Erhvervsmæssigt jordbrug som hovedformål

nævnt i afsnit 7.2. vedrører landbrugspligtig jord, som er undergivet land-brugslovens regler, synes det nærliggende at vælge at definere denne af-handlings jordbrugsbegreb med udgangspunkt i landbrugslovens. Der er tale om et valg, idet der ikke er noget, der tvinger til at anvende netop denne definition. At vælge landbrugslovens definition forekommer dog hensigts-mæssigt på grund af definitionens store praktiske betydning. Dermed und-gås anvendelsen af flere forskellige begreber om samme problemområde.

Endvidere er udstrækningen af landbrugslovens jordbrugsbegreb nogen-lunde almindeligt kendt, og begrebet har en sådan bredde, at det dækker, hvad de fleste sprogligt forstår ved ordet »jordbrug«. Ved at anvende begrebet jordbrug, ledes manges tanker automatisk i retning af landbrugs-loven. Desuden har landbrugslovens begreb vist sig forholdsvist dynamisk, idet der løbende er sket tilpasninger¹³⁵ af begrebet til den stadige udvikling i jordbruget.¹³⁶ Det er desuden hensigtsmæssigt at bygge på et velkendt begreb, når der arbejdes med en ny gruppe af rettigheder, sml. ovenfor afsnit I,4. om anvendelse af obligationsrettens almindelige del.

Det skal dog understreges, at der ikke er noget juridisk til hinder for, at anvende et andet jordbrugs-begreb end landbrugslovens. Anvendelsen af et andet – f.eks. et bredere – begreb kan selvfølgelig betyde, at en konkret forpagtningsaftale skal anses som en aftale om landbrugsforpagtning, selv om forpagterens anvendelse af ejendommen er i strid med landbrugslovens krav om forsvarlig jordbrugsmæssig udnyttelse.¹³⁷ Forpagteren overtræder da de of-fentligretlige regler i landbrugsloven og udsætter sig for risikoen for bødestraf, jf. Lbl. § 33. At landbrugslovens regler overtrædes, betyder imidlertid ikke

———

135. Som eksempel kan nævnes, at begrebet ved Lbl-1989 udvidedes til også at omfatte skovbrug, jf. FT 1988-89, tillæg A, sp. 5098 f.

136. Som eksempel på et mere statisk begreb kan nævnes begrebet landejendomme i TL § 37. Oprindeligt omfattede dette alene de tidligere kendte driftsformer med dyrkning af jorden og sædvanlig husdyrbrug med kvæg, svin, får mv., jf. Pant, side 235. Nyere domspraksis synes at vise, at dette begreb ikke er blevet udvidet til at omfatte moderne driftsformer, som dambrug (U 1987.807 H), hønseri (U 1961.961V) og minkfarm (U 1995.362 H). Der tages ikke her stilling til, om det er uhensigtsmæssigt, at tinglysningslovens begreb er »gået i stå«. I forhold til af-handlingens begrebsbestemmelse anføres det blot, at det er hensigtsmæssigt, at anvende et jordbrugs-begreb, som er dynamisk, idet dette giver afgrænsningen længere levetid og hindrer, at aftaler, der i øvrigt er identisk med sædvanlige aftaler, skal behandles anderledes, blot fordi der er tale om en ny produktions-form.

137. Anvendelsen af et snævrere begreb i afhandlingen end i landbrugsloven ville kunne føre til det noget ulogiske resultat, at en forpagters udnyttelse, der var omfattet af landbrugslovens jordbrugs-begreb, ikke var en aftale om landbrugs-forpagtning i afhandlingens forstand.

nødvendigvis, at aftalen er ugyldig inter partes.¹³⁸ Hvis der opstår problemer inter partes, som parterne ikke har aftalt en løsning på, finder de uskrevne udfyldende regler derfor fortsat anvendelse. Der er intet til hinder for at vælge et jordbrugsbegreb, der muliggør sådanne konsekvenser, men hensynet til sammenhæng og hensigtsmæssighed i retssystemet taler imod det.

Udgangspunktet for landbrugslovens jordbrugs-begreb er Lbl. § 7 a, stk. 1, 2. pkt., hvorefter der ved jordbrugsmæssig udnyttelse i loven forstås, »...at jorderne anvendes til landbrug, skovbrug, gartneri, herunder blomstergart-neri, frugtplantage, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed.« Som det fremgår (»eller lignende«), er opregningen ikke udtømmende. Den suppleres af Lbl-cirk. § 21, stk. 1, hvorefter kravet om forsvarlig jord-brugsmæssig udnyttelse ikke hindrer »...ekstensive eller hobbyprægede driftsformer, f.eks. græsning, eller at jorderne i en periode henligger helt ubenyttede, f.eks. ved aftaler om udtagning af landbrugsjorder (braklæg-ning og naturpleje m.m.)« Visse af disse driftsformer kan kun vanskeligt karakteriseres som jordbrug i almindelig sproglig forstand. Dette gælder f.eks. braklægning. Når disse driftsformer alligevel er forsvarlig jord-brugsmæssig udnyttelse, skyldes det, at landbrugslovens krav formentlig tillige er opfyldt, hvis der er tale om driftsformer, som er forenelige med kravet om jordbrugsmæssig udnyttelse.¹³⁹

Opregningen i Lbl. § 7 a, stk. 1 suppleres endvidere af administrativ praksis, der bl.a. har fortolket »forsvarlig jordbrugsmæssig udnyttelse« som omfattende, opdræt af hjorte og andre pattedyr samt fugle til kødproduktion.

Ligeledes er dyrkning af juletræer og pyntegrønt anset for omfattet.¹⁴⁰ Af Lbl. § 7 a, stk. 1, in fine fremgår, at ingen del af jorderne til en landbrugsejendom må tages i brug til anden anvendelse end forsvarlig jordbrug. Som et eksempel på anvendelse, der klart falder uden for, nævnes udnyttelse af forekomster i jorden.¹⁴¹ Af Lbl-cirk. § 24, stk. 1 fremgår endvidere modsætningsvis, at »...anlæg af golfbane, motorbane, losseplads, fyldplads, skydebane...« og lignende ikke er jordbrugsmæssig anvendelse.

———

138. Hvis forholdet ikke kan lovliggøres, kan der imidlertid indtræde ugyldighed. Se om det tilsvarende problem i forhold til overtrædelse af udstykningsloven, Mortensen, Tinglysning, side 31 og Ejerlejligheder, side 82. Om ugyldighed af aftaler i strid med lovgivningen, se Mads Bryde Andersen, Grundlæggende aftaleret, 1997, side 320 f. og Gomard, Alm. kontraktsret, side 195.

139. Se om kravet Lbl-komm II, side 273 ff.

140. Jf. Jørgensen & Wulff, side 51 og Wulff II, side 270 samt med henvisninger til administrativ praksis.

141. Se dog stk. 2 om en begrænset ret til udnyttelse af forekomster i jorden til eget brug.

Det bemærkes, at jordbrugsmæssig udnyttelse også er central i forpagtningsde-finitionen i svensk, hollandsk og tysk ret, jf. ovenfor afsnit 6. Dette støtter, at der også stilles krav om en sådan udnyttelse i en dansk definition.

7.3.2. Forsvarlig erhvervsmæssig udnyttelse – Lbl. § 7, stk. 2 Nær sammenhæng med kravet om forsvarlig jordbrugsmæssig udnyttelse har kravet i Lbl. § 7, stk. 2 om, at landbrugsejendomme skal drives på forsvarlig måde bl.a. under hensyn til de erhvervsmæssige udnyttelsesmu-ligheder. Kravet indebærer, at visse driftsformer, som i øvrigt må betegnes som jordbrugsmæssig udnyttelse, alligevel ikke er omfattet af de lovlige driftsformer i landbrugsloven.

Af Lbl. § 7 b fremgår det, at kravet i § 7, stk. 2 om udnyttelse på forsvarlig erhvervsmæssig¹⁴² måde ikke hindrer, at der på en ejendom drives »...pelsdyrfarm, hestestutteri, biavl, dambrug, ålebrug el. lign., såfremt sådan virksomhed indgår som et led i ejendommens [almindelige]

jordbrugsmæssige udnyttelse.« (Fremhævet her). Bestemmelsen må, sam-menholdt med Lbl-cirk. § 25, stk. 1, forstås således, at de nævnte driftsformer,¹⁴³ isoleret set er af jordbrugsmæssig karakter, men på grund af Lbl. § 7, stk. 2 kun kan drives som et led i ejendommens jordbrugsmæssige udnyttelse. De i § 7 b nævnte driftsformer er således ikke tilladte, hvis de antager industriel karakter, jf. Lbl-cirk. § 25, stk. 3, eller hvis ejendommen udelukkende anvendes hertil.

Ved »erhvervsmæssig« sigter Lbl. § 7, stk. 2 til jordbrugserhvervet, hvilket indebærer, at en landbrugsejendom ikke i sin helhed kan anvendes til andet erhverv end jordbrug.¹⁴⁴ Det samme følger af Lbl. § 7 a, stk. 1, idet andet erhverv end jordbrug ikke kan være forsvarlig jordbrugsmæssig udnyttelse.

Som anført ovenfor i afsnit 7.3.1. og i Lbl-cirk. § 21, stk. 1, er kravet om jordbrugsmæssig udnyttelse ikke til hinder for hobbyprægede driftsformer.

Det er imidlertid ikke klart, om hobbylandbrug er i overensstemmelse med kravet i Lbl. § 7, stk. 2 om forsvarlig drift under hensyn til de erhvervs-mæssige udnyttelsesmuligheder. Hvis der lægges vægt på de

erhvervsmæs-———

142. Det er sprogligt uheldigt, at Lbl. § 7 b henviser til et krav i § 7 om at »en landbrugsejendom skal udnyttes på forsvarlig erhvervsmæssig måde«, når kravet i § 7, stk. 2 efter ændringen af landbrugsloven i 1994 er formuleret som et krav om, at ejendommen skal »drives på forsvarlig måde under hensyn til de er-hvervsmæssige udnyttelsesmuligheder.« Dette er blot én blandt flere uklare krydshenvisninger i landbrugsloven. Se tillige Lbl. § 11, stk. 2. En generel sproglig revision af den mange gange ændrede lov er ønskelig.

143. Hvortil Lbl-cirk. § 25, stk. 1 føjer: »...hjortefarme, sneglefarme, regnormefarme, kaninhold, fasanerier og akvakulturer...«.

144. Jf. Jørgensen & Wulff, side 44 og Wulff II, side 267.

sige muligheder, synes hobbylandbrug umiddelbart at falde uden for, i hvert fald i det omfang hobbylandbruget sker med henblik på jordbrugerens selvforsyning.¹⁴⁵ Er der derimod blot tale om en ekstensiv driftsform, som tilsigter, at producenten opnår et (beskedent) overskud, kan driften kaldes erhvervsmæssig.

Sprogligt kan en erhvervsmæssig drift karakteriseres ved, at driften sker med henblik på at skaffe et økonomisk overskud og en forrentning af eventuel investeret kapital.¹⁴⁶ Endvidere må det antages at følge af begrebet, at produktionen skal ske i et videre omfang end til producentens eget personlige forbrug (selvforsyning). Ligeledes falder aftaler med rent rekreative formål uden for.¹⁴⁷

Af tidligere gældende Lbl-cirk-1990 § 15, stk. 3¹⁴⁸ fremgik det, at forsvarlig erhvervsmæssig drift var drift, »...der tilsigter så vidt muligt at forrente den investerede kapital og skaffe ejeren et driftsmæssigt overskud...«. Ved revisio-nen af landbrugslovcirkulæret udgik denne formulering, således at Lbl-cirk. § 17, stk. 3 – der svarer til tidligere § 15, stk. 3 – nu blot gentager ordlyden af Lbl. § 7, stk. 2. Endvidere indføjedes i Lbl-cirk. § 21, stk. 1, som nævnt, at

»hobbyprægede« driftsformer ikke strider mod kravet om forsvarlig jordbrugs-mæssig drift. § 4 i bkg. 770/1994 om uddannelseskrav – der afløser § 3 i bkg.

549/1989 – fastslår dog fortsat, at kravet om egen drift indebærer, »...at den pågældende på erhvervsmæssig måde skal drive ejendommen med henblik på en jordbrugsmæssig udnyttelse, der tilsigter at forrente den investerede kapital og skaffe et driftsmæssigt overskud.«

At bestemmelsen om forrentning af den investerede kapital og det drifts-mæssige overskud er udgået af cirkulæret er formentlig udelukkende udtryk for en sproglig ændring.¹⁴⁹ Selv om hobbylandbrug udtrykkelig nævnes som en

———

145. Dette støttes af forarbejderne til Lbl. § 7, stk. 2 (FT 1977-78, tillæg A, sp.

1816). Kravet om erhvervsmæssig nødvendighed indsattes i landbrugsloven (§ 7, stk. 1) ved 1978-loven på baggrund af, at 1967-loven ikke var »...til hinder for, at der i en hel del tilfælde er etableret hobbyprægede driftsformer, at en række landbrugsejendomme er blevet indrettet som lystgårde, og at der sker uproduktiv anvendelse af landbrugsjorden.« Formålet med kravet var således at hindre hobbylandbrug, jf. Wulff II, side 269.

146. Sml. således reglen i tidligere gældende Lbl.-cirk-1990 § 15, stk. 3.

147. Ifølge Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udg., 1918, bind VII, side 402 er erhverv »...enhver Udførelse af Arbejde ell. personlige Tjenesteydelser ... for saa vidt Formaalet derved for Vedk. er at forskaffe sig sit alm. Udkomme. Arbejde er saaledes kun erhvervsmæssigt, naar det udføres mod Betaling ... for andre, ell.

naar Arbejdsresultatet er bestemt til at sælges, men ikke naar det f.eks. gaar ud paa Tilfredsstillelse af en Fornødenhed for sig ell. sine. For Gartneren er Dyrk-ning af Havesager E., men ikke for Haveejeren, der kun dyrker til eget Forbrug.«

148. Sammenholdt med § 3 i tidligere gældende bkg. 549/1989 om uddannelseskrav mv.

149. Af bemærkningerne til lovændringen i 1994 (FT 1993-94, tillæg A, sp. 5946 ff.) fremgår intet om en ændret forståelse af begrebet erhvervsmæssig i henseende til

jordbrugsmæssig udnyttelse, er der ikke holdepunkter for at antage, at hobby-landbrug, der udelukkende har selvforsyning for øje, er omfattet af landbrugs-loven. Kravet om forsvarlig udnyttelse under hensyn til de erhvervsmæssige udnyttelsesmuligheder gælder generelt og dermed også for hobbylandbrug. Et hobbylandbrug, der udelukkende drives med henblik på selvforsyning, er derfor som udgangspunkt ikke forsvarlig erhvervsmæssig udnyttelse. Selvforsynings-brug og udnyttelse alene til rekreative formål, herunder ferie- og fritidsformål samt som lystejendom er således som udgangspunkt i strid med Lbl. § 7, stk. 2.

Når der ifølge Lbl. § 7, stk. 2 skal tages hensyn til »de erhvervsmæssige udnyttelsesmuligheder«, må det også have betydning, om ejendommen har en sådan indretning, at den kan drives erhvervsmæssigt. Hvis dette ikke er tilfældet – f.eks. fordi ejendommen er meget lille – kan kravet om erhvervs-mæssig udnyttelse næppe tages bogstaveligt, og ikke-erhvervserhvervs-mæssig udnyttel-se – herunder udnyttel-selvforsyningsbrug og ferie-/fritidsformål – vil da kunne opfylde Lbl. § 7, stk. 2. Se også Lbl-komm II, side 236 f.

I relation til afhandlingens forpagtningsbegreb, synes det tillige hensigts-mæssigt at stille krav om, at en aftale skal have et erhvervshensigts-mæssigt sigte for at være omfattet. Der kan være gode grunde til at holde aftaler, der har selvforsyning mv. som formål, uden for forpagtningsbegrebet. Dette skyldes de meget forskellige interesser, som retsreglerne må beskytte, når der er tale om erhvervsmæssig udnyttelse hhv. privat/rekreativ udnyttelse.

Disse interesser kan illustreres ved følgende eksempel:

Ejeren af en frugtplantage¹⁵⁰ giver denne i brug til en anden (brugeren). Såfremt formålet med aftalen er brugerens erhvervsmæssige udnyttelse af plantagen, har brugeren normalt en stærk interesse i, at træerne i plantagen har en god kvalitet, og i at aftalen har en vis varighed og stabilitet. For ejerens vedkom-mende er væsentlige interesser bl.a., at brugeren sørger for en forsvarlig drift af det forpagtede, fordi en erhvervsmæssig anvendelse normalt indebærer en intensiv drift med henblik på at opnå det størst mulige udbytte.

Er formålet med aftalen derimod brugerens personlige (hobby) eller rekrea-tive udnyttelse, er brugerens interesse i træernes kvalitet normalt væsentlig mindre – brugeren vil måske endda sætte pris på den æstetiske værdi gamle, krogede træer kan have. Endvidere er brugeren i dette tilfælde mindre økono-misk afhængig af aftalen, hvorfor dennes pludselige ophør eller et forringet udbytte alt andet lige vil have mindre betydning for ham end for en

erhvervs-———

forrentning og overskud. Ændringen af landbrugslovcirkulæret er muligvis et forsøg på at fjerne den uoverensstemmelse, der er mellem det oprindelige formål med indførelsen af kravet om erhvervsmæssig forsvarlig udnyttelse – dvs. at modvirke hobbylandbrug – og den tendens, der ved senere ændringer af land-brugsloven har været til at forbedre mulighederne for fritidslandbrugere.

150. Det bemærkes, at frugtplantagedrift er jordbrugsmæssig udnyttelse i landbrugs-lovens forstand, jf. udtrykkeligt Lbl. § 7 a, stk. 1.

mæssig bruger. For ejeren er interesserne også forandret, idet den rekreative bruger formentlig foretager en (langt) mere ekstensiv udnyttelse. Dette betyder måske, at der ikke er samme behov for vedligeholdelse for at bevare plantagens kvalitet. Det kan imidlertid også betyde, at ejeren stiller særlige krav til brugerens benyttelse, hvis plantagen efter brugens ophør igen skal udnyttes erhvervsmæssigt.

Eksemplet viser, at der kan være betydelige forskelle i parternes interesser afhængig af aftalens formål. Sådanne (store) interesseforskelle medfører forskelle i de retsregler, der gælder for de forskellige aftaler. Således kan brugeren på grund af forskellene i formålet næppe stille de samme krav til ejendommens beskaffenhed i de to tilfælde og dermed til ejerens forpligtel-ser til vedligeholdelse mv. En mangel ved leje til erhvervsmæssig frugtavl vil ikke nødvendigvis være en mangel ved leje til rekreative formål. Se nærmere om mangelsbegrebet nedenfor afsnit V,2.3. og 4.1. Endvidere er der forskellige behov for at beskytte hhv. den erhvervsmæssige og den personlige bruger mod, at ejeren udnytter en afhængighedssituation.

For at koncentrere forpagtningsbegrebet om de aftaler, som har størst betydning, og hvor parterne har nogenlunde ensartede interesser, holdes aftaler udelukkende med selvforsyning som formål og med rekreative formål etc. uden for afhandlingens forpagtningsbegreb. For at undgå van-skelige sondringer mellem ejendommes forskellige størrelse og indretning fastholdes dette for alle aftaler, selv om landbrugsloven som beskrevet ovenfor lægger vægt på ejendommens erhvervsmæssige udnyttelses-muligheder.

I nogle tilfælde kan der opstå tvivl om, hvorvidt en konkret virksomhed er erhvervsmæssig. Dette kan f.eks. tænkes ved mere utraditionelle driftsformer, der ikke (for tiden) giver overskud. Ved afgørelsen heraf kan der formentlig – ud over de ovennævnte fortolkningmomenter fra land-brugsloven med tilhørende forskrifter – hentes inspiration fra den skatteretlige praksis vedrørende lystgårde. Efter statsskattelovens § 6, litra a, kan (bl.a.) en jordbruger opnå ret til fradrag for driftsomkostninger, hvis hans ejendom er drevet erhvervsmæssigt. Derimod er der ikke fradragsret, hvis formålet er ikke-erhvervsmæssigt (hobby). Der er i sidstnævnte tilfælde tale om en såkaldt »lystgård«.

Af Ligningsvejledning 1997, afsnit E.A.1.2.3.1.¹⁵¹ fremgår, at »...en egentlig landbrugsejendom normalt må anses for drevet erhvervsmæssigt,

———

151. Jf. Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 38 af 22/12-1997 og U 1994.530 H, der fastslog den gældende praksis. Se også Skattekartoteket, afsnit 34-56 med henvisninger til den omfattende praksis sidst i afsnit 34-56-53 (ajourføring marts 1995).

hvis driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan beregnes som sædvanlig og forsvarlig¹⁵² og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende.« Dette svarer i det væsentlige til landbrugslovens begrebsbestemmelse, idet der lægges vægt på opnåelsen af et rimeligt driftsresultat og (med tiden) opnåelse af et egentligt overskud. Endvidere forekommer det ikke sandsynligt, at en driftsform, der strider mod landbrugslovens bestemmelser om forsvarlig drift, jf. ovenfor, skulle kunne anses som forsvarlig i skattemæssig hensende.

Af Ligningsvejledning 1997, afsnit E.A.1.2.2. og af Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 38 af 22/12-1997 fremgår desuden følgende generelle momenter, som i praksis har været tillagt vægt ved afgørelsen af, om der var tale om erhverv:

»–om der er udsigt til, at virksomheden før eller siden vil give overskud, såvel overskud på den primære drift, som et overskud, der står i forhold til den investerede kapital (rentabilitet)

– om virksomhedens underskud er forbigående, f.eks. indkøringsvanskelighe-der, eller om virksomheden vedvarende forudsætter, at ejeren har stabile indtægter fra anden side for at neutralisere et underskud

– om der forud for virksomhedens start har været foretaget undersøgelse af lønsomheden/udsigterne til rentabel drift, herunder om der har været lagt budgetter mv.

– om virksomheden har den fornødne intensitet og seriøsitet

– om ejeren har særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden, og om virksomheden har en naturlig sammenhæng med skatteyderens eventu-elle øvrige indtægtsgivende erhverv

– om der er andre end erhvervsmæssige formål med virksomheden

– om skatteyderen har været afskåret fra at anvende virksomhedens aktiver til privat brug

– om virksomhedens omfang/varighed er af en vis størrelse

– om driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art – om virksomheden lever op til den erhvervsmæssige standard, der er

gælden-de for gælden-det pågælgælden-dengælden-de erhverv

– om virksomheden i givet fald kunne sælges til trediemand, dvs. om de trods hidtidigt underskud i trediemands øjne måtte have potentiel indtjeningsvær-di, eller om den slet ikke kunne tænkes drevet løsrevet fra den ejendom, person eller det regi, hvor den hidtil har været drevet.«

———

152. Det fremgår af næste afsnit i Ligningsvejledning 1997, at der henses til ejendommens art, beliggenhed og størrelse.

Det anføres i Ligningsvejledning 1997, anførte sted, at ingen af de anførte kriterier – der tillige er anvendt på andre typer virksomhed end landbrug – i sig selv er afgørende, samt at navnlig rentabilitetsbetragtningen har været lagt til grund ved mange afgørelser.

Som anført ovenfor i afsnit 6.2. diskuteres i hollandsk teori, hvorvidt der i forhold til det hollandske forpagtningsbegreb kan opstilles et krav om, at der skal være tale om erhvervsmæssig drift. Dette afvises bl.a. af Heisterkamp.¹⁵³ Dette betyder dog ikke, at alle typer aftaler – f.eks. aftaler om brugsret til kolonihaver – anses for forpagtning i hollandsk ret. Dette skyldes, at forpagt-ningsbegrebet i stedet indskrænkes til aftaler om jordbrugsmæssig udnyttelse med et økonomisk sigte (economisch oogmerk). Det er uklart, hvad der ligger i dette begreb.¹⁵⁴ Det eneste sikre, der kan konstateres, er, at kun jordbrugsmæs-sig udnyttelse med bestemte formål anses for forpagtning (pacht). Formentlig sigter begrebet til, hvilke interesser forpagteren har i brugen: Er formålet, rekreativt, videnskabeligt, socialt, pædagogisk eller økonomisk?¹⁵⁵ I kravet om økonomisk sigte kan dog formentlig ikke indfortolkes et krav om, at formålet skal være et driftsmæssigt overskud, som i dansk ret. I hvert fald konkluderer Heisterkamp,¹⁵⁶ at selvforsyningsbrug er omfattet af begrebet. Den hollandske begrebsbestemmelse er således mere uklar end den ovenfor foreslåede.

I såvel svensk som tysk ret er det et led i definitionen af forpagtningsbegre-bet, at udnyttelsen af ejendommen er erhvervsmæssig, jf. ovenfor afsnit 6.1. og 6.3.

7.3.3. Ret til frugtoppebørsel

Flere steder ovenfor fremgår det, at forpagterens ret til frugterne af den forpagtede ejendom og/eller af den erhvervsvirksomhed, som drives fra ejendommen, kan have betydning for aftalens karakter. Flere forfattere fremhæver endda retten til frugtoppebørsel som et afgørende moment for en aftales karakter af forpagtningsaftale. Se ovenfor afsnit 2.3. og 2.5. Af afsnit 6.2. og 6.3. fremgår desuden, at forpagterens ret til frugterne indgår i definitionen af forpagtningsbegrebet i hollandsk og tysk ret.

I dansk ret giver anvendelsen af frugtbegrebet anledning til en række problemer, fordi begrebet ikke er entydigt.

Frugtbegrebet er ikke i dansk ret defineret i lovgivningen, men hviler på almindelige juridiske overvejelser. Spørgsmålet er kun i begrænset omfang behandlet i nyere litteratur, hvilket formentlig skyldes, at begrebet i praksis

———

153. Jf. Heisterkamp nr. 57.

154. Jf. Heisterkamp, nr. 56, side 151: »Dit criterium zal hier verder worden aan-gehouden, maar bij gebrek aan beter. Het komt namelijk weinig Scherp voor.«

155. Se Heisterkamp, nr. 56, side 150b.

156. Heisterkamp, nr. 57.

In document Landbrugs forpagtning (Sider 191-200)