En fuld belysning og opklaring af sagens omstændigheder bør sikres. Den valgte løsningsmulighed bør derfor have

retlig karakter. Kun herved sikres en tilfredsstillende pligt for parterne til at fremlægge det nødvendige materi­

ale og til at udtale sig under vidneansvar.

Hvis den valgte fremgangsmåde har retlig karakter, bur­

de det også give større sikkerhed imod gentagelsestilfæl­

de.

2 L 17, 14.12.1917 om vassdragsreguleringer, § 16.5.

Cobo rapporten anbefalede løsninger baseret på forhandling og aftale, da en sådan proces åbner mulighed for fuld indfødt med­

virken (jfr. kap. XII, ansnit (518)).

I Canada har man, siden højesteretsdommen i Calder sagen i 1973 ikke gav regeringen medhold i spørgsmålet om oprindelig ejendomsret,3 udviklet en fremgangsmåde, hvor afgørelsesformen - spændende fra domstolsbehandling over voldgift til instituti­

onaliserede forhandlingsformer – vælges, så den særlig afpasses til den konkrete sag. Generelt foretrækker man i Canada en for- handlingsløsning. Resultaterne sikres retlig karakter ved at resul­

tatet ophøjes til lov efter at både regering og den indfødte nation har ratificeret resultatet. Ved forhandlingerne fraskriver regerin­

gen sig samtidig et forsvar baseret på forældelse. Forhandlingerne baseres således på grundlag af de faktiske forhold og en analyse af det retlige grundlag. De indfødte organisationer sikres økonomi­

ske muligheder til at forberede og fremsætte deres retskrav.

I Norge har man med udgangspunkt i Altevann-dom m en fra 1968 og i samiske rettighedskrav nedsat et sameretsudvalg, som skal undersøge samernes retsstilling i Norge og afgive forslag til ændringer heri. Udvalget skal som led i sit arbejde vurdere, hvil­

ken betydning folkeretlige regler om urbefolkninger og minorite­

ter har og bør have ved udformningen af udvalgets forslag (NOU 1984: 18, p. 42ff.). I Finland og Sverige arbejder der nu tilsvaren­

de sameretsudvalg, og såvel udvalgene selv som Nordisk mini­

sterråd har søgt at fremme en vis samordning af arbejdet.

I D anm ark pålagde folketinget i 1977 grønlandsministeren at gennemføre en tilsvarende undersøgelse. Landsrådet havde i hø­

ringssvar om ministeriets udkast til lov om arealanvendelse og landsplanlægning i Grønland krævet, at spørgsmålet om den grønlandske befolknings og andre indfødte folks ret til jorden

3 C a ld e r et al. v. A tto r n e y G en era l o f B ritish C o lu m b ia , Report Supreme Court, Canada, 1973, p. 313;/optaget i 34 Dominion Law Reports (3d), p. 145.

For en introduktion til de canadiske løsningsmodeller se, In d ia n C la im s in C a n a d a , A n In tro d u cto ry E s sa y a n d S e le c te d L ist o f L ib r a ry H oldin gs, Research Resource Centre, Indian Claims Commission (nu opløst), Ottawa, 1975; Department of Indian and Northern Affairs, Canada, F act S h eets on N a tiv e C la im s,October, 1983; O u ts ta n d ­ in g B u siness: A N a tiv e C la im s Policy, S pecific C la im s, Supply and Services, Canada,

1982.

skulle undersøges, og specielt at der skabtes særlig hjemmel for erstatning ved indgreb i den grønlandske befolknings kollektive ret til jagt, fangst og fiskeri eller at det fremgik af bemærkninger­

ne til loven, at retten eksisterede. Da grønlandsministeriet frem­

satte lovforslaget uden en sådan regel, blev spørgsmålet taget op i folketingsudvalget. I forståelse med ministeriet blev der indføjet en revisionsbestemmelse i loven, hvorefter det skulle »tages op til vurdering, hvorvidt der bør tilvejebringes hjemmel til ydelse af erstatning for indgreb i bestående kollektive jagt- og fangstrettig­

heder«, hvorefter loven skulle tages op til revision i folketingsåret 1981-82.4 Grønlandsministeriet har imidlertid glemt dette man­

dat, og arbejdet er ikke blevet udført.

Vender vi os nu til den konkrete sag, kan man pege på forskellige hensyn til fordel for at vælge en løsning som er baseret enten på frivillighed eller tvang. Man kan også spørge om det er hensigts­

mæssigt med en løsning, som behandler den enkelte sag eller sø­

ger at løse flere spørgsmål på en gang?

Valg af løsningsmulighed må i høj grad hænge sammen med parternes reaktion på det grundlæggende materiale, vi har frem­

lagt. Da reaktionerne er ukendte, vil en nøje diskussion af spørgs­

målet være unødvendigt hypotetisk. Vi har derfor i stedet peget på nogle momenter, som man kan tage ind i vurderingen, når man skal vælge – ligesom vi har peget på nogle hensyn, som må opfyldes, hvis man skal have grundlag for frit at vælge fremgangs­

måden.

Herudover kan der dog være grundlag for at pege på, at man ikke nødvendigvis behøver at løse hele spørgsmålet i en og sam­

me proces. Det kan således være hensigtsmæssigt først at fa belyst indgrebet, dets konsekvenser og erstatningsberettigelsen, og deref­

ter at tage stilling til erstatningsmåden og erstatningens bereg­

ning.

Første skridt kan ske ved en almindelig domstol eller ved afta­

le. Da sagen indeholder mange komplicerede tråde og forudsætter

4 L 248 for Grønland om arealanvendelse, byudvikling og bebyggelse. 8.6.1977, § 27 stk.

5: jfr. folketingsudvalgets bet., 5.5.1977, FT B p. 477f.

181

et opklaringsarbejde, kan det være hensigtsmæssigt, at dette ar­

bejde sker ved en undersøgelsesdomstol, som nedsættes i overens­

stemmelse med retsplejelovens § 21. En sådan særdomstol har ikke dømmende myndighed, men dens resultater og anbefalinger vil kunne lægges til grund for en efterfølgende behandling af næ­

ste skridt. Til en særdomstol, såvel som en egentlig domstolsbe­

handling bør der udpeges sagkyndige dommere.

Valget af erstatningsmåde er mere præget af spørgsmål om hensigtsmæssighed og vurderinger af delvis politisk karakter.

Mens spørgsmålet kan procederes for en domstol, vil det måske her være formålstjenligt at behandle spørgsmålet gennem for­

handling eller et udredningsarbejde efter en model i stil med sa­

meretsudvalget. En sådan udredning blev regeringen da som nævnt pålagt af folketinget allerede i 1977. Udmålingen af erstat­

ning kan da endelig ske som led i en forhandlingsløsning eller ved domstol.