Forældre uden ønske om involvering fra

an-bringelsen mente, at de (eller børnene/familien) havde nogen problemer, som de behøvede socialforvaltningens hjælp (eller involvering) til at få løst. Grundlæggende mente de slet ikke, der var nogen problemer. Igen med henblik på at give nogle tydelige eksempler til brug for en videre diskussion er det

rele-12) I de konkrete sager har man forsøgt en række andre foranstaltninger før anbringelsen.

vant at inddele forældrene i grupper. Her i to grupper efter hvordan forældrene så på anbringelsen, efter at den havde fun-det sted. I den ene gruppe findes de forældre, der efterfølgende accepterede anbringelsen, i den anden de forældre, der fortsat er imod, at barnet er anbragt uden for hjemmet.

Det kan nok ikke være anderledes

Fire børn har forældre, der på interviewtidspunktet kan karak-teriseres ved holdningen "det kan nok ikke være anderledes", når anbringelsen diskuteres. Disse forældre retter vreden både mod sig selv og mod socialforvaltningen, når de skal placere ansvaret for anbringelsen. Anbringelsen blev udløst af en konkret hæn-delse (fx husspektakler, hvor mor forsvandt og først dukkede op bagefter, dødsfald med efterfølgende akut krisereaktion, akut sygdom med indlæggelse af mor). Situationer, som i alle tilfælde var uventede, og som – uanset de kvalitativt var forskellige – ikke tidligere havde haft det udfald for familien. Forældrene kunne forstå anbringelsens nødvendighed, selvom den var uøn-sket. Utilfredsheden handlede om sagsbehandlerens ufølsomme tackling af problemerne i form af, at forældrene følte, det for so-cialforvaltningen drejede sig om at handle og når først det var sket, så var der egentlig ikke så meget at snakke om.

Jeg har fået hjælp til det, der var utroligt synligt, men ikke til det der lå gemt. De har været vældig søde, det er ikke det. Men jeg sy-nes ikke, de har været særlig forstående. Det har bare været sådan:

nu skal der ske noget. Jeg følte, tingene kørte alt for stærkt. Jeg blev sat helt af. Der var problemer, og de mente ikke, det kunne gå her-hjemme... Men jeg føler, jeg er et almindeligt menneske, jeg har ar-bejde, og jeg har svaret enhver sit. Jeg havde aldrig drømt om dette.

Alt var kaos. Men jeg ville gerne have haft hjælp herhjemme. Men det mente de ikke kunne gå. Jeg synes, de skulle have fokuseret på, at der var opstået et problem, som skulle løses. I stedet for at foku-sere på vores indbyrdes relation som problemet (sammendrag af interview).

Denne mor formulerer tingene på en måde, som mange for-ældre vil kunne tilslutte sig, når hun siger: "Jeg synes, de skulle have fokuseret på, at der var opstået et problem, som skulle løses. I stedet for at fokusere på vores indbyrdes relation som problemet".

Det er mod min vilje

De sidste 7 børn havde alle forældre, der ikke kunne se nogen som helst begrundelse for anbringelsen (én mor havde dog ac-cepteret anbringelsen, efter at stedet var blevet ændret). Disse 7 børn havde alle forældre med alvorlige misbrugsproblemer, ty-pisk alkoholmisbrug.¹³⁾ Forældrene var ikke enige i, at der var problemer og slet ikke enige i, at forældrene havde et alkohol-misbrug, som kunne medføre, at de ikke var i stand til at tage vare på deres børn. De mindede derfor på mange måder om de to forældre, der er beskrevet under overskriften "Spørg og du får noget andet". Forskellen er, at forældrene i denne gruppe i aller-højeste grad ikke selv havde henvendt sig med noget ønske om hjælp. To eksempler illustrerer dette:

Jamen, det var fordi, da hun startede i skolen, så gik der ikke mere end tre måneder, før de smed hende ud. De sagde, de ikke kunne styre hende, de mente ikke, hun var moden nok til at komme i skole. Men det var hun altså. Det var bare, fordi hun har krudt i numsen, så... hun er ikke den, der kan sidde stille, det kunne hun i hvert tilfælde ikke dengang. – Havde du selv en fornemmelse af, at der var noget galt? – Nej. De problemer, de trak ned over ho-vedet på os, kendte vi ikke herhjemme. – Du syntes ikke selv, der var al den uro? – Nej, bortset fra at hun døjede engang imellem med lige at høre efter, men det gør alle børn vel.... – Hvornår blev du klar over, at der var problemer? – Jamen, det var, da skolen sagde det. Der var ikke noget problem for os. – Var det noget, du selv følte, du kunne gøre noget ved? – Nej, for det var jo i skolen, der var problemer. Vi oplevede hende ikke sådan

13) Den mor, der ikke blev interviewet, er placeret i denne gruppe. Hun havde – ifølge oplysninger i de øvrige interview – også alvorlige mis-brugsproblemer.

hjemme, bortset fra at det nogle gange kneb med at styre hende.

(sammendrag fra interview med en mor).

I en anden familie handlede interviewet meget om, hvorvidt for-ældrene drak for meget eller tilpas for at opfylde socialforvalt-ningens krav for at få barnet hjemgivet.

FAR: Når jeg og Alice har fået for meget at drikke, så kommer vi op at skændes, og det er jo ikke godt for børnene.

MOR: De kører jo meget med, at vi drikker

FAR: Det gør vi jo også. Der var dengang, jeg stod og drak foran Brugsen, men det er holdt op nu. Nu drikker jeg kun herhjemme.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg drikker. Når jeg er ked af det, så tager jeg altså et par bajere og så er jeg ikke så meget diplomat.

Men det er aldrig gået ud over børnene. Jeg vil give kommunen ret så langt, at det nok ikke er så godt, at jeg drikker 30 bajere om dagen, men det har jeg også skåret ned. Men så synes jeg også, de må komme i møde.

MOR: Vi har altid selv passet vores børn. Og de har altid været pæne i tøjet og havde madpakke med. Det sagde de også i skolen.

FAR: Det var mig, der stod op og smurte madpakkerne.

MOR: De siger, vi skal gå på antabus. Og det vil vi da også godt, men så vil vi også have børnene hjem. For hvad skal vi ellers få tiden til at gå med, når vi bare går her og ikke har nogen børn.

FAR: Hvis vi havde børnene, så drak vi heller ikke så mange bajere. Det er, når jeg er ked af det, så tyer jeg til en bajer.

Det var som om forældrene søgte at etablere en forhandlings-situation, hvor børnene var indsatsen. Samtalen kom derfor til i højere grad at handle om det korrekte antal øl, frem for hvor-dan børnenes liv egentlig var, når forældrene havde drukket.

Socialforvaltningens problem ligner meget, hvad der blev beskre-vet under overskriften "Spørg og du får noget andet". Den væ-sentlige forskel er, at forældrene i denne gruppe selv afviser, at der har været problemer. De er heller ikke nødvendigvis lige så vrede. Måske fordi initiativet til kontakten til socialforvaltningen er kommet ude fra. De har derfor ikke på den måde samme op-levelse af at have ønsket en form for hjælp, samtidig med at resultatet blev noget helt andet. Men alligevel kunne det også her være svært for socialforvaltningen og forældrene overhovedet at komme på talefod.

Et godt eksempel

Undersøgelsen indeholder kun ét forløb, hvor det på interview-tidspunktet er lykkedes socialforvaltningen at komme på talefod med en familie, de ellers ikke har kunnet finde fodslag med.

Det skete i forbindelse med skift af sagsbehandler, samtidig med at barnet skiftede anbringelsessted, fordi forældrene ønskede det.

Det, der karakteriserer denne sag, er, at der var en meget stor omsorg for forældrene kombineret med et systematisk opfølg-ningsarbejde over for både barn, forældre og anbringelsessted, efter at selve anbringelsen havde fundet sted. Det handler om en dreng, Kasper, som i interviewet med en vis selvfølelse taler om

"min sagsbehandler". Det var blandt andet "min sagsbehandler, der hjalp med at finde dette her sted, og som fortalte mig, jeg skulle bo her. Han hjalp også med at pakke, da jeg skulle flytte". Man får en tydelig fornemmelse af, at sagsbehandleren er en betydnings-fuld person i Kaspers liv.

Kaspers plejefamilie: Vi har fået en ualmindelig god behandling af kommunen. Sagsbehandleren kommer her – eller vi kommer på hans kontor – sammen med Kaspers forældre, og så snakker vi om alle de konkrete problemer, der kan være. Men indtil nu har pro-blemerne ikke været så store. Sagsbehandleren ringer jævnligt for at høre, om der er noget, og er der det, så bliver det taget op. Man føler, han virkelig ønsker, det skal gå godt for Kasper.

Kaspers forældre: Det er den bedste sagsbehandler, vi nogen sinde har haft. Han ringer én gang om ugen eller hver 14 dag bare for at høre, hvordan vi har det. Hvis der er noget, vi er utilfredse med, så bliver det taget op. Han sørger for, at plejefamilien også gør de ting, vi gerne vil have. Men det er nu ikke det store problem. Kas-per kommer hjem på weekend, og vi besøger ham i plejefamilien.

Vi får kaffe, når vi kommer, og nogle gange inviterer plejefamilien os med på en udflugt. Man føler sig velkommen. Kasper er kommet et godt sted.

Sagsbehandleren: Ja, du har jo ramt den sag, jeg har lagt det største stykke arbejde i. Jeg synes selv, det går godt. Du vil kunne finde andre sager, hvor der ikke vil være lige så stor en tilfredshed.

Jeg tror, at Kasper kommer til at være længe i den plejefamilie – foreløbig er aftalen 2 år. Kasper er kommet det rigtige sted, han får den hjælp, han har brug for, og plejefamilien er god. De ting behø-ver jeg ikke at bruge tid på.

Der hvor min indsats ligger er over for Kaspers forældre. Det er vig-tigt, at de føler, de bliver hørt, og at deres problemer bliver taget alvorligt, sådan at de fortsat kan støtte Kasper i, at han er et godt sted og kan være med til at tage ansvar for, at hans anbringelse – eller hans liv – går godt. For hvis Kaspers forældre føler, de bliver hægtet af, så bliver det meget sværere for Kasper.