Indsatsen på institutionerne

Et eksempel på et barn anbragt på døgninstitution er Andreas, 11 år (interviewsammendrag):

Det startede jo med, at jeg havde nogle problemer på min gamle skole. Og en dag fik vi det snakket igennem. Og vi snakkede om det her sted. Så snakkede vi det igennem et par gange, og så blev vi enige om, at vi nok hellere måtte se stedet, og så tog vi ned og så det, og efter sommerferien kom jeg så herned... Der har altid været problemer i skolen, jeg gik børnehaveklassen om, anden gang på en ny skole. Jeg blev drillet meget af de andre børn. Jeg kunne godt lide min børnehaveklasselærer. I 1. kl. gik det ikke så godt, 2. kl.

gik bedre, og i 3. kl. gik det helt galt. Jeg blev meget drillet. Jeg er ordblind og kunne ikke kende forskel på b og d, og jeg kunne heller ikke høre endelserne, og så kunne jeg godt blive lidt sur – og så blev jeg moppet for det. – Var der nogen, du snakkede med om, hvordan du havde det? – Jeg har altid været en, der ikke kunne lide at sladre. – Jamen kunne de voksne ikke mærke på dig, når du havde det dårligt? – Nej, min mor og far kunne ikke.

For jeg var jo glad, når jeg kom hjem, for så var jeg ikke i skolen og blev moppet. – Hvad med om morgenen, hvordan havde du det, før du skulle i skole? – Jeg er altid glad om morgenen. Så det var først i skolen, når de store drenge kom og moppede... De vil gøre alt for at udrydde en, hvis de synes, man er dum. De råber:

Du er ordblind, du er dum.

At være dum

"Dum" er et nøgleord for forståelsen af Andreas’ situation. Man fornemmer, han har en stor smerte knyttet til det at føle sig

"dum", ikke mindst i betydningen, at man ikke magter/ikke kan finde ud af de opgaver, man forventes at kunne løse i skolen.

Han vil hellere lade være med at forsøge end at risikere at ende med en oplevelse, der får ham til at føle sig "dum".

Der er ikke på interviewtidspunktet nogen oplysninger om, at han i øvrigt skulle være dårligt begavet. Forudsat han får en un-dervisning, der tager højde for hans læseproblemer, vil det der-for der-formentlig være hans holdning til og angst der-for at være

"dum", der er den største hindring for at han kan lære noget i skolen. En institution med indeskole fremstår derfor som en god løsning for Andreas.

Jeg tror, at hvis jeg var kommet her noget før, så havde jeg gået i folkeskole i dag. – Hvordan gik det til, at du skulle bo her? – Det var næsten min egen idé, og så min mors og fars. – Hvad skulle du få ud af at bo her? – Jeg skulle lære noget og gå i sko-le, og så skulle jeg lære at styre mit temperament, når jeg blev sur.

– Hvordan er det så gået? – Fint, synes jeg selv. Jeg kan godt læse en bog på 40 sider på 8-14 dage. Men en stor bog kan jeg ikke læse. – Hvordan går det med at styre temperamentet? – Ja, sådan set... Hvis jeg bliver rigtig gal.... nogen gange kan jeg ikke styre det, så bliver jeg sur, og så går det galt. – Hvad gør du, når du... – Det er... så går jeg bare lidt og så kommer jeg tilbage. Men det er sket et par gange, at jeg ikke kan styre det, så kan jeg godt finde på at blive lidt voldsom.... Det er kun, fordi de irriterer mig, at jeg gør det. Nej, man kan ikke sige, jeg har sluppet det. Det tror jeg ikke, nogen mennesker kan, slippe det helt. – Er der nogen, der har hjulpet dig? – Ja, Annie (kontaktpædagogen). Hun har hjulpet med skolesager og med at komme ud af problemerne. Også med at sige, det er rigtigt, hvad jeg gør... Min svaghed det er, når jeg får at vide, jeg er åndsvag, når jeg får at vide, at jeg ikke kan noget, ikke duer til noget. Så går jeg helt i baglås, så vil jeg hellere ud af verden. – Hvordan kan voksne hjælpe børn, der har det

sådan? – Så skal de gøre lige som Annie, fx sige "prøv nu at lade dem (de børn, der mopper) være lidt og så gå hen til dem bagefter og snak lidt med dem, snak tingene igennem med dem". Det er på en måde løsningen at snakke med dem om problemerne. Det er det, der har hjulpet mig. Altså man skal ikke tvinge børn til noget, de ikke kan. Man skal lade dem prøve at arbejde selv og så hjælpe dem bagefter.

På institutionen arbejder man målrettet med, at Andreas skal få større indsigt i sine egne reaktioner og lære at tackle vanskelige situationer på en anden måde end ved at "gå amok".

Interviewet af Andreas efterlader ikke nogen tvivl om, at han er meget interesseret i det, han lærer om sig selv. Det er også tyde-ligt, at han er knyttet til/glad for Annie. Interviewet med Annie viser, det er gensidigt. Andreas er også glad for at blive inter-viewet, giver hånd og siger "tak for samtalen".

Tanker om selvmord

Andreas er typisk for en del af de interviewede børn, især de større børn (ældre end 9 år). Angsten for at være "dum" i be-tydningen ubegavet, anderledes, forkert giver de fleste af de større børn udtryk for. Drengenes (og enkelte af pigernes) reaktion på dette er udadvendt aggression, og det er denne aggressive adfærd, omgivelserne reagerer på. Det er heller ikke ualmindeligt, at de større børn kommer med udtalelser om, at de "hellere vil ud af verden", som Andreas gør. To af de store piger har faktisk forsøgt selvmord, og flere af drengene talte om overvejelser i den retning, fx Bent på 13 år, hvis historie på mange måder minder om Andreas’. Bent taler om en følelse af meningsløshed i forbindelse med spørgsmålene om, hvad han skal få ud af opholdet på den døgninstitution, hvor han er an-bragt:

Først og fremmest skal jeg lære noget om kontakten til kammera-terne, uden at jeg går i sort. Altså få løst de problemer jeg har inde i mig selv, sådan noget med nogle gener, jeg har fået gennem min

barndom. Og så er det også, at få det sådan... fordi jeg har så store problemer. Det er, at hver aften, eller hver gang det bliver mørkt, så har jeg det altså sådan, at alt hvad jeg laver, det er egentlig lige meget. Det er lige meget, hvad jeg foretager mig om aftenen, så synes jeg... det er da lige meget, det her. Og jeg ligger meget og spekulerer over det om natten. Hver gang, jeg snakker med en voksen, så kan de høre på det, men de kan ikke gøre noget ved det.

Det er noget, der hele tiden kommer op, det kan ikke fjernes, tror jeg ikke. Ikke af behandlingen. – Siger du, du føler, tingene er meningsløse? – Ja, det føler jeg. Fx det er da meningsløst bare at gå i skole og lave det samme, gå på arbejde og sådan nogle ting.

Om aftenen så ligger jeg bare og synes, det hele, det er ikke en skid værd, om morgenen så... "Hvorfor helvede skal jeg så lave det".

Ikke. Det ligger jeg meget og tænker på om natten... – Har du snakket med nogen om de ting? – Jeg tror ikke, de voksne kan gøre noget... Jeg synes ikke så meget, der skal snakkes lige præcis om mig. Jeg er jo ikke et enestående billede i hele universet, vel? Der er jo ca. fem milliarder mennesker her på jorden, så hvorfor jeg lige præcis er verdens centrum... Men jeg kan godt anbefale, at folk, at mennesker, der har problemer med deres barn, at de... jeg vil godt anbefale, at de tager imod hjælp fra en pædagog.

Bents baggrund var massive problemer i skolen med konflikter med de andre børn og med en særdeles aggressiv reaktion fra Bents side.

At være anderledes

Et sidste eksempel på denne gruppe børn er Carsten på 11 år,⁹⁾ der fortæller, at han allerede i børnehaveklassen havde en fornemmelse af, at han var anderledes end andre børn: "jeg kun-ne ikke sidde stille, som de gjorde. Jeg sad lige så tit under bordet som ved bordet. Jeg kunne også mærke, at jeg blev hidsig på en an-den måde". Om formålet med anbringelsen siger han: Det svære-9) Som en spændende indføring i nogle af disse børns verden vil jeg

anbefale: K.B. Elsvor: En helt anden verden. En beretning af en ung mand med Aspergers syndrom. København: Videnscenter for Autis-me. 1996.

ste (før anbringelsen) var nok at blive moppet... Jeg blev godt modtaget her... Jeg er blevet bedre til ikke at blive sur over alting og ikke blive så hidsig. Jeg kan mærke, jeg har det bedre, mit sind er ikke mere så tungt. Nu siger jeg: "jeg går lige lidt ud". Jeg siger det. Melder, at nu skrider jeg. Det er ikke at stikke af. Jeg regnede egentlig ikke med, at det ville hjælpe at komme her, måske lidt. Det er gået bedre og hurtigere, end jeg troede. Det, jeg stadigvæk er mest slem til nu, det er at flippe ud over ingenting. Ikke at blive hidsig, men at lukke mig inde og blive ked af det. Jeg skal nok prøve mig selv mere af, prøve nogle flere grænser for, hvad jeg kan tåle... Jeg synes egentlig mest, det er mig selv, der har hjulpet mig. Også min far og min mor. De hjælper mig her, men på en måde, så det er mest mig selv. Det vigtigste er, at jeg virkelig har taget mig sam-men. Hvis noget er mislykkedes, så har jeg prøvet igen og igen.

Man kan ikke mærke, hvordan det hjælper, men man kan mærke det, når det har hjulpet. – Hvad kan voksne gøre for at hjælpe børn? – Det vigtigste er, at børnene selv vil. Andre kan ikke hjæl-pe, uden man selv vil, ellers er det umuligt. Men man (de voksne) skal også ville hjælpe. For hvis man ikke vil hjælpe, så kan man jo heller ikke.

At erhverve sig indsigt

Nøgleordene til at forstå, hvad der skete for børnene på institu-tionerne, var "indsigt". En indsigt, som de skulle lære at bruge til i højere grad at få kontrol over deres liv (deres egne reaktio-ner og reaktioreaktio-nerne fra deres medmennesker), så de selv kunne styre mere og ikke så meget var i deres følelsers vold, når de blev grebet af en følelse som angst og afmagt. Altså i høj grad en kognitiv¹⁰⁾ tilgang til problemløsningen. Børnene lærer at bruge tænkning og erkendelse som en måde at styre deres liv og følelser på, så de kan få nogle flere positive oplevelser i kon-takten med andre mennesker.

10) Kognitiv refererer til brug af tænkning og erkendelse i problemløsning til forskel fra fx det umiddelbart sansemæssige (perception) eller det følelsesmæssige (emotion). Kognitionspsykologi er den gren af psyko-logien, hvor man beskæftiger sig med tænkning og erkendelse.