M INDRE AFSTAND MELLEM SELVERNE

et signal i hendes omgivelser til træning. Det ville derfor på den måde blive svært at undgå den kognitive dissonans, såfremt hun var nødsaget til at pakke måtten sammen igen uden at have trænet. Derfor indeholder denne løsningsstrategi en anbefaling om, at fysioterapeuterne skal udnytte tidspunktet under konsultationen, hvor patienterne har anerkendt meningen med anbefalingerne, og motivationen samt optimismen er høj. Her skal de sørge for at samarbejde med patienterne om at planlægge strategier for de tidspunkter, hvor denne motivation er faldet, og der er behov for at udvise selvkontrol.

Opsummerende drejer denne løsningsstrategi sig om at forbedre fysioterapeuternes brug af målsætning overfor patienterne. Det indebærer, at de skal gøre deres opstillede målsætninger så specifikke som muligt, samt sørge for at de er realistiske og passer til de kompetencer, som patienterne besidder. Derudover bør disse også i højere grad være kortsigtede for at imødekomme patienternes tendens til nutidsbias. Dette kan kombineres med en hjælp fra fysioterapeuterne om at tilbyde patienterne selvkontrolsstrategier. Disse kan både være intrapsykiske, hvor fysioterapeuten hjælper patienten med at lave personlige handlingsregler for at binde deres adfærd, eller ekstrapsykiske, hvor fysioterapeuten hjælper patienten med at finde eller opstille forpligtende anordninger i deres omgivelser. Denne del af den fremlagte løsningsstrategi adresserer også tidligere udlagte problem med selvrationalisering fra patienternes side, idet den forstærker deres tro på den rigtige adfærd, hvorfor kognitiv dissonans bliver sværere at undgå ved lav grad af adhærens.

Sidstnævnte vil yderligere blive berørt i den fjerde løsningsstrategi. Som sagt tilgodeser strategien også den tidsinkonsistente adfærd hos patienterne, idet den fokuserer på at skabe kortsigtede mål.

Dog findes der også en løsningsstrategi, som kan gøre patienterne mere motiveret for at indgå i patientadhærens mod langsigtede mål, hvilket vil blive berørt i den følgende løsningsstrategi.

Da jeg mødte en fysioterapeut i begyndelsen af forløbet, fik jeg de her øvelser givet, [...]. Og så skulle jeg lige om et år blive videre vurderet. Så det var meget mere langsigtet, og det var meget mere for at styrke muskulaturen rundt om knæleddene, så at min artrose i knæene ikke blev værre med alderdommen. For jeg personligt vil gøre alt, jeg kan for at undgå et nyt knæ. Jeg har ikke lyst til at få kunstige knæ (Bilag 11, s. 8)

Her ses der en stærk motivation hos patienten om at opnå det langsigtede mål, men alligevel berettede hun også om manglende selvdisciplin til at få lavet øvelserne på egen hånd (ibid.). Dette kan netop forklares ved, at hendes motivation alligevel falder hurtigt igen, fordi hun har svært ved at identificere sit nutidige selv med det fremtidige selv, som skal betale prisen i form af nye knæ for hendes manglende adhærens. Derfor argumenteres der i den følgende løsningsstrategi for, at fysioterapeuterne skal forsøge at mindske denne distance for på den måde at øge patientadhærens.

Dette kan gøres ved at give patienterne en stærkere følelse af, at det er dem selv, deres adfærd gavner, for på den måde at gøre adfærden endnu mere meningsfuld og motiverende at indgå i.

Et studie fra 2011 har vist, at en måde at mindske denne afstand mellem selverne på er ved at gøre brug af virtuelle hjælpemidler. Nærmere bestemt viste det, at personer som havde fået muligheden for at interagere med realistiske computerskabte gengivelser af dem selv som ældre, var i bedre stand til at allokere ressourcer til fremtiden. Derudover sås der også i denne gruppe en øget tendens til at acceptere en senere pengemæssig belønning frem for en umiddelbar belønning (Hershfield et al., 2011). Trods dette studie havde fokus på at øge folks opsparing til pension, kan dets principper overføres til fysioterapeuterne i den forstand, at de også har et behov for, at patienterne tager beslutninger, der først bliver belønnet flere år ude i fremtiden. Der argumenteres derfor for, at fysioterapeuterne kan motivere patienterne til at udvise adhærens frem mod langsigtede mål ved at benytte samme strategi. Der findes flere apps til formålet, bl.a. FaceApp, hvis resultat kan ses nedenfor i Figur 7.

Figur 7. Aldring ved brug af appen FaceApp (Kilde: Google Play, n.d.)

Ved at vise patienterne de to billeder side om side kan fysioterapeuterne bruge dette som et omdrejningspunkt ved samtalen, fx ved at spørge hvad patienten forestiller sig, at den ældre version af dem godt kunne tænkte sig ift. bl.a. funktionsevne. Dette kunne dermed være med til at reducere afstanden mellem patientens nutidige og fremtidige selv og på samme tid mindske barrieren omkring nutidsbias hos patienter, der står i vejen for deres adhærens. På den anden side kan det også diskuteres, om denne strategi er for kontroversiel, ift. hvordan eksisterende praksis på nuværende tidspunkt ser ud. I og med en konsultation primært består af indledende samtaler og øvelser, ville brugen af personlige billeder skille sig meget ud og kunne endda fremstå som mere useriøs end faglig. Yderligere ville sådan en app koste et vis beløb om året at anskaffe, og det ville også kræve en vis oplæring hos fysioterapeuterne i dens brug både rent praktisk, men også ift. den tilhørende samtale. Det kan muligvis også virke grænseoverskridende for nogle patienter at blive bedt om at få taget et billede, hvilket også kan ses som en ulempe ved denne strategi for patientadhærens.

Der findes dog også nyere forskning, som viser, at distancen mellem selverne også kan mindskes gennem tekstbaseret påvirkning. Deres studie, som igen fokuserede på at øge indbetaling til pensionsopsparing, viste, at det ikke var nok i sig selv at blive gjort opmærksom på aldring generelt, men at en reducering af distancen mellem selverne krævede en kombination med tænkning på fremtidsscenaer, der var relevante for dem personligt, hvilket de gjorde ud fra tekst (Marques, Mariano, Lima & Abrams, 2018). Igen kan det argumenteres, at resultaterne fra dette studie også kan overføres til en fysioterapikonsultation, idet der ligesom i en pensionsopsparingssituation ønskes, at der sættes flere ressourcer af til fremtiden.

I empirien fremgik det, at der var et udbredt brug af spørgeskemaer på fysioterapiklinikkerne (Bilag 4; Bilag 5; Bilag 13), hvorfor det her ses som en mulig kanal til at få patienterne til at indgå i en personlig relevant tænkning på fremtidsscenarier. I studiet blev dette gjort ved at bede personen om at evaluere diverse udsagn på en skala fra 1-7, hvor 1 var “rigtig meget” og 7 var “slet ikke” (Marques et al, 2018). Derfor argumenteres det, at fysioterapeuterne kan bruge deres spørgeskemakanal til at bede patienterne bedømme udsagn omkring fremtidsscenarier, såsom: “Der venter mig mange muligheder ude i fremtiden”, “Det meste af mit liv ligger stadig foran mig”, “Jeg har en følelse af, at tiden løber ud” og “Min fremtid virker uendelig for mig”. Her gøres det relevant for patienten selv, idet de promptes til at tænke på deres eget liv, uanset deres angivne svar. Udsagnene fungerer også som en påmindelse om aldring generelt, hvorfor det derved bliver en simpel måde at mindske tidligere nævnte distance mellem selverne. Forskning viser, at effekten af tænkning på fremtidige episoder er stærkere, jo mere livagtige disse forestillinger om fremtidige begivenheder er (ibid.).

Dette bør derfor indtænkes i formuleringerne af udsagnene, hvilket fx kunne gøres ved benyttelse af mere konkrete situationsbeskrivelser såsom: ”Når jeg som 70-årig nyder aftensolen i mit hjem, ser jeg mig selv bo på landet”. Denne strategi anses som mere realistisk for fysioterapeuterne end brug af virtuel aldring, idet den kan trække på eksisterende systemer og praksisser, hvorfor det også argumenteres at opleves som mere naturligt for patienterne.

Opsamlende går denne løsningsstrategi på, at patientadhærens kan øges ved at mindske patienternes opfattelse af afstand mellem deres nutidige og fremtidige selver. Hos fysioterapeuterne kan dette gøres på to måder. Den første er gennem brugen af virtuelle hjælpemidler, fx gennem en app, hvor patienten ser et realistisk billede af sig selv som gammel. Den anden måde er ved at integrere selvrelevant fremtidstænkning ind i spørgeskemaer, hvilket vurderes som en mindre omkostningsfuld strategi for fysioterapeuterne.