Løsningsmuligheder
VIII. Indledning
»Det føles som je g bare spilder m ine ord.«
»Hvorfor er det sådan, at vi modtager politikken udefra, og at vi overlades til at spørge os selv, hvad det drejer sig om, når vi aldrig har hørt om det før. Et politisk mål bliver stil
let op og sat på papir. Vi forventes lige med det samme at underkaste os målsætningen. Det far det til at se ud som om vi i bogstavelig forstand er kæledyr.
I mennesker (inuit) drøfter og diskuterer ikke tingene så meget iblandt jer selv. Hvis vi overvejede og debatterede vo
res rettigheder, ville der ikke så let blive manipuleret med os, og tingene ville ikke være ændret så meget.
Tiden er kort. Jeg har en bunke at sige. Ti minutter er ikke meget tid. Men det er sådan vi vil blive, styret af klokken.
Men det er sådan mennesker vil blive, som husdyr. Vi vil blive kontrolleret, holdt på plads.«
N ick Chris i »Testimonies ...« 1975, p. 7.
Statens erklærede velvilje overfor landsrådet i 1955 om nærmere undersøgelse af erstatningskravene og landshøvdingens formod
ning i 1961 for, at Thulebasen i højere grad end andre anlæg havde medført erstatningsberettigende tab, skaber en stærk (mo
ralsk) forpligtelse for staten til af egen drift at tage erstatnings
spørgsmålene op. Når dette så langt fra har været virkeligheden og staten tværtimod har forsømt at reagere på gentagne krav fra Thule fangerråd og fra andre steder, så rejser det for det første spørsmålet, om staten har handlet i god tro eller i en mindre agt
værdig hensigt? For det andet melder der sig det mere væsentlige spørgsmål, om Thules befolkning har et krav mod staten og USA, som den part der har nydt godt af indgrebet? Besidder Thu
le et juridisk krav, som er retligt gennemførligt den dag i dag?
Der er næppe grund til at tvivle på, at flere af de embedsmænd, som er omtalt i det foregående, i deres enkeltstående handlinger har optrådt i god tro. Det er for eksempel ubestridt, at basen medførte en forurening i fjorden, som medførte forringet fangst og som kunne gøre det hensigtsmæssigt at overveje en flytnings- mulighed for befolkningen – eller for basen. Det er også ubestridt, at basen udgjorde et naturligt bombemål, hvilket kunne have ført til de samme overvejelser. Mere hensigtsmæssigt havde det natur
ligvis været, at vurdere mulige konsekvenser, blandt andet ud fra krigsårenes erfaringer ved de andre baseområder, og overveje al
ternative lokaliseringer før tilladelse til basens opbygning blev gi
vet. Det skete ikke. Thule sagen efterlader i det hele det indtryk, at man først traf beslutningerne og bagefter søgte at tilvejebringe
»beslutningsgrundlaget«. Da departementet til brug ved flytnings- diskussionerne i maj 1953 havde brug for et kort over området ved Thule, kom kortet fra Geodætisk Institut langt over en må
ned efter at befolkningen var flyttet (jfr. kap. III, note 34).
Det er præcis i den manglende helhedsvurdering af basen og dens følgevirkninger, at statens forsømmelighed og passivitet i Thule-sagen viser sig mest markant. Den enkelte embedsmands manglende muligheder for at overskue situationen hang ikke kun sammen med den bureaukratiske organisationsmåde: hierarkiet og de enkelte administrationsgrenes relative uafhængighed. Den manglende helhedsvurdering hang i høj grad også sammen med, at ledelsen foreholdt sine egne betroede embedsmænd de nødven
dige oplysninger. I hvilket omfang ledelsen selv kunne overskue situationen er uvist. Det er imidlertid klart, at administrationen udviste en umådeholden eftergivenhed overfor de amerikanske krav og ønsker.1 Når landshøvdingen gjorde indvendinger overfor
1 D et er uvist, om det m anglende danske overblik, er udtryk for at man ikke vidste – eller undersøgte – hvad man gik ind til, eller om det dækker over en handel. N iels A m stru p (1 9 7 8 , p. 196, jfr. 1 78f., 182 + 1 87f.) har vist, at den danske regering i 1947 søgte at sam m enkæ de G rønlandsspørgsm ålet med danske interesser i løsningen a f spørgsm ålet om tyske flygtninge i Danm ark og Sydslesvig. Senere kom spørgsm ålet om am erikansk våbenhjæ lp til D anm ark ind i b illed et, se U denrigsm inisteriets redegørelse D a n sk S ik k e rh e d sp o litik 1948-1966, II, p. 79. Ved frem sættelse a f forslag til rigsdagsbeslutning om D anm arks tilslu tn in g til D en nordatlantiske Traktat, var det dog udenrigsm inister G u sta v R a sm u ssen s, officielle holdning, at D anm ark ikke havde solgt G rønland for nogle kanoner, s.st. I, p. 68f.
omfanget af de amerikanske arealkrav ved Thule, havde det in
gen effekt, selvom han mente at kunne påvise, at kravene var i konflikt med den lokale brugsmåde. Det eneste konstruktive dan
ske brud på eftergivenheden overfor amerikanerne ses, da man krævede at amerikanerne skulle betale for en væsentlig del af flyt
teomkostningerne i 1953-54.
Den danske regering havde i efterkrigsårene haft rigelig tid til at undersøge spørgsmålet om militære aktiviteter ved Thule og deres indflydelse på det omgivende samfund. Det havde rigtignok været den officielle danske holdning at de amerikanske baser i Grønland skulle nedlægges, hvilket blev bekræftet i forbindelse med det kommunistiske forslag til folketingsbeslutning den 29.
maj 1947. Regeringens væsentligste virkemiddel i spørgsmålet var imidlertid diplomatisk inaktivitet, for den vandrede med Niels Amstrups ord »på en knivsæg mellem krav om [1941] trak
tatens ophør og et godt forhold til USA«.2 Allerede d. 22. okto
ber 1945 var den danske ambassade i Washington blevet oriente
ret om, at USA kunne tænkes at ville rette henvendelse om at opretholde baserne i Grønland. Da den danske regerings bekla
gelse over den uventede nyhed blev forelagt chefen for det ameri
kanske udenrigsministeriums afdeling for Nordeuropa, Hugh Cumming, gav Cumming sin personlige tolkning af det ameri
kanske syn:
»Amerika har anbragt omtrent 60 Millioner Dollars i Baser paa Grønland. Der er adskillige store Flyvepladser. Intet er saa farligt i en Krig som ubevogtede Flyvepladser, der falder i Fjendens Haand. Det er nødvendigt at de er sikret ogsaa i Fredstid.
Det var fra et militært Synspunkt ønskeligt, om Island og Grønland slet ikke eksisterede, men nu er de der, og i mo
derne Krig er de derved et nødvendigt Led i Amerikas For
svar. Selvom der ikke allerede var Flyvebaser, maatte man fra amerikansk Side nu anmode om Baser.
... og at Danmark hverken har Penge eller Mandskab til at paatage sig Opgaven, som derfor maa tilfalde USA.«3
2 A m strup, 1978, p. 178.
3 G es. W ash., M em o til M inister K auffm ann ved C .A .C . Brun, 2 6 .1 0 .1 9 4 5 , på j.
8 .U .2 1 /7 : se iøvrigt A m strup, 1978, p. 176ff.
Cummings uvelkomne ventile
ring af muligheden for en am eri
kansk anmodning faldt sammen med publiceringen af et kort, hvor Thule optrådte som led i den militære, amerikanske plan
lægning. Kongressen havde ugen før vedtaget en lov, som tillod opførelsen af militære vejrstatio
ner i Arktis. Under det såkaldte
»Arctops project« skulle en ho
vedstation placeres ved Thule, og en ved W inter Harbor i Ca
nada (se fig. 20). Planen forud
satte derfor at USA måtte låne eller leje arealer af Canada og Danmark. Den danske regering havde således haft rig lejlighed til at vurdere amerikanske pla
ner for Thule, og overveje kon
sekvenser for grønlandske og danske interesser samt eventuel
le alternative placeringer.
Staten var lige så forsømmelig og passiv i sin efterfølgende vurde
ring af befolkningens erstatningskrav, som den havde været inak
tiv i sin forudgående holdning til planerne.
Thules befolkning og fangerrådet var derimod så aktivt og kon
struktivt, som man havde mulighed for med sine begrænsede in
formationer og indflydelse. Såsnart basens og flytningens konsek
venser begyndte at vise sig med rimelig klarhed, tog man spørgs
målet op, på den måde man kendte, gennem fangerrådet. Det var også den korrekte fremgangsmåde, og det forum som den danske regering havde anerkendt som Thules selvstyreorgan og udstyret med dømmende myndighed.
Mønsteret med aktivitet fra Thules side og inaktivitet hos sta
ten er ikke uden betydning for vurderingen af, om Thule idag har et retligt gennemførligt erstatningskrav. I vor sagsfremlæggelse i
Fig. 20
bogens første del har vi lagt vægt på at vise sagens hovedlinier med henblik på indgrebets erstatningsberettigende karakter, mens vi ikke har vægtet enkelte elementer af indgrebet, som ellers i sig selv kan være betydningsfulde nok, som f.eks. forureningsbasere- de skader eller krænkelser af gravfreden. Uanset hvor stærk mo
ralsk forpligtelse der måtte ligge på staten til selv at tage sagen op, giver det hidtidige sagsforløb ikke nogen sikkerhed for at sta
ten vil bidrage til en konstruktiv konfliktløsning. Det er derfor af
gørende at spørge om Thule stadig kan gennemtvinge erstatnings
kravet ad retlig vej, eller om sagen er forældet? Spørgsmålet be
handles ud fra sagens egne forudsætninger i kap. IX, hvorefter vi vender os til en kortfattet behandling af tilsvarende konflikter i fremmed ret i lande, vi plejer at sammenligne os med. Fremstil
lingen koncentreres om urbefolkningers ret til deres land, indgreb i deres besiddelse og spørgsmålet om forældelse/ikke-forældelse af deres krav og diskuteres først for USA (kap. X) og derefter for Norge (kap. XI). For USA behandles endvidere aktuelle bestræ
belser for at løse en anden type konflikt, nemlig tvangsforflytning og indespærring af japanere og aleutter under II. verdenskrig.
Dernæst behandles nogle aktuelle udviklinger omkring indfødte folks retsstilling i internationale organer. Er nye folkeretlige reg
ler på vej? (kap. XII).
Herefter skal vi endelig forsøge at fremlægge nogle overvejelser om hensigtsmæssige løsningsmuligheder i Thulesagen og de der
med beslægtede sager (kap. XIII).