På de fleste skoler har det været vanskeligt at få et klart indtryk af praksis i relation til læringsmål.
Det er et meget svagt punkt i idrætsundervisningen. Lærerne er selv klar over problemet, og på de fleste skoler er det et centralt punkt i idrætsfaggruppens kommende indsats. Idrætslærerne begrunder de manglende læringsmål med især følgende forhold:
• Idræt er et totimersfag, og der er ikke tid til at opstille mål, specielt ikke individuelle mål for hver elev.
• Idræt har ingen tradition for skriftlighed og systematisk målsætning.
• Tilgangen til undervisningen er styret af aktiviteter frem for mål.
Mål for klassen er den mest udbredte måde at arbejde med mål på. Det sker mest systematisk i indskolingen og på mellemtrinnet. I udskolingen er dette arbejde stoppet til fordel for en mere pragmatisk tilgang hvor eleverne får lov til at vælge mellem forskellige aktiviteter.
Få skoler arbejder med mål for enkelte elever. Det sker først og fremmest for elever med handicap.
Mange lærere arbejder med at differentiere deres undervisning i situationen, men de har ikke skrevet mål ned. Lærerne sætter en stor ære i at have overblik over elevernes kundskaber i praksis.
De ved hvornår en elev skal fra en kolbøtte til en forlæns rulle, hvornår der skal mere højde på overliggeren osv. Nogle lærere ønsker at arbejde med det samme klassetrin i alle fag så de kender børnene og deres forskellige læringsstile. På den måde mener lærerne at de bedre kan vurdere elevernes færdigheder og sætte nye mål fordi de har erfaringer med elevgruppen som helhed.
Efter nogle læreres opfattelse bliver enkelte elever bange og distancerede hvis der er for kraftigt fokus på konkurrence mellem dem om at nå bestemte mål. Hvis man måler eleverne på den måde så bliver det efter de samme læreres opfattelse følsomt fordi idræt er kropsligt. Det er eleverne tidligt bevidste om, og de er bekymrede for at blive udstillet. Derfor vælger disse lærere kun at lade eleverne konkurrere mod sig selv for at nå individuelle mål.
Det sker fx ved at hver elev følger sin udvikling i atletik og skriver mål og præstationer ned i en logbog. Eleverne siger at de gerne vil arbejde mere systematisk med egne mål. Det er spændende at følge sin fremgang i bestemte discipliner over et længere forløb. De vil ligeledes gerne være med til at diskutere mål for klassen. Målsætninger spiller også i elevernes bevidsthed en central rolle i at højne fagets status. Eleverne peger på at idræt hverken har mål eller evaluering, og så bliver det lettere at tage faget afslappet. Derfor bliver idræt ikke set som et undervisningsfag.
Samlet set er der et stort behov for at styrke arbejdet med såvel undervisningsmål som læringsmål.
Uden mål er det meget vanskeligt at evaluere undervisningen og elevernes udbytte, og så bliver det lige så vanskeligt at udvikle undervisningen og elevernes læring. Hvad eleverne skal lave, er i fokus frem for hvad de skal lære. Mange lærere peger på at der ikke er tid til at arbejde med skriftlige mål i idræt på grund af de få ugentlige timer. Det er en problemstilling som er vigtig at være opmærksom på, men det kan fx overvejes hvordan man kan bruge elevernes egne fastsatte mål, fx i en portfolio.
Flere ledere skriver at lærerne sætter mål for eleverne og udarbejder handleplaner. Det sker
imidlertid ikke i praksis, og det viser et behov for kommunikation om vilkår, praksis og muligheder.
Anbefaling
Idrætslærerne skal styrke deres arbejde med læringsmål for både klassen og den enkelte elev. Som en vigtig del af arbejdet kan læreren gå i dialog med eleverne om betydningen af at have målsæt-ninger for læringen.
Kortlægningen viser at 91 % af lærerne svarer at de sætter mål for klassen. 70 % sætter i høj grad mål for den praktiske side af idræt, mens kun 6 % i høj grad sætter mål for den teoretiske side. På spørgsmålet om hvorvidt lærerne sætter mål for den enkelte elev, svarer 26 % nej. 64 % gør det for nogle elever, mens 10 % siger at de gør det for alle elever. Kortlægningen bekræfter således erfaringerne fra evalueringen med hensyn til mål for den enkelte elev, hvorimod flere lærere sætter mål for klassen i kortlægningen end på de selvevaluerende skoler.
3.3.2 Progression
Progression er for de fleste idrætslærere lig med at følge de centrale mål. Begrebet bliver sjældent knyttet sammen med fx progression i samarbejde, evalueringsmetoder eller elevmedbestemmelse.
Idrætslærerne er tilfredse med den progression som fremgår af delmålene for de enkelte faser.
Mange lærere ser en naturlig progression i faget i kraft af elevernes fysiske udvikling, og de mener delmålene følger denne udvikling på en god måde. Fra 7. klasse og frem er elevgruppen dog ofte så vanskelig at arbejde med at timerne består af aktiviteter på deres præmisser og ikke undervis-ning styret af de gældende delmål. Det er lærerne klar over, de er ikke glade for det, men de lever med det.
Progressionen i idræt forstyrres også af andre forhold. Det drejer sig især om:
hyppige lærerskift
idræt bruges som ”kit-fag” i fagfordelingen
lærere uden idrætsfaglige og pædagogiske forudsætninger underviser.
Flere idrætslærere peger på at en stabil lærergruppe styrker sammenhængen i faget og forstærker arbejdet med progressionen. Disse punkter bliver uddybet senere.
En enkelt skole har udarbejdet en folder som beskriver sammenhængen i faget fra 1.-9. klasse.
Det er ikke en læseplan, men skolen overvejer at udbygge folderen så den kommer til at ligne.
Flere skoler ønsker dog en lokal læseplan som de mener kan sikre progressionen og være et redskab især for den lærer som har to ugentlige timer i faget i et år eller to, og så er væk fra det igen. Evalueringsgruppen mener at den røde tråd i undervisningen er tydelig med de nye Fælles Mål, og at lokale læseplaner ikke altid skaber sammenhæng og progression. Det kræver mange ressourcer at skrive velfungerende læseplaner, og for flere skoler vil det være bedre at bruge tiden på at styrke arbejdet med Fælles Mål.
Skoleledelsen lægger de fleste steder op til at den enkelte lærer har ansvaret for at følge den progression som gælder. Skoleledelsen mener at den ikke kan være lige meget inde i alle fags bestemmelser og progression. De følger ikke idræt så tæt som fx dansk eller matematik, men udviser i stedet tillid til lærernes professionelle tilgang – uanset lærernes faglige baggrund for at undervise i faget.
Eleverne i 9. klasse oplever ikke en progression i deres undervisning. Det gælder i særlig grad hvis undervisningen varetages af en stor og skiftende lærergruppe. Her mærker eleverne vilkårlighed samt mangel på kontinuitet og fælles begrundelser for undervisningen.
Samlet set er alle enige om at progression er vigtig, men der er brug for at styrke arbejdet i praksis. Det kræver blandt andet en teoretisk bearbejdning af begrebet. Progression er et nøgleord som sætter fokus på flere didaktiske lag. Det kan fx være i forhold til faglige færdigheder, sociale kompetencer, elevmedbestemmelse, evaluering osv. Nogle steder råder en kultur hvor det ikke er lige så vigtigt at fastholde en systematisk faglig progression i idræt som i andre fag. Her vil det styrke undervisningen når både lederne og lærerne bliver bevidste om at faget udvikles over et niårigt forløb.
Der er behov for at tydeliggøre at eleverne skal undervises efter bestemte mål, og at undervisnin-gen derfor følger en rød tråd. Når eleverne forstår denne sammenhæng, vil de efter evaluerings-gruppens opfattelse bedre forstå og acceptere lærernes planlægning, og det vil dermed bidrage til at skabe en positiv og selvforstærkende cirkel som kan mindske problemerne på de ældste klassetrin.
Selv om lederen ikke fagligt kan vurdere en bestemt progression i idræt, kan lederen stille didakti-ske spørgsmål der får den enkelte lærer til at reflektere over om mål nås, og om en progression følges. Herefter kan den professionelle lærer selv justere sin undervisning. Det er et eksempel på at lederen ikke fralægger sig sit pædagogiske ansvar. Denne mere coach-prægede tilgang er efter evalueringsgruppens opfattelse endnu vigtigere når lærere underviser i idræt uden at have særligt kendskab til faget.
Anbefaling
Idrætslærerne skal styrke deres tænkning og praksis hvad angår sammenhænge mellem mål, progression og evaluering hen imod slutmål. Faggruppens overvejelser og beslutninger skal, støttet af ledelsen, formidles til og forpligte alle idrætslærere der aktuelt underviser i faget.
3.3.3 Årsplaner
Generelt mener idrætslærerne at årsplaner er et godt redskab som støtter dem i at holde en rød tråd i løbet af året. På et par skoler er der retningslinjer for hvordan en årsplan skal se ud, men oftest kan lærerne selv vælge hvad de vil gøre. Årsplanen bliver brugt til at overveje indhold og metoder og gennem skriftligheden at overskue et års forløb. De fleste mener at årsplanen ikke må være mere styrende end at der er plads til fleksibilitet og involvering af eleverne. Enkelte årsplaner rummer både begrundelser, mål for klassetrinnet, aktiviteter osv. Årsplanerne for idræt har dog generelt ikke samme grad af systematik som planerne for fx dansk, ifølge idrætslærerne. De fleste årsplaner er aktivitetsplaner som ikke forholder sig til de mål der skal nås. Det har flere
konsekven-ser. Dels at den enkelte lærer kan få svært ved at vide hvilke mål der egentlig er arbejdet med, dels at nye lærere kun kan se de aktiviteter klassen har været igennem, men ikke hvilke mål der er nået. Det giver risiko for at dele af undervisningen bliver enten gentaget eller sprunget over.
Årsplanerne skrives som regel af den enkelte idrætslærer, og det sikrer efter lærernes opfattelse en vis progression i den enkelte klasse. Idrætslærerne samarbejder ikke så ofte om at skrive eller koordinere årsplanerne. Nogle skoler har ideer om at udarbejde årsplaner i fagteam så kernegrup-pen af idrætslærere ved hvad der bliver lavet, og kan bidrage til at kvalitetssikre arbejdet. En enkelt skole lægger årsplanerne på deres intranet når den er godkendt af lederen. Det er en praksis som sikrer synlighed, og bidrager til at skabe sammenhæng mellem arbejdet på de forskel-lige klassetrin.
På alle skoler indsamler skolelederne årsplaner for fagene, også for idræt. Enkelte ledere giver lærerne feedback, men det er undtagelsen. På de fleste skoler hører idrætslærerne ikke mere fra lederne efter at årsplanen er afleveret, og det er de utilfredse med. Lederne vil gerne give mere respons, men de prioriterer deres tid og vælger ofte at koncentrere sig om andre fag og opgaver.
Samlet set er idrætslærerne glade for årsplanerne. De bliver brugt til at synliggøre undervisningen i form af aktiviteter, særlige forløb og temaer osv. Der er dog efter evalueringsgruppens opfattelse fortsat muligheder for at udvikle årsplanerne til funktionelle redskaber det er værd at bruge tid på.
Specielt er det vigtigt at styrke årsplanen som et redskab til at planlægge sammenhænge mellem mål, aktiviteter, progression og evaluering. Kombineret med logbøger eller portfolio i klassen kan nye lærere nemt skaffe sig indsigt i hvad klassen har arbejdet med. Det vil løse et problem i et fag som idræt med mange undervisere og et beskedent fagsamarbejde.
Anbefaling
Idrætslærerne skal bruge årsplanerne som et professionelt redskab til at fastholde sammenhænge mellem mål, progression og evaluering. Lærerne skal synliggøre undervisningens mål og indhold for kolleger, elever og forældre, fx ved at lægge årsplanerne på skolens hjemmeside. I denne proces stiller ledelsen krav og giver feedback, mens fagteamet udarbejder retningslinjer og inspirerer.