begrænsede dominans af miljøtema, samt at kommunikation om biobrændstof i miljøtemaet ofte sker i perioder med forbindelse til enkeltstående politiske aktiviteter.
Vi kan derfor konstatere, at det økonomiske tema er styrende i kommunikationen om biobrændstof. Dette kan skyldes en række forhold, herunder mediernes prioritering af nyhedsstoffet og den offentlige opfattelse af Novozymes’ rolle som markedsaktør/
virksomhed. Særligt det sidste forhold vil vi analysere nærmere på senere i analysen af økonomitemaet.
“Lad mig sige det sådan, at anden generations biobranchen har to problemer. Det ene er et helt legitimt problem, og det er at deres teknologier er dyre og indtil videre mindre effektive end dem de umiddelbart konkurrere med inden for green tech. De er dyrere simpelthen fordi deres teknologier er mindre modne, og det er helt fair and square. Der er de i samme situation som bølgeenergi for eksempel eller alt muligt andet, som vi håber på et eller andet tidspunkt vil blive fuldt rentable." (Lidegaard, Bilag 4).
Ministerens opfattelse af Novozymes’ udfordringer beror på en sammenligning mellem biobrændstof og andre vedvarende energikilder, i særlig grad vindenergi. I denne konkurrencesituation, som Lidegaard opstiller mellem biobrændstof og andre teknologier indenfor green tech, fremstilles biobrændstof som mindre rentabel end vindenergi og værende i en kategori af potentielle rentable energikilder. Da argumentationen beror på både prisen for biobrændstof og energieffektiviteten af samme, kan man sammenfatte argumentationen som værende fokuseret på biobrændstofs omkostningseffektivitet. Martin Lidegaard finder derfor, at Novozymes’ teknologi for er dyr og teknologisk umoden. Dette understreges fra flere politiske aktører, der samtidig peger på biobrændstof som et potentiale, dog uden en berettelse som nuværende energipolitisk satsning. I balancen mellem politiske hensigter på klimaområdet og det økonomiske hensyn i klimapolitikken, ser Lykke Friis heller ikke biobrændstof som et reelt alternativ til en nuværende energipolitisk prioritering i det energipolitiske system:
“I dag har vi ikke den teknologi, der skal til for at erstatte benzin- og dieselbilen. Det er et faktum. Vores strategi er nu engang skruet sådan sammen, at vi skal starte med tiltag, der her og nu kan få fossile brændsler ud af systemet, vel at mærke uden at det giver røde tal på bundlinjen. Derfor er det klogest at starte med energisystemet frem for at begynde med transportsystemet.” (Stenvei, 2011).
De politiske prioriteter udtrykkes her som en simpel afvejning af hvilke teknologier der er til rådighed for klimaindsatsen og hvilke økonomiske muligheder der ligger i det politiske udspil. Går man dybere i den politiske argumentation for valget af teknologier, er prioriteterne - iflg. Rasmus Helveg (B) - først og fremmest styret af den struktur, hvorved klimaindsatsen gøres op i forskellen effektiv⎤ineffektiv klimaindsats:
”(…) for mig ligger der en meget simpelt økonomiske prioritering lige neden under ønsket om at bevare et fuldstændigt up front mål, der handler om at vi ønsker at reducere vores CO2 udspil og at øge andelen af vedværende energi, fordi vi har nogle forskellige måltal, de ligger i regeringsgrundlaget. Ligeså snart den er på plads, altså vi har besluttet os for det her det er vores udledningsmål, det er vores VE-mål, så for mig, er det vigtigste det er omkostningseffektivt” (Helveg, Bilag 6).
Målene for klimaindsatsen gøres først op i mål for VE-andelen, før man vurderer omkostningseffektiviteten. Der etableres således en målemetode af effektivitet inden vurderingen af omkostning, hvilket bliver et kriterium for, om de respektive teknologier vurderes til at være effektive eller ej. Denne målemetode bliver derved pejlemærke for repræsentanterne for de forskellige energiteknologier, i deres indsats for at gøre teknologien politisk interessant. Set fra de politiske aktørers side, kan denne differentiering udlægges i energipolitikken ved et simpelt udtryk om ’mest klima for pengene’.
Et alternativ til ovenstående effektivitetsforståelse fremføres af især Novozymes, Landbrug &
Fødevarer, EOF, DONG og 3F. I denne argumentation inddrages et ressourcehensyn i effektivitetsargumentet. I nedenstående citat, opstiller Adm. Dir. Steen Riisgard modsætningsforholdet mellem Novozymes’ anvendelse af halm, overfor en beskrevet praksis, hvor halmen brændes af i fjernvarmevarmeproduktion:
”Vi har simpelthen et kæmpepotentiale i det her land, som ikke udnyttes i dag. Lad os da gøre noget ved det og udnytte de gigantiske muligheder, vi har. (…) Energimæssigt kan vi få meget ud af halm ved at omdanne sukker fra halmen til kemi og dermed til flydende energi i stedet for at brænde halmen af, som vi gør det i dag. Dansk halm, der ved hjælp af enzymer omdannes til bioethanol på 2. generations bioethanolfabrikker, kan således erstatte 25 pct. af Danmarks benzin og skaffe 10.000 nye arbejdspladser.” (Lund-Larsen, 2011).
I modsætning til Klimaminister Martin Lidegaards udlægning af lav omkostningseffektivitet, er der i Novozymes’ optik uudnyttede ’gigantiske muligheder’ i form af anden anvendelse af den eksisterende biomasse. Det er dette der begrænser Novozymes i at udløse potentialet i biobrændstof, til at fortrænge fossile brændstoffer og skabe arbejdspladser. Argumentationen baseres på en anvendelse af den ikke-anvendte ressource, fordi der nu findes en metode hvorved denne uudnyttede ressource kan skabe økonomisk gavn for samfundet.
Denne argumentation fra Novozymes sammenfatter vi som ’ressourceeffektivitet’, hvor de tilgængelige ressourcer skal anvendes, såfremt det er gavnligt for samfundet. I tilfældet biobrændstof argumenteres der her for de positive effekter for miljøet, ved at erstatte benzin og effekterne ved jobskabelsen.
Argumentationen om ressourceeffektivitet understøttes at forskningsdirektør Lene Lange fra Aalborg Universitet, der udbygger argumentet om den ineffektive anvendelse - eller mangel på samme - af halmen som ressourcer:
“Vi skal have bygget anden generations bioenergianlæg til at omdanne den halm, der nu enten brændes eller som i år rådner på marken, til bioethanol, dyrefoder og fosforgødning. Det kræver klare politiske udmeldinger, der giver tiltro til, at der skabes et marked. Det kan lettest gøres ved, at anden generations anvendelse af halmen får samme tilskud som afbrænding får i dag. Det vil være et klart signal til både entreprenører og investorer” (Lange, 2011).
Forskningsdirektøren udtrykker i dette uddrag af hendes kronik, et behov for “politisk udmelding og tiltro til” at der kan skabes et marked for indsamling og distribution af halm.
Hermed kobles den ressourceeffektive argumentation med markedsdynamikkerne, hvor markedsaktører - entreprenører og investorer - vil kunne opbygge et marked omkring anvendelse af den uudnyttede ressource i halmen. Da opbygningen af et marked iflg.
forskningsdirektøren forudsætter statslig økonomisk støtte og omprioriteringer af de eksisterende støtteordninger, er der tale om et marked der enten er afhængig af statsstøtte, eller i modsat fald et marked der er begrænset af statsstøtte til konkurrerende brancher - i dette tilfælde markedet for halm til fjernvarmeanlæg. Med kommentaren om ”Det kan lettest gøres ved, at anden generations anvendelse af halmen får samme tilskud som afbrænding får i dag”, antydes det, at man vil foretrække modellen med det statsstøttede marked for halm til anvendelse i produktion af biobrændstof.
I henhold til argumentationen om, at skabe et marked med statslig økonomisk støtte til at omdanne halm, ser vi også en kamp udfolde sig mellem konkurrerende greentech virksomheder. Det er særligt i denne henseende at vi skal se Novozymes politisering af biobrændstof, i konkurrencen med de resterende greentech virksomheder om at fremstå mest effektiv over for det politiske system. For i denne konkurrence er det de politiske beslutningstagere, der sætter rammerne og målene for hvilke virksomheder og teknologier der får statslig økonomisk støtte, og dermed de politiske beslutningstagere, der beslutter hvilke greentechs der kan føre deres projekter ud i livet.
I denne kamp, har Novozymes og f.eks. Landbrug & Fødevarer været i skarp konkurrence med virksomhederne og brancheorganisationerne bag teknologien for el-biler. Dette illustrerer Lykke Friis:
”(…) det der altid har irriteret mig - det sagde jeg faktisk også direkte til både til biobrændstof-fløjen og til elbils-fløjen: Det er fint nok, at I kommer her og fremlægger jeres sag, men kan jeg dog ikke blive fri for at høre alle jeres betragtninger om, hvor lidt de andre energikilder kan bidrage med i det samlede billede. Det er energipolitik for differentieret til at kunne sige. Det irriterede mig. Var det f. eks.
nødvendigt at landbruget pludselig kritiserede vindmølleindustrien?
Denne konkurrence har medført mange anklager fra begge ’fløje’ om manglende effektivitet ved nye energiformer, der ofte fremsættes af de konkurrerende markedsaktører. Denne type omtale tager form igennem virksomhedernes og brancheorganisationernes beskrivelser af fordelene ved den energiform, som de repræsenterer og i samme forbindelse undergraver de også konkurrerende energiformers påståede effektivitet.
Flere politikere giver udtryk for, at denne kamp om fakta kan gøre det til en kompliceret affære, at udvælge hvilken teknologi, der vil være bedst at investere i - og hvilken der vil være en omkostning for staten. Denne konkurrencesituation er en af flere faktorer, der besværliggør - og nødvendiggør - Novozymes’ mulige politisering af biobrændstof som en effektiv, investeringsegnet teknologi.