Meningsfuldhed

dermed, at når patienterne føler, at det er deres valg, idé eller proces, vil de anse det som mere værd, end hvis det blev givet til dem af fysioterapeuterne som instruktioner. Strategien understøtter også det tidligere nævnte paradigmeskifte, da fysioterapeuterne frem for udelukkende at behandle, forsøger at facilitere dette ejerskab, bl.a. som Clara beskriver det i nedenstående citat:

Det er en god idé at have nogle gode redskaber til hvordan, ikke at lægge ord i munden på folk og sige: Jamen kunne det ikke være dejligt, hvis du kom ud og gå, men i stedet sige: Jamen hvordan ville det få dig til at føle, hvis du kom ud og gå på den måde. Så prøve at få folk mere aktive ind i at lægge den plan eller finde den motivation, hvis de nu ikke har den i forvejen (Bilag 5, s. 8-9)

8.2.3 Delkonklusion

Opsamlende ses der en udbredt oplevelse af udfordringer med patientadhærens blandt de adspurgte fysioterapeuter. Dertil er det især patienter med lavt aktivitetsniveau, patienter som dyrker sport på højt niveau, patienter med en anden kulturel tilgang til sundhed samt ældre patienter, som fysioterapeuterne oplever som havende en tendens til at udvise manglende adhærens. For at skabe en højere grad af patientadhærens, er der især tre strategier, som går igen på tværs af de adspurgte fysioterapeuter: Tilpasning til patienternes hverdag, målsætning samt involvering af patienten i forløbet.

Ifølge HBM er der, som tidligere nævnt, fire hovedkomponenter, som har indflydelse på, hvorvidt individer vil indgå i sundhedsfremmende adfærd: Opfattelsen af hhv. modtagelighed, alvorlighed, fordele og barrierer. Ud fra disse kan det udledes, at modellen anser det som nødvendigt, at patienten skal se en form for mening og relevans for dem, før de vil ændre adfærd, altså udvise patientadhærens. Weick, Sutcliffe & Obstfeld (2005) definerer meningsskabelse som en løbende, retrospektiv proces, hvor der udvikles plausible forestillinger, der rationaliserer menneskers adfærd.

Hertil argumenteres der for, at meningsskabelse er helt centralt at tænke ind, når man har med mennesker at gøre, da det er denne proces, der har en afgørende indvirkning på vores adfærd og en eventuel ændring af denne.

For at undersøge hvorvidt de anbefalede træningsøvelser gav mening for patienterne, stillede vi bl.a.

i spørgeskemaet spørgsmålet: “I hvilken grad fandt du det legitimt, at du blev bedt om at udføre de pågældende træningsøvelser af din fysioterapeut?” Hertil svarede 80% enten “I høj grad” eller “I meget høj grad”, og kun 3% svarede “I lav grad” eller “Slet ikke” (Bilag 1, s. 29). Det tyder dermed på, at patienter generelt finder fysioterapeutens anbefalinger meningsfulde, hvilket yderligere kan understøttes af de udførte patientinterviews. Alle seks patienter udtalte, at de kunne se meningen i de træningsøvelser, de havde fået anbefalet af fysioterapeuten (Bilag 8; Bilag 9; Bilag 10; Bilag 11;

Bilag 12; Bilag 13). Nina udtaler bl.a.: “Jeg synes, de giver fin mening. Jeg kan jo godt se og mærke, at det er nogle muskelområder, som jeg har brug for bliver trænet” (Bilag 12, s. 8). Citatet viser samtidig, at hun også kan se gavnligheden bag øvelserne. Denne holdning omkring positiv opfattelse af øvelsernes gavnlighed var også synlig i spørgeskemaet, hvor blot 15% angav, at de “I lav grad”

eller “Slet ikke” mente, at træningsøvelserne var gavnlige for dem (Bilag 1, s. 28).

Ifølge HBM bør patienternes høje opfattelse af både gavnlighed og mening betyde en høj grad af adhærens fra de adspurgte. Alligevel ses det, at over halvdelen i spørgeskemaet hverken svarede

“I høj grad” eller “I meget høj grad” når adspurgt: “I hvilken grad fik du udført dine øvelser som anbefalet af fysioterapeuten?” (Bilag 1, s. 22). Det kan endvidere diskuteres, om dette tal i virkeligheden er endnu højere, idet spørgeskemaet var selvadministreret og dermed kunne være påvirket af et social desirability response bias. Dette defineres som respondenters tendens til at overrapportere socialt foretrukne karakteristika og adfærd (Dalton & Ortegren, 2011). Belæg for denne overrapportering fra patienternes side kan samtidigt findes i hhv. fysioterapeuten Clara og Noahs interviews (Bilag 5; Bilag 6). Hertil udtaler Clara: “Fordi tit og ofte så kommer folk ind og siger:

Jamen jeg har lavet dem. Men når man så tester dem, så kan man se jamen okay, det kan simpelthen ikke give mening” (Bilag 5, s. 2).

Ovenstående viser, at trods det at patienter kan se meningen med samt gavnligheden af de anbefalede øvelser, er det ikke ensbetydende med, at de rent faktisk udviser adhærens og får dem udført. Denne tendens til manglende adhærens kan belyses ud fra patienternes prioritering af de anbefalede øvelser.

I empirien ses der en tendens til, at patienter prioriterer fysioterapeuters anbefalinger lavt ift. andre elementer i deres hverdag, hvilket bliver nævnt i samtlige patientinterviews (Bilag 8; Bilag 9; Bilag 10; Bilag 11; Bilag 12; Bilag 13). Det kan bl.a. illustreres ud fra følgende citat fra Lena, som starter med at fortælle, at det sværeste ved øvelserne er at sætte tiden af til dem:

Jeg er bare en travl person, [...] og det jeg skal lave for mig selv, det kommer nok lidt i sidste række [...]. Og det gør det virkelig svært at gøre for mig selv. ‘Ja, det får jeg lige lidt tid til senere hen’, men den kommer aldrig, den tid (Bilag 11, s. 5)

Nedprioritering begrundes også med uoverensstemmelse mellem øvelserne og hverdagen, hvilket Kit beskriver på følgende måde: “For at få hverdagen til at hænge sammen så synes jeg, det var svært, at det skulle laves så mange gange på en dag” (Bilag 10, s. 8-9). Altså kan det siges at ud over en fysisk indsats, bliver øvelserne også italesat som noget, der kræver en kognitiv indsats, fx i form af at finde tid i en travl hverdag. Fysioterapeuternes øvelser kræver dermed en inddragelse af system 2 processer, hvilket er mere ressourcekrævende for patienterne rent kognitionsmæssigt, end det ville være tilfældet med en system 1 proces.

Den lave prioritering hos patienterne blev også nævnt som en faktor, fysioterapeuterne selv er klar over som en udbredt tendens. Det kan illustreres ud fra følgende historie fra Simon:

Jeg kan huske, at jeg havde en patient, hvor jeg syntes, det havde været et fantastisk forløb. [...] Men så havde han aflyst tre gange. Så tænkte jeg, jeg ringer og hører ham, hvad det er. Så siger han: Ved du hvad Simon... Vi har simpelthen fået skimmelsvamp [...] Jeg kan ikke lave det her lige nu. Og det er jo det, der nogle gange sker indenfor vores felt. Vi er jo ikke så vigtige forstået på den måde, at folk ikke dør af det her, så derfor har det ikke en høj samfundsmæssig prioritet. ‘Så det går sgu nok, og det er også lige meget, fordi...’ Så kommer der andre ting, som er vigtigere. Derfor ligger vi langt nede på prioritetslisten (Bilag 7, s. 13).

Nedprioriteringen af øvelserne kan bl.a. forklares ud fra det adfærdsvidenskabelige blik på menneskers tidspræferencer.