En bæredygtig samfundspolitik

Staten problematiserer altså opfattelsen af, at økonomiske interesser bør prioriteres højere end miljøinteresser. Miljøindsatsen skal hverken behandles isoleret eller trække sig tilbage for økono-mien. Fremfor at betragte miljøpolitikken som en isoleret politik, skal der tilvejebringes en hel-hedsorientering, hvor økonomi og miljø vurderes i harmoni og som gensidige afhængige. Hvor 1970’erne var præget af en politisk afvejning mellem miljø og samfundsøkonomiske omkostninger, anser staten nu begge områder som ligevægtige. Naturen og miljøet er en forudsætning for vel-færdssamfundet – ligesom økonomi. For at sikre en bæredygtig udvikling skal miljøpolitikken ind-drages i den samfundsøkonomiske udvikling, hvor miljøpolitikkens opgave er at guide andre sek-torer og sikre, at miljøhensyn i stigende grad bliver integreret i det politiske beslutningsgrundlag.

Det gælder fx inden for energi og transport.

”Vi skal lære at træffe økologiske beslutninger, netop fordi vores samfund er sektoriseret og specialiseret. Vi bliver ikke verdensmestre fra den ene dag til den anden. Dette understreger på den anden side behovet for en ny, fremtidssikret miljøpolitik, der kan være ledesnor for de beslutninger, der træffes med hensyn til energi, trafik, industri, økonomi osv.” (Dybkjær 1989: 3952).

For at tage afgørende hensyn til miljøinteresserne på samme niveau som økonomiske og erhvervs-mæssige interesser, skal vægten og målet med miljøpolitikken forskydes. Vi skal lære at træffe nye beslutninger, og beslutningerne skal være økologiske, altså skal beslutninger om samfundets ud-vikling træffes med jordens økologiske balance in mente. Staten argumenterer for en bæredygtig løsning, hvor oprydningsindsatsen skal erstattes med en forebyggende indsats. Vejen mod en bæ-redygtig udvikling afhænger af, at miljøindsatsen opprioriteres, og miljøinteresserne integreres i produktionen. Fremfor at rydde op og rense naturen efter brugen fx ved at fortynde forurenede vandmiljø eller rense spildevandet, skal miljøinteresserne integreres i produktionen for at opnå en forebyggende effekt før brugen af naturen. En forudsætning for at sikre en fremtidig bæredygtig udvikling bliver således, at miljøpolitikken ændrer fokus fra oprydningsindsats til forebyggelsesind-sats:

”Dette skal sikres først og fremmest ved at forskyde vægten i miljøindsatsen fra fortynding, rensning og deponering til en forebyggende indsats, hvor miljøinteresserne integreres i pro-duktionen. Vi skal med andre ord arbejde os frem mod sikringen af en bæredygtig udvikling, hvor miljøproblemer på forhånd så vidt muligt er elimineret.” (Dybkjær 1988: 991).

For at tilvejebringe en bæredygtig udvikling fremhæver staten, at industrien spiller en central rolle.

Det er især produktionsvirksomhederne, som har ansvaret for at omlægge deres produktion til

bæredygtig produktion. Løsningen bliver en forebyggende indsats, hvor miljøhensyn indbygges i produktioner og den vej forbedrer ressourceudnyttelsen og minimerer spild. Denne tilgang bliver senere beskrevet som renere teknologi.

”Vi må se i øjnene, at der ikke vil være ressourcer nok i det kommende århundrede, hvor forhåbentligt langt flere lande kommer med i udviklingsprocessen. Derfor kan vi lige så godt først som sidst lære at genanvende mere, »recyklere/reinkarnere« flere materialer og frem-stille produkter, der efter endt brug kan indgå i naturens kredsløb.” (Møller 1992: 1523).

Staten fremhæver det cirkulære produktions- og forbrugssystem som løsningen på at optimere res-sourceudnyttelsen, hvilket trækker kontinuitet til forrige periode med problematiseringen af gen-anvendelse. Samtidig præsenterer staten ideen om, at det er muligt at fremstille produkter, som kan indgå i naturens kredsløb og dermed ikke forurener. Staten aktualiserer altså behovet for at mindske produktionen af kemiske produkter. Det kræver en omlægning, hvor virksomhederne skal tilrettelægge produktionen anderledes med formålet om at anvende naturressourcerne mest effektivt blandt andet ved at bruge renere teknologi. Teknologisk udvikling bliver altså fremhævet som en forudsætning for at tilvejebringe en bæredygtig samfundsudvikling.

“Indførelse af renere teknologi har til formål gennem forebyggelse at mindske miljøbelast-ningen ved forbedret ressourceudnyttelse og ved minimering af spild. Overgangen til renere teknologi vil indebære, at virksomhederne allerede ved tilrettelæggelsen af produktionen og ved valget af produktionsmetoder inddrager miljøhensyn i deres beslutninger.” (Dybkjær 1988: 920).

Renere teknologi bliver det styrende element i den forebyggende miljøindsats. Ved at omstille til renere teknologi skal industrien tage et medansvar i at fremme en bæredygtig udvikling og omstille aktiviteter fra forurenende til miljøvenlige, altså aktiviteter som tager hensyn til miljøet. Staten pla-cerer dermed industrien – private aktører – i en central rolle i forhold til at sikre bæredygtig ud-vikling.

”Princippet om renere teknologi gøres med lovreformen til et styrende element i den forebyg-gende miljøindsats. Formålet er – ud fra et helhedsperspektiv – at påvirke den teknologiske udvikling i retning af miljøvenlige produktions- og forbrugsmønstre med henblik på at søge undgået, at forurening opstår i den primære produktionsproces eller i senere led af vare- og produktkredsforløbet.” (Dybkjær 1990: 7964).

Samtidig bliver det økonomiske princip forureneren betaler anvendt som miljøpolitisk værktøj til at fremme virksomhedernes brug af rene teknologier og dermed sikre en mere miljøvenlig adfærd.

Tillige vil staten bruge tilskud som middel til at stimulere industrien til innovation inden for renere teknologier. Der skal nu skabes økonomiske incitamenter, der gør det attraktivt for virksomhe-derne at tage ansvar for deres interaktion med miljøet ved at omlægge til en mere bæredygtig pro-duktion. På den måde fungerer både afgifter og tilskud som reguleringsteknikker, der skal sikre omstillingen til en bæredygtig produktion med renere teknologi.

”Princippet om, at »forureneren betaler«, er et grundlæggende princip både i dansk miljøpo-litik og efterhånden også i det international miljøsamarbejde. Et middel er at søge forure-ning eller forbrug af råstoffer reduceret ved afgifter på belastende produkter, processer eller affald. Afgifter er i realiteten mere fleksible for virksomhederne end den traditionelle regel-regulering. Tilsvarende kan tilskud anvendes til fremme af udvikling af miljøvenlige produk-ter og processer.” (Dybkjær 1990: 7962).