Bering, Jens Andersen, 1812—72, Lærer. Søn af Skole
lærer Rasmus Andersen og født i Maarup, Randers Amt, 7. Marts 1812, dimitteret 1831 fra Lyngby Seminarium. Han var i 2 Aar Huslærer, blev derpaa Almueskolelærer i Stavtrup, Aarhus Amt, til 1840, i Viby ved Aarhus til 1855 og i Skibby i Horns Herred til sin Død, 29. Nov. 1872. B. var fra 1836 en af Førerne for den Bevægelse blandt Lærerne, der ved Petitioner til Stænderne og ved Forhandlinger i Pressen og paa Skolemøder søgte at fremkalde en Reform af Almueskolevæsenet, dog med Bevarelse af Skolens Forbindelse med Stat og Kirke. Foruden talrige Bladartikler for
fattede B. 1844 en Beskrivelse over Jyllands og 1859 en almindelig Beskrivelse over Landsbyskolens Embeder i Danmark, den sidste ledsaget af Personalia om alle da ansatte Lærere, samt 1862 «Den kristelige Almueskole i Danmark og dens Reformbevægelse før
og nu». Joakim Larsen.
Bering, Vitus, 1617—75, Digter og Historieskriver, Søn af Borgmester Peder Pedersen B. og Hustru Maren Vitusdatter (Brun), var født i Viborg 6. Okt. 1617, nød i sin Opvæxt Undervisning af den fortrinlige Skolemand M. Niels Jensen Aars og afgik 1635 til Universitetet fra Viborg Skole. Professor Jesper Brochmand blev hans Privatpræceptor, og derved kom han i nærmere Forhold til denne fremragende Mand, der fik ham meget kjær og siden ved flere Lejligheder støttede ham ved sin formaaende Anbefaling, da han i V. B. havde erkjendt en ung Mand, ikke blot af et elsk
værdigt Væsen, men ogsaa af en sjælden Begavelse. Det var som
Bering, Vitus. I2I
smagfuld latinsk Digter, at B. først ret henledte Opmærksomheden paa sig. Støttet ved det kgl. Rejsestipendium drog han 1639 til Leiden, hvor han navnlig dyrkede den gamle Historie og Veltalen
hedslæren. Senere dvælede han en Tid i Frankrig, hvis Natur og Kulturliv i høj Grad tiltalte ham. Imidlertid blev han 1641 hjem
kaldt for at overtage en Plads som Hovmester for den bekjendte skaanske Magnat Hr. Tage Thotts Søn, Ove T., under dennes Ophold ved Sorø Akademi og i Udlandet. Denne Stilling beklædte han i 8 Aar, af hvilke de 7 sidste tilbragtes ved fremmede Lær
domssæder, navnlig Leiden, Paris, Rom, Padua og Strasburg. Paa disse Rejser gjorde B. mange lærde Bekjendtskaber, dyrkede Historie og Rhetorik og forøgede ved sine latinske Poesier den Berøm
melse, han alt havde vundet som heldig Digter. Efter Hjemkomsten blev han derfor designeret til Professor poeseos, tog 1649 Magister
graden og tiltraadte 1650 det nævnte Professorat. Kong Frederik III, hvis Yndest B. siden fik mange Prøver paa, bivaanede den akademiske Akt, hvorved B. overtog sin Lærerstilling, der særlig synes at være oprettet for ham, da Universitetet ikke tidligere havde haft nogen særlig Professor i Poesi.
Saa passende denne Plads end maatte synes for B., blev han dog kun kort Tid i den, da han endnu samme Aar blev beskikket til Professor i Historien ved Sorø Akademi og til kgl. Historiograf, skjønt der ikke forelaa noget, der vidnede om, at B. i dybere Forstand var kaldet til denne Gjerning, uden for saa vidt han fuldkomment beherskede det latinske Sprog og skrev en elegant Stil. Den trættende og beskedne Lærervirksomhed laa heller ikke for hans højt stræbende Aand, hvorfor han allerede i Slutningen af 1651 søgte og fik Tilladelse til at opgive Professoratet for ganske at kunne hellige sig til den historiske Forfattervirksomhed. Hans Velynder Hr. Tage Thott anviste ham Bolig paa sit Herresæde Skabersø i Skaane, og Kongen sørgede ikke blot for, at han kunde have anstændige Indkomster, men forærede ham endog senere de gamle Ærkebispers, ved Reformationen under Kronen inddragne, Residens, Lundegaard.
Krigen med Sverige og Skaanes Afstaaelse i den ulykkelige Roskildefred gjorde B. til svensk Undersaat. Da Kong Carl Gustav i Marts 1658 opholdt sig i Lund, boede han under Tag med B. paa Lundegaard. Værtens urbane Væsen og Lærdom maa have tildraget sig den høje Gjæsts Opmærksomhed, siden han tilbød ham at blive kgl. svensk Historiograf. Det var jo et
fri-122 Bering, Vitus.
stende Tilbud, men B. veg dog tilbage for Tanken om mulig at faa den Opgave at skildre sit Fædrelands Ydmygelse. Kunde hans Hverv derimod blive indskrænket til at fremstille andre Partier af Sveriges Historie, og den svenske Konge vilde tillægge ham for
nødent Underhold, da var han ikke utilbøjelig til at træde i den Herres Tjeneste, hvem Krigslykken havde tilsmilet. Hvad der bidrog til at gjøre B. tvivlraadig om, til hvilken Side han skulde slutte sig, var, at han i Lundegaard havde en Ejendom, som han nødig vilde opgive, men som han utvivlsomt vilde miste uden Er
statning, dersom han forlod Skaane og gik over Sundet for at stille sig til den danske Konges Raadighed. Da han imidlertid efter Freden 1660 var saa heldig at faa Biskop Vinstrup i Lund til at kjøbe Gaarden, betænkte han sig ikke paa at sige Skaane Farvel, skjønt Carl Gustav 1658 havde tillagt ham et Kanonikat og et Vikariat i Lund.
I Danmark modtog man ham med Glæde, og han fik strax en Plads i den nye Forvaltning, der skulde afløse den ældre Rege
ringsform, i det han nemlig allerede i Nov. 1660 blev Medlem af Skat- kammerkollegiet og nogen Tid efter tillige Assessor i Højesteret.
Ved Siden af disse høje Embedsstillinger beholdt han sit Hverv som kgl. Historieskriver, og med Digtekunsten syslede han ikke mindre flittig end tidligere, om han end indskrænkede sig til Lejlighedsdigte. I historisk Henseende stilledes der ham efter
haanden forskjellige Opgaver, saasom en almindelig Skildring af Folkets og Rigets Historie fra de ældste Tider, Christian IV’s Historie samt endelig den allernyeste Tids Begivenheder, saasom Kjøbenhavns Belejring og Enevældens Indførelse. Men skjønt han vistnok efterhaanden tog de forskjellige Opgaver op og arbejdede paa deres Løsning, gik det dog sent fra Haanden, dels fordi de næppe alle interesserede ham, dels fordi han var optagen af meget andet, og endelig fordi han stillede saa store Krav til Form og Fremstilling, at Arbejdet nødvendig maatte skride langsomt frem.
Af B.s betydeligere Skrifter udkom i hans Levetid egentlig kun et psevdonymt publicistisk Indlæg: «Orosii Annilonis dissertatio de bello Dano-Anglico » (1667). Men store Forventninger knyttede sig til, hvad han havde under Hænder, og Christian V, der yndede ham ikke mindre, end Frederik III havde gjort, skjænkede ham en Landejendom i Nærheden af Kjøbenhavn, for at han uforstyrret af Hovedstadens Selskabsliv kunde i Ro føre sine historiske Ar
bejder til Ende. Men efter nogen Tids Svagelighed døde han 20.
Bering, Vitus. 123 Maj 1675, uden at Maalet var naaet. — Senere udkom dog hans latinske Skildring af Kjøbenhavns Belejring («Obsidio Hafniensis», 1676) og efter mange Fataliteter endelig ogsaa hans Hovedværk,
«Florus Danicus» (Odense 1698, Fol.), en i stilistisk Henseende glim
rende, men i historisk Henseende ikke videre betydningsfuld Skil
dring af den danske Historie fra de ældste Tider indtil Christoffer af Bajems Død.
Saa store Lovtaler end Samtiden har holdt over B.s historiske Stil, saa blev han dog ingen fremragende Historiker. Det var ikke af Mangel paa Evner, thi Fantasi, Fremstillingsevne og Vid stode i høj Grad til hans Raadighed; men paa den ene Side var han en Søn af sin servile og formalistiske Tid, paa den anden Side var hans Begavelse nærmest af digterisk Art. Hans Kritik holdt sig paa Overfladen og trængte ikke ind i Historiens Dybder.
I bunden som i ubunden Stil foretrak han det latinske Sprog, og vi have kun faa Digte af ham paa Dansk. Dog vise disse, at han var en Aandsfrænde af Bording og Kingo, der ogsaa vare hans personlige Venner.
V. B. var to Gange gift, 1. 1652 med Anne, Datter af Pro
fessor, Dr. Niels Pedersen Aurilesius, 2. 1663 med Gjertrud, Datter af Renteskriver Jørgen Hansen. Af begge Ægteskaber var der Børn.
Hist. Tidsskrift 5. R. I, 1 ff. 639 ff. VI, 851 ff. JR Rt Rørdam.
Bering, Vitus Jonassen, 1681—1741, Søfarer. B., der fødtes i Sommeren 1681 i Horsens, var en Søn af «Visiterer» Jonas Svendsen (Halmstad) og Provstedatteren Anne Pedersdatter Bering, en nær Slægtning af den ovfr. nævnte Historiograf Vitus Bering.
Som ganske ung gik B. til Søs og foretog nogle Langvejstogter til Ostindien og Amerika, men kom 1703 til Amsterdam og stiftede der Bekjendtskab med den norskfødte, russiske Admiral Corn.
Cruys, hvem Zar Peter havde paalagt at forsyne den russiske Flaade med vestevropæiske Sømænd. Cruys bevægede B. til at træde i russisk Tjeneste som Underlieutenant i Flaaden; under den store nordiske Krig tjente han sig op til Kapitajn af 2. Rang og deltog med Hæder i den ny dannede Flaades Kampe med Tyrkerne og Svenskerne, men da han efter Freden i Ny stad ikke opnaaede en attraaet Forfremmelse, tog han 1724 sin Afsked. Dette stred dog imod Zarens Ønsker, han befalede Admiralitetet atter at op
tage B. i Flaaden med det krævede Avancement, og næppe et
124 Bering, Vitus Jonassen.
halvt Aar senere udnævnte han ham til Chef for den første kam- tschadalske Expedition, der havde til Opgave at undersøge, om Asien og Amerika vare landfaste med hinanden nord for det stille Hav. Fra dette Tidspunkt er B.s Liv udelukkende viet til geo
grafiske og navtiske Opdagelsesrejser, og han indtager en frem
ragende Plads iblandt Evropas store Søfarere.
Hans første Expedition var forbunden med ualmindelige Vanske
ligheder, thi hele Nordostasien var den Gang næsten ukjendt og uden al Kultur; Russerne havde kun et Par usle Træforter paa Kamtschatka og ved Anadyrfloden, Stillehavskysten var slet ikke kortlagt nord for Nipon, og paa den anden Side Havet kjendtes Amerikas Vestkyst kun op til det kaliforniske Cap Blanco (43° n.).
Hele den nordlige Del af det stille Hav og alle dets Kystlande ventede saaledes paa deres Opdager, og trods de mange Expedi
tioner til Nordostpassagens Opdagelse vidste endnu ingen, om det berømte Anian-(Berings-)stræde fandtes eller ikke. Det blev B.s Maal at kaste Lys over alle disse interessante Forhold. I Vinteren 1725 brød han op fra St. Petersborg med flere Officerer, et talrigt Mandskab og et meget stort Træn af Skibsmateriel og Proviant, der maatte føres frem ad flere tusende Mile lange Veje i Klodens mest uvejsomme Egne. I de følgende 2 Aar arbejdede han sig langsomt og under store Lidelser frem ad de sibiriske Flodveje, udrustede 1727 2 søgaaende Skibe i Okotsk, sejlede der fra til Kamtschatka og naaede i Foraaret 1728 sit egentlige Udgangspunkt ved Kam- tschatkaflodens Munding. Her byggede han Expeditionsskibet «Ga
briel», forsynede det efter fattig Lejlighed med et Aars Proviant og tiltraadte med 43 Mand sin egentlige Opdagelsesrejse til Polar
havet. Han trængte frem til 67 0 15 ' n., kortlagde Nordostasiens Hjørne, paaviste, at Amerika og Asien i dette Strøg af Jorden ikke vare landfaste med hinanden, samt at der fandtes en Nordost- passage, «hvis man ikke blev forhindret af Isen i Norden». Han fastsatte Nordostasiens Form og gjorde sig i det hele meget fortjent af Geografien ved sine fortrinlige Stedbestemmelser tværs igjennem hele Asien. Derimod lykkedes det ham ikke at opdage Amerikas Vestkyst, ja, uagtet han sejlede 2 Gange igjennem det Stræde, der nu bærer hans Navn, vidste han intet om dets Existens, og lige saa lidt lykkedes det ham ved en Aaret efter foretagen Expedition øst paa fra Kamtschatkafloden at opdage den nærliggende Beringsø.
1730 vendte han tilbage til St. Petersborg, men da de lærde be
tvivlede Rigtigheden af hans Resultater, fremkom han strax med
Bering, Vitus Jonassen. I25 Forslag om en udtømmende Kortlægning af hele Nord- og Østasien fra Arkangelsk til Japan og om en Besejling af Amerikas Vestkyst fra den 6o° n. til op over Beringsstrædet. Disse Forslag vandt Tilslutning, men da den russiske Regering til deres Udførelse knyttede en fysisk-ethnografisk Undersøgelse af hele Sibirien, over
læssedes B. med saa mange Foretagender, at en tilfredsstillende Gjennemførelse af dem alle var umulig. Alle disse Forsknings
rejser, Verdens største geografiske Foretagende, ere kjendte under Navnet den store nordiske Expedition.
I Foraaret 1734 forlod B. atter St. Petersborg med over 500 Mand og efterfulgt af Akademikerne G. F. Müller, Gmelin d. ældre og Louis de l’Isle de la Croyère. Han tog strax fat paa Ishavs
kystens Kortlægning og afsendte i Foraaret 1735 Lieutenant Ofzyn fra Tobolsk for at undersøge Kystlandene mellem Obj og Jenisej, og i Foraaret 1736 2 Skibsexpeditioner fra Jaku tsk, hvoraf den ene under Lieutenant Prontschichtschef skulde besejle Kysten mellem Lena og Jenisej, og den anden under Danskeren Peter Lassenius hele Nordostasiens arktiske Kystlinje. Samtidig sendte han Kapitajn Morten Spangberg, der var født i Jærne, til Okotsk for at for
berede den japanske Expedition, og saaledes omspændte B. snart hele Sibiriens uhyre Kyst med et Net af Undersøgelsesrejser. Men disse Expeditioner stødte paa uanede Hindringer. Ofzyn kæmpede i flere Aar forgjæves i Objbugten, Prontschichtschef og Lassenius bukkede under for det barske Vejrlig, deres Expeditioner maatte gjentages under Lieutenanterne D. og C. Laptjef, og først efter B.s Død naaedes en Afslutning. Spangbergs rastløse Virksomhed stand
sedes af den okotske Øvrigheds Uvilje, i 3 Aar maatte B. selv udkæmpe en forbitret Kamp med den sibiriske Centralmyndighed, der højst uvillig gik ind paa hans store Krav om Levnedsmidler, Penge og Mandskab, det var næsten umuligt at føre de store Provianttransporter ad de sibiriske Flodveje fra Jaku tsk til Okotsk, hvor han byggede en Flaade paa 8 søgaaende Skibe, ligeledes voldte Akademikerne ham mange Bryderier, han blev Gjenstand for en systematisk Bagtalelse, Admiralitetet berøvede ham hans Lønningstillæg og truede ham med Tortur, ja, Senatet forlangte endog, at hele Foretagendet skulde standses. — I Aarene 1738—40 kortlagde Spangberg Kurilerne og Japan, og samtidig udrustede B.
i Okotsk Expeditionsskibene «St. Peder» og «St. Poul» for med dem at opsejle Amerikas Vestkyst. 1740 afsejlede han til A va tschabay paa Kamtschatka, hvor han anlagde Byen Petropoulovsk, og
2Ö Bering, Vitus Jonassen.
tiltraadte der fra i Juni 1741 sin anden store Sørejse til Amerika.
Han udførte dette Togt med 2 Skibe og over 150 Mand. Det var hans Plan at styre i Øst til Nord op imod det ukjendte Kontinent, men la Croyère, hvem hans Instrux paalagde ham at rette sig efter, bevægede ham til først at opsejle «Gamalandet», en legen
darisk Kystlinje, der o. 100 Aar tidligere skulde være set nogle Etmaal syd for Kamtschatka. Paa denne Maade spildtes nogle kostbare Uger, en Storm skilte Skibene ad, og først i Slutningen af Juli naaede B. ind under en vild, snedækt og ugjæstmild Kyst af det nordvestlige Amerika i Omegnen af Vulkanen St. Elias (60 0 n.).
Nogle Dage senere ankrede Skibet op under Kajakøen, hvor Adjunkt Steller foretog nogle botaniske Exkursioner, men da B.s Helbred alt den Gang var nedbrudt, da Stedet ikke egnede sig til Over
vintring, og Skibsprovianten var saa slet, at 1/s af Besætningen var syg, tiltraadte de allerede Dagen efter Tilbagerejsen for paa denne at kortlægge den nye Kystlinje mod Vest og Nord. De opdagede derfor endnu Kodjak, Alaskahalvøen samt Dele af Aléuterne, men i Slutningen af Avg. overfaldtes de af svære Storme, Skibet for- sloges ud af Kursen, Skjørbugen angreb næsten hele Besætningen, Chefen selv blev aldeles utjenstdygtig, og efter en frygtelig, 5 Maa
neder lang Odyssé satte de subalterne Officerer, trods den døds
syge B.s Modstand, Skibet paa Land paa Østsiden af Beringsøen ved en Plads, der efter B.s militære Rang endnu kaldes «Kom
mander». Besætningens Tilstand var forfærdelig, den boede i Jord
huler ved en Bjærgbæk og levede af Hval- og Robbekjød, Skjør
bugen bortrev 31 Mand, og 19. Dec. 1741 døde B. efter frygtelige Lidelser. Først Aaret efter lykkedes det de tilbageblevne at naa hjem til Kamtschatka.
Med B.s Død fandt den store nordiske Expedition en brat og utilfredsstillende Afslutning. B. var en venlig, stille og ædel Natur, en retskaffen og from Kristen, en hærdet, udholdende og ærlig Pioner for menneskelig Vidskab, Kultur og Handel. Ved hans Initiativ er et stort Fastland blevet videnskabelig undersøgt, en uhyre arktisk Kystlinje, større end nogen anden paa Kloden, bleven kortlagt, en ny Vej til den vestlige Verden funden og Banen brudt for russisk Kolonisation hinsides det stille Hav. Og dog lykkedes det ham kun stykkevis at fuldføre, hvad han gjennem 16 Aar havde tilstræbt, hans seje Energi og milde Karakter formaaede ikke altid at tage det op med de uhyre Vanskeligheder, der taar- nede sig op omkring ham, hans Hjælpere vare slette, hans Midler
Bering, Vitus Jonassen. 127 utilstrækkelige og Sibiriens Kultur altfor ringe til at kunne afgive et solidt Grundlag for saa store Foretagender. — Paa Petropoulovsk’s gamle Kirkegaard er der rejst et tarveligt Mindesmærke over ham.
Han var gift med Russerinden Anna Matvej efna og havde med hende 3 Sønner, der alle gik Embedsvejen, og en Datter, der blev gift med Baron Korff, Politimester i St. Petersborg. Paa Mands
siden synes hans Slægt uddød. Han har skjænket et Legat til de fattige i Horsens.
P. Lauridsen, Vitus J. Bering og de russiske Opdagelsesrejser, 1885.
P. Lauridsen.
Beringskjold, Magnus, 1721—1804, Kammerherre, Godsejer og politisk Intrigant, var født i Randers 1721 (døbt 31. Avg.). Inden han blev adlet, hed han Magnus Blach Ditlevsen Bering. Navnet Bering havde hans Fader, der var Kjøbmand i Randers, antaget efter sin Stiffader, medens han i Virkeligheden var Søn af en Møller, Otto Lauridsen. B. blev 1740 dimitteret fra Horsens Skole, og han synes allerede, da han levede som Student i Kjøbenhavn, at have begyndt sin forunderlige, stærkt bevægede, tit æventyrlige Levevis, som han fortsatte, saa længe dej var ham muligt. Han hører til de ejendommeligste, men unægtelig ogsaa mindst elsk
værdige Personligheder, der hâve spillet en Rolle her hjemme i det 18. Aarhundrede. Hans Evner vare i visse Henseender be
tydelige. En mærkelig Utrættelighed og Haardnakkethed forbandt sig hos ham med stor Snarraadighed ; gik Lykken ham imod, for
stod han hurtig at komme paa Benene igjen, og han havde et paafaldende Talent til at kunne sno sig om Personligheder, han vilde vinde. Hans Ydre maa have gjort et mærkelig kraftigt Indtryk; selv da han var en Olding paa 75 Aar, som Fængsel og stærke Lidenskaber havde tæret paa, blev han af en fremmed, der besøgte ham, sammenlignet med en gammel Eg. Men han var allerede fra tidlig Tid hensynsløs, samvittighedsløs, løgnagtig og i en næsten utrolig Grad trættekjær, desuden lidenskabelig over al Maade. Har han imidlertid haft Glæde af at skade andre, saa er han ogsaa selv bleven haardt straffet, og under de Slag, Livet voldte ham, skjønt for en stor Del som en Følge af hans egen Skyld, blev han mere og mere en af dem, hvis Haand er imod alle.
Det første, man hører om hans Liv som Student, er meget karakteristisk, at han tog Del i Smuglerier og drev Handel i Kjø
benhavn, derpaa spillede han Fallit og rømmede til Tyskland, uden
128 Beringskjold, Magnus.
Held forfulgt af Politiet. Saa tumlede han sig omkring i Udlandet og giftede sig (1749) sandsynligvis Penge til med en Pige af norsk Byrd (Maren Kirstine v. Cappelen, f 1783). En kort Tid var han hjemme og gjorde Akkord med sine Kreditorer for derefter at nedsætte sig i Lybek som Kjøbmand. Han havde forskjellig Kiv her, ogsaa med Byens Magistrat, men, da han havde opnaaet — ingen véd, hvorledes — at blive holsten-gottorpsk Hofraad (1756), skaffede han sig siden ved den holsten-gottorpske Hertug Carl Peter Ulriks Hjælp en Triumf over Magistraten, der maatte gjøre ham en ydmygende Undskyldning. Imidlertid havde han ogsaa forstaaet, støttende sig til nogle dundrende Løgne om de anselige og adelige Æresposter, hans Forfædre havde be
klædt, at blive adlet af den tyske Kejser under Navn af Magnus Bering von Beringschiold (1758). Og nu betraadte han Politikkens Bane ved i Petersborg at virke i den dansk-norske Regerings Sold under Forhandlingerne om det holstenske Mage
skifte. J. H. E. Bernstorff mente at kunne have Gavn af det nøje Forhold, hvori han gjaldt for at staa til Carl Peter Ulriks Yndling, Overkammerherre Brockdorff. At han her skulde gjøre noget af Tanke om sit Fædrelands Vel, faldt ingen, sikkert mindst af alle ham selv, ind. Den Nytte, man i Virkeligheden havde af ham, kan ikke have været stor; men han forstod til Gavns siden at tale om sine udmærkede Fortjenester. Maaske var det som en Slags Paaskjønnelse, at han 1763 i Følge Ansøgning blev udnævnt til Generalkrigskommissær.
Fra 1762 tog han fast Bo i Danmark, begyndte at kjøbe Landejendomme, først en Bondegaard i Nærheden af Sorø, siden Herregaarde, kjævledes med Embedsmænd om Skatter, skjændtes med Bisper og Præster og var en utaalelig Herremand imod Bøn
derne. Omsider indlod han sig paa at kjøbe Krongods paa Møen, og her ser det ud, som om til Vederlag for hans forskjellige Plagerier imod andre Regeringen har taget vilkaarlig paa ham.
Hans Kjøb blev kasseret, og han mistede en Del Penge. Men han forstod at hævne sig. Nu var det, at han, der allerede tidligere havde staaet i Forbindelse med General Eickstedt, brugte dette Forhold til at faa Sammensværgelsen i Stand imod Struensee, hvem han holdt for at have været Mester for hans Uheld paa Møen.
Det maa gjælde for sikkert, at B. mere end nogen anden enkelt Mand har været Hovedmand for Katastrofen 17. Jan. 1772. Han følte sig ved sligt som Fisk i Vande.