Kapitel 6. Institutionelle forandringer og markedsgørelse af den faglige
6.7 Genopretningspakken – øget økonomisk incitament for skift
Folke-parti d. 24. maj 2010 med den såkaldte ”genopretningsplan”, der indeholder væsent-lige politisk-institutionelle ændringer, som påvirker både de fagvæsent-lige organisationer
og tilhørende a-kasser. Først og fremmest blev dagpengeperioden fra 1. juli 2010 sat ned fra fire til to år. Perioden for genoptjening til dagpengeretten blev forlænget fra 26 til 52 uger, og perioden, hvorudfra dagpengeydelsen beregnes, blev ligeledes forlænget fra 13 uger til 12 måneder. Desuden blev perioden for, hvor lang tid uud-dannede kan modtage statens voksenuddannelsesstøtte forkortet fra 80 til 40 uger.
Det væsentlige i genopretningspakken set i forhold til markedsgørelsen af den fag-lige organisering, er imidlertid, at der blev lagt et loft over skattefradraget til fagfag-lige kontingenter på 3.000 kr. pr. år. Det virker påfaldende, at loftet er blevet sat, så netop medlemmer af LO-forbund ikke længere kan opnå fuldt skattefradrag, mens de alternative fortsat kan (artikel III). Derved skabes der et klart økonomisk incita-ment for at skifte fra aftalebærende og dyre faglige organisationer til de billigere alternative. Da VK-regeringen udelukkede fordyrede de aftalebærende forbunds og ikke de alternatives medlemskontingent, signalerede de et ønske om ikke at støtte den danske aftalemodel.
Genopretningspakken blev lanceret i kølvandet på den økonomiske og finansielle krise, der ramte Danmark henover sommeren 2008. Krisen kan betegnes som et eksogent chok, der netop skaber politisk rum for abrupte forandringer. Genopret-ningspakken kan derfor ses som et tilfælde af forandringstypen forskydning, hvor oppositionen og fagbevægelsen kun havde svage vetomuligheder, mens implemen-teringen skete med en lav grad af diskretion.
6.8 Opsummering
Teorien om gradvis institutionel forandring har vist sig at være et godt analytisk værktøj til at forstå, hvordan umiddelbare små og gradvise forandringer kan føre til diskontinuitet på sigt. De borgerlige partier havde stærke ideologiske og politiske interesser i at liberalisere a-kassemarkedet og de facto fagforeningsmarkedet. Fri-hedspakken for arbejdsmarkedet står derfor som den afgørende politiske-institutionelle forandring, der over natten skabte konkurrence blandt a-kasser, og som på sigt har ført til diskontinuitet af det klassiske Ghent system, der som en institution har udgjort en rekrutteringskanal for den danske aftalebærende fagbevæ-gelse. VK-regeringen åbnede dermed en bro fra de fagspecifikke a-kasser til de alternative a-kasser, der siden har medført en afhopning fra det gamle system til det nye. Denne punktering af Ghent-effekten vidner om, at selv ganske små forandrin-ger kan føre til institutionel diskontinuitet over tid. Med dommen fra den Europæi-ske MenneEuropæi-skerettighedsdomstol blev liberaliseringen af fagforeningsmarkedet fuld-endt, og med ’Genopretningspakken’ blev det økonomiske incitament for at skifte fra en traditionel fagforening til en alternativ forstærket fra politisk hold. I tabel 8 nedenfor opsummeres de forskellige politisk-institutionelle ændringer, og herunder de forandringstyper og forandringsagenter, jeg har berørt i dette kapitel.
Tabel 8 - Politisk-institutionelle ændringer med konsekvenser for markedsgørelsen af Forandringstype Forskydnin Conversion Forskydning
Forandringsproces Gradvis Gradvis Gradvis
Resultat Diskontinuitet Diskontinuitet Diskontinuitet Forandringsagent Oprører
Opportuni-ster/Parasiter Oprører
Mahoney og Thelen (2010) påpeger, så vil forandringsagenter ofte indgå i mere eller mindre formaliserede alliancer - enten i et forsvar af status quo eller i et ønske om forandring. LO-fagbevægelsen og Socialdemokraterne udgør en etableret og formaliseret alliance i forsvaret af den gældende institution, som understøtter begge parters institutionelle magt. Men de borgerlige partier og de alternative fagforenin-ger kan også anskues som en alliance for forandring. Denne alliance er uformel, men har mange sammenfaldene politiske interesser for institutionel forandring af Ghent systemet og liberalisering af fagforeningsmarkedet. Både de borgerlige parti-er og de altparti-ernative fagforeningparti-er delparti-er en fælles politisk forståelse, dparti-er tagparti-er ud-gangspunkt i individet modsat LO-fagbevægelsens og socialdemokraternes beto-ning af kollektivet. Denne alliance kom til syne under den faglige konflikt på restau-rant Vejlegården i sommeren 2012, hvor borgerlige partiers politkere åbent støttede den pågældende restauratør, der var ramt af blokade af 3F. Da restauratøren var indmeldt i Kristelig Arbejdsgiverforening og havde tegnet overenskomst med Krifa blev de borgerlige partiers støtte uformel for den alternative fagforeningsmodel. De borgerlige partiers støtte til den alternative fagbevægelse blev dog mere formalise-ret, da Venstre og Dansk Folkeparti fremsatte beslutningsforslaget ’B92’, der havde til hensigt at begrænse den aftalebærende fagbevægelses mulighed for at indgå sympatikonflikter. Beslutningsforslaget blev henlagt, men var ’B92’ blevet imple-menteret, ville det have betydet en vidtrækkende forandring og indgriben i ’den danske model’, da netop konfliktretten har hjemmel i hovedaftalen mellem LO og DA.
En væsentlig pointe i forbindelse med markedsgørelsen af den faglige organisering via politisk-institutionelle forandringer er, at konsekvenserne for den aftalebærende fagbevægelse ikke er universel, men derimod ganske differentieret. Dette skyldes,
at ikke alle aftalebærende fagforeninger har været lige afhængige af institutionelle makrostrukturer i rekrutteringen og fastholdelse af medlemmer. For det første, så er Ghent effekten stærkere for nogle forbund frem for andre (artikel IV). LO-fagforeningerne har traditionelt set haft tætte administrative og institutionelle bånd mellem fagforening og a-kasse, og dermed er disse forbund selvsagt også i højere grad følsomme overfor ændringer af Ghent systemet. For det andet var det hoved-sagligt LO-forbund, der organiserer på det private arbejdsmarked, som benyttede eksklusivaftaler, hvorfor disse forbund blev særligt ramt af dommen fra den Euro-pæiske Menneskerettighedsdomstol i 2006. For det tredje, så rammer skatteloftet på det faglige kontingent på 3000 kr. pr år LO- og FTF forbundene, hvilket har øget merprisen for disse forbund i forhold til de alternative fagforeninger (artikel II).
Den differentierede konsekvens af de politiske institutionelle ændringer kan derfor være en væsentlig forklaring på, hvorfor det netop er 3F og HK, der mister med-lemmer til de alternative fagforeninger (artikel I, III), da disse forbund traditionelt set er afhængige af institutionelle forhold til at rekruttere og fastholde medlemmer.