I 1868 skete der noget, som blev a f den største betydning for eksporten af danske landbrugsvarer og for D F D S : Rigsdagen vedtog loven om Esbjerg Havn.
Trods den praksis, der havde været rådende indtil krigen i 1864, og efter hvilken kreaturerne fra kongeriget, især naturligvis de jyske, sendtes til op
fedning i de slesvigske marskegne, var tanken om at transportere dansk kvæg direkte fra vestjysk til engelsk havn ikke ny. Fra engelsk side var der allerede i 1847 gjort et forsøg med en damper, som hed Rattier, men det blev ved en enkelt tur. Et andet engelsk rederi, The Cattle Conveyance Company, tog året efter farten op, men kunne ikke stå sig overfor et tredje, North o f Europe Steam Packet Company, som forkortede sørejsen ved at landsætte kvæget i Lowestoft i stedet for i London. En dansk konkurrent til disse ruter fremkom i 1852, da en damper, Jylland, der tilhørte regeringen, sattes i fart fra Agger, Hjerting og Ballum. Nu meldte sig endnu et engelsk rederi: General Steam Navigation
(>3
H U N D R E D E A R P A H A V E N E
Company. Følgen blev, at North of Europe trak sig tilbage, så at Jylland og General Steam blev alene om farten. Ingen a f dem havde dog synderlig glæde a f den, blandt andet fordi ruten fra Husum og Tønning forbedredes i årene mellem de to krige.
Smør var ikke dengang nogen betydningsfuld dansk eksportvare. De rela
tivt små mængder, vi før 1 864 solgte til udlandet, gik via Kiel og Hamborg.
Dansk smør kom derved ofte ind under den kategori, der betegnedes som Kielerbutter. Da Holsten med hensyn til mejeribrug var længere fremme end Danmark, virkede betegnelsen som en anbefaling, indtil dansk mejeribrug i løbet a f et par årtier først indhentede, så overgik det holstenske.
Havnen ved Esbjerg åbnedes først på året 1874 for offentlig trafik. Den havde da været delvis anvendelig i nogle måneder, og i oktober 1873 var den første damper, den på Fanø hjemmehørende Esbjerg, løbet ind for at laste stude til London. Samme damper udførte i de kommende to år elleve ture.
D F D S var ikke med i første omgang. Selskabet var optaget a f at befæste og udvide sine øvrige ruter, både de indenlandske og Nord-Østersø-ruterne via København. Men Esbjergs fremtidsmuligheder var iøjnefaldende, og året efter at havnen officielt var åbnet, satte D F D S en hjuldamper, Riberhuus, i regelmæssig ugentlig fart mellem Esbjerg og Thameshaven. Dens første afgang var den 24. juni 1875. På et møde i D F D S ’ bestyrelse et par måneder senere, register tons, Esbjerg 472. I 1876 optog selskabet sejlads fra Esbjerg til New
castle, og fem år senere sattes et nyt skib ind på Esbjerg-London ruten. Det hed Koldinghus og var på 610 br. reg. tons. Ligesom Riberhuus var det en hjuldamper.
Turister - et dengang næsten ukendt begreb - og forretningsrejsende, som for hundrede år siden skulle over Nordsøen, rejste under vilkår, som nu kalder på smilet, men som var alvor. Alligevel var interessen for den industrielle
64
H arwich ved midten a f det ig . århundrede.
H U N D R E D E A R P Å H A V E N E
udvikling i England stor nok til, at der ved særlige lejligheder arrangeredes rejser, hvor passagererne og ikke gods og kreaturer var de vigtigste. En sådan rejse fandt sted i 1862 i anledning a f en industriudstilling, som afholdtes i London. De, der meldte sig til deltagelse, fik tilsendt en instruks om, hvordan de havde at forholde sig om bord. Skibet, som hed Hekla, skulle sejle fra Gammelholm en tirsdag morgen kl. 7, og passagererne skulle møde dagen før kl. 15 “ for at erholde anvist plads og nummer” samt aflevere bagage, så at denne kunne stuves, inden afgangen. Hver passager skulle medbringe ske, kniv og gaffel samt to håndklæder, et ølglas, noget sukker “ og deslige” . T al
lerkener og spølkummer “ vil ombord blive uddelte til passagererne i det om
fang det af hensyn til pladsen kan ske” . Videre hedder det i instruksen:
“ Enhver a f passagererne erholder ligesom mandskabet ombord et løbe
nummer i skibets rulle. Med dette nummer er hans køje og køjeplads beteg
net, lige som det også betegner hans plads i rækkefølgen ved uddeling a f proviant osv.
Frictionsfyrstikker ere strengt forbudne ombord, og ville blive konfiskerede hvorsomhelst de forefindes.
Enhver vil blive anvist køje og køjeplads, enten standkøje eller hængekøje, disse sidste ophænges hver aften, surres hver morgen og henstuves på de dertil bestemte steder.
Hver mand vil erholde til afbenyttelse og er derfor ansvarlig: 1 tinkande og 1 smørdåse.
Proviantuddeling sker kun til de bestemte tider og på de bestemte steder, og vil der h vergang blive givet signal dertil.
Om morgenen, når køjerne er bortstuvede, uddeles kaffe ved kabyssen. Om aftenen uddeles te på samme måde.
0 1 findes i en tønde, a f hvilken passagererne kunne tappe efter behov.”
Når bortses fra tønden med øllet er passagererne bedre hjulpet i nutidens Englandsbåde. De har også mere plads. På Hekla var der kun “ et indskræn
ket rum” til deres rådighed, og det var a f hensyn til “ det store antal menne
sker” , der var ombord, “ nødvendigt, såvel for almindeligt velvære som også i sanitær henseende” , at der herskede “ den strengeste orden” .
Hekla tilhørte staten og var et orlogsskib. Dets længde var 50 m, bredden 8V2, størrelsen 637 brt. Det var bygget.i England i 1842 og deltog i 1848 fra Flensborg fjord i slaget ved Bov. I 1882 huggedes det op. Som passagerskib
6 6
Damperen Anglo-Dane - et a f de skibe, som C .P .A . Koch havde bestilt hos Andrew Leslie i England, og som D F D S overtog ved Selskabets stiftelse.
har det muligvis været endnu mindre egnet end de til kreatureksport bereg
nede, og endelig foregik denne rejse til London fire år før D F D S stiftedes.
Altfor sikre slutninger med hensyn til andre skibes indretning bør derfor ikke drages. Men at Hekla kunne anvendes til passagerfart siger alligevel en del om de forhold, som passagerer rejste under for ca. ioo år siden, og de foran
dringer, der er sket fra dengang til nu.
I Thameshaven, hvor eksportbådene fra Esbjerg lagde til, havde det engelske havnekompagni opført to stalde, hvor kreaturer fra Danmark, Holland og Tyskland samledes og overnattede, inden de førtes videre til London.
Forholdene fandtes i nogle år tilfredsstillende, men efterhånden steg for
dringerne til kvægets behandling. Staldene var ofte overfyldte, og det ene 67
H U N D R E D E A R P Å H A V E N E
kreatur hindrede det andet i at æde og drikke. Følgen var, at dyrene ofte ankom til London i medtaget og træt tilstand og ikke opnåede den pris, der var regnet med. Vigtigere endnu var den omstændighed, at det danske land
brug nu var i god gang med at omlægge sin produktion fra korn til mejeri
produkter. Denne omlægning fremskyndedes a f de mængder a f foderstoffer, som U S A , efterhånden som de vestlige dele a f landet kom under plov, kunne eksportere til Europa. Disse foderstoffer var billige, og de fleste lande på det europæiske kontinent lagde told på dem for at beskytte deres eget landbrug.
Det gjorde Danmark ikke. Under indflydelse a f de forsøg, som nå Landbo
højskolen var udført under ledelse a f Th. R. Segelcke og N .J. Fjord, og som tog sigte på at forbedre produktionen a f smør, forstod det danske landbrug, at billigt foder snarere end at spærres ude burde bydes velkommen som rå
materiale for fremstilling a f forædlede landbrugsprodukter, først smør, senere bacon. Eksportbådene havde derfor nu, foruden kreaturer, ofte betragtelige mængder a f smør med til det engelske marked. Dritlerne rulledes i Thames- haven hen ad den samme ujævne og snavsede kajplads, som den kreaturerne benyttede, og de lossedes på jernbanevogne under upraktiske forhold, som betød at de fik stød og knubs. Når de nåede London var dritlerne smudsige Eastern Railway. Det engelske jernbaneselskab påtog sig at opføre passende stalde og at skabe lempeligere muligheder for smørrets videretransport. Eng
lænderne forbedrede endda vilkårene ved meget snart at bygge den store kaj ved Parkeston, som lå lidt længere inde i flodmundingen, og hvor vandstanden varierede mindre end ved selve Harwich, så at skibene altid kunne lægge til.
Sørejsen fra Esbjerg til Harwich var 5 timer kortere end til London og jernbaneturen kun 1 time længere. Den vundne tid var næsten 4 timer, så fordelen ved flytningen var iøjnefaldende. Dog var den ikke ganske gratis, fordi den længere tur med bane betød højere fragt. Det drejede sig for kreatu
rernes vedkommende om 8 shillings pr. styk. Thameshaven Company gjorde der
for i samarbejde med London Tilbury Southern Railway forsøg på at bevare Thameshaven som dansk udskibningshavn ved at sætte to dampere i fart på
6 8
efter at den var indgået i D F D S ’ flåde.
Det Forenedes første skib på Englandsruten
fra E sbjerg: Riberhuus.
Den første eksportdamper, som lastede i Esbjerg havn, og som D F D S overtog i 18 75.
Esbjerg. De gjorde fire rejser, men med økonomisk negativt resultat, hvor
efter forsøget blev opgivet.
Rundt om i landet udfoldedes initiativ med samme formål som det, der var Esbjerg-Harwich rutens: Direkte eksport fra Danmark til England.
I 1866 oprettedes Randers Dampskibsrederi og to år efter Det jydsk-engelske Dampskibsselskab, i hvis bestyrelse “ den jyske Tietgen” , købmand Hans Broge og dennes svigersøn Otto Mønsted sad. Hertil kom i 1869 Esbjerg Damp
skibsselskab, i 1874 Nordjyllands Dampskibsselskab og Det lolland-engelske Damp
skibsselskab, og i 1879 Dampskibsselskabet Bandholm-England. Endelig var Det faister-sjællandske Dampskibsselskab i Nykøbing F., som kammerherre Tesdorph
oprettede, fra samme periode. Også København fik (i 1874) med rederiet Kjøbenhavn-Newcastle en særlig kreatureksportrute.
Jydsk-engelske besejlede Leith og Newcastle med to skibe, der var opkaldt efter de to vikinger, som besejrede England: Hengest og Horsa, Esbjerg Dampskibsselskab ejede den Esbjerg, som var den første damper, der gik ind i Esbjerg havn (og som D F D S overtog i 1875). Det lolland-engelske sel
skab sejlede med Lolland og Storebælt fra Nakskov via Nyborg og Frederiks
havn til Newcastle. Nordjylland sejlede med tre skibe, rederiet i Bandholm ejede damperen Knuthenborg, det falster-sjællandske Kronen.
I april 1880 overtog D F D S rederiet Kjøbenhavn-Newcastle, og fra 1881 gennemførtes regelmæssig ugentlig fart på denne rute. Skibene anløb Frede
rikshavn, og da de var bedre end de andre rederiers, påførte de alene derfor
Smitten kom til Danmark fra Sverige. Som danske kvægopdrættere tidligere havde sendt kreaturer til opfedning i Slesvig, var de nu kommet ind på at indføre svensk ungkvæg for at fede det op på Sjælland og Lolland-Falster.
Denne praksis satte den danske kreatureksport betydeligt i vejret, til gavn, naturligvis, for rederierne. Men da okselungesygen konstateredes i foråret 1881, forbød den danske regering indførsel a f kreaturer fra Sverige, og, hvad der var endnu alvorligere, den engelske regering forbød import a f kreaturer
H U N D R E D E A R P Å H A V E N E
70
fra Danmark, uanset om disse var a f svensk eller dansk oprindelse. Snart lem
pedes det engelske forbud til kun at omfatte kreaturer fra Sjælland, og efter nogle måneders forløb ophævedes det helt; men da havde de mindre rederier lidt et tab, som de vanskeligt kunne bære. D F D S ’ rute til Newcastle stod sig
Australien og Sydamerika var ved at blive storleverandører a f levende kvæg og frosset kød til det engelske marked. Især Argentina lagde i de år grunden til en kreatur- og kødeksport, som er forblevet a f afgørende betydning for dette land. Fra naturens side var de oversøiske kvægopdrættere begunstiget a f et klima, som betød mindre omkostninger til stalde og pleje a f dyrene, og med græsningsvilkår, som overflødiggjorde anvendelse a f importeret foder.
Heri var D F D S uden skyld! Alligevel måtte Selskabet høre en del for de 8 sh., hvormed flytningen fra Thameshaven til Harwich havde fordyret eksporten via Esbjerg pr. kreatur. Rigsdagsmænd med tilknytning til land
bruget arbejdede for oprettelse a f en statsrute fra Esbjerg, og denne plan fik indenrigsministerens billigelse og vedtoges i Folketinget. I Landstinget kunne den dog ikke samle flertal, og planen faldt. Ud a f de forhandlinger, den gav anledning til, kom en overenskomst mellem de jysk-fynske statsbaner (de sjællandske og de jysk-fynske statsbaner havde dengang hver sin direktion) og D F D S om gennemgående fragter for hornkvæg fra afsendelsesstationen i Danmark til bestemmelsesstedet i England. Desuden fik havnetaksterne i Esbjerg en nedsættelse. Overenskomsten gav kreatureksporten fremgang.
Alt imens øvede den strukturændring, som det danske landbrug var i færd med at gennemføre, en indflydelse, der bragte kreaturopdrættet i Danmark til først at stagnere, senere, fra 1884, at gå gradvis, men hastigere og hastigere tilbage. Malkekvæg afløste eksportkreaturer, og fra at have lagt vægten på korndyrkning og kreatureksport stilede det danske landbrug hastigt hen imod at gøre smørret til dets vigtigste eksportvare, bacon til dets næstvigtigste.
Under denne udvikling måtte en koncentration a f den faldende kreatur
eksport forekomme formålstjenlig, og de små rederier søgte optagelse i de 71
store. I 1883 overtog D F D S først Det lolland-engelske Dampskibsselskabs to skibe, dernæst Nordjyllands tre og året efter Bandholmrederiets Knuthen- borg samt to dampere, Morsø og Vendsyssel, som ejedes a f hver sit aktie
selskab, men som var underlagt samme korresponderende reder, dampskibs
fører S.Jensen. Endelig erhvervede D F D S i 1887 det falster-sjællandske dampskibsselskabs Kronen.
Ved forskellige lejligheder, særlig i firserne, da D F D S overtog de små eksport
rederier, gjorde kritiske røster gældende, at den dominerende indflydelse, som det store selskab kom til at øve, rummede en risiko for, at lokale inter
esser kunne blive tilsidesat. Kammerherre Tesdorph, der oprindelig, sammen med kammerherre C. S. Scavenius, havde været blandt dem, der gjorde ind
vendinger imod D F D S ’ overtagelse a f andre ruter, afviste senere kritikken med denne udtalelse:
“ Det danske landbrug bør rette en varm tak til mange institutioner; men ingen fortjener dog i så høj grad en anerkendelse som Det Forenede Damp
skibs-Selskab. Ganske vist er det ikke det, der opdrætter vore kreaturer og har det daglige arbejde med dem. Men det sørger på fortrinlig vis for, at vi kom
mer a f med dem. Uden D F D S ’ eksportlinjer ville den danske kvægavl i dag kun være en brøkdel af, hvad den nu er. Skibsfart og landbrug har her rakt hinanden hånden - og resultatet er det lykkeligste, man kan tænke sig.”
I 1886 droges Odense ind som led i den kreds a f danske havne, der gennem D F D S ’ rutenet havde fast forbindelse til England. En rute fra forskellige danske havne direkte til Leith etableredes i 1889.
Eksporten a f svin havde i mange år haft betydning ved siden a f kreatur
eksporten, men vi slagtede ikke selv til eksport. Reglen var, at de levende danske svin sendtes til Tyskland og slagtedes i Hamborg. Størstedelen a f dem gik derfra videre til England.
I 1887 skete der et afgørende brud på denne praksis: Der udbrød svinepest i Københavns nærhed, og et forbud imod at udføre svin fra Amager, Køben
havns amt og København udstedtes. Tyskerne mente ikke, at dette forbud sikrede dem tilstrækkeligt overfor smittefaren og forbød helt indførsel a f le
vende svin fra Danmark. Udførslen faldt fra 262.000 svin i 1887 til 16.000 året efter. Vi greb derfor til den udvej at slagte selv. Landbrugets mænd stod ikke fremmede overfor tanken, som en tid havde været under ventilation.
H U N D R E D E Å R P Å H A V E N E
72
Andelsslagterier oprettedes i hastigt tempo. Men når vi slagtede selv, var der ingen fornuftig grund til at eksportere via Hamborg. Opgaven måtte blive en direkte erobring a f det engelske marked. Som tidligere med kreaturerne rejstes der dog krav om så lave fragtrater, at D F D S ikke kunne anse dem for helt forsvarlige. Resultatet blev, at staten og D F D S i 1888 sluttede en overenskomst, i henhold til hvilken turene Esbjerg-Harwich øgedes fra to til tre om ugen, og at staten til reduktion a f fragtraterne til denne fart ydede 150.000 kr. årlig. Da eksporten allerede var i voldsom vækst, åbnede D F D S samme år en ny rute fra Esbjerg til Huil. Til denne ydede staten 20.000 kr.
i fragttilskud, men da Huil selv havde opdræt a f svin, blev ruten ingen succes og nedlagdes efter et års forløb. I 1890 genoptoges den, men nu med Grimsby som udskibningshavn. teori var ikke holdbar, fordi det beløb, staten ydede, i realiteten var et tilskud til eksportørerne, ikke til D F D S . Regeringen afslog at yde andelsrederiet støtte, og planen blev opgivet. Dog var den ikke helt resultatløs, fordi den førte til en ændring i kontrakten mellem D F D S og staten, således at fragt
tilskuddet ændredes fra de 150.000 kr. årlig til 50.000 kr. plus 15.000 kr. for hver shilling, hvormed fragten nedsattes pr. ton. Ændringen muliggjorde en fragtreduktion på 5 sh. pr. ton for smør, flæsk, fisk og æg, og den fik det til at træde tydeligere frem, at det var eksportørerne, der nød godt a f tilskuddet.
Efterhånden som smør, flæsk og æg blev det danske landbrugs vigtigste eks
portvarer i stedet for kreaturer, blev de oprindelige skibe på Englandsfarten utidssvarende. De enten ombyggedes eller udrangeredes. Nogle a f de skibe, der en overgang sejledes med, var mindre end Riberhuus og Koldinghuus, fordi smør og flæsk i modsætning til kreaturerne ikke behøvede plads til at bevæge sig. Som eksporten tiltog måtte dog større skibe bygges, og midt i 90erne afløstes de gamle dampere a f Primula, Ficaria og N .J. Fjord. De målte alle mellem 1400 og 1500 brutto register tons, og deres fart var ca. 15 knob.
Især N .J. Fjord bød passagererne langt bekvemmere forhold end de ældre og 73
mindre skibe. I 1901 sattes J . C. la Cour i fart mellem Esbjerg og Harwich.
Den var på 1635 brt. og betød yderligere fremskridt for de rejsende.
D F D S ’ forbindelse med England fik endnu en front: Manchester.
Denne by, som med de dampdrevne fabrikker var blevet både en meget stor forbruger a f indførte levnedsmidler og eksportør a f mange slags industri
varer, især tekstiler, lå inde i landet, men med en kanal skaffede byen sig via Merseyfloden adgang til havene. Denne kanal, Manchester-kanalen, åbnedes for trafik den 1. januar 1894. Samme år satte D F D S en regelmæssig fart i gang mellem Manchester-Li verpool og København og derfra til Stettin. Ruten an
løb desuden Swansea i Wales. Først var der afgang en gang om måneden, men allerede fra 1895 hver 14. dag. En tid blev ruten drevet i samsejling med Bailey & Leetham, og i perioden, når D F D S havde knapt med tonnage, chartrede Selskabet skibe til den.
A f de danske rederier, som en tid konkurrerede med D F D S om landbrugs
eksporten til England, holdt Randers Dampskibsselskab og Det jydsk-engelske Dampskibsselskab længst ud. I 1898 sluttedes de sammen og tog navnet Det Jydske Dampskibsselskab.
D F D S indgik med Det Jydske en overenskomst, som tilsigtede at skabe mulighed for dette rederis fortsatte beståen. De to selskaber sejlede i samdrift på kreaturruterne fra jyske havne. Samdriften hindrede ikke, at Det Jydske pådrog sig en voksende gæld til D F D S , som i 1900 overtog dets syv skibe.
Med denne forøgelse a f sin flåde blev D F D S så godt som ene om at besørge den danske landbrugseksport. Esbjerg-Harwich ruten udvidedes til fire ugent
lige ture. En ny konkurrent til landbrugseksporten meldte sig i 1905: Goole Steamshipping. Dette selskab, bag hvilket stod Lancashire & Torkshire Railway, oprettede en rute fra København til Nordengland. D F D S ’ Newcastle-både forsynedes i den anledning med bronzepropeller, hvorved deres sejltid ned
sattes. Den nye konkurrent betød alligevel, at fragterne måtte reduceres.
I 1908 enedes Gooleselskabet og D F D S om at holde ens, fælles takster, hvorved den for begge selskaber utilfredsstillende situation bragtes til ophør.
I 1903 overtog D F D S pakkepostforsendelserne mellem England og Danmark.
De gik via Esbjerg-Harwich.
H U N D R E D E A R P Å H A V E N E
74
Overenskomsten med regeringen om tilskuddet til eksportfragterne faldt derimod bort fra april 1912, efter at Landbrugsministeriet året forinden havde sagt den op. Overenskomsten havde da bestået i godt en snes år.
En forhøjelse a f fragterne blev ved den lejlighed uundgåelig, men de danske landbrugsvarer havde en meget stærk stilling på det britiske marked, og eksporten led ikke nævneværdigt, endsige varigt afbræk. D F D S gennemførte ved det tidspunkt fire ugentlige ture i hver retning mellem Esbjerg og Har- wich, to ugentlige ture fra Esbjerg til Grimsby, en fra Esbjerg til Newcastle, en fra Århus-Randers-Aalborg-Frederikshavn til Newcastle, en hveranden uge fra København til Newcastle og en, ligeledes hveranden uge, fra K ø
benhavn til Huli. Yderligere gennemførtes i samsejling med den engelske Wilson Line en ugentlig tur mellem København og Goole.
Med den stigende trafik var skibene, der betjente Esbjerg-Harwich ruten, ikke fuldt tilfredsstillende, og en modernisering indledtes i 19 13, da nybyg
ningen A. P. Bernstorff på 2352 brt. sattes ind. Dette skib var, også hvad
ningen A. P. Bernstorff på 2352 brt. sattes ind. Dette skib var, også hvad