Menneskehedens overlevelse på jorden

Eskatologien om Jordens undergang etablerer en form for undtagelsestilstand, hvor det nøgne liv – livet i biologisk forstand – bliver synligt. Det er, når det nøgne liv bliver synligt, at vi befinder os i en undtagelsestilstand. Når undtagelsestilstanden bliver en regel, åbner sig et politisk rum, hvor alt er muligt.

Det nøgne liv bliver synligt i det antropocæne rum, fordi den antropocæne diskurs sætter menne-skehedens overlevelse på spil. Det nøgne liv har en værdi i sig selv, som ikke er defineret af en

som sådan som genstand. Det handler om overlevelse. Socialdemokratiet problematiserer netop overlevelse i deres klima- og miljøudspil.

”Vi har brug for en eksistentiel diskussion med hinanden om, hvordan vi lever som menne-sker og samfund på denne planet. Klimaet, naturen, planter og dyr har en værdi i sig selv.

Og samtidig handler den udfordring, vi står over for, om meget mere end alene hensynet til vores klima og miljø. Det handler dybest set om vores muligheder for at overleve.” (Social-demokratiet 2018: 4).

Socialdemokratiet problematiserer, at klimaet, naturen, planter og dyr har en værdi i sig selv. Agam-ben ville sige, at det netop er det nøgne liv, som bliver synligt. Det er livet uden nogen form for politisering, der træder frem i kommunikationen – livet i sig selv. Socialdemokratiet uddyber, at det dybest set handler om vores muligheder for at overleve. Når det blotte liv – livet som sådan – bliver synlig i det politiske rum, afpolitiserer politikken sig selv. At det nøgne liv netop er ekskluderet fra politik, er præcis dét, der konstituerer politikken. Når det nøgne liv så træder frem, opstår et rum, hvor alle regler er ophævet, og dét giver anledning til på ny og radikalt at formulere spørgsmål om staten og den politiske doktrin. Socialdemokratiet siger ligefrem, at vi har brug for en eksistentiel diskussion med hinanden om, hvordan vi lever som mennesker og samfund. Den antropocæne diskurs konstituerer altså et særligt rum, hvor der kan stilles spørgsmålstegn til alt. Alternativet har også fremlagt et udspil, hvor de giver deres bud på en anden verden.

”Vi står i dag over for en ny nødvendighed, som bryder med den gamle ‘nødvendighedens’

politik. En nødvendighed, der ikke kender grænser. Vi er med klimakrisen indtrådt i en helt ny geologisk epoke, hvor mennesket i kraft af vores dominans i det samlede økosystem er blevet en reel kraft, der bevæger, udfordrer og omformer jorden.” (Alternativet 2018: 1).

Med citatet stiller Alternativet spørgsmålstegn til den gamle nødvendighedens politik. De hævder, at vi er trådt ind i en ny form for nødvendighed. Undtagelsestilstanden har synliggjort, med Agambens begreb, den suveræne magt. Den selvfølgelige nationalstat og retssamfundet, som netop har poli-tiseret livet i livsformer som borger og restsubjekt, bliver afsløret eller synliggjort i undtagelsestil-standen. Den dominerende magt – økonomiens selvfølgelighed – bliver konstitueret, når livet in-kluderes i det politiske rum, fordi politikken som sådan er afhængig af livets eksklusion. Når den dominerende magt bliver synlig, bliver det muligt at spørge, hvad forholdet mellem politik og livet så er. Alternativet beskriver denne nye nødvendig, som en nødvendighed, der ikke kender grænser.

Med ét problematiserer Alternativet nationalstaternes nødvendig. Alternativet stiller spørgsmåls-tegn til, om det overhovedet giver mening at snakke om nationalstater og grænser, når vi befinder

os i en geologisk epoke, hvor mennesket er blevet en reel kraft, der bevæger, udfordrer og omformer Jorden.

”Vi har forestillet os den hypotetiske situation, at vi ikke kender vores fødested, køn, sociale status eller plads i samfundets hierarki. Hvordan ville vi indrette verden, hvis vi ikke vidste noget om vores egen situation eller geografiske placering?” (Alternativet 2018: 2).

Alternativet fremhæver eksplicit, hvordan de har forestillet sig en verden, hvor de politiske kate-gorier – som netop er blevet synlige i undtagelsestilstanden – er ophævet. Hvor vi ikke kender fødested, køn, social status eller plads i samfundets hierarki, hvad Agamben ville kalde naturtilstanden.

Ud fra denne hypotetiske situation stiller de spørgsmålet: Hvordan ville vi da indrette verden?

”I Alternativet tror vi på, at det er muligt at skabe en anden verden. Men det kræver både mod og nytænkning, hvis vi skal forandre hele det internationale system, som har skabt og fortsat forværrer krisen i vores globale økologiske og økonomiske systemer.” (Alternativet 2018: 4).

Den antropocæne diskurs etablerer altså en form for undtagelsestilstand – et politisk rum – hvor alle regler er ophævet, og alt derfor er muligt. Det åbner dermed også for muligheden for at erobre rummet. En strategi til at erobre det antropocæne rum er, hvad vi har kaldt, klimaradikalismen. Den kræver mod og nytænkning for at forandre hele det internationale system, som har skabt krisen og undtagelsen. Den gør op med det etablerede og fordrer en radikal ny retning for verdenssamfundet.

Klimaradikalismen kommer også til udtryk, når Socialdemokratiet siger, at der er brug for en ny tilgang til klimapolitikken og en ny måde at sætte mål på.

” (…) vi står nu i en ny situation. Det giver ikke længere mening at måle vores fremgang alene på mængden af vindmøller og solceller. Eller på et tal for CO2-reduktion. Sigter vi alene efter CO2-reduktioner, risikerer vi ikke at få en bred nok indsats. Sigter vi alene efter ved-varende energi, sådan som regeringen lægger op til, får vi ikke landbrugets CO2-udledning med. Og bliver vi ikke bedre til at bruge og lagre den grønne strøm, bliver omstillingen ikke en succes. Der er brug for en ny tilgang til klimapolitikken. Der er brug for en ny måde at sætte mål på. Vi mener både, at ambitionerne skal hæves, og at indsatsen skal bredes ud.”

(Socialdemokratiet 2018: 22).

Socialdemokratiet fremhæver i deres politik, at vi nu står i en ny situation. I det antropocæne rum giver det ikke længere mening fx at måle fremgang alene ud fra mængden af grønne løsninger og

ikke brug for enkelte løsninger og målsætninger, men der er brug for at opfinde en ny måde at sætte mål på. På den måde problematiserer klimaradikalismen, hvordan det overhovedet giver mening at opstille målsætninger i dag.

”Der er med andre ord ikke bare brug for en række enkeltstående forslag. Der er brug for en ny, grøn samfundskontrakt. Vi skal love hinanden, at vi som individer og som samfund skal leve hundrede procent inden for klodens grænser, og at vi er villige til at gennemføre det, der skal til.” (Enhedslisten 2019: 3).

I Enhedslistens klimaplan kommer klimaradikalismen som strategi også til syne som et forsøg på at erobre det antropocæne rum. De nævner, at der er brug for en ny form for samfundskontrakt – en grøn samfundskontrakt. En kontrakt hvor vi alle – individer som samfund – skal love hinanden, at vi skal leve inden for klodens grænser. Der er altså brug for en helt ny social orden, hvor det er klodens grænser, der skal determinere samfundsordenen – ikke økonomien. På den måde gør klimaradika-lismen op med en gældende samfundskontrakt mellem staten og borgerne.

Inden for rammerne af undtagelsestilstanden udfolder der sig altså en særlig antropocæn politik, hvis mål er at redde kloden, og løsningen findes i en radikal anderledes politik og samfundsorden. I den forstand bliver Jordens overlevelse et narrativ, som klimaradikalismen forsøger at erobre ved at sige, at vi skal handle radikalt anerledes nu. Men som vores genealogi konkluderede rummer den antropocæne diskurs en enorm kompleksitet. Jordens undergang er den ultimative horisont, hvis verdenssamfundet ikke formår at holde den globale opvarmning på under 2 grader. En strategi til at håndtere det antropocæne er klimaradikalismen, som gør op med det etablerede. Men i det an-tropocæne rum findes også en anden strategi, som vi har valgt at kalde klimarealismen. Den handler om, hvordan vi inden for rammerne af det nuværende paradigme løser klimakrisen og sikrer men-neskehedens overlevelse. Socialdemokratiet fremlægger, at det netop er inden for rammerne af de danske løsninger, at det er muligt at redde Jorden.

”Og der er ét område, hvor Danmark kan gøre den absolut største forskel for verden. Det kan vi, når det gælder vores klima og miljø. For det første, fordi vi tør gå forrest med store visioner. Om en fremtid, hvor vi lever, bor, producerer og transporterer os selv på en måde, der ikke ødelægger vores klima og miljø. En fremtid med mere ren luft og færre skadelige kemikalier. Og en fremtid, hvor langt færre dyr og planter trues af udryddelse. I det 19. og 20. århundrede skabte vi produktions- og velfærdssamfundet. I det 21. århundrede gør vi det bæredygtigt. For det andet, fordi vi kan. Og for det tredje, fordi der er brug for det.”

(Socialdemokratiet 2018: 4).

Klimarealismen præsenterer altså en anden strategi til at håndtere det antropocæne, som står i modsætning til klimaradikalismen. Hvor klimaradikalismen forsøger at erobre det antropocæne rum ved at italesætte behovet for en ny samfundspolitik og gentænkning af statens rolle, forsøger klimarealismen at erobre rummet ved at sige, at det netop er den nuværende samfundsorden – den politiske doktrin og de gamle kategorier – der kan redde Jorden. Det er de kategorier, der har mu-liggjort det 19. og 20. århundredes produktions- og velfærdssamfund, som hele det danske samfund har nydt og nyder godt af. Samtidig henviser klimarealismen til, at det er muligt at skabe et bære-dygtigt samfund, som ikke skader Jorden, så længe vi lever, bor, producerer og transporterer os på måder, der ikke ødelægger klimaet. Så længe vi sørger for en renere luft med færre skadelige kemika-lier. Og så længe at der tages hensyn til dyr og planters udryddelse. Klimarealismen repræsenterer dermed den kompleksitet, vi har fremskrevet i den antropocæne diskurs’ konstitutionshistorie.

Som Socialdemokratiet skriver: ”Heldigvis starter vi ikke fra bunden i Danmark. Vi er allerede i gang.”

(Socialdemokratiet 2018: 7).