87 være styrende for brugerne og medarbejdernes adfærd. Det kan gøre det svært for medarbejderne at rådgive brugerne korrekt, og kan, som eksemplet illustrerer, i nogle tilfælde have modsatte effekt.
88 For denne bruger er det en betydningsfuld hjælp, at få den basale hjælp til fysisk overlevelse. Brugeren benytter det sociale tilbud, som er til rådighed for ham, og accepterer den form, det har. De udenlandske brugere udgør flertallet af brugere af Varmestuen og har derfor fået indflydelse på den hjælp, der udbydes.
Medarbejderne og de udenlandske brugere har i samspil fundet en hjælpeform. En hjælpeform som medarbejderne finder sig i stand til at yde, selv om den ikke er tilfredsstillende for dem, og en form som er nyttig for brugerne, selv om de også efterlyser andre former for hjælp.
De hjemløse migranter accepterer, at de kun kan bruge Varmestuen som en hjælp til at klare deres basale behov. Idet flere af dem erfarer, hvor svært det er at finde et job og få den nødvendige hjælp til det, mister de modet og den energi, de tidligere har haft under deres besøg i Varmestuen. Andre brugere formår at holde modet oppe, selvom de erfarer, at det er kompliceret at lykkes med at opfylde de krav, der skal til for at få et arbejde. En bruger fortæller os her om, hvor vigtigt det er at bevare håbet:
“So we are keeping on. We are hoping. At least. And later we will see about it, if we will get it *a job+
or will not get it. We will have to find out another way. Go to another country or to come back to our own country, or something like that… we cannot just be in here forever, waiting…”
(Interview med Mario, 03.02 2011)
Brugeren holder fast i et håb om, at det vil lykkes for ham at finde et arbejde i Danmark. Men han udtrykker også en grænse for, hvor længe han kan blive ved med at lede efter arbejde og leve en tilværelse som hjemløs. Som han udtrykker, kan han ikke opholde sig ”ventende” i Varmestuen for altid. Hvis ikke det lykkes for ham at få et job i Danmark, så bliver han nødt til rejse videre til et andet land. Og prøve lykken et andet sted.
Afrunding
I dette kapitel har vi undersøgt hvilken hjælp, der muliggøres og udføres i Varmestuen. Vi har illustreret, hvordan den servicerende dimension af medarbejdernes arbejdsfunktion (nødhjælpen) er blevet større i takt med det stigende antal af udenlandske brugere, og at det står i modsætning til den sociale dimension (den sociale hjælp), som medarbejderne har oplevet som mere tilstedeværende, da brugergruppen bestod af flere danske faste brugere. En dimension som medarbejderne savner i arbejdet med de nye udenlandske
89 brugere. Ligesom den første del af analysen, så har denne analysedel ligeledes synliggjort, hvordan feltet i arbejdet med hjemløse migranter er præget af en række modsætningsforhold.
Medarbejderne er i mødet med en anden type brugere blevet konfronteret med nogle andre hjælpebehov.
De udenlandske brugere søger at få tilfredsstillet akutte, basale behov for mad og varme, hvilket i nogle situationer bliver tolket af medarbejderne som en grådig og krævende adfærd. Medarbejdernes funktioner har forandret sig, og brugernes anderledes behov tilskrives kilden til en utilfredshed blandt medarbejderne over deres forandrede arbejdsopgaver. Samtidig udtrykker medarbejderne indignation over de
udenlandske brugeres situation, og de fortæller om, hvordan de har forsøgt at indrette Varmestuens tilbud efter de aktuelle brugeres behov. Modsat ses der grænser for, hvor meget hjælpen kan tilpasses, idet et afgørende element bliver, at medarbejderne skal kunne ”holde ud at være der”. Hjælpen formes således ikke kun efter brugernes behov men også efter, hvad der for medarbejderne fremstår som et meningsfyldt stykke arbejde.
Den gode hjælp fremstår for medarbejderne som en såkaldt social hjælp, hvor der med afsæt i en menneskelig relation ydes omsorg overfor den enkelte bruger og ydes støtte til forskellige aspekter, som typisk kan være med til at skabe en udvikling og forandring i brugerens livssituation.
På den ene side efterspørger de udenlandske brugere hjælp til de helt basale fysiske behov, men samtidig søger de på den anden side også en hjælp, der minder om den sociale hjælp, som medarbejderne har ydet over for den tidligere brugergruppe. Til trods for dette er det alligevel en hjælp, som medarbejderne er tilbageholdende med at give, fx når de udenlandske brugere efterspørger hjælp i deres søgen efter et arbejde på det danske arbejdsmarked. Denne hjælp finder medarbejderne vanskelig at yde overfor gruppen. Efter at medarbejderne har oplevet en række mislykkede forsøg på at hjælpe brugerne i deres jobsøgning, er de prægede af en opgivende stemning.
Medarbejderne italesætter de arbejdssøgende migranters situation som håbløs. De er af den opfattelse, at det er meget vanskeligt at finde et arbejde, på et arbejdsmarked præget af finanskrise. Særligt hvis
migranterne ikke taler dansk eller engelsk. Alligevel ses eksempler på, at medarbejdere forsøger at hjælpe de hjemløse migranter. Det er hjælp, der minder om den tidligere udførte hjælp. Men som fremstår som sporadisk hjælp, idet den kun udføres på områder, som medarbejderne har erfaring og viden om. Det er hjælp, som kan karakteriseres som den sociale hjælp, medarbejderne efterspørger og savner at udføre. Det står i modsætning til, at medarbejderne selv udtrykker, at de ikke er i stand til at hjælpe de udenlandske brugere med den hjælp, de efterspørger.
90