Diskussions anden del: Udfordringer ved misforholdet i ansvarsfordelingen

Allerede i projektets begyndelse blev vi opmærksomme på, at ansvarsbegrebet ikke konkret beskrives i hverken lovgivende stof eller faglige hensigtserklæringer, som vedrører jordemoderen. Vi ønsker at diskutere de mulige bagvedliggende årsager til, at ansvar ikke konkret beskrives i lovstof, samt hvilken indflydelse det kan have på dialogen. Det kan være sårbart, at skulle placere et konkret ansvar, da det forpligter i langt højere grad, da vi mener man kan blive hængt op på dette ansvar. Vi oplever fx ikke, at jordemoderen finder det udfordrende at skulle være ansvarlig for at lytte hjertelyd og opspore potentielle risici.

Derimod bliver det langt mere udfordrende, hvis jordemoderen gøres ansvarlig for kvindens eller barnets overlevelse. Her tilhører også en anden faktor, som ingen kan gøres ansvarlig for, nemlig naturens kræfter. Det er måske denne ukontrollerbare faktor, som ligger bag de

mange omformuleringer, som vi kan læse i det lovgivende stof. Når der både i Autorisationsloven og Cirkulære om jordemodervirksomhed står skrevet: “En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed”, er det så afspejlende for det ansvar som jordemoderen bærer?

(Autorisationsloven, kap. 5 § 17). I tilhørende tolkningsbidrag: Vejledning om jordemodervirksomhed, journalføringspligt, indberetningspligt mv., nævnes specifikke pligter som er gældende for jordemoderen fx. pligten til at holde sin uddannelse ved lige, ikke at påtage sig opgaver, hun ikke behersker og at have en faglig forudsætning for at udføre hendes virksomhed. (23, pkt. 4) Disse pligter indebærer selvfølgelig et ansvar for en given opgave.

Disse opgaver er ikke til forhandling, og kan heller ikke uddelegeres til ikke autoriserede sundhedspersoner. På trods af jordemoderens pligt til at besidde faglige forudsætninger for at udføre sin virksomhed, gør det dog ikke jordemoderen til eneansvarlig for fødslens proces, da denne også omfatter kvinden som samarbejdspartner.

En præcisering af ansvar relateret til det samarbejdende partnerskab finder vi i Etiske retningslinjer for jordemødre. Disse er dog ikke lovpligtig gældende, men beskriver en række forudsætninger for den gode fødsel, som jordemoderen må være bevidst om. Årsagen til at disse faglige hensigtserklæringer kun er nedfældet som retningslinjer, mener vi kan skyldes, at det kan være svært at udforme noget i lovgivningen som omfatter et samarbejde. Her skal begge parter udvise villighed og deltagelse. Endvidere kan en konflikt opstå da sundhedspersonens overordnede formål er at sikre respekt for den enkelte og dets selvbestemmelsesret jf. Sundhedsloven kap. 1 § 2. Vi mener, at det er svært at måle på de forudsætninger, som retningslinjerne foreskriver at jordemoderen må være bevidst om ift. den gode fødsel. Vi formoder, at det kan være udfordrende, at tillægge jordemoderen eneansvar for at opfylde forudsætningerne for den gode fødsel.

6.2.2 Forventning kontra ansvar

Fra vores analyse kan vi udlede, at ansvarsbegrebet og forventninger ofte sammenblandes.

Vores oplevelse er, at når jordemoderen og kvinden skal i dialog om fødslen, da handler denne ofte om, hvilke forventninger kvinden har. Man kan diskutere, hvad der ligger i ordet forventninger versus ordet ansvar. Vi vil argumentere for, at forventninger er et udtryk for løse tanker og forestillinger, hvorimod ansvar er udtryk for mere konkrete handlingsorienteret opgave, fx valg af fødestilling. Vi mener, at der er forskel på at indgå i en dialog, om hvilke forventninger kvinden har til sin fødsel, og hvilke opgaver hun vil tage ansvar for i sin fødsel.

Samtidig vil en dialog om ansvar frem for forventninger medvirke til, at begge parter går ind til fødslen med en klar fornemmelse af hinanden og deres indbyrdes opgaver. Det må vi formode styrker det samarbejdende partnerskab, som Silverman et al. beskriver og på den måde medvirke til, at det ulige forhold ikke får en negativ indvirkning på relationen. På trods af jordemoderens viden, vil vi argumentere for, at kvinden der ikke ved, hvad hun skal forvente sig, stadig er i stand til at påtage sig et ansvar for konkrete opgaver i forbindelse med fødslen. Det kræver naturligvis, at jordemoderen er sit ansvar bevidst, om at invitere kvinden til en dialog jf. Silverman et al. I denne har jordemoderen yderligere et ansvar for at tilføre kvinden en viden, som kan styrke kvinden i at påtage sig konkrete opgaver. I det samarbejdende partnerskab mener vi godt, at jordemoderen og kvinden må stille krav til hinanden, så længe dette gøres på en accepterende og støttende måde. Når man stiller krav til hinanden, da forpligter man også. Dette kan forebygge den oplevelse jordemoderen har af kvinden, der kommer og ikke har forberedt sig. Såfremt kvinden ikke er blevet gjort bekendt med jordemoderens krav, kan hun heller ikke vide, hvad der forventes af hende. Det gør sig omvendt også gældende, hvis jordemoderen ikke bliver bekendt med kvindens krav.

Vi har endvidere gennem analysen af delelementet fra Calgary Cambrigde-guiden, Opbygning af forholdet, opnået en viden om vigtigheden af, at jordemoderen, gennem anvendelse af nonverbal kommunikation, udvikling af kontakt og involvering af kvinden, opbygger et godt forhold, da dette kan medvirke til øget deltagelse fra kvindens side. Ud fra vores analyse ved vi, at ansvar opfattes på forskellig vis, og vi forestiller os derfor, at opbygningen af et godt forhold mellem kvinden og jordemoderen er afgørende for dialogen om ansvarsfordeling.

Særligt i de dialoger hvor misforholdet gør sig gældende.

Internt i fokusgrupperne var der forskellige oplevelser af ansvarsfordelingen. Gruppens sociale interaktion gjorde, at der opstod refleksioner og nye erkendelser og forståelser af ansvarsfordeling. Vi formoder, at årsagen til at dette skete var, at de havde mulighed for at have en dialog om ansvarsfordeling. Man kan diskutere, hvorvidt rammerne hvorunder vores FGI’s foregik, er sammenlignelige med de rammer som jordemoderen har til rådighed i fx konsultationen, men vi formoder at en dialog her vil kunne medvirke til at kvinden opnår en erkendelse af egne ansvarsområder, samt at jordemoderen opnår viden og indsigt i kvindens perspektiver og forventninger.

6.2.3 Delkonklusion

Vi har nu diskuteret os frem til, at der i samarbejdet mellem kvinden og jordemoderen findes mange oplevelser af og elementer ved begrebet ansvar. Dette understreger vigtigheden af, at jordemoderen inviterer kvinden til en dialog om ansvar, hvor begge udforsker konkrete forståelser, forventninger og krav til ansvarsfordeling. Det vil stille begge parter bedre på trods af det ulige forholds evige tilstedeværelse.