Del 2: Resultater
3.12/ Hvad er din holdning til retningslinjerne, og hvordan oplever du
Spørgsmålet er stillet til de 822 ledere og 223 pædagoger, der har svaret ”ja” til, at der er retningslinjer på deres institution
.
100 mandlige og 505 kvindelige ledere samt 53 mandlige og 123 kvindelige pædagoger har besvaret spørgsmålet.Følgende typer af holdninger eller oplevelser af retningslinjerne kommer til udtryk i besvarelserne:
Langt de fleste deltagere er glade for retningslinjerne. De føler, at retningslinjerne giver god tryghed for både personale og børn. De oplever, at retningslinjerne fungerer. Mange skriver endvidere, at de er blevet en naturlig del af praksis, en hverdagsrutine, og at de ikke begrænser deres arbejde med børnene.
Mange skriver i samme positive ånd, at retningslinjerne hjælper dem som et pejlemærke inden for et vanskeligt og ømtåleligt område: det er rart at vide, hvordan man skal forholde sig, og at der er en fælles politik på området. Det er f.eks. vigtigt, når man skal referere til forældrene, der nævnes en del gange som årsag til, at det er rart at have retningslinjerne. En leder skriver, at forældrene generelt stiller mange krav i dag, så det er rart at have retningslinjer, så man ikke står alene over for forældrene. Det nævnes også en del gange, at retningslinjerne giver tryghed for forældrene. Lederne finder det endvidere rart, at man har en fast, generel politik
over for personalet. Dette ikke mindst i forbindelse med nyansatte, løst ansatte etc., så det ikke bliver noget personligt over for den enkelte.
Adskillige deltagere skriver, at retningslinjerne på et bredere plan bidrager til en god kultur i institutionen. De giver fælles fodslag, identitet og holdning og italesætter et vanskeligt emne.
Denne åbenhed ses som sund for institutionen som sådan.
Mange skriver, at retningslinjerne er nødvendige for at beskytte personalet. Her er der hos flere en klar bevidsthed om, hvor livsødelæggende en uberettiget anklage ville være, og svarene viser, at det helt klart er dét, man garderer sig imod. Herunder nævner en del, at retningslinjerne er nødvendige for og gode i forhold til at beskytte mændene. Det er tydeligt, at i mange institutioner er retningslinjerne tænkt som en omsorg for mændene. En institution skriver, at det giver arbejdsro for mændene. En mand skriver, at retningslinjerne er en vigtig beskyttelse af ham som mand. En anden mand skriver, at retningslinjer er gode, men at det er vigtigt, at de omgives med fortløbende refleksion, så de ikke bliver en hindring for ham i hans arbejde.
Mange besvarelser er 100 % positive, men en stor gruppe af besvarelserne har samtidig indvendinger over for retningslinjerne. Nogle har få indvendinger, andre har flere og bliver mere delte i deres opfattelse. Indvendingerne går på, at retningslinjerne også indebærer faldgruber eller udgør begrænsninger for det pædagogiske arbejde. De nævnte faldgruber eller begrænsninger er de følgende:
Pædagogisk omsorg går tabt. Det kan f.eks. være svært at trøste, som man finder det berettiget.
Retningslinjerne begrænser de mandlige pædagoger.
Aktiviteter i små grupper eller små rum går tabt, fordi man ikke må være alene med børnene.
Det selvstændige ved pædagogarbejdet går tabt, når man ikke kan lave noget på egen hånd.
Retningslinjerne går generelt ud over pædagogikken.
Det nævnes en del gange, at det er blufærdighedskrænkende for børnene, at de skal besørge og skifte tøj for åben dør. Især ældre børn kan blive bragt i en sårbar situation i forhold til andre nysgerrige børn.
Retningslinjerne resulterer i en for stor overvågning af børnene.
Retningslinjerne begrænser den impulsive udfoldelse og gør arbejdet besværligt, fordi man hele tiden skal tage hensyn til retningslinjerne ved planlæggelse af aktiviteter. Bl.a. ved. ture og transport skal man hele tiden skal tænke sig om og overveje, hvem der gør hvad med børnene.
En stor gruppe mener, at retningslinjerne er nødvendige, men konstaterer samtidig, at det er sørgeligt, at det er kommet dertil. ”Et nødvendigt onde” skriver flere. Der er noget på en gang desillusioneret og nøgternt over disse svar.
Retningslinjerne er ikke realistiske i forhold til virkeligheden i institutionen. Der er ikke altid ressourcer til dobbeltbemandingen, og nogle gange kræver en situation altså en lukket dør, mener man. En deltager skriver bl.a., at det er umuligt at overholde retningslinjerne på grund af dårlige normeringer, hvilket gør personalet endnu mere udsat: nu risikerer en handling ikke blot at tolkes negativt, men også som et brud på retningslinjerne, hvilket kan forstærke det mistænkelige.
Retningslinjerne resulterer i forskelsbehandling af piger og drenge fra de mandlige pædagogers side. Man holder sig mere tilbage over for piger.
Mistillid har overtaget tillid.
Det giver lugtgener fra toiletterne.
Det går ud over hygiejnen.
Et par kvindelige pædagoger nævner det ekstraarbejde, der pålægges dem ved, at deres mandlige kollega f.eks. ikke må skifte ble.
Disse indvendinger gør, at nogle institutioner er bevidste om at afbalancere tingene. De finder et ståsted midtimellem og taler bl.a. om et ”fornuftigt leje.” Nogle deltagere skriver endvidere, at man skal passe på ikke at blive angste og paniske.
Så er der en mindre gruppe af deltagere, som er særdeles negative over for retningslinjerne.
Deres besvarelser giver udtryk for følgende:
Retningslinjerne sætter et mistillidsforhold op for mænd. Et par deltagere nævner, at de ikke får så mange ansøgere fra mænd mere – en institution har decideret hørt, at en mandlig pædagog var blevet frarådet af hans familie at søge job i en børnehave.
Flere synes, at det er noget pjat, at mænd ikke må skifte ble, og et par deltagere anfører, at store børn bemærker, at det kun er kvinderne, der må skifte ble.
Det er problematisk, at helt almindeligt samvær mellem børn og voksne og børn imellem tolkes negativt. En deltager skriver f.eks., at med retningslinjerne indretter man verden efter de syge menneskers tankegang, og at en naturlig, rar tilgang til børnene nu ses som noget snavset og forbudt. En mandlig leder skriver, at retningslinjerne giver et kunstigt forhold til børnene. Derfor gør han, som han plejer og trøster alligevel. En anden deltager oplever, at der er sket et stort skred i forhold til opfattelsen af børns doktorlege. Helt naturlig og undersøgende adfærd hos børn opfattes som overgreb, hvor det ifølge deltageren er blikket, der kigger på legen, der skaber dette overgreb, ikke det som finder sted.
Flere har en decideret nostalgisk erindring om de glade børn, der løb nøgne rundt og badede. I én institution strider reglen om, at børn ikke må bade nøgne, imod personalets holdning.
Retningslinjerne influerer på hele den måde, der tænkes pædagogik på i dag. En deltager skriver, at retningslinjer ikke blot er en mistænkeliggørelse af den enkelte pædagog, men også en bevidsthedsændring der forringer den pædagogiske praksis.
Retningslinjerne ses som tidskrævende og nyttesløse.
Adskillige har den holdning, at retningslinjerne ikke er nogen garanti for at forhindre overgreb. En leder skriver, at hun kun har retningslinjer, fordi institutionens mandlige pædagog ønsker det. Hun har tillid til sit personale, og hvis hun ikke havde det, ville hun sætte ind med andet end retningslinjer.
En leder oplever, at retningslinjerne gør nyansatte nervøse, og at de føler sig stemplet fra starten.
Endelig kommer følgende holdninger til udtryk:
Nogle ser retningslinjerne som blot retningslinjer på lige fod med alle andre retningslinjer for børn i en institution. Andre ser retningslinjerne som naturlige i den forstand, at de bare er, hvad man må forvente af god og sund praksis i en institution, nemlig at man tænker over, hvordan man kan og skal gebærde sig over for børnene.
Nogle deltagere oplever, at man egentlig ikke har brug for retningslinjerne, eller at de ikke bliver brugt. Det skyldes, at man har tillid til hinanden.
Adskillige deltagere skriver derimod, at de gerne så retningslinjerne skærpet eller genopfrisket. Nogle så gerne retningslinjerne bogført, hvis der er tale om mundtlige retningslinjer. Og en deltager mener, at der oftere sker overgreb mellem børnene og savner kraftigere regler på dette område.
En svarer mener, at retningslinjerne uretfærdigt kun tænkes i forhold til mændene, og at der ikke i tilstrækkelig grad tænkes på beskyttelse af kvinderne.
En leder skriver om retningslinjerne, at sådan er det bare. Nogle af de ansatte i vedkommendes institution føler sig dømt på forhånd, men så må man bare lade være med at være ansat i institutionen.
En deltager er usikker på, hvordan vedkommende skal takle det dobbelte krav om dels opmærksomhed over for misbrug af børn og pligt til indberetning, dels hensynet til f.eks. en kollega, hvis liv man kan ødelægge, hvis man tager fejl.
Forskelle i mænd og kvinders udsagn samt i ledere og pædagogers udsagn:
Der er ikke nogen bemærkelsesværdig forskel i kvindernes og mændenes svar. Måske er der en lille tendens til, at mændene er lidt mere kritiske end kvinderne. Men overordnet ser man, at langt flertallet af mændene er meget positive over for retningslinjerne, som de finder nødvendige, og som giver dem tryghed. Der er også mange, som ikke tænker over dem.
Faktisk ligner mændenes svar meget den overordnede pulje ovenfor og indeholder de samme forskellige typer af svar. Der er dog en forskel mellem kønnene i den forstand, at mændene er særdeles bevidste om, hvad de risikerer, og flere svar indikerer, at en anklage er livsødelæggende.
Der er ikke den store forskel mellem ledernes og pædagogernes svar, hvad angår positiv eller negativ indstilling. Både ledere og pædagoger er langt overvejende positive. Dog er der en forskel i indholdet i den forstand, at jo især ledere giver udtryk for, at retningslinjerne er et godt arbejdsredskab, når de skal tale med personalet og ikke mindst nyansatte, løst ansatte etc. De er også optaget af personalets sikkerhed, som de mener, er sikret med retningslinjerne.
Det er også værd at bemærke, at der er lige så mange negative eller delte røster blandt lederne som blandt pædagogerne. På de svar fra lederne, som indeholder kritik, ser man, at nogle ledere oplever et ”pres” i forhold til at implementere retningslinjer. De taler om, at det er trist, at det er kommet dertil, eller ærgerligt, at det skal være sådan.
Link til citater i 9.6/