De alternative fagforeninger

Endelig findes der en mindre gruppe af organisationer, hvis eksistensberettigelse overvejende har været at rekruttere lønmodtagere, der var utilfredse med det eksi-sterende udbud af fagforeninger.

Disse er kendetegnet ved, at:

 de afviser fagbevægelsens traditionelle kampskridt herunder strejker og blo-kader

 de ikke har en bestemt fag- eller erhvervsgruppe, som de rekrutterer blandt

 de ikke (eller kun i meget ringe grad) er del i kollektive aftaler med en ar-bejdsgiver

 de alene tilbyder individuelle serviceydelser ved siden af et a-kasse-medlemskab.

 de ingen politisk tilknytning har.

Hvor der som nævnt ovenfor kan eksistere grænsestridigheder mellem mange af de etablerede aftalebærende organisationer, er alternative organisationer kendetegnet ved, at de slet ikke accepterer, at man som lønmodtager behøver at høre hjemme i et forbund, der repræsenterer et fag. Deres appel til potentielle medlemmer kommer ikke via arbejdspladsen, men via en generel appel til offentligheden, der slår på et billigt fagforeningsmedlemskab. Til disse organisationer hører Kristelig Fagfor-ening (Krifa), paraplyorganisationen, Det Faglige Hus, Funktionærsammenslutnin-gen, Fagforeningen Danmark, JOBtryghed, m.fl..

Det er værd at bemærke, at der til trods for en række fællesnævnere også eksisterer variationer mellem de alternative fagforeninger. Krifa indgår som den eneste af de alternative fagforeninger overenskomster. Konkret har Krifa 11 landsoverenskom-ster¹ med sin søsterarbejdsgiverorganisation Kristelig Arbejdsgiverforening (Cara-ker, 2013). Dermed udgør Krifa og Kristelig Arbejdsgiverforening i sig selv et helt alternativ til den etablerede danske aftalemodel og den aftalebærende arbejdsgi-ver/lønmodtager akse mellem DA/LO og en række offentlige og private forhand-lingskarteller og arbejdsgiverforeninger DI, Dansk Erhverv, KL, CO-industri, KTO, CFU m.fl. Krifa er ligeledes den alternative fagforening, der ideologisk markerer sig mest imod den aftalebærende fagbevægelse ved offentligt at være imod kon-fliktretten, hvor lønmodtagere kan strejke, blokere; arbejdsgivere kan lockoute og boycutte. Krifa betoner alene faglig voldgift. Det er dog værd at understrege, at den faglige voldgift ligeledes er en bærende del af den danske aftalemodel, cementeret ved oprettelsen af den faste voldgiftsret i 1910. Voldgift som løsning af faglige stridigheder er altså ikke Krifas opfindelse, selvom man godt kunne få det indtryk.

Den anden største alternative fagforening paraplyorganisationen ’Det Faglige Hus’

er mindre markant i sin officielle ideologiske opposition til den danske aftalemodel.

Men Det Faglig Hus indgår ikke - modsat Krifa – i nogen form for overenskomst-forhandlinger, og i fraværet af nogen form for kollektiv handling er kontrasten til den aftalebærende fagbevægelse tydelig. Til sidst er det også værd at bemærke, at den ældste af de alternative fagforeninger Krifa netop opstod i en kristen opposition til den danske socialistiske fagbevægelse, der var en del af Marx’ 1. internationale’.

Senere skete der en formel adskillelse af parti og fagbevægelse, men LO-fagforeningerne har historisk og traditionelt set haft tætte og formelle bånd med socialdemokraterne, der først officielt blev brudt på en ekstraordinær kongres i 2003. LO fagforeninger har derfor været indlejret i en arbejderbevægelse, det bri-terne kalder en ’social movement’, der traditionelt og historisk set har indeholdt både et politisk og fagligt element. FTF og AC organisationerne har i modsætning

1 Overenkomsterne dækker ca. 5 pct. af Krifas medlemmer (Caraker, 2013)

til LO-forbundene ikke haft den samme politiske overbygning. Den ideologiske og politiske opposition mellem Krifa og særligt LO-fagbevægelsen har altså lange historiske rødder.

Den populære betegnelse for de alternative fagforeninger er ’gule’ fagforeninger..

Betegnelsen stammer fra oprettelsen af en af de første sådanne foreninger i Frankrig i 1887. Strejkende arbejdere havde knust ruderne i den bygning, hvor strejkebry-derorganisationen holdt til, og vinduerne blev klistret til med gult papir (Ibsen, 2009). I 1890’erne opstod der flere gule fagforeninger i Frankrig, ofte af kristelig observans, hvor både arbejdsgivere og lønmodtagere var medlemmer. De sluttede sig i 1904 sammen i ’Den nationale føderation af gule i Frankrig’ [Fédération nati-onale des Jaunes de France] i opposition til den socialistiske, ’røde’, fagbevægelse.

De forkastede klassekampen og foretrak i stedet et samarbejde mellem kapital og arbejdere uden brug af kampmidler (Ibid.).

Betegnelsen ideologisk alternative fagforeninger/organiationer er imidlertid blevet den dominerende betegnelse for disse orgnisationer i dansk industrial relation forskning netop fordi de udgør et ’ideologisk alternativ’ til den aftalebærende fag-bevægelse (artikel 1). Men kan godt stille spørgsmålstegn ved om betegnelse ’fag-forening’ er dækkende for denne type orgnisationer? Fagforening består af orderne

’fag’ og ’forening’, og begge begreber har en ganske svag betydning for de alterna-tive fagforeninger. For det første repræsenterer de alternaalterna-tive fagforeninger netop ikke noget fagligt revir for deres medlemmer, hverken ud fra et horisontalt- eller vertikalt demarkationsprincip (jf. definitionen ovenfor). Derfor har de alternative fagforeninger ikke noget selvstændigt ’fag’ eller ’fagligehed’. For det andet dyrker de alternative fagforeninger heller ikke det faglige foreningsdemokrati i nævnevær-dig udstrækning. Faktisk betegner Krifa selv sine medlemmer som ’kunder’, hvilket understreger forholdet mellem organisation og medlem. Hvis vi ser på Webb og Webbs (1894) klassiske definition på, hvad en fagforening er, som i høj grad er blevet den toneangivende definition i international IR forskning (jf. fx Gumbrell-McCormick og Hyman, 2013), gælder der tre forhold 1) ’en fælles forsikring’ 2)

’kollektive overenskomstforhandlinger’ og 3) påvirkning af politiske beslutnings-modtagere til gavn for medlemmernes velfærd. Udfra denne definition er det tyde-ligt, at de alternative fagforeninger alene udfylder den første funktion ’en fællesfor-sikring’ i tillæg til et a-kassemedlemskab. Det ville derfor være mere betegnende at bruge ’forsikringsforening’ eller ’forsikringsorgnisation’ fremfor ’alternative fag-foreninger’ for disse organiationer, men da den dominerende betegnelse i litteratu-ren netop er alternative fagfolitteratu-reninger, er den denne definition imidlertid også valgt i nærværende afhandling.

3.4 Opsummering

I dette kapitel har jeg set lidt nærmere på hvilke demarkationsprincipper, der findes på det danske arbejdsmarked, og hvordan disse er med til at tegne fagbevægelsens eksterne struktur. Den danske fagbevægelse, er traditionelt set kendetegnet ved en såkaldt ’enhedsfagbevægelse’, hvor lønmodtagerne organiserer sig efter deres fag og ikke efter politiske, religiøse eller sproglige principper, som fx er dominerende i de sydeuropæiske lande. Den danske fagbevægelse har karakter af en ’craft - and general unionism’, hvor det danske arbejdsmarked er inddelt i en række faglige revirer. Det betyder, at der i princippet kun er én ’rigtig’ fagforening for lønmodta-gere alt efter deres uddannelse, jobfunktion eller ansættelsessted, hvilket i udgangs-punktet giver de faglige organisationer et fagligt monopol. De alternative fagfor-eninger står i kontrast til den danske enhedsfagbevægelse, da de ikke accepterer, at der findes én rigtig fagforening. Derudover er de alternative direkte eller indirekte modstandere af den danske aftalemodel.

Kapitel 4. Den danske organisationsgrad i et