Den globale opvarmning

“Jorden er blevet varmere i løbet af de sidste hundrede år, hvor den globale middeltempera-tur er steget med ca. 0,74° C. Der er udbredt enighed om, at en drivhuseffekt som følge af menneskets aktiviteter er ansvarlig for en stor del af denne opvarmning.” (Hedegaard 2009:

2).

Staten markerer, at den globale middeltemperatur er steget. Jorden er blevet varmere, og der er udbredt enighed om, at det er et resultat af menneskets aktiviteter. I kommunikationen indtræder

et markant skift. Fra at tale om klimaforandringerne som noget, verden vil opleve i en ubestemt fremtid, markerer staten nu, at den globale opvarmning er en realitet – Jorden er blevet varmere.

“Hvis jorden opvarmes mere end 2 grader ifht. førindustriel tid, kan konsekvenserne af kli-maforandringerne blive meget voldsomme. At holde de globale temperaturstigninger under 2 grader-målet kræver, at de globale udledninger af drivhusgasser topper indenfor 10-15 år, og at der sker en halvering af de globale udledninger i 2050 sammenlignet med 1990.”

(Hedegaard 2009: 4).

I citatet bliver menneskelig belastning af Jorden reduceret til et målbart og kvantitativt perspektiv – 2 grader. Staten begynder at problematisere en maksimumgrænse for Jordens opvarmning og markerer en risikogrænse for den globale opvarmning. Hvis Jordens temperatur stiger mere end 2 grader i forhold til den førindustrielle tid, kan det have meget voldsomme konsekvenser. Staten arbej-der nu med en ultimativ horisont, som er en maksimumsgrænse for stigning i Jordens temperatur.

I kommunikationen indtræder en komprimeret nutid, hvor den fastsatte risikogrænse – 2 grader – kræver handling. Handlingen skal sikre, at temperaturen ikke overstiger de 2 grader. Derfor skal de globale drivhusgasudledninger ramme højdepunktet inden for 10-15 år, og de globale udlednin-ger i 2050 halveres sammenlignet med niveauet i 1990. Igen aktualiseres kvantitative faktorer, der sammenlignes med fortiden; De globale udledninger skal halveres sammenlignet med 1990. Staten be-gynder altså at sammenligne fortiden med nutiden for på den måde at problematisere klimaforan-dringerne og målsætningerne for at løse dem. I takt med at Jordens opvarmning bliver fremhævet som et resultat af menneskelige aktiviteter såsom industrielle processer, begynder staten at nuan-cere ansvaret. Bestemte lande bliver fremhævet som særligt ansvarlige, idet nogle samfund har fremmet klimaforandringer mere end andre. Det er især den industrialiserede verden.

“Landene i den industrialiserede verden bærer det største ansvar på grund af den historiske udledning af drivhusgasser. Derfor er det også Danmarks holdning, at industrilandene skal vise lederskab i den internationale klimaindsats. Som et industrialiseret land skal Danmark også forpligte sig til et bindende reduktionsmål frem mod 2020, som lever op til anbefalin-gerne fra FN’s klimapanel.” (Hedegaard 2009: 4).

I citatet argumenterer staten for, at industrialiserede lande bærer det største ansvar for udlednin-gen af drivhusgasserne, der opvarmer jorden. De industrilandene bliver både anset som problemet, men også som en del af løsningen. På den ene side fremhæver staten, at industrilandene med deres store udledning er den primære årsag til den globale opvarmning og dermed klimaforandringerne.

Lande som har været årsagen til problemet, forpligter sig til at tage ansvar for løsningen. Det har en kontinuitet til princippet om, at forureneren betaler. Alligevel påpeger staten, at en klimaind-sats på tværs af industrilande og udviklingslande er nødvendig, hvis den globale opvarmning skal holdes under 2 grader:

“Så selvom de industrialiserede lande reducerer udledningen af drivhusgasser til nul, vil det ikke være nok til at holde den globale opvarmning nede under 2 grader. Derfor skal alle lande med. Indsatsen i de industrialiserede lande skal suppleres af en yderligere målbar indsats fra de mest udviklede udviklingslande.” (Hedegaard 2009: 4).

Sammen med de industrialiserede lande skal de mest udviklede udviklingslande også sætte målbare kriterier for indsatsen mod global opvarmning. I 2010 fremhæver klima- og energiministeren, Lykke Friis, at:

”Klimapolitikken skal bidrage til at begrænse den globale opvarmning. Der er behov for en betydelig indsats, hvis EU’s målsætning på en reduktion på mellem 80 og 95 pct. af de globale udledninger frem til 2050 i forhold til 1990 skal opnås.” (Friis 2010: 1).

Klimapolitikken skal bidrage til at begrænse den globale opvarmning ved at reducere globale ud-ledninger. Staten refererer til EU’s målsætninger om at reducere udledningen med 80-95 procent frem til 2050 og understreger behovet for betydelig handling, hvis denne fremtidige målsætning skal opnås. Igen aktualisereres et beslutningspres, hvor målsætningerne skal imødekommes inden for en bestemt, fastsat tidsramme – frem til 2050.

”EU’s klima- og energipakke indebærer som noget nyt, at Danmarks forpligtigelse i perioden 2013-2020 er årlig. Det vil sige, at Danmark hvert år skal leve op til et reduktionsmål, som skærpes år for år frem mod 2020 – den såkaldte reduktionssti.” (Friis 2010: 4).

Staten begynder nu at fastlægge årlige mål, som skal sikre de nødvendige reduktioner, der kan bidrage til EU’s 2020-mål om at reducere udledningerne med 20 procent sammenlignet med 1990.

De årlige mål bliver fremhævet som en reduktionssti. Der indtræder altså en forestilling om, at et ur tikker. Det er derfor nødvendigt med handling, som kan vise årlige reduktionsresultater. Samtidig bliver det nødvendigt at tænke længere frem og dermed fastlægge reduktionsforpligtelser, der ræk-ker ud over 2020. Klimapolitikkens målsætninger opererer altså med er flerstemmig tidshorisont, der både opererer på årsbasis, men også længere frem.

”Danmark bør tænke langsigtet og lægge en klimapolitisk kurs, der både omfatter mulighe-den for en øget forpligtelse frem til 2020, men som også ser ud over 2020. Til dette sidste formål har Regeringen nedsat en Klimakommission.” (Friis 2010: 5).