LISBETH B. KNUDSEN
RESUMÉ
I dette kapitel gennemgås først hovedtræk i fertilitetsudviklingen i Dan-mark i de sidste 100 år, hvorefter det diskuteres, hvilke faktorer der har haft betydning for udviklingen. I dag får kvinder og mænd gennemsnit-ligt færre børn end for 100 år siden, og i mange studier undersøges be-tydningen af (især) kvinders uddannelsesniveau og arbejdsmarkedstil-knytning for det mindre antal børn. Internationalt ligger fertiliteten i Danmark og de øvrige nordiske lande dog relativt højt, hvilket oftest relateres til den nordiske velfærdsstats institutioner, der gør det muligt både at arbejde og have en familie. På baggrund af både tidligere offent-liggjorte og helt nye, endnu upublicerede tal fra Fertilitetsdatabasen i Danmarks Statistik præsenteres og diskuteres fertilitetens sammenhæng med socioøkonomiske forhold.
DET NORDISKE FERTILITETSREGIME
I det tidlige forår 2007, et par måneder før regeringens Familie- og Ar-bejdslivskommission skulle offentliggøre sin rapport om, hvordan der kunne skabes en god balance mellem familieliv og arbejdsliv (Familie- og Arbejdslivskommissionen, 2007), kunne man læse på Familieministeriets
hjemmeside, at ”En vellykket familiepolitik kan måles på, at familierne får det antal børn, som de har lyst til”. Og lidt længere nede stod der:
”Danske kvinder føder i dag 1,8 barn i gennemsnit, men familierne øn-sker sig faktisk i gennemsnit 2,4 børn.” (Familieministeriets hjemmeside).
Ministeriet henviste til ”internationale undersøgelser fra Eurobarome-ter”, men uden at forklare nærmere, hvordan man var nået frem til talle-ne på de 1,8 og 2,4 børn, og hvad de kuntalle-ne vise.15
Ministeriets formuleringer rammer på en måde ned lige midt i diskussioner om fertilitetens udvikling, om børnetallet, om kvindernes og parrenes vilkår, og om hvordan den overordnede politik stemmer med befolkningens ønsker. Ministerens holdning, der også kom til udtryk på hjemmesiden, var nemlig, at: ”vi (politikerne, min bemærkning) skal bi-drage til at skabe bedre rammer for familierne”. Det forekommer som en væsentlig udmelding, at der (fortsat) skal være rammer, som gør det mu-ligt eller rettere ikke forhindrer familierne i at få det antal børn, de ønsker sig. Det vil være en fastholden af en velfærdsstatslig familiepolitisk orien-tering, men til gengæld må det være familierne selv, der beslutter, hvor mange børn de vil have.
Det er også et udsagn, som er godt i tråd med de synsvinkler, som bl.a. demografer og sociologer har på fertilitetsudviklingen i de nor-diske velfærdsstater: Internationalt set har Finland, Danmark, Norge og Sverige nemlig i en del år haft et relativt højt fertilitetsniveau (Andersson et al., 2008), og dette sættes ofte i relation til, at de velfærdsstatslige ord-ninger i Norden har skabt rammer, som gør det muligt for kvinder og for par at kombinere det at være aktiv på arbejdsmarkedet med også at leve et privatliv med familie og børn (Knudsen, 2003; Neyer, 2006).
Nogle af de fælletræk i de nordiske velfærdsstater, der har haft betydning for fertilitetsudviklingen, er, at der tidligt, som reaktion på fertilitetsfaldet i 1930’erne og igen i 1960’erne, blev sat ind med en mas-siv politik, der rettede sig mod en generel forbedring af levevilkårene for familier. Man valgte bl.a. at satse på etablering af daginstitutioner og vedtagelse af orlovsordninger, som kunne hjælpe den nye familietype med to udearbejdende forsørgere til at fungere. Det kan i den sammen-hæng nævnes, at mens man i Sverige, som i begyndelsen af 1960’erne havde det laveste fertilitetsniveau i Norden (jf. figur 3.1), gennemførte disse generelle forbedringer af vilkårene for familierne, valgte man i
Un-15. Disse oplysninger har man dog kunnet få ved direkte henvendelse til ministeriet.
garn, som en reaktion på et lignende lavt fertilitetsniveau, at vanskeliggø-re adgangen til at få provokevanskeliggø-ret abort (Knudsen, 2002).
Der har især i de seneste tiår været stor international interesse for, hvilke forhold i de nordiske lande der gør det muligt at have en høj erhvervsfrekvens blandt kvinder, også de gifte, samtidig med at den sam-lede fertilitet16 ligger relativt højt i sammenligning med fx Sydeuropa (Andersson, 2004; Confronting Demographic Change, 2005). Dette un-derbygger billedet af de nordiske velfærdsstater som samfund, hvor kvinder og mænd har mulighed for at tilvælge familielivet, selvom de beg-ge er erhvervsaktive, hvilket stort set alle forventer og forventes at være.
I Sydeuropa og Japan er fertiliteten faldet kraftigt til et meget lavt niveau, samtidig med at kvinderne, noget senere end i de nordiske lande, er kommet ud på arbejdsmarkedet. På grund af den stærke aldring af sam-fundet, der vil være et resultat af den lave fertilitet, har der derfor været interesse for at studere de nordiske velfærdsstatslige ordninger, der støt-ter op omkring kvinders (og mænds) muligheder for både at tage uddan-nelse, være erhvervsaktive og have familie med børn (Knudsen, 2003;
Neyer, 2006).
Figur 3.1 viser, hvordan den samlede fertilitet faldt i alle de nor-diske lande fra 1960’erne for at nå et lavpunkt omkring midt-1980’erne, selvom det skete på lidt forskellige tidspunkter i de fire lande.
Det ses også, at der senere har været relativt store fluktuationer, og at den samlede fertilitet i hvert land i 2005 var højere end det lave niveau i midt-1980’erne, men stadig lavere end de ca. 2,1 barn, som hver kvinde i gennemsnit skal føde i Danmark, for at befolkningen ikke skal mindskes i størrelse – det såkaldte reproduktionsniveau.17
16. Den samlede fertilitet i et kalenderår er et udtryk for, hvor mange børn en kvinde ville føde, indtil hun bliver 50 år, hvis hun, fra hun fylder 15, hvert år føder i overensstemmelse med de fer-tilitetsrater, der er gældende det pågældende kalenderår.
17. Reproduktionsniveauet afhænger af de aktuelle dødelighedsforhold. Ved en lav dødelighed skal hver kvinde føde færre børn for at sikre, at (mindst) to af dem vokser op og når til den forme-ringsdygtige alder end i samfund, hvor en del af børnene dør, inden de bliver voksne.
FIGUR 3.1
Samlet fertilitet i de nordiske lande. 1960-2005.
0,0 0,5 1,0 1,5 2,0 2,5 3,0 3,5
1960 1965 1970 1975 1980 1985 1990 1995 2000 2005 Pr. kvinde
Danmark Finland Norge Sverige Kilde: Andersson et al. 2008.
Figuren er hentet fra et detaljeret fælles nordisk registerstudie, der er en udløber af et større nordisk projekt, støttet af Nordisk Ministerråd, hvis hovedresultater blev afrapporteret i 2006. Ud fra resultaterne af disse fælles analyser og en lang række andre komparative studier af de nordiske landes fællestræk i forhold til udviklingen i andre lande, forekommer det rimeligt at tale om et specielt nordisk fertilitetsregime, selvom der også kan ses forskelle i familie- og fertilitetsmønstre mellem landene (Anders-son et al., 2008; Knudsen & Valle, 2006).
FERTILITETSUDVIKLINGEN I DANMARK
Hovedfokus i dette kapitel er en præsentation og diskussion af, hvad der har betydning for, om og hvor mange børn kvinder og mænd får i Dan-mark. Det spørgsmål kan betragtes fra (mindst) to vinkler. Det mest almindelige vil være at se på, hvilke materielle, praktiske og formelle
forhold der kan hæmme eller fremme fertiliteten, og i den sammenhæng, om og hvordan den danske velfærdsstat reelt støtter op omkring kvin-ders og mænds (børnefamiliernes) ønsker om at kunne kombinere et aktivt arbejdsliv med familieliv med børn. Ud fra denne vinkel vil man ofte møde analyser af sammenhængen mellem sociale karakteristika og fertilitetsmønstre, der især fokuserer på, hvem eller hvilke socioøkono-miske grupper der slet ikke får børn eller måske kun får ganske få børn, og derudfra konkluderer noget om, hvordan især kvinder tilpasser deres familiestørrelse til den arbejdsfunktion, de har. Her spiller de barrierer ind, som fra samfundets og fra arbejdsmarkedets side kan afskrække par fra at få børn eller begrænse det antal, de får, måske fordi de ikke kan overskue, hvordan de skal organisere sig med et krævende arbejdsliv, børn og familie.
En anden vinkel vil være at analysere fertilitetsudviklingen ud fra kvinders og mænds ønsker om og holdninger til at få børn og sammen-holde dette med det faktiske antal børn, familierne har. Derefter kan man se på, hvordan disse ønsker og faktiske forhold hænger sammen med erhvervsarbejdet: I hvor høj grad afspejler det valgte arbejdsliv en grund-læggende holdning til og ønske om et bestemt antal børn? Måske er der kvinder (og mænd), der vælger uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning ud fra en vurdering af, hvad der kan fungere sammen med den familie-størrelse, som de drømmer om, skal kunne lade sig gøre? Når man an-lægger denne synsvinkel, kan det virke som om, man kommer til at gå lidt imod den ofte fremførte antagelse, at det i dag er arbejdet, der kom-mer først, og at familielivet tilpasses derefter, eller som bl.a. Arlie Hocschild (1997) har udtrykt det: ”Arbejdet har vundet over familien”.
Kapitlet vil derfor begynde med en mere traditionel gennemgang af fertilitetsudviklingen og diskutere, hvorledes fertilitetsmønstret hænger sammen med de sociale forhold. Mange af disse resultater er baseret på registerdata, hvilket betyder, at der ikke er oplysninger om de enkelte personers udtrykte ønsker om børn. Men der vises nogle forskelle i bør-netal mellem forskellige grupper, fx hvordan barnløshed og børbør-netal varierer med længden af den gennemførte skole- og erhvervsuddannelse eller den stilling, man har på arbejdsmarkedet. Sidst i kapitlet vil den anden vinkel kort blive berørt.
FERTILITETSUDVIKLINGEN I DANMARK DE SIDSTE 100 ÅR