Bankretli-ge emner (København, 1994) s. 44 ff.
de banker skal overføre “det fulde beløb” uden fradrag for omkostninger, medmindre det er udtrykkeligt aftalt med ordregiveren, at omkostninger-ne helt eller delvis skal afholdes af modtageren. Reglen skal ses i lyset af tidligere praksis med »double/triple charges«,26og indebærer for så vidt, at prisen er lige så gennemskuelig for kunderne som ved brevforsendelse, idet der ved afsendelsen betales for forsendelsen »hele vejen«.
Den norske forskrift 719/1999 indeholder en lignende regel i § 8. Den-ne bestemmelse gælder i modsætning til de fleste andre af forskriftens regler kun på det direktivdikterede område. Hvad der gælder ved andre internationale betalingsoverførsler, synes ikke at være helt klart, idet alle grænseoverskridende pengeoverførsler (dvs. også de ikke-direktivregule-rede) ifølge ordlyden af forskrift 719/1999 § 3 er undtaget fra finansavtale-lovens § 29, stk. 2.
5.4. Kundens kontrolmuligheder
Som led i bestræbelserne på at sikre øget gennemsigtighed supplerer direktivet pligten til at give generelle forhåndsoplysninger (se under 3.1) med en pligt til “efterfølgende” at give oplysninger om den konkrete transaktion. Direktivets art. 4/den danske lovs § 3 foreskriver således, at såvel ordregivers som modtagers bank efter effektuering og modtagelse af en grænseoverskridende pengeoverførsel skal give ordregiver/modtager skriftlig oplysning om bl.a. overførselsbeløbets oprindelige størrelse og gebyrer mv, som kunden skal betale. Har ordregiver bestemt, at modtager helt eller delvis skal bære omkostningerne, skal modtageren oplyses her-om.
Der findes tilsvarende regler i den norske forskrift 719/1999 § 7 omfat-tende alle grænseoverskridende pengeoverførsler. Den norske forskrift præciserer desuden, at oplysningerne skal gives inden rimelig tid efter, at banken har udført sin del af pengeoverførslen, og at oplysningen kan gi-ves i den kontoudskrift, der skal udsendes mindst en gang om måneden, jf. nærmere finansavtalelovens § 30, stk. 2, 2. pkt.27
26. Se ovenfor under 1.
27. Den norske forskrift er således funderet i en forudsætning om, at denne ordning er for-enelig med direktiv 97/5/EF art. 4.