Hvordan jordemoderen ved at styrke gravides følelse af sammenhæng kan

37 Han beskriver ligeledes, at det for denne følelse er afgørende, at man accepterer de opgaver, man stilles overfor og herved har betydeligt ansvar for egne handlinger, samt udfaldet heraf (23) p. 88-9).

Som det har vist sig gældende for både følelsen af begribelighed og -håndterbarhed, forestiller vi os, at optimering af jordemoderens praksis, ved implementering af Silverman et al.’s kommunikative færdigheder, ligeledes implicit kan styrke gravides følelse af meningsfuldhed. Dette, tænker vi, er tilfældet, når jordemoderen og den gravide skal planlægge fælles beslutningstagen.

Fælles beslutningstagen kræver som bekendt aktiv deltagelse af både jordemoderen og den gravide, hvorfor jordemoderen med fordel kan søge at skabe en atmosfære, som er gavnlig for lysten til deltagelse. Målet er således at skabe et rum for gravide, hvor de selv kan påvirke deres valg fremfor at følge direktiver. På denne måde bydes gravides involvering velkommen, hvilket, vi forestiller os, vil medføre, at de er villige til at investere energi og kræfter heri, fordi de selv bliver mere ansvarlige for egne valg og handlinger, hvilket medfører følelsen af meningsfuldhed.

Ved optimering af jordemoderens praksis ved planlægning af fælles beslutningstagen, vurderer vi således, at gravides følelse af meningsfuldhed vil styrkes.

For afsnit 5.4.2.2.3: Maj Jensby

5.4.2.3 Hvordan jordemoderen ved at styrke gravides følelse af sammenhæng kan styrke

38 analysen. Dette vil være med primært fokus på tilstødende undring, samt begrænsninger og usikkerheder ift. analysens argumenter og resultater.

Ift. implementering af det optimeringsforslag vi er fremkommet med, overvejer vi, hvilken betydning det har, at vi i projektet udelukkende har set på jordemoderens praksis. Herved har vi ekskluderet andre, eventuelt relevante, perspektiver. Vi kan derfor spørge os selv, om det overhovedet vil nytte noget at implementere vores forslag til, hvordan jordemoderen kan styrke gravides evne til at træffe et informeret valg. Kan jordemødre på denne måde fx se bort fra, at samfundets kompleksitet er et vilkår, som vedvarende er til stede og til stadighed vil påvirke gravide? Og vil et sådan tiltag til optimering af jordemoderens praksis mon blot drukne i, at ressourcerne er for få og kravene for store?

Vi mener ikke at kunne give et kvalificeret svar herpå, da dette ikke har været fokus i projektet. Vi forestiller os dog, at overordnede rammer, betinget af bl.a. samfundet og den nuværende svangreomsorg, har betydning for implementering af vores optimeringsforlag, eftersom disse skaber forudsætninger for jordemoderens praksis. Vi tænker således, at de overordnede rammer med fordel kan optimeres for at kunne styrke gravides forudsætninger for at træffe et informeret valg. Dette betyder dog ikke, at optimering af jordemoderens praksis ikke ligeledes kan styrke disse, hvorfor vi fortsat mener, at det er relevant at kigge på, hvordan den enkelte jordemoders praksis kan optimeres. Relevansen heraf understøttes af, at gravide bl.a. bruger internettet til informationssøgning, fordi de finder information fra jordemoderen mangelfuld. En sådan udmelding kalder efter vores vurdering på, at den enkelte jordemoder må vende blikket indad og spørge sig selv, om hun kan tillade, at gravide tyer til internettet, fordi de ikke får tilstrækkelige informationer i mødet med hende. Ligeledes mener vi, at dette foranlediger, at vi må forholde os til, om det informerede valg udelukkende udfordres af brugen af internettet, eller om brugen af internettet kan anses som udtryk for andre udfordringer, såsom at gravide ikke finder jordemoderens informering fyldestgørende.

Er faktum mon, at gravides brug af internettet blot gør os, som jordemødre, opmærksomme på udfordringer, som altid har eksisteret, men som nu er synlige?

Om dette er tilfældet, er svært at give entydigt svar på. Vi stiller os dog undrende overfor, hvor meget den øgede digitale informationstilgængelighed egentlig har ændret. Internettet er et relativt nyt fænomen, men at gravide kan få informationer fra andre end jordemoderen er ikke nyt. Så hvad er det mon, der gør denne digitalisering af information anerledes? Som delvist svar herpå, mener vi ikke at kunne se bort fra, at internettet i højere grad end tidligere

39 skaber mulighed for informationsudveksling, bl.a. fordi denne udveksling sker i et omfang og med en hastighed som aldrig før. Vi vurderer således, at internettet medfører nye udfordringer, men mener ligeledes at gravides brug af internettet medfører opmærksomhed på udfordringer, der er uafhængige af digitaliseringen af information.

Med afsæt i ovenstående mener vi, at internettet kan anskues som en medspiller, der skaber muligheder og har potentiale til at gøre opmærksom på, hvilke aspekter jordemoderen, i sin praksis, med fordel kan optimere. Dette syn på internettet som medspiller har ligeledes været udgangspunkt i projektets analyse. Her fastsatte vi nødvendigheden af integrering af viden om gravides behov og brug af internettet til informationssøgning, når jordemoderen skal styrke gravides evne til at træffe et informeret valg. En sådan integrering kan dog ikke stå alene, idet jordemoderen ligeledes skal bidrage med sin faglige viden. Som det fremgår af analysen, tror vi på, at jordemoderen besidder viden og erfaringer, som gravide i høj grad kan drage nytte af at få indsigt i, hvorfor fælles beslutningstagen er efterstræbelsesværdig. Ift. den øgede digitale informationstilgængelighed finder vi især dette relevant, idet vi må tage højde for, at adgang til forståelse er vanskelig at digitalisere, eftersom information om ikke er lig forståelse for.

Vores vurdering af fælles beslutningstagen som værende efterstræbelsesværdig i relation til at gravide skal træffe et informeret valg, tager, jf. afsnit 5.3.2, afsæt i den danske sundhedslovgivning. Ift. dette undrer det os derfor, at fælles beslutningstagen ikke er den tilgang, der altid anvendes af jordemødre. Eftersom fælles beslutningstagen, jf. projektets analyse, forudsætter integrering af gravides perspektiv, herunder fx integrering af deres viden indhentet fra internettet, undrer det os desuden, at jordemødre ikke allerede, i højere grad end det er tilfældet, formår at integrere viden om øget digital informationstilgængelighed i vores praksis. Som nævnt i projektets indledning er jordemoderen juridisk forpligtet til at følge udviklingen og gøre sig fortrolig med ny viden, hvilket vi mener, må indbefatte, at den enkelte jordemoder i sin praksis skal integrere viden om øget digital informations-tilgængelighed. Vi ser således gode begrundelser for, at fælles beslutningstagen skal implementeres i praksis, hvorfor vores undring over, at vi ikke allerede ser denne tilgang implementeret, blot forøges. Hvad er grunden hertil? Er det mon fordi, nogle jordemødre ikke ser meningen i denne tilgang, fordi rammerne ikke er til det, eller er det noget helt tredje, der ligger til grund herfor?

Igen må vi være entydigt svar skyldigt, men vi er dog overbeviste om, at en del af forklaringen ligger i, at implementering af denne tilgang er lettere sagt end gjort. Hos os

40 hersker ingen tvivl om, at kommunikation er svær, hvorfor implementering af fælles beslutningstagen tager tid. I forlængelse heraf mener vi, at der ved implementeringen er mange udfordringer for jordemoderen – fx ift. at finde den rette balance imellem i høj grad at involvere den gravide, uden dog at glemme eget ansvar for ligeledes at bidrage. At dette kan være svært, forestiller vi os, idet jordemoderen i sin iver for at inddrage den gravide kan overse vigtigheden af eget bidrag. Hertil finder vi det således vigtigt at huske, hvad der ligger i begrebet fælles, der understreger, at jordemoderens ansvar ikke bliver mindre af, at hun skal have opmærksomhed på, at gravide skal inddrages.

Dette er dog ikke den eneste udfordring vi ser, da vi ligeledes forestiller os, at implementeringen kan udfordres af, at nogle jordemødre tror, de giver mere information, end de reelt gør, eller tror de inddrager den gravide mere, end tilfældet er. Endvidere forestiller vi os, at nogle jordemødres faglige erfaring gør, at de kan tro, de ved, hvad den gravide har behov for. Implementering af fælles beslutningstagen i relation til at gravide skal træffe et informeret valg er således noget, vi mener, der kræver kommunikativ træning, hvorfor vi tænker det positivt, at jordemoderuddannelsen i højere grad end tidligere har fokus på kommunikativ færdighedstræning. I forlængelse heraf mener vi, at det kunne være fordelagtigt, hvis dette fokus blev tydeligere i den jordemoderfaglige praksis, hvilket vi mener, at bl.a. vi som nyuddannede har et ansvar for.

Noget jordemoderen ligeledes har ansvar for, og som vi anser som en overordnet udfordring, er at medtænke, at hun, i sin praksis, i alle henseender skal tage udgangspunkt i den enkelte gravide. Dette tænker vi, bl.a. indebærer, at jordemoderen må være opmærksom på, at det er forskelligt i hvilken grad, den enkelte gravide ønsker at være involveret i beslutningstagen. I forlængelse heraf, forestiller vi os, at det kan diskuteres, om fælles beslutningstagen nødvendigvis er det bedste i alle henseender, idet nogle gravide kan ønske information uden dialog, eller decideret ønske paternalisme fra deres jordemoder. Som vi ser det, er fælles beslutningstagen dog ingen hindring herfor, da dette sikrer udgangspunkt i den enkelte gravides egne ønsker. Således vurderer vi, at den måske største opgave for jordemoderen er altid at være opmærksom på det individuelle perspektiv og den enkelte gravides behov. At jordemoderen har evne hertil, mener vi, i høj grad er afgørende for, at jordemoderen ikke på nogen måde kan overflødiggøres i situationer, hvor gravide skal træffe et informeret valg.

41