(1848-64).
Det første, jeg mindes fra Treaarskrigen, var, at de Randers Dra
goner kom Nord fra og gik med Landevejen gennem min Fødeby Almind. Jeg er født 1. Januar 1838 og var altsaa 10 Aar gammel den Gang.
Vi Skoledrenge var rigtig med, da vi fik at vide, at Dragonerne vilde Syd paa for at »linn’ e’ Tyskeres Blod«.
Fra 49 mindes jeg Slaget ved Kolding og de forskellige Smaatræf- ninger i Omegnen. General Rge havde besat Kolding, men opdagede saa, at Tyskerne vilde gaa over Grænsen ved FJjstrup, saa der maatte gøres Modstand. Først maatte han dog trække sin Vedetkæde noget tilbage, og d. 20. April begyndte et større Angreb. Ved Bramdrup Skov, hvor Tyskerne havde taget Stilling, blev de standset lidt af Oberst Wilster. Rge tog Stilling med sit Flankekorps Nord for Al- minddalen, hvor han var parat til Kamp.
Det var ikke bare Løjer at bo lige i Skudlinjen. Det saa meget alvorligt ud for mit Barndomshjem »Frydenslundz. Danskerne tog under Overvejelse, om Gaarden skulde brændes af for ikke at komme til at tjene Fjenden til Dækning, hvis de kom nærmere paa. Heldig
vis for os blev dette dog afværget.
En Morgen i Maj, da jeg var ude at harve paa Marken til Syd, lød pludselig Raabet: »Nu kommer e Tyskere!«
Mine Søstre blev i en Fart kørt ned til en Gaard, der laa godt skjult bag Almind Banker. Og Tyskerne fik vi snart at mærke. De fløj ud i Kæde, og der blev skudt fra begge Sider. Det gik snart Skud i Skud, En Granat slog ned i vor Nabos Gaard. Jeg kan huske, at vi havde 5 store Kalve, der stod i Rad paa Marken, hvor Grana
terne suste forbi; men ingen af dem blev ramte.
De danske Tropper havde Skanser Nord for Dons Mølle; men Fjenden gik saa voldsomt paa, at de nødtes til at »give los«. Inden de trak sig tilbage, afbrændte de Møllen. De danske gik langsomt tilbage efter Vejle og tog flere Gange Stilling, som ved Blaakjær Skov og Højen, hvor den tyske Forbundshær foreløbig standsede.
Det var slet ikke morsomt for os i den Tid. I Maj og Juni Maane- der saa det ikke godt ud for de danske Tropper, og vi begyndte at mærke Tyskernes Magt. Vi maatte tage mod tyske Indkvarteringer og køre i Ægt. — Men i Juli klarede det op. Den 6. Juli passede jeg Køerne; men jeg fik snart andet at tænke paa. Overalt saas flyg
tende Tyskere, den ene kom efter den anden, og de løb i vild Uorden.
Mange løb med bart Hoved og uden Fodtøj. —
Jeg kommer i Tanker om et lille Træk fra 49. Det var en tysk Dragon, der var ude paa Rekognoscering. Han skulde over en bred Grøft, men red sin Hest i Bløde, saa han kunde hverken komme frem eller tilbage. Vi havde den Dag en Tækkemand, Søren Krage.
Den stakkels Tysker sagde, at vi skulde hjælpe ham. »Hva’ vild’ do der etter?« spurgte Søren ham. Men Dragonen græd. Vi maatte na
turligvis hjælpe den betrængte Fjende, og ved Hjælp af Læssetræer og Reb fik vi endelig Hesten og Manden paa ret Køl igen, og hvem, der var glad, det var Tyskeren. Han vilde jo nødig skilles fra sin Hest.
--I 1850 var jeg syg og laa under Lægebehandling i Kolding. Jeg boede hos Værtshusholder Allerup tæt ved Kirken. En dansk Tromme
slager laa i Kvarter samme Sted. Af ham fik jeg lært at spille Dam.
Den syge Tolvaarsdreng kom hver Dag i Bad, i Sommertiden fik jeg Strandbad, og i den kolde Tid Styrtebad.
Kampen stod jo nu langt Syd paa. Efter Sejrene ved Isted og Frederiksstad kom endelig den Tid, da den danske Hær vendte sej
rende hjemad. I Kolding blev Soldaterne modtagne med stor Stads.
Jeg mindes den store Æresport, der blev rejst. Jeg husker noget af den Sang, der lød overalt:
»Velkommen hjem, I tapre Skarer, velkommen hjem fra blodig Dans!
I har lidt og stridt — — — — —
I har hegnet Danmarks Have, hvor Ledet var af Lave.«
Det var et stolt Syn, da de danske Dragoner kom ridende gennem Byen. Dem kan jeg bedst huske. Og saa de mange Kranse og Bu
ketter og de mange Faner. Jeg glemte helt, at jeg var syg, og ingen var mere ivrig til at raabe Hurra! end jeg var.
Men Aarene gaar, og 64 kommer. Da var jeg jo 26 Aar gammel.
Tredie Nytaarsdag gav jeg Møde paa Centralskolen i Odense. Jeg var udtaget til Garder, men havde et højt Nummer og blev Fri
spiller.
Paa Skolen laa jeg i 6 Uger, og midt i Februar blev jeg saa ind
kaldt til Fredericia. Paa samme Tid blev en Del af mine Kamme
rater sendt til Dybbøl. En af dem blev skudt den første Dag.
Vi blev indkvarterede en Nat i Indslev paa Fyen. Vi kunde mærke, at Officererne blev ligesom nervøse. Det smittede os. Fra Erridssø og Treide kunde fjendtlige Granater naa over til os.
I Fredericia var Officererne meget omhyggelige for os. Vi var jo godt vante og plejede at bo paa ordentlige Værelser. Saa vidt det lod sig gøre, blev der skaffet Værelser til os, og der blev fyret med tørt Træ, for at vi ikke skulde blive forkølede. Det var de første Par Nætter; men saa om Middagen, da vi skulde spise oppe ved den danske Kirke, hvor Maden blev lavet ved en Dampkoger, blev der pludselig blæst Allarm. Vi maatte af Sted, skønt vi til Nød var færdige. Vi maatte jo møde i Skansen, som vi gik og stocf. Jeg skulde møde i Skanse Nr. 3.
Og nu blev vf Vidne til en Skydning. Den Dag og næste Nat og Dag bombarderede Fjenden baade Skanserne og Byen. Men det var galt med Tornystrene. Dem fik vi jo ikke med, og der skulde nu Bud efter dem. To Mand skulde af Sted, og jeg meldte mig selv som den ene. En god Ven i Byen havde nemlig gemt en Del Penge for mig, og dem var det jo rart at faa fat i under disse Omstændigheder.
Vi kommer ogsaa godt nok derind; men der er ikke Tale om at faa fat i Vogne. Vore Tornystre var smidt ud paa Forstuegangene eller Trapperne, og min Kammerat og jeg fik hver sin. Min Ven, Ole, var som de fleste andre flygtet til Fyen, og Pengene havde han taget med. Saa havde vi ogsaa Ordre til at skaffe xMiddagsmad fra Byen til Officererne; men der var jo ingen, der kunde tænke paa at lave Mad. Paa »Hotel Kronprinsen« traf vi nok to Damer; men de græd, den ene højere end den anden. Det var heller ikke videre morsomt at være i Byen. Paa Gaden var det saa at sige umuligt at færdes, da Tagstenene haglede ned overalt. — De private Lejligheder var tomme; men jeg vilde da kigge ind i Købmand Bybjergs store Butik.
Jo, jeg skal love for, der var »Forretning«! To Soldater leverede ud af Varerne, det gik hurtigt, og der blev »gjort rent« derinde. Jeg skulde da ogsaa række dem en Haand. Jeg fik en Bitte Talg til mine Fødder og en Halvflaske i Lommen. Det blev siden opdaget, at Flasken var fuld af hvid Rom. — Jeg skulde hjælpe en Officer op paa Hesten; men alt imens sprang en Granat derinde i Stalden, og Spærreværket ramlede ned om os. Han bad mig holde ved Hesten,
mens han gik et lille Ærinde ind i Kontoret. Endelig kom han til Hest, og jeg kom af Sted med mit Tornyster. — Det saa ellers ikke godt ud inden for Voldene. En Del Soldater, saa jeg, søgte Dækning ved Volden tæt ved »Kongens Port«. — Vi havde ikke meget godt at fortælle, da vi kom tilbage; men vi var jo undskyldt. (De andre Tornystre kom for Resten næste Dag, saa havde vi da dem).
Og Tyskerne blev ved at blaffe løs. Det blev vi vant til. Og vi blev vant til at sulte. Nu havde vi jo ingen Dampkogere, og vi fik ikke meget mere, end vi kunde købe hos Marketenderne. — En Dag skulde to af vor Deling til at koge Ærter, og jeg kløvede Træ til Brændsel. — Men hvad sker? En Granat springer i selve Ærtegry- den. Ingen af os kom til Skade; men Ærter fik vi ingen af den Gang.
Jeg kommer i Tanker om et lille Træk. Kompagniet laa i et Blokhus, og der blev holdt Vagt lige uden for Blokhusdøren. Ud til den laasede Pallisadeport var der et lille Stykke. Vagtmandska
bet kunde gennem Kighuller holde Øje med Omgivelserne og tage mod Ordre, naar der kom Ordonanser. En næsvis Granat sprang da lige uden for Blokhuset, og begge de vagthavende saaredes døde
ligt. — En Officer, der skaffede Afløsning, udtalte ogsaa: »Det gøres heller ikke nødigt, at de staar saa udsat. Lad dem bare staa i Dø
ren fremtidigt.« Vi blev ellers alle afløste hver anden eller tredie Dag, *og vi var da ude i Barakkerne. — Siden Bombardementet stand
sede, havde vi Eksercits hver Dag. —
Et andet Træk. En Gang, jeg stod Vagt ude ved Glaciet, kom der en Officer til Hest og vilde ride uantastet forbi. Jeg raabte ham an; men han vilde ride videre uden Feltraab. »De kommer ikke igennem!« raabte jeg, og forlangte Feltraabet. Han maatte saa pænt tilbage, og da han kom igen, var han villig.
Onsdag før Skærtorsdag gik jeg til Kaptajnen og spurgte, om jeg maatte gaa en lille Tur ud til min Bror, Anders Simonsen paa» Lille Kirstinebjerg*.
Kaptajn Westergaard svarede: »Kan De ikke vente til Langfredag, for da skal Kompagniet paa Rekognoscering til den Side«. Jo, jeg maatte saa vente. — Da vi var paa Vej derud, kom der Bud fra Kaptajnen, om jeg ikke kunde vise dem Vej bag om Skoven. Jo, det kunde jeg jo nok. Jeg var jo bedre kendt derude end Kaptajnen.
Det gik ogsaa meget godt, og vi kom ud i Kæde.
>Store Kirstinebjerg* var brændt af, for at Gaarden ikke skulde tjene til Dækning for Fjenden. Paa »Lille Kirstinebjerg« laa Tysker
nes Feltvagt, og min Bror Anders havde taget Ophold hos en Nabo.
Han kunde kende Afdelingen, da vi kom ud for, hvor han boede, og hans Kone kom ud til os med et Stykke Kalvesteg. Jeg delte broderligt med min »Slof« og med vor Sergent (en Svensker). De smagte ogsaa Flaskens Indhold.
Henimod Aften gav Kaptajnen mig saa Lov til at gaa tilbage til min Brors Bopæl. Jeg fik vasket derude, saa jeg havde jo nok Ærinde derud en Gang imellem. Kaptajnen havde lovet at sørge for
at faa mig med, naar Kompagniet skulde tilbage til Byen, saa jeg skulde ikke være urolig.
Ovre fra den nordre Side af Randsfjord (»Lille Strand«) blev Ty
skerne va’r, at danske Tropper vovede sig saa langt ud, og der blev Uro i Lejren. Jeg hørte, der blev blæst Allarm. Jeg tik rent Linned paa i en Fart og kom af Sted. Jeg var der kun en Times Tid; men jeg vilde ikke, der skulde siges om mig, at jeg forsømte min Pligt.
I en Fart fik jeg sagt Farvel, og snart var jeg i Rækkerne igen.
En Nat, mens jeg stod Feltvagt, kommer der en Løjtnant af 14.
Regiment og melder, at en Mand maa gaa til Kaptajnen og sige, at Kæden maa trækkes tilbage i Dagsstilling, da Fjenden er gaaet nær
mere paa. — Det blev mig, der kom af Sted sammen med en Løjt
nant. Huh, hvor del var mørkt! Men det gik da godt. Vi fik ud
rettet, hvad vi skulde, og fandt ogsaa tilbage igen, skønt det ikke var let.
En anden Nat vilde Fjenden storme vore Skanser, mente man, og vi skulde saa tage lidt varmt imod dem. Hvordan det kunde have gaaet, fik vi ikke at se, for de kom ikke. Megen Dækning var der ikke. Vi var 5 Mand, der søgte lidt Læ bag en Trillebør.
Siden laa vi inde i Byen en Tid, inden den blev rømt. Jeg havde Vagt paa Østerslrand, og da alt var roligt paa den Tid, gik jeg atter til Kaptajn Westergaard for at faa Lov til at gaa ud til min Bror Anders. Vi plejede at kunne faa fri Dagen efter en Nattevagt ved Stranden. Men denne Gang rystede han paa Hovedet og sagde: »De skal jo lige ud i Fjendens Lejr«. — »Men jeg skal være saa forsig
tig«, svarede jeg. — »Ja, det er godt nok«, blev han ved, »men det kan alligevel gaa galt. Mens De sidder og holder Passiar med De
res Bror, saa kan Fjenden komme. Hvad vil De saa gøre?« Men da jeg lovede yderste Forsigtighed og havde hans fulde Tillid, fik jeg endelig Lov imod al Reglement. — Men hvad sker! Da jeg kom
mer udenfor »Kongens Port«, træffer jeg i Glaciet en gammel god Bekendt, Fæstningskonstabel Laust Velling. (Han havde Orlov og var paa Vej indad). »Hvor vil du hen, Jørgen?« spørger han. »Ud til min Bror Anders«, svarer jeg og gaar videre. — Men paa Vejen ind til Byen hørte Laust Velling, at 13. Regiment blev blæst ud. Og han fik travlt. Han gjorde sig i en Fart færdig i Byen og ilede saa ud efter mig i den Tanke, at jeg var gaaet uden Orlov. »Hvad vil Jørgen nu blive til?« tænkte han, da han saa’, at Kanonerne paa Volden vendtes, og han vidste jo, at Byen skulde rømmes i største Hast. — Han kom pustende hen til mig og spurgte straks: »Har du Lov, Jørgen?« Det trøstede ham, da jeg svarede ja; men jeg var naturligvis straks færdig til at gaa med ham. Han gik til Skanserne, og jeg kom til Glaciet. Der stod min Slof, og han fortalte, at han havde Ordre til at blive, til jeg kom. Jeg skulde saa uopholdelig melde i Hovedvagten, at jeg var i Behold og paa min Plads igen.
Tornyster og Tøj var bragt ned til Østerstrand. — Heldigvis kom jeg lige tidsnok, og jeg meldte mig hos Kaptajnen. Han studsede over, at jeg allerede kunde være tilbage, da han ikke anede, at jeg havde
faaet Bud. »Hvordan gaar det til, at De kommer saa tidligt?« spurgte han, og jeg fortalte ham saa, at en god Ven havde ladet mig vide, at Regimentet var blæst til Udrykning. »Ja, det er sandelig godt at have gode Venner i en saadan Stund«, udbrød han. »De kunde jo sagtens; men det var værre med mig. Jeg maatte jo paa ingen Maade have givet Dem Lov, da De skulde lige ud i Fjendens Lejr.
Jeg gør meget ud af Dem; men De kunde jo have skuffet mig og været Spion«. —
Kl. 8 Aften sejlede vi saa tyst af Sted. Vi lagde ind i Baaring Vig og landede i »Flaskens Bugt«. I den mørke Nat maatte vi gaa den lange Vej mod Syd helt ned til Gamborg, hvor vi blev indkvar
terede i Lader, til det blev Dag. I de to Dage, vi var der, havde vi det godt. De havde haft Indkvartering før og var gode imod os.
Men dermed var saa den »Storhed« forbi, og siden blev det ikke saa godt.
Saa kom vi længere ind, helt til Fjelsted, hvor vi laa i 6 Uger.
Jeg havde et godt Kvarter hos Hans Jørgen Trøllemand, der før havde været Folketingsmand.
I Landsbyen Gjelsted laa vi saa i 14 Dage. I Dreslette fik jeg en daarlig Fod. Skindet gik af mine Fodvrister, og jeg kom ind paa Lazarettet. Men det holdt jeg ikke ud ret længe, og jeg tiggede mig fri for videre Behandling. »Saadant et Liv passer ikke for mig«, forklarede jeg. »De kommer straks igen«, paastod Lægen. Men glad var jeg, da jeg slap, og hvem der ikke kom igen, det var Jørgen.
Jeg havde Kvarter paa »Simmerholm* hos Hans Andersen. Vi var tre Mand og havde det godt. Der var jo Vaabenhvile paa den Tid, og min Stedfader, Søren Nielsen, »Frydenslund*, kom en Dag for at besøge mig. Han blev der i flere Dage, og Hans Andersen var god imod ham og kørte ham rundt paa Fyen.
Vi kom helt ned til den sydlige Kyst, gennem »Frederiksgave* til Flenstofte. Paa »Frederiksgave« blev Officererne indkvarterede.
Vaabenhvilen var forbi, og jeg var imens bleven Underkorporal.
Over Turup og Gjelsted kom vi Nord paa og tog Stilling ved »Hinds
gavl*. Deroppe oplevede jeg noget, jeg aldrig glemmer. Vore Under
officerer mente, de havde set et Lys om Natten i Hindsgavl Have.
Var det mon et Signal, der afgaves til Fjenden paa Stenderup Hage?
Dette maatte undersøges, og det blev to Underkorporaler, Rasmus
sen og mig, der skulde faa det opklaret. Vi havde Vagt skiftevis i to Timer. Der var skiftet anden Gang, og jeg havde Vagt til at pa- trouillere i Haven. Jeg syntes, jeg hørte en Lyd fra Lysthuset, som om én rømmede sig. Jeg raabte vedkommende an; men fik intet Svar. Det samme skete anden Gang med samme Resultat; men tredie Gang tilføjede jeg, at jeg brændte løs, hvis jeg ikke fik Svar.
Da der endnu intet Feltraab blev givet, trykkede jeg af, og da Ilden lyste, saa jeg en dansk Soldat foran mig. Han var uden Vaaben, men forklarede mig, at hans Overordnede af 14. Regiment havde sat ham paa den Plads og forlangt, at han skulde forholde sig komplet rolig. Han blev ikke færdig med sin Forklaring, inden vi var
om-ringet af Officerer, der stimlede sammen og spurgte ud — Om det var mig, der skød? — Ja, det var det rigtignok; men jeg var jo nød
saget til det, forklarede jeg. Jeg var jo lykkelig over, at jeg ikke havde ramt. — Da jeg afgav Rapport til Kaptajnen, sagde han: »Det er ogsaa for galt, at man saaledes kan faa Ordre fra forskellig Side uden Samraad. Her gaar jeg og prædiker for mine Folk, at de skal være pligtopfyldende.« —---»De skulde have skudt ham«, til
føjede han. »Han skulde jo passe bedre paa, naarhan havde Ordre til lydløs Ro. Saadan et Fæhoved! Han skulde i dette Tilfælde selvfølgelig bruge sit Feltraab, da De truede med at skyde.« Vi fik Vagten trukket ind; men det passerede gjorde et stærkt Indtryk paa mig.
Vel sagtens paa Grund af, at jeg frøs for meget om Natten, fik jeg Gigt i begge mine Ren. Lægen gav mig det kloge Raad, at jeg skulde »liste ved«, saa kom jeg lettere over det. Og jeg »listede ved«, saa godt jeg kunde. Det var ikke let; men Gigten svandt efter- haanden.
Der var Løbegrave langs med Stranden, hvor vi skulde være pa
rate til at tage imod Fjenden. Vi havde jo skiftevis Afløsning. Vi kom lidt tilbage, ind i Hindsgavl Bøgeskov, hvor vi laa i smaa Løv
hytter. Men det var jo lavet lidt »provisorisk« fra vor Side. Og det
hytter. Men det var jo lavet lidt »provisorisk« fra vor Side. Og det