Idealisten

Identiteten som idealist kan konstrueres på flere forskellige måder. Et af karakteristikaene ved idealisten er, at man ønsker så stor en del af de donerede penge går direkte til dem, som har behov for hjælp. Margrethe konstruerer sin identitet som idealisten gennem sit ikke-forbrug:

Margrethe: […] jeg ville gerne støtte. Altså aids i Afrika det er jo noget forfærdeligt noget, men altså jeg ville jo ikke gå hen og købe en mobil. Fordi jeg har en mobil […] Solbriller, det bruger jeg heller ikke sådan noget. Altså rugbrødet kunne jeg godt finde på at købe [Støt Brysterne rugbrød] men i det store hele synes jeg, det må også være bedre for organisationerne, at de har et fast beløb, så de ved hvad de har, i stedet for produkterne. Det er meget svingende, hvad de får solgt altså. Og har udgift til dem også, til at få det lavet og det andet må være mere reelt ikke. De har … de får et beløb, og så ved de det.

Og det kan de regne med fra år til år. Fordi så ved de … så kan de lægge budget efter det. […] de kan sige ’vi får så og så mange tusinder’ – eller hvor meget det nu end er ikke – fra de faste donatorer – eller hvad sådan noget nu hedder – i stedet for at man har nogle varer og hvor mange bliver der solgt og ’får vi 100.000 hjem eller får vi kun 25.000?’ De kan jo bedre planlægge deres arbejde, når de ved hvad de har af penge at arbejde med (Bilag 17; 125).

Margrethe konstruerer sin identitet som idealisten ved ikke at fokusere på de produkter, som man kan få ved at støtte de forskellige organisationer. Margrethe foretrækker den klassiske donation af penge direkte til organisationerne, da hun synes det er en mere reel måde at støtte på. Margrethe konstruerer sin identitet som idealisten ved ikke at købe de altruistiske produkter, og produkterne er derved ikke-hende. Hun udlever rollen ved fast at indbetale penge direkte til de organisationer, som hun støtter. På den måde anvender Margrethe sit forbrug som klassifikation, idet hun klassificerer sig som idealisten.

Da det er noget Margrethe allerede gør svarer identitetskonstruktionen til et faktisk selv for Margrethe.

Det samme gør sig gældende for Benedikte, der også iscenesætter sig selv som idealisten ved at fortælle om sit ikke-forbrug af de altruistiske produkter:

Benedikte: Nu er det måske lige fordi det var øreringe på det kort. Jeg ville måske ikke købe øreringene, men jeg ville støtte Scleroseforeningen. [Så det er mere Scleroseforeningen] end det er produktet […] Og det er det samme med Hjerteforeningen. Det er ikke som sådan armbåndet jeg er interesseret i. […] Det er meget sjældent, at det er produkterne jeg bliver fristet af. […] Og jeg vil hellere være medlem af Kræftens Bekæmpelse og sende et årligt bidrag i stedet for at købe alt det der de finder på. Og fordi jeg også er … jeg er noget imod det der med at … at når man har en organisation som … som skal bruge penge til at gøre noget for. Og jeg ved godt, at der må være noget overskud … for eksempel Kræftens Bekæmpelse sender ustandselig lodsedler ud og de bliver revet over, fordi jeg synes de hellere skulle bruge de penge til forskning (Bilag 13; 93-94).

Benedikte konstruerer sin identitet som idealisten ved at rive lodsedlerne fra Kræftens Bekæmpelse over. Hun vil hellere støtte organisationen direkte og ønsker ikke at få et fysisk produkt til gengæld.

Produkterne er derved ikke-hende, og hendes ikke- forbrug klassificerer hende som idealisten. Her svarer identitetskonstruktionen som idealisten også til et allerede faktisk selv for Benedikte.

Identiteten som idealist konstrueres ikke kun gennem ikke-forbrug af de altruistiske produkter. Peter konstruerer sin identitet som idealisten ved at være skeptisk overfor produkterne og måske især overfor de altruistiske organisationer:

Peter: […] så vil jeg hellere købe varer oppe i min kones butik, hvor jeg er sikker på, at hver eneste krone går direkte ned til modtageren. Jeg vil ikke … jeg skal ikke bruge alle de der … jeg skal ikke bruge alle de der … mellemled (Bilag 9; 64).

Peter iscenesætter sig selv som idealisten, der vil være sikker på, at de penge som han bruger på altruistiske produkter kommer dem, som har behov for dem, til mest muligt gavn. Peter udlever sin identitet som idealisten ved at købe produkterne i den Fair Trade butik, hvor hans kone arbejder frivilligt, da han ved, at pengene bliver sendt direkte til Afrika:

Peter: For det ved jeg jo oppe fra min kones butik, for de har jo børnehjælp nede i Kenya eller i Tanzania hvor de støtter.

Der har de jo en dansker nede, som er gift med en afrikaner. De penge som hun sender via banksystemet direkte ned til de der. […] der kommer sgu også kvitteringer hjem. Og så har de i øvrigt selv været nede med penge. De har selv været nede og se efter, hvad de lavede, men det var så for egen regning, hvor de var nede i 3 uger på deres betingelser med meget koldt brusebad og sådan noget ude i bushen. […] Og der er ingen omkostninger. De eneste omkostninger der er, det er det banken skal have for at flytte pengene fra hende til ham. Og det er for mig det væsentlige. Og så tager man ned og ser, om det nye køkken er kommet. Og det er det! For det har de selv været nede og se efter (Bilag 9; 54-55).

Gennem sin kritiske indstilling til organisationerne bruger Peter derved masken som idealist. Da den kritiske indstilling gør, at han vælger at støtte Fair Trade butikken, så svarer identitetskonstruktionen som idealisten til et faktisk selv for Peter.

Idealistens skeptiske indstilling gør, at der er visse organisationer, der fremstår i et bedre lys end andre.

Unicef og Folkekirkens Nødhjælp bliver regnet for nogle af dem, hvor størstedelen af de indbetalte penge går direkte til dem, der har behov for det:

Benedikte: […] Folkekirkens Nødhjælp støtter jeg fordi jeg har indtryk af at … at de fleste penge går til … direkte. Det er vigtigt, at der ikke går for meget til administration undervejs. [Det vigtige er at der kommer penge direkte derned] h vor der er brug for det ikke også. Og det gør det også igennem Unicef (Bilag 13; 95).

Benedikte iscenesætter sig selv som idealisten, der vil være sikker på, at så stor en del af de donerede penge går til dem, der har brug for dem. Hun udlever rollen som idealisten ved at udvælge de organi-sationer, hvor der ikke forsvinder for meget undervejs. Idealisten er derved et faktisk selv for hende.

Dette gør sig også gældende for Margrethe, der fravælger Røde Kors, fordi de får kritik af at bruge for mange penge på lønninger og administration:

Margrethe: Nu har der været det med Røde Kors ikke. De der lønninger og noget. Og det er da synd, men det gør da at jeg er lidt … lidt loren for at give noget til Røde Kors, for man synes da det virker som om det er lidt … de bruger mange penge selv og det er det … og det er det man giver til Røde Kors, så er det for at det skal hjælpe og det. Så det skal altså ud til dem der har behov for det. […] man har hørt og læst om at de bruger … der går i hvert fald mange mange penge som ikke kommer til altså til hjælpearbejde. Og det … så er det at man siger – jeg tror det er Folkekirkens Nødhjælp der har … der går mere ud … og Læger Uden Grænser i hvert fald – de får de penge, som man giver ikke. Og de gør gavn, men altså hvis man skulle give et beløb til Røde Kors, så ved man ikke hvor meget af det, der er gør gavn og hvor meget af det … om resten så går til lønninger og rejser og alt det der. Og det er ikke det jeg synes jeg vil give til (Bilag 17; 131).

Margrethe konstruerer sin identitet som idealisten, der ikke vil donere penge til organisationer, der bruger for meget til administration. Hun ønsker at de penge, som hun giver, skal gøre størst muligt gavn. Hun anvender derved masken som idealist, når hun ikke donere r penge til Røde Kors men nøje vælger de organisationer, hvor størstedelen af de donerede penge når frem til dem, der har behov for hjælp. Igen ses det at idealisten er et faktisk selv for Margrethe, idet hun allerede udlever identiteten.

Karen er ikke enig i kritikken af at Røde Kors bruger for mange af de donerede penge på lønninger:

Karen: Jeg synes også, de skal have løn for det. Jeg hører slet ikke til dem, der lod mig hidse mig op over generalsekretæren i Røde Kors – hans høje løn. Hvis du vil have nogle mennesker, der kan noget, så er du også nødt til at betale for det. Du får ikke noget der er godt, hvis du ikke vil betale for det. Det er hovedreglen. Så findes der ganske få helgener i denne verden, men de er så få, at du kan ikke bygge noget op på dem. Og d et batter heller ikke noget. Der er nødt til at være noget business over det. Så sådan er det (Bilag 5; 24-25).

Karen distancerer sig derved fra identiteten som idealist, der ikke vil betale til administration. Hun mener, det er nødvendigt med høje lønninger, hvis organisationen skal kunne levere en ordentlig hjælp . Identiteten som idealisten er derved hverken et faktisk eller muligt selv for Karen.

Idealisten er også karakteriseret ved at være meget vidtfavnende. Det er ikke så vigtigt hvilket konkret formål, som det altruistiske forbrug støtter, da alle formål er lige gode.

Jens: Nu er det her noget hvor man på en eller anden måde køber noget – stort set alt sammen er et produkt. […] Og så kommer man til dem, som man har … Giv en Ged og gavebeviset på en Sikker Fødsels i Etiopien kunne måske godt ligne hinanden lidt. Det her med den Sikre Fødsel er jo det samme som Giv en Ged, så hører de jo sammen. Det er noget hvor man ikke får noget samtidig. De fleste af de andre er nogen, hvor man får et produkt. Og de her er mere sådan diffuse ting.

Og der er så en stor stak, som vi lægger herinde tæt på midterpunktet, hvor der ligesom er nogle varer sammen med … nogle produkter … forskellige slags … meget forskellige slags produkter. Og dem kunne jeg godt lægge me get tæt på. Jeg kan identificere mig med stort set dem alle sammen. Helt klart. Og også med de her gavebeviser. Det er bare noget andet end varer. Og også den her med sponsorbarnet. Det er jo vel ting som … man kan jo ikke andet (Bilag 21; 164).

Jens konstruerer sin identitet som idealisten, der ønsker at støtte alle altruistiske sager og organisationer, fordi han kan identificere sig med alle de gode formål. Ingen formål er bedre end andre:

Jens: Og skal man begynde at diskutere om det er bedre at give til aids end til brystkræft? […]Men det er jo vel gennemgående, at alle mennesker synes, at det er vel fornuftige formål. For ellers ville de heller ikke være synlige. Så ville de simpelthen ikke være der. Det er derfor jeg tror, og det tror jeg er helt g enerelt, at det er lidt tilfældigt hvad man kommer til at støtte. For kræft har stor betydning her hos os, fordi Maria er lokalformand for Kræftens Bekæmpelse. Men det blev hun jo nærmest ved en tilfældighed. At det så senere fik stor betydning, fordi vores søn døde af kræft, det gør det jo ikke mindre væsentligt for familien her. Og derfor er det jo … derfor er det jo selvfølgelig er klart, at kræft betyder meget her hos os. Men ellers må man jo sige, at det er formål, som man kan identificere sig med sådan hele vejen igennem. […] Altså jeg kan kun sige, at jeg kan identificere mig med dem alle sammen (Bilag 21; 164).

Selv om bekæmpelse af kræft med tiden har fået en særlig betydning for Jens, så var dette formål ikke vigtigere end andre, da han startede med at støtte Kræftens Bekæmpelse. Denne indstilling præger dog stadig Jens og identiteten som idealist er derved et faktisk selv for ham.