Delkonklusion

Klimarealismen fremhæver altså, hvordan vi i Danmark har formået at gøre de to til hinandens forudsætninger. Det er ikke noget, der bare er sket fra den ene dag til den anden, men er en 135 års lang og kompleks historie, der allerede har løst flere at de miljøproblemer, som klimaradikali-sterne ser bort fra, når de reducerer kompleksiteten til et spørgsmål om liv og død.

”Vi har ikke ladet markedet klare sig selv. Vi har turdet regulere, og vi har udvalgt områder, som vi har satset mere på end andre. Det har været en succes. For mange år siden besluttede vi f.eks. at bekæmpe vandspild og satse på bedre vandkvalitet. Og i dag eksporterer Dan-mark vandteknologi for milliarder.” (Socialdemokratiet 2018: 5-6).

Klimarealismen forsøger også at adressere, at klimaradikalisterne puster sig op og laver politik på følelser, uden at det reel har nogen effekt. De fremhæver, hvordan tiltag kan føles gode, og i den forstand kan Jordens eskatologi kan være forførende. Men klimarealisterne siger, at det ikke giver mening at iværksætte tiltag på følelser, hvis de ikke har nogen reel effekt.

”Nye Borgerliges klimapolitik baserer sig på fornuft, videnskabelighed og re-alisme. Problemerne skal adresseres rationelt, baseret på videnskabelighed og dokumenterbare effekter. I dag er tilgangen i for høj grad baseret på fø-lelser. Tiltag iværksættes, fordi de føles gode, men uden at de har en reel effekt.” (Nye Borgerlige u.å.).

Analysen viser, hvordan to strategier forsøger at erobre det antropocæne rum. Det er klimaradika-lismen og klimareaklimaradika-lismen. Klimaradikaklimaradika-lismen er en strategi, der forsøger at afpolitisere politikken ved at fremhæve, at der er noget uden for politikken. Der er noget større end politikken selv, og det er Jordens overlevelse. Strategien reducerer kompleksiteten til at handle udelukkende om Jor-dens overlevelse, og i den forstand er det et greb, der er svær at argumentere imod. Klimaradika-lismen argumenterer for, at der er behov for en eksistentiel diskussion om, hvordan vi lever som samfund og mennesker på Jorden. Netop fordi det dybest set handler om vores muligheder for at overleve. Samtidig fremhæver strategien, at der er brug for en ny nødvendighedens politik, som gør op med den gamle nødvendig. Klimaradikalismen fremhæver sig selv som en, der gør op med det etablerede og derfor er den naturlige politik i denne undtagelsestilstand. Den beskriver, at det kræver mod, vilje og nytænkning at forandre hele det internationale system. Der er brug for en ny grøn samfundskontrakt, hvor alle – individer som samfund – skal love hinanden at leve inden for klodens grænser og er villige til at gennemføre, det der skal til. Klimaradikalismen fører en global politik for at skabe en bedre verden og tilsidesætter dermed, at der er noget, der hedder nationale interesser. Startegien fremstiller sig selv som selvfølgelig, og den hævder, at klimaudfordringerne er globale af deres natur. Samtidig fremlægger strategien, at det er umuligt at skabe en reel bære-dygtig udvikling med respekt for natur, miljø, klima og mennesker på det eksisterende systems præmisser. Væksten er meningsløs og decideret farlig, når den ikke tager hensyn til livet på jorden og klodens begrænsede ressourcer. Hele samfundsopbygningen skal altså gentænkes. Klimaradi-kalismen fremstiller sig selv som den eneste rigtige løsning på klimaforandringerne og brugen af, hvad der svarer til 1,7 jordkloder.

På den anden side står klimarealismen som strategi, der på samme måde som klimaradikalismen forsøger at erobre rummet, som den antropocæne diskurs har frembragt. Det er stadig Jordens overlevelse, som er på spil. Men modsat klimaradikalismen, hævder klimarealismen, at det netop er inden for den nuværende samfundsorden og den politiske doktrin, at det er muligt at løse kli-makrisen. Den stiller sig i direkte modsætning til klimaradikalismen og argumenterer for, at tiltag der baseres på følelser og iværksættes, fordi de føles gode, ikke har nogen reel effekt i virkelighe-den. I stedet bygger klimarealismen på fornuft, videnskabelighed og realisme. Den er baseret på videnskabelighed og dokumenterede effekter. Strategien fremlægger kompleksiteten ved klima-krisen og siger, at der er brug for en lang række løsninger for at kunne leve op til Parisaftalens målsætning om at holde klodens temperatur på under 2 grader, som også den antropocæne konsti-tutionshistorie viser. Klimarealismen henviser til, at det før har været muligt at skabe produktions- og velfærdssamfundet i det 19. og 20. århundrede og derfor også er muligt at skabe et bæredygtigt

ødelægger Jordens fysiske betingelserne for liv. Strategien italesætter, at vi ikke starter fra bunden og allerede er i gang med omlægningen af hele samfundet. Klimarealismen argumenterer for, at det ultimative mål er at redde klimaet, og at radikale handlinger uden hensynstagen til den nuvæ-rende efterspørgsel på fx kød og flyvning, hvor afgifter eller forbud i Danmark blot vil resultere i, at produktionen flytter til udlandet, ikke er hensigtsmæssig for klimaet. De argumenterer for, at Danmark generelt er et grønt foregangsland, når det gælder produktionen sammenlignet med an-dre lande. Hvis det danske landbrug fx taber konkurrencen til landmænd i lande, som forurener mere end Danmark, så gavner det ikke klimaet, men det modsatte.

Samlet set kan vi udlede, at der i det antropocæne rum i hvert fald optræder to strategier, der for-søger at erobre det nye politiske rum, som er skabt af den antropocæne diskurs. Rummet er skabt af undtagelsestilstanden, men der sker en form for dobbelt undtagelsestilstand, fordi de to strate-gier er gensidigt umulige. De er hinandens modsætninger, og i den forstand kan man hævde, at kommunikationen i det antropocæne rum er paradoksal. Den dobbelte undtagelsestilstand skal forstås som, at klimaradikalismen bliver undtagelsestilstanden for klimarealisterne, da klimareali-sterne netop forsøger at forsvare det etablerede, og dermed er afhængig af klimaradikaliklimareali-sternes eksklusion.