f. i Dons 14. November 1827, d. i Vorde Præstegaard 5.
December 1905. — Datter af Gaardejer Christian Henrich- sen og anden Hustru, Mette Marie Bertelsdatter, Dons.
Chr. H. Ejer af Stamgaarden i Dons.
Christen Hansen. Maren Christiansdatter.
1851 overdrog Enken efter Hans Henrichsen Ravn Gaarden til Sønnen Chr. Hansen for 4000 Kr. (?) og Aftægt. (Nyt Hartkorn 8 Tdr. 3 Skp.
3/4 Alb.). 1855 købte Chr. H. Matr. Nr. 5g (Hrtk. 2 Skp. 2l/a Alb.) for 825 Rdl. 1858 købte han Matr. Nr. 18c (Hrtk. 4 Skp. V« Alb.) for 1000 Rdl.
1866 købte han Matr. Nr. 3g (Hrtk. 4 Skp. Va Alb) for 1500 Rdl. - Stiftende Medlem af »Dansk Højskoleforening«, Almind Kreds.
Stamgaarden i Dons.
Minder fra Dons:
»Det hører til mine kæreste Barneminder, naar jeg fik Lov til at gaa med Mette Marie, Hans Christian og Henrik*) hjem fra Skolen og være hos dem i nogle Dage. Hvor fik jeg en kærlig Modtagelse af Moster Maren og Morbror Christen! Deres ømme Smil sagde: »Den lille moder
løse Pige, hende vil vi rigtig være gode imod!« Jeg husker, hvordan jeg hoppede ved Morbror Christens Haand hen at besøge Morbror Bertel,**) og Morbror Christen gik og oplyste mig om mange Ting.
Og hvor jeg legede med Drengene! De havde en Gyngehest — det var det bedste Legetøj, jeg kendte — den maatte rigtig holde for; men ikke en eneste Gang hørte jeg de gamle sige: »Nu skal I være stille, Børn!« Endogsaa om Aftenen legede vi i Maaneskin ude i den store smukke Gaard med de høje Trapper.
Men vi voksede til, og Kærligheden til Slægten voksede med. Vinte
ren efter Per Dons’ Død var jeg hos Moster Ane.***) Hun kunde nok trænge til lidt Oplivelse, og jeg beundrede hende, naar hun i sin dybe Sorg kunde tale med os unge og tage Del med, naar vi spøgte og mo
rede os. Hendes Plejesøn Peter og jeg tog os tit en Spadseretur op til Christen Hansens. Her mindes jeg især den Aften, Hans Christian kom hjem i Juleferien. Det var efter hans første Ophold i København. Hvor var det yndigt at se Moster Marens og Morbror Christens Glæde over deres Søn. Og hvor var der meget for Morbror Christen at spørge om og for Hans Christian at fortælle! —
Julemorgen kom Morbror Bertel og gamle og unge fra Christen Hansens ned til Moster Ane. Det var Aarsdagen for Per Dons’ Død.
Moster Ane var dybt bøjet, men dog saa glad, og vi havde en yndig stille Højtidsmorgen sammen med Sang og Bøn. Om Eftermiddagen samledes hele Vennekredsen om Moster Ane, den Vennekreds, der saa ofte havde været samlet om begge de gamle paa Pederslyst. Det blev den Dag en vemodig Mindefest for Per Dons. —
Tiden gik, og Danmarks Politik gik ikke uændset hen over Slægten.
Bertel Dons og Christen Hansen var Højremænd, og det førte til, at Bertel stillede sig som Bergs Modkandidat i Kolding.****) Ingen øm
mede sig saadan ved dette som Moster Maren. Hendes kærlige Søster- hjerte blødte ved Tanken om al den Haan og Spot, der den Dag vilde regne ned over Bertel. Og da de ophidsede Vælgere kørte forbi Gaar- den om Aftenen og raabte: »Bæddel er folden!« sukkede Moster Maren og sagde til sine Børn: »Ok, a tøvs, Bæddel stoe li’ saa jenn som Jesus i Gethsemane!« —
Det var saa godt for Morbror Bertel, at han havde det gode Hjem og den kærlige Søster at ty ind til, naar hans Sind var tungt, og det var det meget ofte. —
Baade han og Morbror Christen var lidt hidsige, og der kunde, da de var saa nære Naboer, nok komme dem lidt imellem, og da kunde
•) Chr. Hansens Børn.
♦•) Bertel Dons. Se IV. Del.
**•) Ane Dons, Pederslyst. Se IV. Del.
♦•••) Se Bertel Dons: IV. Del.
764
det ene Ord tage det andet. Efter et saadant Optrin gik Morbror Bertel hjem i sin ensomme Stue. Han havde ingen kærlig Hustru at tale med;
men han satte sig i sin gamle Sofa og klagede: »Aa ja, aa ja!« Christen Hansen derimod gik hjem til Moster Maren og sagde: »Bæddel aa mæ biøv ujens, aa a kom ves te aa sej fo møj!« Da blev den kære Moster Maren saa beklemt, tog sin Mands Haand og udbrød: »La’ wos go om te Bæddel!« Og mens Bertel endnu sad i sin Sofa og klagede sig, kom Maren og Christen ind ad Døren, og nu blev alt jævnet paa en god og kærlig Maade. Ja, hvad kan en kærlig Hustru og en øm og trofast Sø
ster ikke
udrette.---Morbror Christen vidste i Regelen nok, hvad han vilde bruge sine Penge til; men hans gode Hjerte og Begejstring for en god Sag kunde nok løbe af med ham. Saaledes da Frk. Pio rejste sin Højskole i Aale, og der gik Opraab ud til alle grundtvigske Venner om at tage Aktier.
Dér kunde Christen Hansen ikke holde sig tilbage, men tog sine Aktier.
Det gjorde min Far*) ikke, da Frk. Pios overdrevne Maade ikke tiltalte ham. Det var vel heller ikke gaaet op for Far endnu, hvilken Betyd
ning Højskolen kunde faa, og han forundrede sig lidt over Christen Hansen. Frk. Pios Højskoleplan løb imidlertid ud i Sandet. — Da min Far, Chr. Hansen o. fl. kort derefter rejste sammen til København for at modtage en Arv efter den gamle Hosekræmmer Jørgen Ravn**) og i den Anledning var godt stemte, sagde Far bl. a. til Morbror Christen:
»Hvo’dan, Christen! tow do ett Aktier i Frk. Pios Højskuel?« — »Jow, Thule«, lød Svaret, »saaen er et aa spill’ Abekat!« Da lød Fars hjerte
lige Latter, og den lød hver Gang, han fortalte os, hvordan Chr. H.
havde »spillet Abekat« med sine Penge. —
Morbror Christen blev efterhaanden paavirket af de friere Ideer, og da C. Berg engang spurgte ham: »Naa, Christen Hansen, hvordan gaar det med Højremændene i Dons?« svarede han: »A va’ den si’st.« — Morbror Christen var af hele sit Hjerte med i den grundtvigske Bevæ
gelse. Det greb ham stærkt, naar Grundtvig talte og skrev om den danske Folkeaand, og han vilde saa gerne, vi unge rigtig skulde forstaa det. Han brugte derfor at forære os Saxos Danmarkshistorie og Snorre Sturlesens Norges Krønike, og jeg husker ham citere med Varme:
»Hvad Danmark var, kan det atter blive, endnu er Fædrenes Aand i Live!«
— Hans Sind var ikke lyst; men han havde dog saadan en lys Tro paa Ungdommen, og sit Haab til den udtrykte han i disse Linjer;
»Mine Børn i Tider haarde en retfærdig Slægt skal vorde!«
Saa kom den sidste og svære Tid for Morbror Christen. Han blev lammet paa Hjernen og tabte helt sin Bevidsthed. Det var tungt for os alle, men dog især for hans Børn og den kære Moster Maren. Hun plejede ham saa ømt og kærligt, og Vennerne kom og besøgte ham.
Det var for os alle, som Jørgen Ravn***) sagde: »Hvor er det sært for
•) Thule Nielsen. Se IV. Del.
••) Jørgen Ravn, København. Se V. Del.
•*•) Jørgen Ravn, Ferup, senere V. Nebel. Se 1. Del.
mig! Christen og jeg havde altid saa meget at snakke om.« (Som et Vidnesbyrd om, hvor nære Venner Jørgen Ravn og Chr. Hansen var helt fra deres unge Dage, kan nævnes, at da den ene af dem havde læst én af Ingemanns Romaner, gik han straks ud og sadlede en Hest og red med Bogen over til Vennen, for at han hurtigst muligt kunde faa Del i den samme Oplevelse.)
Under denne tunge Prøvelse var det godt, at vi alle vidste, vor kære Morbror Christens Fortid var gemt hos Gud. Efter hans Død kom der en meget svær Tid for Moster Maren. Hun savnede jo sin Mand, om hvem al hendes Ømhed og Kærlighed havde sluttet sig.
Paa samme Maade gik det Søster Karen,*) da Far var død. Derfor slog de sig sammen, de to, og det blev saadan en stille, lykkelig Tid for dem begge. De forstod hinanden saa godt; de levede jo i de samme Minder og i det samme Haab. Men da vor Svigerinde**) døde, og Sø
ster Karen paatog sig at være Plejemor for Børnene, rejste Moster Maren ned til sin Søn i Vorde Præstegaard. —
Det tunge Sind, der har hvilet over store Dele af vor Slægt, tog stærkt til hos Moster Maren, efterhaanden som hendes legemlige Kræf
ter tog af. Men hun var jo hos sin kære Hans Christian, og han og hans Hustru kunde trøste og pleje hende.
Hun døde i Præstegaarden den 5. December 1905.
Hendes Minde skal være velsignet.
Ane Jørgensen, f. Thulesen.