5.2 Nyhedskriteriernes betydning
5.2.1 Hvordan nyhedskriterierne var ment
Når man skal finde frem til nyhedskriteriernes oprindelse, henviser dansk og international
faglitteratur gerne til Johan Galtung og Mari Ruge, og deres studie, ”The structure of foreign news”, der blev udgivet i Journal of International Peace Research i 1965.
I en gennemgang af ”de klassiske nyhedskriterier” i bogen ”Nye Nyheder” står der i indledningen, at nyhedskriterierne blev ”beskrevet akademisk af Johan Galtung og Einar Østgaard i 1960´erne”
(Kabel, 1999 p 39). Marie Ruge er udeladt, men til gengæld er Østgaard nævnt, hvilket er sjældent i international faglitteratur om nyhedskriterierne, hvilket vil blive uddybet senere.
Men ellers indeholder de danske journalistiske grundbøger stort set ingen referencer, hvorfor det kan være svært at spore oprindelige kilder og blandt andet finde ud af, om grundbøgerne
refererer, tolker eller omskriver den akademiske teori.
Derfor kan det være relevant at se nærmere på, hvad henholdsvis Galtung og Ruge og Einar Østgaard egentlig bidrager med i forhold til nyhedskriterierne.
Einar Østgaards artikel ”Factors influencing the Flow of News” (Østgaard, 1965) har fået noget mindre opmærksomhed for sin andel i forståelsen af nyhedskriterierne, og det er en skam, mener den norske medieforsker Sigurd Allern, der påpeger, at Østgaard får forklaret flere basale
relationer i nyhedsprocessen end Galtung og Ruges ”perception model” (Allern, 2002 p 141).
Galtung og Ruges fokus på modtageren
De norske freds‐ og konfliktforskere, Johan Galtung og Mari Ruge, er synonym med
nyhedskriterierne på samme vis, som Hoover er blevet synonym med en støvsuger (Harcup &
O´Neill, 2001 p 262).
I bogen ”Internationale TV‐nyheder” fra 1995 påpeger medieforskeren Stig Hjarvard Galtung og Ruges enorme betydning for næsten al senere teoridannelse og forskning om nyhedsforhold, og deres teori er blevet efterprøvet empirisk i en lang række undersøgelser i de følgende årtier og stort set fundet korrekt (Hjarvard, 1995 p 64).
Megen faglitteratur nøjes med at referere til Galtung og Ruges 12 såkaldte nyhedskriterier, hvorfor deres teori af nogle bliver tolket som en opskrift for journalister på, hvad der er god nyhedsjournalistik (Allern, 2002 p141). Men den norske medieforsker Sigurd Allern pointerer, at denne forståelse af nyhedskriterierne som retningsgivende for måden at bedrive journalistik på, er stik imod intentionerne fra ophavsmændene, de norske freds‐ og konfliktforskere Johan Galtung og Mari Ruge.
Tværtimod fremkom de med en fundamental kritik af det internationale nyhedssystem
(Hjarvard, 1995, p 64), som de blandt andet fandt havde for meget fokus på konflikter og anlagde et vestligt magthaverperspektiv på begivenhederne. De var bekymrede for, at ”International action will be based on the image of international reality”. (Galtung & Ruge, 1965 p 64), altså at det internationale samfund vil reagere på konflikter ud fra det billede, mediedækninger giver frem for substansen i konflikterne.
Det centrale spørgsmål, de norske forskere søgte at besvare i deres forholdsvis enkle studie, var:
”Hvordan bliver begivenheder til nyheder?”
De anlægger en perceptions‐psykologisk tilgang i deres studie ved at tage afsæt i et
tankeeksperiment: tænk nu, hvis alle begivenheder og informationer i verden strømmede til os helt usorteret, hvad ville så fange vores opmærksomhed. ”Since we cannot register everything, we have to select, and the question is what will strike out attention”. (Galtung & Ruge, 1965 p 65) Her opstiller de en række hypoteser, blandt andet at jo mere uventet eller dramatisk en
begivenhed er, jo større chance må der være for, at den tiltrækker sig opmærksomhed, mens meget langstrakte og mindre dramatiske forløb nok ikke tiltrækker sig opmærksomhed. De nævner også entydighed (forståelighed), kulturel nærhed og meget andet. I alt 12 hypoteser bliver det til.
Deres hypoteser skal ikke gennemgås her i detaljer, men alene føre frem til pointen om, at
forskwerne tester deres hypoteser på fire norske avisers dækning af tre internationale kriser, og Galtung og Ruges studie viser, at medierne i påfaldende høj grad synes at tilfredsstille en
modtagerpsykologi. Det fremmer historier af negativ karakter, der betoner det uventede og dramatiske, og gerne omhandler forhold, der kan personliggøres (Galtung & Ruge, 1965 p 84).
De slutter artiklen af med at opfordre medierne til at være sig disse mekanismer bevidst og nogle gange bryde denne mekanisme og eksempelvis skrive mere om ”non‐elite nations”, ”more
reference to positive events”, ”Journalists should be better trained to capture and report on longterm development and concentrate less on ”event”” (Galtung & Ruge, 1965 p 84‐85)
I sin gennemgang af Galtung og Ruges metode og teori påpeger Stig Hjarvard, at deres bidrag på 26 akademiske sider ”i realiteten er en kreativ men løs sammenføjning af gode iagttagelser og ideer”, (Hjarvard, 1995 p 91) men at den er blevet modtaget og opfattet som en omfattende og konsistent nyhedsteori. Styrken ved deres teori er, at den siden har opnået validitet gennem empirisk forskning (Hjarvard, 1995 p 91).
Nyheder til salg
Galtung og Ruges teori omhandler rent deskriptivt, hvordan medierne afdækker begivenheder, og de giver ikke nogen forklaring på, hvorfor medierne følger denne modtagerpsykologi.
Den opgave tog deres kollega fra Peace Research Institut Oslo, Einar Østgaard, sig af i samme udgave af Journal of International Peace Research. Med artiklen: ”Factors influencing the Flow of News” (Østgaard, 1965) bygger han videre på Galtung og Ruges studier og kombinerer deres teori med anden medieteori og forskning.
Hans fremgangsmåde var at søge at blotlægge nyhedens iboende karaktertræk, ”factors inherent in the news process” (Østgaard, 1965 p 45) og nævner, at det er disse faktorer, som på
redaktionerne hedder at gøre en nyhed nyhedsværdig, interessant eller spiselig (”palatable”) for modtagerne.
Heri ligger en forståelse af, at man på redaktionerne bearbejder eller konstruerer nyhederne alt efter, hvad de måtte mangle for lettere at glide gennem nyhedsstrømmen. Østgaard skriver blandt andet om dette, at journalister gør ”meldingene” forståelige, at ”de gis en form og et innhold som gjør at de bliver forstått” (Østgaard, 1967 p 40)
Det er faktorerne eller ingredienserne i denne formning af nyheder, han forsøger at beskrive.
Altså den uudtalte praksis, selvfølgelighederne og mavefornemmelsen.
Forståelighed anser han for en afgørende ingrediens i nyheder, da ”Det sier seg selv at en meldings nyhetsverdi bliver større jo bedre den bliver forstått”. (Østgaard 1967 p 36) Men måske mere centralt er hans påpegning af, at alle nyheder indeholder ingredienser af identifikation (personliggørelse, kulturel/geografisk nærhed) og sensation (det uventede, det opsigtsvækkende, det usædvanlige), uanset hvor seriøst mediet prøver at fremstå. (Østgaard, 1965 p 50)
Denne vægtning af det nære og personlige eller det opsigtsvækkende og usædvanlige er for Østgard en følge af den simple men helt afgørende logik, at nyheder er til salg, hvilket også er titlen på hans bog fra 1967, ”Nyheter til salgs”, hvor han mere udførligt gør rede for sin teori.
Med til salg mener han ikke alene, at nyheder er en vare, som medierne får penge for, men lige så meget, at de som afsendere kæmper for at tiltrække sig modtagernes opmærksomhed. Det er netop denne bestræbelse eller rækken ud efter sin læser, der så at sige skaber dynamikken i nyhedsstrømmen og kan forklare mediernes måde at forme og prioritere nyheder på og forklare modtagernes måde at afkode dem på.
Et eksempel kan være, hvis Århus Stiftstidende skriver på sit nyhedssite: ”Lyntoget fra København ankom til tiden”, så ved vi, at mediet vil sige os et eller andet. Hvorfor er det så magtpålæggende for Stiftstidende at fortælle os om det lyntog? Jo, nyheden kan næsten kun afkodes sådan, at toget plejer at komme for sent. Det er altså opsigtsvækkende (sensation), at toget nu endelig kommer til tiden.
Denne rækken ud efter modtagernes psykologi ved at spille på det personlige, det nære eller det opsigtsvækkende, er ikke et særkende for medierne. Det er nogle træk, der gælder i mange andre sammenhænge, for ”den som formidler nyheter, alltid må ta hensyn til det publikum meldingerne er beregnet på å nå. Det må også predikanten, dørselgeren, læreren, politikeren og statsmannen, hver på sin måte” (Østgaard, 1967 p 28). Østgaard påpeger, at også hebraiske skrifter, egyptiske papyrusruller og oldgræsk litteratur først og fremmeste behandlede naturkatastrofer, krig og andre sensationelle handlinger, og således har mange af de samme træk, som kan findes i dagens nyheder (Østgaard, 1967 p 76).
Medierne følger altså en modtagerpsykologi i deres udvælgelse og bearbejdning af nyheder, men hvordan ved journalister og andre mediefolk, hvordan de tilfredsstiller modtagernes ”intuitive”
ønsker? Dette spørgsmål søger Østgaard også at besvare ud fra pointen om, at nyheder er til salg, nemlig at ”løssalgsstatistikken studeres nøye” (Østgaard, 1967 p 28), og han tilføjer, at mediefolk selv er borgere med hverdagserfaringer. Pointen med løssalgsstatistikken er, at medierne
gennem historien har lært og indarbejdet de faktorer, der gør deres nyheder salgbare. De, der ikke følger denne logik, taber modtagernes interesse og dermed oplag.