Beskriv gerne disse konsekvenser

Spørgsmålet er stillet til de 166 deltagere, som har svaret ja til, at retningslinjerne påvirker plejen og omsorgen af børnene samt deres udfoldelsesmuligheder. 84 kvindelige og 28 mandlige ledere samt 21 kvindelige og 8 mandlige pædagoger har besvaret spørgsmålet.

Der er to hovedspørgsmål, som optager deltagerne i besvarelserne af dette spørgsmål:

1. Børnene får mindre fysisk omsorg og nærvær.

2. Børnenes naturlige seksuelle udvikling og nysgerrighed over for kroppen hæmmes eller skades decideret på lang sigt.

Uddybning af, hvad besvarelserne siger om de to hovedspørgsmål:

1. Børnene får mindre fysisk omsorg og nærvær

 Personalet tøver med eller undlader helt at trøste og give fysisk nærvær og omsorg – f.eks. et kram eller at tage et barn på skødet – fordi de er bange for, hvordan det kan misforstås, og vil beskytte sig imod uberettigede anklager. De voksne er berøringsangste, og der er tendens til større afstand mellem børn og voksne. Pædagogerne anlægger en professionalitet over for børnene for at undgå, at noget kan misforstås. Den fysiske omsorg bliver mindre ægte og umiddelbar. Den bliver mere kold og kunstig. Som en deltager skriver: plejen bliver omsorgsfuld og korrekt, men ikke omsorgsfuld og kærlig som for 25 år siden. Trøst bliver noget, der sker på afstand og ved hjælp af ord i stedet for kroppen. En deltager skriver, at dette på sigt kan få konsekvenser for nærhedstanken i det pædagogiske arbejde.

 At yde omsorg bliver en balanceakt, noget hvor man hele tiden skal veje for og imod og tænke sig om.

 Børnene kan opleve tilbageholdende voksne. Og de kan føle sig afvist.

 Det nævnes hyppigt i svarene, at ikke mindst de mandlige pædagoger kan være angste for at give børnene omsorg og pleje, fordi de er bange for, at de skal blive misforstået. Det betyder en forringelse af kontakten mellem de mandlige ansatte og børnene. Den mandlige ansattes fysiske omsorg bliver mere akavet og mere anspændt. Han skal hele tiden overveje, hvad han må og kan og tænke sig om.

Og den mandlige ansattes omsorg kan derfor også blive decideret fraværende.

Han er mindre tilbøjelig til at tage børnene på skødet og give et kram. Han tænker sig altså om en ekstra gang, inden han trøster – hvis han trøster. En mandlig deltager skriver, at det er ærgerligt, at den glæde og tryghed, som børnene føler ved de voksne, ikke kan komme til udtryk i forholdet til de mandlige voksne. Herunder fremhæver flere, at forholdet mellem de mandlige ansatte og pigerne, kan tage skade, fordi mændene særligt holder sig tilbage fra pigerne. Dette gælder især i SFO, hvor pigerne er ældre.

 Omsorgsopgaverne bliver særlige kvindedomæner: især kvinderne hjælper med hygiejne og trøst. Det betyder bl.a., at børnene kun vil opleve den særlige nærhed, som kan etableres i f.eks. en skiftesituation, med kvinderne. Men også kvinder oplever, at der ikke længere er den samme nærhed i situationer med bleskift.

 Helt almindelige børn får ikke den trøst, de har brug for i det daglige. Men nogle børn har særligt brug for tæt fysisk kontakt – bl.a. fordi de ikke får det derhjemme – og de betaler ikke mindst prisen for retningslinjerne. Nogle særligt udsatte børn opsøger decideret fysisk kontakt bl.a. ved at forsøge at gemme sig under en pædagogs tøj, fortæller en deltager. Dette viser et behov for nær fysisk kontakt, som hæmmes, men det bliver også en meget ubehagelig situation for den ansatte, der frygter, at det kan misforstås. En anden deltager nævner, at reglen

med, at man kun må give fysisk omsorg, f.eks. et kram, hvis barnet selv inviterer til det, går ud over nogle typer af børn, som ikke selv opsøger fysisk kontakt, men som har brug for det og derfor brug for, at det sker uopfordret. Disse børn har brug for at føle sig set og vellidt, og et knus kan være en god måde at gøre det på.

 Retningslinjerne går ud over tumlelege og vilde lege med fysisk kontakt.

2. Børnenes naturlige seksuelle udvikling og nysgerrighed over for kroppen hæmmes eller skades decideret på lang sigt

 Det er unaturligt, at børnene ikke kan løbe omkring nøgne. Børnene får det indtryk, at nøgenhed er forkert og farligt og forbudt. Kroppen er noget, der skal gemmes væk. Børnenes naturlige nysgerrighed over for egen og andres kroppe blokeres. Børnene kan få et unaturligt forhold til deres egen krop og de andres kroppe. De lærer ikke, hvordan andre ser ud.

 Børns forhold til det seksuelle skævvrides og bliver unaturligt på grund af forbuddet mod doktorlege. En deltager skriver, at det bliver andres angst, der påvirker børnenes naturlige udvikling. Ved ikke at kunne udfolde denne side af dem selv i institutionen går børnene glip af voksenstøtte i forbindelse med disse essentielle udviklingstrin. De bliver overladt til sig selv. Og hvis de f.eks. alligevel deltager i en leg, kan de ikke komme og bede om hjælp, hvis det går galt, fordi de føler, at de har gjort noget forkert.

 En deltager tænker i langtidskonsekvenserne af dette: hvad kommer dette f.eks.

til at betyde for børnenes seksuelle debut i teenageårene? Her skal de så stifte bekendtskab med det seksuelle og deres egne og andres grænser i en verden, hvor der ikke er voksenstøtte på samme måde, og hvor alkohol og porno er nye faktorer, som kan være svære at håndtere samtidig. Deltageren frygter, at man ved at hindre børnenes normaludvikling i de tidlige år gør dem en bjørnetjeneste.

 En deltager skriver, at følgende princip gennemsyrer hele systemet: fagligheden tilsiger pædagogerne, at doktorlegene er helt normale, og at pædagogerne har deres faglighed i orden, hvis de tillader legene og nysgerrigheden. Men forældrene og kommunen tager ikke dette for gode varer, og derfor går pædagogerne imod deres faglighed på bekostning af børnenes naturlige udvikling. Ingen tør blive hængt ud i pressen for at være dem, der ikke gjorde noget. En anden deltager skriver meget lignende, at pædagogprofessionen i den grad er inde på et skråplan, hvor en berøringsangst, som kommer fra frygten for forældrenes reaktion og mediernes påvirkning, fører til, at man svigter og som ikke er alderssvarende, hvorimod den naturlige seksualitet på deres eget alderstrin tabuiseres.

 En deltager bemærker, at før var nøgne børn på legeplads og strand ikke forbundet med overgreb på børn.

 En deltager skriver, at det kan være svært at forklare børnene, hvorfor de ikke må lege en given leg.

Derforuden bekymrer deltagerne sig om følgende i besvarelserne af dette spørgsmål:

 Børnenes blufærdighed krænkes, fordi de skal benytte toilettet for åben dør. Denne problematik skærpes, når nogen har haft et uheld – de bliver udstillet. Det er ikke mindst en problematik, der gør sig gældende ved de store børn i SFO. En deltager fra

en SFO, hvor man ikke må hjælpe børn, som har haft et uheld i bukserne, men alene vejlede udefra, skriver, at disse børn kan have brug for en hjælpende hånd.

 Der er større overvågning med børnene. En deltager skriver, at det er konstant overvågning. En anden skriver, at børnene godt kunne trænge til at være lidt alene en gang imellem og f.eks. hygge sig lidt i puderummet alene. En tredje deltager skriver, at der ikke længere er nogle steder, hvor børnene kan lege i hemmelighed, og at det er en skam, fordi det ofte er de steder, som man senere husker som gode og udviklende.

 Retningslinjerne går ud over nogle aktiviteter med børnene, som de afskæres fra.

Aktiviteter, som kræver to medarbejdere, aflyses og gennemføres mindre. Daglige situationer, der også udgør læringssituationer for børnene, går tabt: f.eks. er det ikke længere enkelt at tage et barn med i kælderen for at hjælpe med at hente noget etc.

Det går endvidere ud over spontane aktiviteter og spontanitet i det hele taget.

 Flere deltagere bekymrer sig om, at én til én-kontakten mellem børn og ansatte i det hele taget og imellem et udsat barn og en ansat i særdeleshed går tabt, og at dette går ud over børnene – at det repræsenterer et tab for børnene og også for pædagogerne. Børnene har aldrig de voksne lidt for dem selv, til at hjælpe med at løse en opgave, få en lille fortælling etc., skriver en deltager. Børnene får ikke længere følelsen af at være unikke. En institution har i den forbindelse planer om at genindføre nære samtaler, men for at undgå, at disse skal kunne misforstås, har man samtidig planer om at indsætte glas i alle institutionens døre og optage samtalerne.

 En deltager skriver, at vedkommende ikke tror, at børnene bemærker, at det kun er kvinderne, der går med dem på toilettet. Men en anden deltager skriver det modsatte, nemlig at de store børnehavebørn godt kan mærke, at der er nogle, som må noget, og andre ikke. Kvinden sammenligner det med forskellen på pædagoger og pædagogmedhjælpere visse steder. Hun frygter, at det sender et signal til børnene om, at ikke alle er lige.

 En kvindelig pædagog skriver, at vedkommende nogle dage bruger mere tid på badeværelset end sammen med hele børnegruppen i færd med at lave aktiviteter.

 Det hæmmer børnenes naturlige udfoldelsesmuligheder, når de ikke bare kan lege uden tøj i vand og løbne nøgne omkring.

 Navnlig i forbindelse med medieomtale ser man en reaktion i personalegruppen, hvor bl.a. mændene bliver mere tilbageholdende med fysisk omsorg.

 En deltager skriver, at børn, som virker utroværdige i deres historier om de voksne, får mindre voksenkontakt, fordi man frygter at blive uretmæssigt anklaget.

 Flere deltagere sammenligner med tidligere tider og konstaterer, at børnene ikke får det samme som før – hverken fysisk omsorg eller udfoldelsesmuligheder af den ene eller den anden slags.

 En deltager skriver, at retningslinjerne kan resultere i en uheldig indlæring eller en uheldig adfærdsændring hos børnene. Fordi nogle situationer kan misforstås, vil de voksne trække sig fra dem, og det kan børnene mærke. Det kan betyde, at børnene selv udvikler en afstandtagen til disse situationer, som ellers består af helt normal adfærd.

 En deltager bekymrer sig over, at man går på kompromis med hygiejnen.

 En deltager skriver, at man hele tiden må stoppe op og sørge for at få det hele til at hænge sammen ud fra alle de forskellige regler, hvilket stopper arbejdsflowet og skaber distance og kunstighed i forhold til børnene.

Der er endvidere en række svar med en positiv vurdering af retningslinjernes indflydelse på omsorg, pleje og udfoldelsesmuligheder. Disse deler sig i to væsensforskellige grupper:

1. Dem, som mener, at retningslinjerne repræsenterer en fordel, en gevinst for børnene:

 Retningslinjerne udgør en omsorg for børnene, fordi de passer på børnene.

Det er omsorg, når man forebygger seksuelle overgreb på børnene. Det er en omsorg, at man passer på de svage børn, som kan lide under doktorlegene både fysisk og psykisk og blive kanøflet af de stærke børn. De børn, der ikke er trygge ved doktorlege, er fritaget for denne konflikt og behøver ikke at tage stilling til spørgsmål, som de ikke har lyst til, i institutionen – og de andre børn kan jo bare gøre det derhjemme. Det er en omsorg, at man er opmærksom på de børn, som udviser grænseoverskridende adfærd. Det er en omsorg for alle børn, at emnet italesættes, og at børnene får nogle gode normer og grænser for, hvordan man omgås andre børn og voksne. En deltager skriver endvidere, at med retningslinjerne tager de voksne ansvaret for børnenes nøgenhed, så børnene ikke kommer i situationer, hvor man efterfølgende kan være i tvivl om, hvad der er sket.

 Andre mener, at retningslinjerne mere indirekte giver børnene tryghed, fordi de udstråler ansvar fra institutionens side, eller fordi børnene heri oplever en enig voksengruppe eller et tæt samarbejde mellem personalet og forældre.

Her er det ikke så meget retningslinjerne for deres indholds skyld, men mere for den anledning til trygge rammer, de er.

 Endelig er der to deltagere, der ikke mener, at der vil være langtidsvirkninger af retningslinjerne. Det drejer sig bare om, skriver den ene, at man som pædagog finder nogle alternative måder at gøre tingene på, og så bliver det også hverdag. En anden deltager skriver, at det da begrænser børnene i nogle udfoldelsesmuligheder, fordi de helst ville løbe nøgne rundt og plaske med vand i solskin – men så er det heller ikke værre.

2. Dem, som derimod er positive, fordi institutionen ikke har ret mange eller udtalte retningslinjer:

Så er der den anden gruppe, der er positive over for retningslinjerne, men dette, fordi retningslinjerne ikke er særlig mange eller særlige udtalte i deres institution. Det positive ved retningslinjerne er derfor her, at de rummer muligheden for frihed og den ansattes personlige vurdering – alt sammen noget, deltagerne oplever en positiv effekt af. En nævner som positiv effekt, at seksualitet ikke tabuiseres. Et andet sted finder de det vigtigt at give kram til dem, der har behov for det, og de gør det. En deltager nævner endvidere, at rummelige ”retningslinjer” giver børnene rige muligheder for at udfolde sig frit – for at eksperimentere og udvikle sig.

Link til citater i 9.15/

3.31/ Hvordan har forældrenes reaktion været på institutionens retningslinjer til