Anlægshjemmel

Rigsdagsbeslutningen den 8. juni 1951 var en bemyndigelse til regeringen om, at den kunne forpligte Danmark i forhold til USA i overensstemmelse med overenskomstens ordlyd. Rigsdagsbe­

slutningen indeholdt derimod ikke nogen forskrifter for, hvordan regeringen internretligt skulle gennemføre denne folkeretlige forpligtelse. Der blev heller ikke udarbejdet nogen lovgivning til opfyldelse af forpligtelsen i Grønland.

Denne fremgangsmåde ville være tilstrækkelig i det omfang traktaten kunne »opfyldes ved udøvelsen af regeringens mellem­

6 A nord. 2 6 9 , 1 3 .8 .1 9 5 9 om folketingsvalg i N ordgrønland og Ø stgrønland, Ltid. A , 1959, p. 961; N al. 1959, p. 137.

7 Se f.eks. R eport on G reenland 1952, p. 53, sten cil, S G R D ep. R apporterne til FN s generalsekretær blev afgivet hvert år indtil 1954 som følge a f forpligtelsen i F N -p agten s A rtikel 73 angående ikke selvstyrende om råder. O m anvendelsen a f de ekspropria- tionsretlige principper i G rønland, se Kap. V .2.

folkelige handleevne«, som f.eks. ved »deltagelse i et udenrigs- eller forsvarspolitisk samarbejde (Thornøe, 1975, p. 126, jfr.

grundloven 1915 § 18, 1953 § 19). Her var der imidlertid tale om disponering af dele af statsterritoriet, som blev afsat til forsvars­

områder. Hvis forsvarsområder kunne oprettes ved hjælp af area­

ler som staten allerede disponerede over til tilsvarende formål eller i kraft af sin privatretlige handleevne, kunne rigsdagsbeslut­

ningen nok tolkes som en stiltiende, men tilstrækkelig hjemmel til at afsætte forsvarsområder. Hvis foranstaltningen derimod var i strid med gældende dansk/grønlandsk ret eller greb ind i danske statsborgeres private rettigheder og brug, måtte der derimod være hjemmel for foranstaltningen – enten i gældende lovgivning eller i en særlig opfyldelseslovgivning. Rigsdagsbeslutningen den 8.

juni 1951 forudsatte da også klart, at der ikke var konflikt med den grønlandske befolknings interesser, jfr. kapitel II.

De forsvarsområder der var oprettet i Grønland under krigen var etableret under en dobbelt bemyndigelse. For det første nødrets­

bestemmelsen i den grønlandske styrelseslov, som gav landsfoge- derne bemyndigelse til »i overordentlige Tilfælde at træffe saa­

danne Foranstaltninger, som Befolkningens Tarv maatte kræ­

ve«.8 »Med Indforståelse af [Hans Majestæt Kongen af Dan­

marks] Myndigheder i Grønland« og med det formål at beskytte

»den grønlandske og den danske Befolkning i Grønland og den dér herskende Retsorden« indgik Kauffmann forsvarsoverens­

komsten af 1941. Under henvisning til tilsvarende nødretssyns- punkter og ønsket om den snarest mulige oprettelse »af fyldestgø­

rende Forsvarsanlæg« gav artikel V bemyndigelse til at oprette forsvarsanlæggene umiddelbart, mens områdernes afgrænsning, formål og lejebetingelser kunne fastlægges »inden rimelig Tid derefter«.9

Fremgangsmåden der var fulgt under krigen og ud fra nødrets- synspunkter kunne naturligvis ikke give hjemmel for etablering af forsvarsområdet ved Thule i 1951 eller for noget senere anlæg.

8 L 134, 1 8 .4 .1 9 2 5 om G rønlands Styrelse, § 10, stk. 3.

9 L ovtidende C, 1945, p. 3fF., Indledning og artikel V.

Hvor der er tale om påbud, forbud eller andre begrænsninger af borgernes handlefrihed, skal hjemmel fremskaffes i lov, og »fast­

sættelsen af nye generelle regler om sådanne indgreb kan kun fo­

retages af lovgivningsmagten eller med dennes bemyndigelse, og altså ikke af regeringen eller nogen administrativ myndighed på egen hånd. Et enkeltstående indgreb, som ikke sker i henhold til nogen allerede gældende regel, må så meget mere være forbeholdt lovgivningsmagten (Sørensen, 1973, p. 203). Den grønlandske styrelseslov påbød respekt for den grønlandske retsorden.10 Kun ved udtrykkelig bemyndigelse fra rigsdagen kunne der gøres ind­

greb heri. Der eksisterede i 1951 ingen hjemmel til anlæg af et forsvarsområde ved Thule i konflikt med inughuits fangstområde og brugsmåde.

Sammenhængende med de nødretsbestemte indgreb under kri­

gen blev der imidlertid ved et samarbejde mellem folkerepræsen- tationen i Grønland, de forenede landsråd, og administrationen i Grønland etableret den retssædvane, at der skulle ydes fu ld er­

statning for tab a f fangstområder i forbindelse m ed forsvarsan­

læggene. Fremgangsmåden var i overensstemmelse med alminde­

lige danske retsprincipper. Et emne som en gang er lovligt regule­

ret – ved ny lov eller retssædvane – kan kun ophæves eller æn­

dres ved ny lov eller retssædvane. Forsvarsoverenskomsten gav ingen hjemmel til konfiskation af grønlandske territorielle fangst­

rettigheder.

Ved bedømmelsen af den uhjemlede faktiske fremgangsmåde ved etableringen af forsvarsområdet i 1951 kan det være af betyd­

ning, hvis anden lovgivning sammenligningsvist giver indsigt i lovgivningsmagtens hensigt. Disse regler kan anvendes analogt på det foreliggende spørgsmål.

At det ikke i 1951 var lovgivningsmagtens hensigt at give hjemmel til konfiskation, fremgår af lov om forsvarets ordning, som rigsdagen behandlede i samme periode som forsvarsoverens­

komsten.11 Lovens § 54 fastslår at »Borgerne i tilfælde a f krig er

10 L 134, 1 8 .4 .1 9 2 5 , § 41; loven s §§ 4 0 -4 2 endnu gyldige, jfr. G rønlandsk Lovregister, 1983, p. 57. Jfr. S ørensen, 1973, p. 2 0 2 , om »den form elle lovs princip«, hvorefter lov kun kan ændres eller ophæ ves ved ny lov.

11 L 2 7 6 , 1 8 .6 .1 9 5 1 , Ltid. A 1951, p. 7 2 7 , jfr. bkg. 3 8 0 , 5 .1 1 .1 9 5 2 om pligt til i tilfæ lde a f krig at stille ejendom til rådighed for forsvaret.

pligtige til mod fuld erstatning at stille deres ejendom til rådighed for forsvaret«. Loven fastslår forsvarets nødretlige rekvisitionsret, men bygger iøvrigt på forudsætningen om de almindelige ekspro- priationsretlige fremgangsmåder. Loven gælder efter sit indhold også for Grønland, jfr. § 45 om Grønlands kommando. Om frem­

gangsmåde ved erstatningsfastsættelsen henviser loven til civil- forsvarsloven af 1949, som også gælder i fredstid.12 Loven om forsvarets ordning forudsætter således anvendelse af det ekspro- priationsretlige institut også i Grønland. Det er almindeligvis i krigstid – ikke i fredstid – at de fundamentale menneskerettighe­

der står i fare for at blive tilsidesat.

Først i 1970’erne skabtes der relevante opfølgningshjemler for Grønland, som kunne opfylde de folkeretlige forpligtelser efter

1951 overenskomsten. For så vidt angår den offentligretlige arealdisposition, skete det ved arealanvendelsesloven, hvorefter landsplanudvalget fastsætter hovedretningslinjer, blandt andet for omfanget og beliggenheden af større forsvarsanlæg.13 Dette skal naturligvis ske som led i en samlet afvejning af de samfundsmæs­

sige interesser i landets arealudnyttelse. For så vidt angår bemyn­

digelse til offentlig tvangsmæssig erhvervelse af private rettighe­

der sker det ved den grønlandske ekspropriationslov fra 1972, som blandt andet hjemler erhvervelse til forsvarsformål.14 I kapi­