Berendt, Nicolai, f. 1826, Pianist og Komponist. Han er født i Kjøbenhavn 7. Juli 1826 af danske Forældre, Klasselc^tteri- kollektør Abraham B. og .Rosa f. Mannheimer, Søster til (Orien- talisten, den østerrigske Overrabbiner) Isak Noa M. Undervist i Klaverspil, først af den ældre, senere af den yngre Stein, debuterede han som Pianist i Nov. 1846 paa det kgl. Theater med en Koncert af Hummel. 1851—53 studerede han i Wien Kompositionslære og Pianospil under S. Sechter og A. Halm og levede derefter som Klaverlærer i Hannover, hvorfra han gjorde forskjellige Koncert
rejser. Siden 1856 har han været bosat i Kjøbenhavn, hvor han fra 1862—83 har haft Ansættelse som Kordirigent ved Synagogen og endnu fungerer som Organist. Forskjellige Lejlighedskantater og en stor Del danske Salmer til Brug i Synagogen ere kom
ponerede af ham i dette Tidsrum. Et Syngestykke af ham, «Hjærtet paa Prøve», med Text af Overskou, blev opført 1860 paa det kgl.
Theater og modtoges med Bifald, men holdt sig ikke paa Reper
toiret. Han har udgivet en Del Klaverkompositioner, hvoraf de tidligste (deriblandt som Op. 1 et Hæfte Fugaer) udkom i Hannover.
5. Dec. 1869 ægtede han sin Kusine Mathilde Berendt, Datter af Manufakturhandler Bernhard B. Fra 1862—75 var han Musik
anmelder ved «Dagstelegrafen».
H. V. Schytte, Musiklex. 5. A. E. Hagen.
Berengaria, —1221, Valdemar Sejrs anden Dronning, var upaatvivlelig yngste Datter (af Portugiserne kaldet Donna Beren- guella) af Kong Sancho I af Portugal og Dronning Aldonça. Da Moderen døde 1198 efter tÿ Aars Ægteskab og efter at have født 9 Børn til Verden, er B. rimeligvis født efter 1192. Efter Moderens Død blev hun opdraget af sin ældste Søster, som havde været gift med Kong Alfonso af Leon. De portugisiske Krønniker antage, at hun er død ugift; men maaske har hun under Søstrenes Stridig
heder med deres ældste Broder, Kong Alfonso II af Portugal, begivet sig til sin yngre Broder, Ferdinand, som ved Ægteskab var bleven Greve i Flandern, hvorfra hun let kunde blive bekjendt i Danmark; thi 1214 blev hun gift med Kong Valdemar. Hun blev Moder til 3 Konger, men døde allerede 1221, 27. Marts, efterladende sig et Rygte om stor Skjønhed, men ogsaa om Hovmod
Berengaria. «S og Strænghed, navnlig mod Bondestanden. Dette Rygte har Folke
digtningen grebet og benyttet med fri Fantasi, i det den omgjorde hendes Navn til «Beengjærd». Da hendes Grav i Ringsted blev aabnet 1855, bekræftede Benbygningen Rygtet om hendes Skjønhed;
men den Ufred, som var tilføjet Graven, tydede ogsaa paa Hadet imod hende. Det fortjener ogsaa at bemærkes, at ingen af hendes Sønner opkaldte nogen af sine Døtre efter hende.
Suhm, Hist. af Danmark IX. Duarte Nunez, Primeira parte das Chronicas dos reis de Portugal, reformadas, Bl. 64 v. Worsaae, Kongegravene i Ringsted
Kirke. J. Kinch.
Berg, jvfr. Bergh.
Berg, Carl, f. 1812, Rektor, Søn af Peter Christian B., Kjøb- mand i Kolding og Forligelseskommissær (f 1846), og Marie Chri
stine f. Karberg. Han blev født i Kolding 20. Juni 1812 og di
mitteredes 1832 fra den lærde Skole der til Universitetet. I de første Aar studerede han Filologi, senere hen, da han 1836 var bleven Mathematiklærer ved v. Westens Institut, Mathematik og Filosofi og udgav en lille filosofisk Propædevtik (1839). Efter en kortvarig Konstitution som Lærer ved Vordingborg lærde Skole (1840—41) gjenoptog han i Kjøbenhavn sine filologiske Studier og absolverede 1842 sin Embedsexamen. Han virkede nu som Lærer i Græsk ved Borgerdydskolen paa Christianshavn og v. Westens Institut; 1846 gik han over til Metropolitanskolen, hvor han 1847 blev Adjunkt, 1849 Overlærer med de gamle Sprog til Undervis
ningsfag. 26. April 1864 forflyttedes han som Rektor til Frederiks
borg. 10. Avg. 1843 ægtede han Clemenze Emilie Marcher, f. 29.
Okt. 1812, Datter af Koffardikapitajn Christian M. fra Bornholm.
B.s Disciple rose hans interessante og vækkende Undervisning, og for hans Dygtighed som Rektor taler den blomstrende Tilstand, hvortil han har hævet sin forud temmelig forfaldne Skole. Han har desuden været en frugtbar Forfatter, og om end hans fleste Arbejder kun i mindre Grad gjøre Krav paa Originalitet, vidne de dog om hans ivrige Stræben efter stadig at holde Skridt med sin Videnskabs Udvikling. Særlig har han udarbejdet Hjælpemidler for Græskundervisningen; hans «Skema til den græske Formlære»
(1843) har efterhaanden udviklet sig til en meget fyldig, paa den komparative Filologis Resultater bygget Formlære, der har fundet almindelig Indgang (6. Udg. 1884), og hans «Græske Ordbog» (1864;
2. forkortede Udg. 1885) er en god Afløser for Arnesens Ordbog.
86 Berg, Carl.
Han har ogsaa bearbejdet græske Forfatteres Text til Skolebrug (Udvalg af Herodot og andre Historikere og af Talerne, Xenofons Anabasis); Kommentarerne dertil ere mest skrevne af andre Filo
loger, men et smukt lille Kommentararbejde af ham selv er det til Xenofons Hieron i Metropolitanskolens Program 1852. I Pro
grammer fra Frederiksborg har han skrevet læseværdige, men til Dels ufuldendte Afhandlinger om «Sprogenes Udbredelse og Slægt
skab» (1868); «Vor ABC’s Historie» (1871); «Asiens Litteratur, især i Fortiden» (1873 f.). Siden 1875, da en ny Ordning forberedtes ved hans Skole, have Programmerne væsentlig haft pædagogisk Karakter; med megen Varme har han deri talt for den humane og ægte demokratiske Tanke om en Forbindelse mellem den lavere og højere Skole og en saadan Ordning af vore Undervisnings
forhold, hvorved «det kan blive muligt for enhver aandelig rig Dreng at faa i vor Skole sine Evner udviklede uden Hensyn til Forældrenes sociale Stilling eller Formuesvilkaar», og han har fundet Lejlighed til at prøve Tankens Gjennemførlighed ved sin egen Skole, hvis stærke Opblomstring han anser for den første Frugt deraf. Senere har han arbejdet ivrig for Undervisningen i Sløjd og faaet den indført i sin Skole. Han har ogsaa været en af Ordførerne for Fordringerne om de vordende Latinskolelæreres theoretiske og praktiske Uddannelse i Pædagogik. Endnu maa nævnes, at han har været Medstifter af «Filologisk-historisk Sam
fund», hvis Formand han var 1854—60, og ligeledes af «Nordisk Tidsskrift for Filologi og Pædagogik», i hvis Redaktion han var Formand til 1865; af hans Bidrag hertil maa fremhæves hans Minde
skrift over K. J. Lyngby. flfcn
Erslew, Forf. Lex. Af. Cl. Geriz.
Berg, Christen, f. 1829, Politiker. B. fødtes 18. Dec. 1829 paa Gaarden Sønder Bjærg i Fjaltring Sogn ved Lemvig, Søn af Gaardejer, Sognefoged Poul Madsen Bjerg (f. 1770 f 1840) og Ane Christensen (f. 1793 f 1863). B. kom 1848 paa Ranum Skolelærer
seminarium (under L. C. Müllers Ledelse) og afgik der fra 1850 med Karakter «udmærket duelig». Næste Aar blev B. Huslærer hos en rig Gaardejer Henriksen paa Skovgaard ved Kolding (en Slægtning af hans senere Hustru) og 1852 Lærer ved Borgerskolen i Kolding; han viste tidlig Iver for en videre Udvikling af Under
visningen og holdt selv Aftenskole for Haandværkssvende og Handelslærlinger. Ogsaa blev B. lønnet Sekretær for Byraadet og
Berg, Christen. 87 tog snart Del i den offentlige Forhandling baade i Blade og paa Møder. 1861 blev B. Førstelærer paa Bogø, hvor han snart fik indført væsentlige Ændringer i Skolens Ordning og selv 1865 grund
lagde en Sømandshøjskole; den udvikledes næste Aar til en egentlig Navigationsskole, og o. 1000 Søfolk ere udgaaede her fra.
1871 blev B. Formand i Sogneraadet, gjennemførte mange For
bedringer i de kommunale Forhold og fik efterhaanden en Telegraf- og en meteorologisk Station henlagt til Øen.
30. Jan. 1865 førtes B. ind i det politiske Liv, i det han valgtes i Kolding til Rigsraadets Folketing; han gjenvalgtes 30. Maj s. A. og valgtes 4. Juni 1866 tillige til Rigsdagens Folketing, hvortil han siden stadig er bleven gjenvalgt, som oftest uden Modstand. B. tog vigtig Del i Grundlovs-Forhandlingerne, men stemte til sidst for den gjennemsete Grundlov i Tillid til, at Folke
tinget ogsaa under denne skulde vedligeholde den overvejende Ind
flydelse, og at Udviklingen vilde gaa i demokratisk Retning. 1867 øvede B. væsentlig Indflydelse paa Hærlovens Gjennemførelse og deltog i de nærmeste Aar flittig i Tingets Forhandlinger som en af Ordførerne for «det nationale Venstre». 1870 var B. en af Hovedmændene ved Dannelsen af «det forenede Venstre» og blev snart en af dettes Ledere og dets Hovedtaler, i det han særlig kastede sig over Finanslovens Behandling og med overordentlig Flid arbejdede sig ind i dens mange Enkeltheder; dog tillod hans store Arbejdsevne ham ogsaa at medvirke ved mange andre Sagers Drøftelse.
Ikke mindre Iver udfoldede B. uden for Rigsdagen paa talrige Folkemøder rundt om i Landet. Allerede 1868 begyndte han denne Virksomhed, og 1871 fik hans Agitationsrejser gjennem Vestjylland et saa stort Omfang, at man angav Miletallet til 600. Ved disse Rejser, der i Aarenes Løb have strakt sig til næsten enhver Egn af Danmark, har B. vundet en overordentlig Indflydelse, især blandt Landboerne, fordi han har en forbavsende Hukommelse til at mindes Personer og ved sin hjærtelige Optræden hurtig knytter Folk til sig. Et andet Middel til at udvide sin politiske Indflydelse har B. fundet i Stiftelsen af Dagblade, først «Kolding Folkeblad»
(1872) og «Frederiksborg Amts Avis» (1874), senere en halv Snes andre, dels i Nordsjælland, dels i Vestjylland; flere ere dog nærmest Aflæggere af de førstnævnte, udvidede med stedlige Nyheder.
I Nov. 1874 flyttede B. fra Bogø efter at have taget Afsked som Skolelærer. Dette skyldtes en Tilrettevisning, han havde faaet
88 Berg, Christen.
efter et Paalæg fra Undervisningsministeriet som Følge af hans offentlige Optræden i den saakaldte Kjældernæs-Sag, der havde paadraget en anden Skolelærer en lignende Tilrettevisning. Kort efter, 18. Dec. 1874, paa hans 45 Aars Fødselsdag holdtes en Fest for ham i Kolding, hvor et Guldur og en Pengegave fra 1400 Vælgere overraktes ham. B. bosatte sig først i Kjøbenhavn og i April 1876 i Hillerød, hvor hans Hus i 9 Aar var et gjæstfrit Hjem for Oppositionsmænd af alle Arter og Klasser samt et Midtpunkt for Venstres politiske Bestræbelser i Nordsjælland.
1880—84 indtog B. en Plads i Byraadet og viste sin sædvanlige Iver for sin nye Hjemstavns Kommunes Tarv. Senere tog han atter Ophold i Hovedstaden.
Siden 1872, da Venstre vandt Flertal i Folketinget, har B.
taget væsentlig Del i ethvert afgjørende Skridt og enhver vigtig politisk Forhandling i dette Ting; særlig var han Ordfører for Finansudvalget 1872—77. Han var med baade til at nægte Finans
lovens Fremme i Nov. 1873 og til at fremkalde dens Sprængning i April 1877. Ved sin haardnakkede Modstand i Nov. s. A. mod den midlertidige Bevillingslov, hvorved man igjen vilde komme ind i normale Forhold, fremkaldte B. Venstres Deling i «det moderate»
og «det radikale Venstre», og blev selv Fører for den sidstnævnte Gruppe. Ogsaa førte han ved Valgene 1879 en heftig Kamp mod det moderate Parti og søgte, med ikke ringe Held, at fortrænge saa mange af dets Medlemmer som muligt — ligesom det alt var gjort ved Valgene 1872—76 imod Mellempartiet —, i det han for at lette Folketings-Parlamentarismens Gjennemførelse («folkeligt Selvstyre»), der er hans store Maal, kun vilde have to store politiske Partier.
Derimod opstillede B. s. A. det som Folketingets Opgave at «til
bageerobre Finansloven» ved forud at give saadanne Bevillinger, at Landstinget ikke vilde føle sig særlig kaldet til at gjøre Æn
dringer; han gjennemførte af Hensyn hertil 1879 en Bevilling af 6 store Kanoner til Kjøbenhavns Søforter, men det havde til Følge, at flere Medlemmer udskilte sig af hans Gruppe. Denne Svækkelse paadrog B. alvorlige Nederlag i Sommeren 1880 og den følgende Samling 1880—81, da han modsatte sig de tvende Forsvarslove og den militære Straffelov, som gjennemførtes ved Overenskomst mellem det moderate Venstre og Højre, medens B. vilde fremtvinge en anden Ordning af Hæren i Forstaaelse med Ministrene Fischer og Kauffmann. B. har nemlig aldrig været uvillig stemt mod en Ud
vikling af Forsvarsvæsenet, hvad bl. a. stærkt udtaltes under
For-Berg, Christen, 89 handlingerne om Hærloven 1879; men han ønsker særlig en Folke
væbning, helst for det forenede Norden, — udtrykt i den pathetiske Sætning om «at skabe et Danevirke i hver Mands Bryst» (17.
Febr. 1876) — og vrager afgjort en Landbefæstning om Kjøben- havn.
De nævnte Nederlag og Ministeriet Estrups Vægring ved at gjøre nogen Indrømmelse bragte B. til at søge Samarbejde med det moderate Venstre ved Valgene 1881, og da dette førte til Venstres Sejr, fulgte «Visnepolitikken», hvorved Folketinget undlod eller nægtede at behandle næsten alle Regeringens Lovforslag.
Navnet skriver sig fra en Ytring af B. (6. Dec. 1881), at «det maa godtgjøres, at for det Ministerium, som tilsidesætter saadanne Valg
udtalelser, vil i det væsentlige alt visne i Hænderne»1. Som Udtryk for den stigende Misstemning imod Ministeriet valgtes B.
i Okt. 1883 til Folketingets Formand som Efterfølger for den mere maadeholdne C. Krabbe. Ved Nytaarstid 1884 overtog B., der siden 1. Jan. 1881 selv tredje havde udgivet «Morgenbladet», dettes Ledelse efter et Brud med sin tidligere Fælle V. Hørup og en Tilnærmelse til det «moderate Venstres» Førere. En ny Grup
pering fandt derefter Sted i Nov. 1884 ved Oprettelsen af «det danske Venstre», indtil en Sammenslutning af begge Grupper i Okt. 1886 syntes at virkeliggjøre B.s længe nærede Ønske om at samle Oppositionen til ét Parti.
Faa Maaneder forinden havde B.s store Folkeyndest faaet et klart Udtryk ved hans Sølvbryllup, 22. Maj 1886, der fejredes rundt om i Landet, og ved hvilket der sammenskødes o. 50000 Kr. som Æresgave til ham, nærmest som Svar og Oprejsning for en Straf, der netop da overgik ham. Ved et Folkemøde i Holstebro 16.
Juni 1885, ved hvilket B. efter Indbydelse var tilstede, havde to Venstremænd ført Byens Politimester ned af Taler tribunen, fordi han formentlig var uberettiget til at tage Plads der, og fordi B.
forud havde erklæret ikke at ville tale under Politiets Nærværelse paa selve Tribunen. Han blev derfor, først af tvende særlige Kommissionsdommere, siden af Højesteret (11. Jan. 1886), dømt til 6 Maaneders strængt Fængsel som medskyldig og rette Ophavsmand
1 Jvfr. tvende andre Ytringer af B., (13. Avg. 1881): «Ministeren vil gjøre den Opdagelse senere, at i Grunden visne de forskjellige Spørgsmaal i hans Hænder», og (10. Okt. 1882): «Ministeriet sidder med Forvisning om, at alt visner i dets Hænder».
9° Berg} Christen.
til det nævnte Skridt. Saa snart Straffetiden var udløben, holdtes til hans Ære under umaadelig Tilstrømning (16 Dampskibe førte Deltagerne fra Kjøbenhavn) en Fest i Marienlyst ved Helsingør 25. Juli 1886, og B. stod da uomtvistet som hele Oppositionens Fører. Men da der i den følgende Kigsdagssamling viste sig stærk Stemning i Venstre for at behandle ikke alene Finansloven, men ogsaa andre Regeringsforslag, nedlagde B. i Dec. s. A. sin Post som Formand i Venstres Bestyrelse (hvilken han havde haft siden 1882); og da nogle af de andre Bestyrere uden hans Vidende havde ført umiddelbare Forhandlinger med Ministeriet, opgav B.
ligeledes i Marts 1887 sin Stilling som Folketingets Formand. I den følgende Tid har B. indtaget en dels advarende, dels af
ventende Holdning over for Venstres nye Forhandlingspolitik.
1861 ægtede B. Maren Bertelsen, f. 20. April 1836, Datter af Gaardejer Johan Vilhelm B. i Starup.
Wulff, Den danske Rigsdag. Kolding Folkeblad 19. Dec. 1874. Højskole
bladet 21. Maj 1886. Emil Elb erling.
Berg, Claus, —1500—, Kunstner. Da Kong Hans’ Dronning Christine ønskede at «stifte» en Altertavle i Graabrødrekirken i Odense, tilskrev hun, vistnok i de sidste Aar af det 15. Aarhun
drede, C. B. af en patricisk Slægt i Lybek om at komme til Odense for at udføre Tavlen. Han var ikke strax tilbøjelig dertil, da han ikke plejede at udøve sin Kunst for andre, men omsider kom han til Odense med 12 Svende, der «ginge udi Silkeklæder, paa gammel Vis bundne tilsammen med Silkebaand». Svendene udskare den af ham tegnede Tavle, paa hvilken han selv «intet arbejdede». Da den var fuldført, vilde han vende tilbage til sin Fødeby, men Dronningen skjænkede ham en Gaard i Odense og gav ham en af sine Jomfruer til Ægte, Margrethe Grot, der var født i Reinsburg af ditmarsisk Slægt. B. blev i Odense, hvor han endnu levede 1532, og der er sikkert al Grund til at antage, at der fra det af ham forestaaede Værksted er udgaaet flere udskaarne Træarbejder. Der er i saa Henseende bl. a. peget paa en Alter
tavle i Sanderum Kirke og et stort Trækrucifix i Sorø Kirke.
Altertavlen i Graabrødrekirken, der gjengiver Christi Lidelse og den derved vundne Forsonings Mysterium, blev hurtig bekjendt som et beundringsværdigt Arbejde, men den forblev ikke i Graabrødre
kirken. Ved denne Kirkes Nedbrydelse blev den ved offentlig Avktion 1806 kjøbt af Frue Kirke i Odense, hvor den var opstillet,
Berg, Claus. 91 til den i 1885 erhvervedes af St. Knuds Kirke i Odense, hvor den
nu er, — c.
B. er Fader til ndfr. nævnte Biskop Frants B.Danske Mag. I, 23 ff. Vedel Simonsen, Odense Byes Hist. II, i, 49. 76.
128. N. L. Høyens Skrifter II, 339 ff. Kirkehist. Saml. II, 425 ff. 3. R. VI,
140 f. Weilbach, Konstnerlex. C. Nyrop.
Berg, Claus, 1546—1614, Kannik, Søn af nedennævnte Biskop Frants B. Han er efter sit eget Opgivende født i Kjøbenhavn 1546, hvorfor Søsteren Magdalene, der angives født i Ribe 1. Maj s. A., ikke kan være hans Tvillingsøster, men vistnok maa være født 1545.
Faderen satte ham 1555 i sin Fødeby Odenses Skole, hvorfra han 1565 blev Student. Medens han gik i Odense Skole, ansøgte Faderen 1559 om et Kannikedømme i Oslo Domkirke for ham, hvilket han vel ikke fik, men derimod Løfte om Underholdning, naar han havde studeret og kunde tjene Kirken. 1570 drog han til Rostock og der fra til Wittenberg, Leipzig, Strasburg og mange andre Steder og kom 1574 - tilbage til Kjøbenhavn og derpaa til Norge, hvor han vistnok kort efter fik et Kannikedømme i Hammer og blev Sognepræst i Skede (Ske, ikke Skien) i Vigen. Efter at have faaet flere Kongebreve paa Kantorens, Hr. Clemens Pedersens, Kannikedømme i Oslo synes han 1581 at være kommen i rolig Besid
delse deraf, i det han afstod Skede Præstekald til Hr. Clemens’
Søn. C. B. blev samtidig Kantor og var fra 1590 tillige Dekanus ved Oslo Kapitel. Han døde om Sommeren 1614 og begravedes i Oslo Domkirke. Han blev gift 1. 1575 med Inger Jensdatter Bagge, som han selv angiver at være af Adel, maaske en Datter af den Jens B., der 1577 blev forlenet med Gaarden Refsnæs i Akershus Len. Hun døde 1593, og han blev nu gift 2. 1594 med Elsebe Olufsdatter Theiste af Bjelland, der senere ægtede Peder Christophersen Rytter til Fosser. I disse Ægteskaber havde han 20 Børn, fra hvem en talrig, endnu levende Efterslægt nedstammer. — C. B. tilhørte den Kreds af litterært interesserede Mænd, der levede i Oslo i Slutningen af det 16. Aarhundrede, og har selv ladet trykke en «Vise om Fru Sophie Juels Liv og Levned» og et Ca- lendarium perpetuum efter Oslo Polhøjde samt efterladt den inter
essante Beretning om sin Fædreneslægt, der er trykt i Danske Mag. I, 24 ff. Som Decanus capituli har han indlagt sig For
tjeneste ved sin Omsorg for Stiftets gamle Jordebog («den røde Bog») fra Biskop Eysteins Tid, hvilken han har forsynet med et Register og forskjellige Bemærkninger, ligesom han har udfærdiget de Afskrifter af samme, som meddeltes de Præstekald, der havde
92 Berg, Claus.
mistet sine Adkomstdokumenter under Syvaarskrigen. Herved viser han sig dygtig i Læsningen af den gamle Skrift, men selvfølgelig kun lidet kyndig i Oldsproget.
Pontoppidan, Annal, eccles. Dan. III, 190. Biskop Jens Nilssøns Visitats- bøger, ved Y. Nielsen, Fort. især S. LXV og CLIX. Biskop Eysteins Jordebog, udg.
af H. J. Huitfeldt, Fort. S. vi ff. Æ / Huitfeldt-Kaas.
Berg, Frants, o. 1500—91, Biskop, er født i Odense og Søn af ovfr. (S. 90) nævnte Claus B. Hans Fødsel maa formentlig falde i Aaret 1500, da han kort før sin Død i 1591 efter sin egen Angivelse var o. 90 Aar gammel. Han blev holdt over Daaben af Kong Hans’ Dronning Christine, der gav ham Navnet Franciscus efter sin Skytshelgen og bestemte ham til at indtræde i Franciskanerordenen, hvorfor hun holdt ham i Skole i Odense og til Studeringer ved Rostocks Universitet. Da Dronningen døde 1521, følte F. B., der allerede var bleven paavirket af den lutherske Lære, sig ikke bunden ved hendes Bestemmelse, og *da han efter at være bleven Magister kom hjem til Odense, lykkedes det ham 1531 at blive Skolemester (Rektor) sammesteds efter Dr. Peder Palladius, der resignerede ham Embedet. Imidlertid var hans Hang til den nye Lære Faderen imod, og da denne beklagede sig derover for Biskop Iver Munk af Ribe, der under et Besøg i Odense opholdt sig i hans Hus, formaaede Biskoppen F. B. til, formentlig i 1532, at op
give sin Skolegjerning for at modtage en Plads i hans Kancelli.
Da denne Stilling imidlertid ikke behagede ham, opnaaede han paa en Visitats, antagelig s. A., Biskoppens Samtykke til at over
tage Skolen i Viborg, hvis Rektor just var død. Paa Begjæring af Provst Svend i Vestervig om en Læsemester til sit Kloster valgte Kapitlet i Viborg F. B. dertil; her gjorde han Bekjendtskab med sin tilkommende Hustru, Karine Laurids datter, Provst Svends Søster
datter, og efter at Reformationen var gjennemført, indtraadte han i Ægteskab med hende. 1540 blev han Sognepræst ved Dom
kirken i Ribe og 1546 ved Nicolai Kirke i Kjøbenhavn, hvorfra han imidlertid allerede 1548 blev befordret til Superintendent i Oslo og Hammer Stifter og fulgte did op med Prins Frederik (II), der om Sommeren s. A. blev hyldet i Norge. Maaske har Kapitlet ikke været ganske tilfreds med Valget; i alle Fald klager F. B. i 1556 over, at Kannikerne ikke have været ham gunstige lige siden hans Ankomst og oftere vist sig gjenstridige, men Forholdet synes senere at være blevet godt. Ogsaa i sin nye Stilling bevarede F. B. den Yndest, han tidligere havde nydt fra Kongehusets Side,
Berg, Frants. 93 i det mange Begunstigelser ses at være ham tilstaaede til For
bedring af hans Indkomster. 1555 fik han til sin Underholdning Tønsbergs Provsti, som han dog 1562 afstod til sin Svigersøn Rasmus Hjort. 1572 fik Kapitlet kgl. Befaling til at udnævne en Medhjælper for ham paa Grund af hans Alder, hvortil valgtes hans Svigersøn, Rektoren i Oslo Jens Nielsen, hvilket Valg Kongen stadfæstede 1574, i det denne da ogsaa bestemtes til Svigerfaderens Efterfølger. Efter 1580 helt at have resigneret Svigersønnen sit Embede levede F. B. endnu flere Aar som en højt bedaget og hædret Mand i Oslo, hvor en anselig Mængde af dygtige gejstlige efterhaanden havde samlet sig i den sidste Halvdel af det 16.
Aarhundrede, blandt hvilke flere have vundet et smukt Navn som Forfattere i forskjellig, især theologisk og humanistisk, Retning, hvilket forklarer Nødvendigheden af det Paalæg, F. B. i 1575 fik om at antage en Bogfører i Oslo. Skjønt svagelig i sine sidste Leveaar var han dog endnu om Sommeren 1591 saa rask, at han 8. Juni kunde overvære Christian IV’s Hylding paa Hovedtangen ved Akershus, i det han kj ørtes der hen og under Højtideligheden stod oprejst, støttet af flere Præster, for bedre at kunne se den unge Konge; men allerede 2. Nov. s. A. døde han i Oslo og blev begravet i Domkirken. Hans Portræt findes endnu i vor Frelsers Kirke i Christiania og er kjendeligt paa det Vaaben, som Sønnen tillægger ham, men som han nok selv sjælden eller aldrig brugte, da hans Signet i Regelen viser et Bomærke. Sønnen siger, at hans Farfader var af Patricierslægt i Lybek; hvorledes det forholder sig dermed, er uvist, men urigtigt er det i alle Fald, naar Familien paa Grund deraf er optaget i det dansk-norske Adelslexikon, thi som Adel har den aldrig været anerkj endt i Norden.
Danske Mag. I, 23 ff. Pontoppidan, Annales eccles. Dan. III, 188 ff. Tre- schow, Jubel-Lærere S. 1 ff. Bloch, Den fyenske Geistligheds Hist. I, 334 ff.
Vedel Simonsen, Odense Byes Hist. II, 1, 48 ff. Biskop Jens Nilssøns Visitats- bøger, ved Y. Nielsen, Fortalen. /F. J. Huitfeldt-Kaas.
Berg, Gunner, 1764—1827, Præst. Født 2. Nov. 1764 i Stør- dalen, hvor Forældrene, Jonas Gunnersen og Hustru Sara Niels- datter, vare Bønder. Han kom efter nogen privat Undervisning ved Biskop M. F. Bangs Hjælp ind i Throndhjems Skole 1777, dimitteredes 1782 og tog 1786 Examen theologicum. Han blev strax efter Amanuensis hos Biskop Bang og vedblev som saadan hos hans Eftermand Dr. Schønheyder, indtil han 1792 blev Sognepræst i Len
vik, 1804 Provst i Senjen og 1805 Sognepræst til Ibestad. Han