Igennem arbejdet med specialet har vi, med Novozymes som case, søgt at beskrive og analysere den politisering, vi kan se finde sted hos virksomheder, der søger at påvirke de politiske beslutningstagere. Vi har i specialet haft en grundlæggende undren og nysgerrighed for, hvordan virksomheder indtræder i det politiske spil.
Vi har iagttaget talrige eksempler på, at virksomheder uforberedt er blevet hevet ind i politisk latente sager, som følge af manglende forståelse for det politiske spil. Konsekvensen har været, at virksomhederne ofte har betalt en pris, som følge af den manglende forståelse for det politiske spil. Samtidig kan vi se virksomheder, der i ønsket om at være forberedt på kommende sager, søger at påvirke det politiske og dermed også sætte præmisserne for de kollektive bindende beslutninger.
I casen med Novozymes har haft fokus på virksomheders aktive indtræden i det politiske system. Her har vi set på hvordan virksomhederne proaktivt, forsøger at påvirke det politiske system til at foretage bindende kollektive beslutning i samfundet, der vil være til fordel for virksomheden. Vi ser altså denne aktive indtræden, ikke bare som et forsøg på præventiv skadesforebyggelse, men som en direkte reaktion på det politiske systems øgede politisering af markedet. Dermed kan der iagttages et aktivt formål om at påvirke de politiske beslutninger, der sætter rammerne for virksomhedens egne markedsvilkår.
Til dette udvalgte vi netop Novozymes og biobrændstof, som repræsentant for energisektoren, og særligt greentech sektoren. Her kunne vi se en afhængighed af de politiske beslutninger og statens støtte, som vi forestillede os, særligt ville have en følgeeffekt i form af aktiv beslutningspåvirkning - altså politisering.
Igennem analysen har vi observeret fire grundlæggende temaer for kommunikationen om biobrændstof og Novozymes. Vi har iagttaget hvordan disse temaer har været styrende for den måde biobrændstof er blevet anset og kommunikeret. Ved at folde disse temaer ud, har vi også set hvordan temaerne har differentieret sig i hovedemner og hvordan kommunikationen generelt har været polyfonisk. Det polyfoniske har ikke mindst sat forudsætninger for Novozymes politisering og skabt en kompleksitet vi har set udspille sig som følge heraf.
Vi har observeret hvordan Novozymes behændigt har manøvreret i kommunikationen, og fokuseret deres fortælling om biobrændstof i retningen af den - til altid værende - aktuelle politiske dagsorden.
I den politiske dagsorden har vi set, at der især har været to områder der har domineret de politiske beslutninger. Det betyder, at når et emne er på den politiske dagsorden, styrer politikeren også derefter. Det grunder i politikerens konstante søgen mod at tage beslutninger, der mindst muligt udsætter politikeren selv, for at blive angrebet som den styrende enhed i den politiske magtlogik.
Vi har set, at politikerne i den politiske beslutningsproces altid er vendt tilbage til to centrale forklaringer for beslutningen om hvilken greentech staten vil satse på: Økonomien og CO2-reduktion.
CO2-reduktion skal ses som den politiske konstruktion, der muliggør behandling af temaet miljø. Denne konstruktion har sat rammerne for hvordan der snakkes grøn teknologi og grønne initiativer. Det har derfor været inden for denne rammebetingelse, at vi ser en stor del af kommunikationen om biobrændstof foregå. Det er dette parameter, at vi ser de politiske beslutningstagere anvende i vurderingen af hvilke politiske handlemuligheder de har. CO2-reduktion er derfor blevet en central ramme om den politiske beslutning, en ramme der er enighed om i det politiske system, og som den enkelte politiker, derfor kun kan sprænge, med følgende stor risiko for politiske angreb. Således har vi set, at biobrændstof ikke vurderes for en effektiv teknologi og at dens teknologiske potentiale derfor ikke vurderes som relevant.
Dette grunder også i den anden centrale forklaring for det politiske system: økonomien.
Økonomien er dominerende i kommunikationen og et tilbagevendende fokus for politikerne.
Selvom Novozymes forsøger at politisere biobrændstof som en vækst- og jobskaber, slår dette argument ikke igennem, da økonomien kædes sammen med CO2-reduktionen. Derfor er en grøn teknologi først effektiv når den har en høj CO2-reduktion, relativt til andre grønne teknologier. Der hvor politikeren får mest for pengene er derfor dér hvor CO2-reduktionen er høj. Øget vækst og jobs er dermed ikke et mål i sig selv i det energipolitiske system, men blot en positiv sekundær sideeffekt.
Vi ser også, at biobrændstof bliver afvist af politikerne som en økonomisk fordelagtig samfundsinvestering for klimaforbedringer. Samtidig stiller politikere spørgsmålstegn ved om Novozymes har henvendt sig det rigtige sted, da det politiske formål med biobrændstof i
højere grad bliver anset som erhvervspolitik, snarere end som en seriøs spiller på det energipolitiske område.
Politiseringens vilkår viser sig hermed i en kompleks tilgang til biobrændstof, der grunder i en række præmisser for de politiske beslutningstagere. Uden en forståelse for disse præmisser, kan hensigten med kommunikationen let gå tabt. Baggrunden for afvisningen af biobrændstof, skal således ses i de politiske beslutningers rammebetingelser, men lige så meget også i de fortællinger, under hvilke, Novozymes forsøger at politisere biobrændstof.
I politiseringens fortællinger har vi identificeret tre argumentationsfigurer, igennem hvilke Novozymes søger at indskrive sig i den politiske kontekst: Vækstfiguren, Miljøgaven og Risikofiguren.
Vi har iagttaget hvordan miljøgavens argumentationsstruktur ligefrem kan være skadelig for Novozymes forsøg på at placere biobrændstof centralt i den politiske beslutningsproces. Med miljøgavens indskrivning som styrende for dagsordenen, går den i direkte konfrontation med det politiske systems magtkode styre/styret. I en politisk kontekst, vurderer vi derfor, at Novozymes skal revurdere denne figur. Figuren kan derimod, i kraft af sine evner som en problemknuser for samfundet, have et potentiale i forhold til kommunikation til markedet - såfremt dette er dens formål. Figuren går nemlig godt i spænd det økonomiske systems kode have/ikke-have.
Risikofigurens budskaber og fokus, kan vi konstatere fænger godt hos centrale politiske aktører, jf. s. 78 Den er brugbar for politikeren, da den præsenterer sig som et scenario for fremtidige problemstillinger, politikeren dermed kan være forberedt på. Men når det kommer til den politiske beslutningsproces, bliver argumentationsfiguren udspillet i kraft af politikerens fokus på det dagsordensættende. Figuren viser således først sin relevans i politiseringen af biobrændstof, når forsyningssikkerheden bliver et samfundsaktuelt spørgsmål.
Vækstfiguren er den figur vi ser, der har størst potentiale i Novozymes positionering af biobrændstof. Novozymes formår med vækstfiguren at placere biobrændstof som en problemløser, i kernen af den politiske dagsorden. Det mest centrale problem, ser vi dog forekomme, i kraft af politikernes fokus på førnævnte duale men forbundne fokusområder:
Dette udfolder sig dermed i den konstruktion vi ser politikerne foretage af Novozymes, hvor virksomheden bliver set som en lobbyist på afveje. Her observerer vi hvordan politikerne giver udtryk for, at Novozymes har henvendt sig det forkerte sted og at den politisering, som Novozymes foretager, ikke matcher det fokusområde politikerne arbejder indenfor. Dette billede ser vi gå i tråd med Novozymes store fokus på vækst og arbejdspladser i kommunikationen. Når politikerne måler den grønne teknologis succeskriterium efter parameteren CO2-reduktion, er biobrændstof ikke konkurrencedygtig. Derfor ser politikerne også Novozymes forsøg på at indtræde i det energipolitiske område, som en dyr opfinder. De kan blot præsentere en besnærende, men ikke desto mindre, irrelevant teknologi.
Endeligt ser vi en konstruktion af Novozymes som underlagt en politisk styring. Novozymes’
ønske om at efterkomme de forskellige politiske ønsker og derved agere i forlængelse af, hvad politikerne ønsker, skaber grundlaget for en forståelse af Novozymes, som en del af den offentlige sektor. Novozymes bliver således betragtet som en leverandør af løsninger, frem for en selvstændig virksomhed. Denne konstruktion gør Novozymes afhængig af en politisk styring, der afhænger af det politiske systems kode styre/styret, hvor Novozymes således sættes på ydersiden af forskellen. Novozymes’ position overfor politikerne er dermed at agere efter deres ønsker - og ikke i stand til at sætte rammerne for, hvordan politikerne skal styre energisektoren. Deres politisering af biobrændstof resulterer derfor i, at teknologien bliver anset som enten overflødig, irrelevant i sammenhængen eller fremtidsfjern.
Dette er grundridset i den kompleksitet vi iagttager. En polyfon forståelse af Novozymes som et resultat af en polyfon politisering af biobrændstof. Novozymes politisering og dermed deres forsøg på at påvirke præmisserne for de kollektive bindende beslutninger, ser vi altså i høj grad at være underlagt kommunikationens polyfoni. Temaernes forskellighed gør den politiserende proces kompleks og udmønter sig i et tilsvarende polyfonisk modsvar fra det politiske system, der bidrager til den kompleksitet Novozymes agerer i. Vi har iagttaget hvordan Novozymes gennem argumentationsfigurerne søger at styre kommunikationen og det billede af biobrændstof som virksomheden forsøger af fremmane. Men kommunikationen lader sig ikke styre og de argumentationsfigurer som virksomheden opstiller, bliver begrænset af kommunikationens polyfoni. Kommunikationen bliver modtaget vidt forskelligt, alt efter modtagerens udgangspunkt. Dette er kompleksitetens præmis. Når Novozymes således søger at bruge vækstfiguren, tabes den hensigt som Novozymes havde med kommunikationen, til de præmisser som politikerne arbejder ud fra. Og selvom Novozymes også søger at politisere
biobrændstof gennem miljøgavens figur og sikkerhedsfiguren, fejler også disse forsøg på at indskrive biobrændstof som en vinderløsning i det politiske system. Dette sker, da ingen af figurerne lykkes med at håndtere de præmisser, som politikerne arbejder efter i det politiske system.
Så selvom vi kan iagttage en erkendelse fra Novozymes om det politiske system og kommunikationens polyfoni, tager deres argumentationsfigurer ikke højde for kompleksitetens præmis. Vi kan alene spekulere over, om Novozymes ikke formår at acceptere, at kommunikationen ikke lader sig styre. Men vi kan konstatere, at de ikke finder en løsning på denne præmis og dermed heller ikke formår - i synderlig grad - at påvirke præmisserne for de kollektive bindende beslutninger, til biobrændstofs fordel.