Da jeg åbner dette kapitel er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg har i sinde at udfylde det med. Det forhenværende kapital skabte nemlig en stille nysgerrighed om, at få en dybereliggende afklaring på om den alternative arbejdsstruktur kan skabe grobunden for en ny økonomisk struktur eller ej. Derfor diskuterer jeg nu den alternative arbejdsstrukturs fremtidsmæssige potentiale ved at undersøge argumenterne, der taler for og imod.
I min søgen efter relevant materiale falder jeg over fremtidsforskeren Anne Skare Nielsens forudsigende megatrends, som netop taler for, at den alternative arbejdsstruktur bliver en fremtidsmæssig tendens. For det første fortæller hun, at der i de kommende år vil komme et stigende behov for autenticitet, hvilket er en trend hun benævner ”fra human doing til human being” (Nielsen, 2012a). Essensen er, at værdien ikke længere skal findes i ydre omstændigheder og i de ting mennesket foretager sig, men ved blot det at være menneske. Det betyder altså, at arbejdet som identitetens og livets centrum henkastes, hvorfor færre arbejdstimer formentligt bliver resultatet.
Det er en trend som lægger fundamentet for den næste trend, som hun omtaler ”fra lønforhold til employability” (Nielsen, 2012b). Hun forudsiger nemlig, at arbejdsforholdene vil ændre sig markant i fremtiden, fordi der vil komme en stigende tendens til en selvstændig tankegang. Det indebærer, at det enkelte menneske i højere grad selv tager ansvaret for sin egen karriere og jobskabelse ved at arbejde som en selvstændig aktør, fremfor at være afhængig af en livslang ansættelse hos en arbejdsgiver.
For mig at se skildrer begge trends en ændring i det nuværende mind-set, som netop taler for, at den alternative arbejdsstruktur bliver en fremtidig tendens. Både den eksistentialistiske livsopfattelse og det selvstændige jobaspekt udgør jo kernen i den alternative arbejdsstruktur, hvorfor jeg kan forvente, at valget skaber grobunden for en økonomisk-strukturel revolution.
Jeg finder desuden, at Anne Skare Nielsen (2012c) taler om et fremtidigt paradigmeskifte, som også repræsenterer essensen i den alternative arbejdsstruktur, hvilket er ”fra mere til bedre” trenden. Arbejdsstrukturen bliver her den platform, som udgør grundlaget for en bedre tilværelse både i privaten og i den arbejdsmæssige sfære, fordi færre arbejdstimer synes at være den præmis, der giver et bedre liv.
Både ”The Case For A 21-Hour Work Week” og det svenske forskningsinitiativ, som jeg omtaler i kapitel 4, kan anskues som en praktisk efterspørgsel efter denne trend, da livskvaliteten og dermed ”bedre-delen” er i højsædet. Begge eksempler taler om kortere arbejdsdage, som følge af en forventning om færre sygefraværsdage samt skabelsen af flere jobs, hvilket også aktualiserer den alternative arbejdsstrukturs fremtidige potentiale (Andersen, 2014; Newspaq 2014, Coren, 2012).
Mens jeg tænker over yderligere argumenter, der taler for, går det op for mig, at den alternative arbejdsstruktur faktisk kan neddæmpe forekomsten af arbejdsrelateret stress, fordi værdien ikke længere indhentes fra de ydre omstændigheder (Prætorius, 2007).
Arbejdsstrukturen er netop et symbol på en bevidsthed om, at man er god nok, som man er, hvorfor man ikke skal leve op til bestemte regler for at være det, hvilket netop er dét der skaber stressen i første omgang (Ibid.).
Således sætter det diskussionen lidt på hold, fordi det ikke længere er et spørgsmål om arbejdsstrukturen bliver en fremtidig tendens, men snarere om det ikke burde være det?
Selvom jeg nu føler mig ret overbevist om arbejdsstrukturens fremtidige potentiale skal jeg ikke lede længe efter det første perspektiv, som synes af modsige eller ligefrem modarbejde det. Det er et perspektiv, som jeg finder indenfor den eksistentialistiske litteratur. Her påpeges det, at et autentisk valg må være funderet ud fra individbaserede rammer. Det vil sige, at hvis valget om den alternative arbejdsstruktur bliver en tendens, er der stor fare for, at det vil blive opfattet som en samfundsdeterminering, altså et påbud om at skulle gøre sig denne ændring for at følge med den omgivne kultur. Hvis det er tilfældet, så mister valget sin betydning, fordi det blot bliver en påtaget idé fra samfundet, hvilket netop betvivler det autentiske udgangspunkt (Schibbye, 2007). Hvis ikke det er mennesket selv, der blive berørt og sætter livsrammerne, så er vi tilbage til det udgangspunkt, som udgør fundamentet for fravalget, nemlig ikke at være tro mod sig selv.
Derfor er det ligefrem modsigende, at jeg diskuterer arbejdsstrukturens fremtidsmæssige tendens, da det i sig selv kan skabe grobund for ensretning.
Det næste kritikpunkt jeg finder er en tvivl om, hvorvidt andre mennesker finder mening og værdi i at skabe egne livsrammer, hvis ikke det er fordi de udsættes for angstprovokerende
hændelser i deres liv. Som jeg tydeliggøre i kapitel 3 oplever alle fravælgerne døden på tæt hånd, hvilket får dem til at sætte livet i perspektiv og dermed foretage ændringen.
Det er en pointe, som synes at bevidne om, at det enkelte menneske må opleve ekstreme hændelser, som for eksempel at være i kontakt med døden fysisk eller psykisk, for at ændre sin livsholdning og livsprioriteter. Således er valget altså kun en realitet blandt dem som udsættes for sådanne tilfælde, hvilket også forklarer Lars Seier Christensens kritiske reaktion på Lars Juhls historie:
“Vorherrebevars. Selvfoelgelig skal man passe paa sit helbred, og selvfoelgelig ser man ikke altid familien saa meget som man gerne ville, men det er da for pokker produktiv aktivitet, der giver livet mening og vaerdi. Forstaar ikke den slags pladder - og selv hvis man skulle faa regningen lidt tidligere end ellers, saa drejer det sig om indholdet af livet, snarere end laengden af det for enhver pris, ligegyldigt hvor kedeligt det skal leves bare fordi man gerne vil blive 100 aar.” (Kronenberg, 2014: overskrift: Vorherrebevares, afsnit 2).
Citatet fremhæver netop, at valget ikke fremstår lige meningsfuldt for alle. Lars Seier Christensen forstår ikke essensen i valget, da han trives med de eksisterende rammer, der determinerer en aktiv og produktiv tilværelse. For ham bliver valget derfor overfladisk og et symbol på manglende livsindhold.
Det er en reaktion, som for mig til at tænke på, at den alternative arbejdsstruktur, derfor, kun kan blive aktuel, hvis flere forholder sig aktivt til livet og hvad man ønsker at fylde det med.
Det er en sondring, der skal komme indefra og ikke udefra, før det kan give mening (Schibbye, 2007). Derfor bliver determineringen, af hvorvidt den alternative arbejdsstruktur vinder fremtidig indpas, noget mere konfust, da det er en individuel sag, som ikke med sikkerhed vil ramme alle.
Jeg finder også, at den økonomiske logik argumenterer imod, fordi den netop påpeger, at muligheden for en alternativ arbejdsstruktur ikke er lige tilgængelig for alle (Nielsen et al, 2009). Som følge af de konkurrencemæssige fordele er nogen nemlig bedre stillet end andre, fordi de har adgang til mere værdifulde ressourcer og netværker end andre, hvilket kan begrænse arbejdsstrukturens udbredelse.
Med andre ord kræver det altså både en stærk kapital ikke at være afhængig af antallet af arbejdstimer, samtidig med at det fordrer at ens kompetencer efterspørges.
Den selvsamme logik vil også argumentere for, at samfundsøkonomien og velfærdsstaten vil lide et tab, hvis flere begynder at arbejde mindre, da dette resulterer i negativ vækst, som betyder færre indtægter i statskassen. Årsagen hertil er, at der produceres mindre, hvorved indkomsterne falder (Newspaq, 2014).
Derfor er det ikke forkert at antage, at den økonomiske logik sætter en naturlig stopklods for arbejdsstrukturens fremtidige potentiale.
I min forvirring over, at jeg nu, på den ene side, står med klare argumenter, der støtter det fremtidige potentiale og på den anden side med ligeså klare argumenter, der taler imod, bliver jeg pludselig i tvivl om, hvordan jeg skal afslutte diskussionen. For hvilke påstande er mest holdbare?
Mens jeg reflekterer over det og genlæser afsnittet går det op for mig, at jeg helt har misset pointen. Pointen er nemlig ikke, at påpege, at det ene perspektiv er mere gyldigt eller har mere ret end det andet, for faktum er, at begge perspektiver besidder valide påstande eller mangel på samme, da jeg ikke med sikkerhed kan forudsige, hvad fremtiden har at byde på.
Således kan både Anne Skare Nielsens megatrends indtage andre former i fremtiden, mens den økonomiske logik pludselig kan se muligheder, hvor der før kun var begrænsninger.
Pointen er derfor mere fundamental, fordi diskussionen sætter scenen for, at dét er det enkelte perspektiv, der er afgørende for, hvorvidt man er tilhænger af arbejdsstrukturen eller ej. Det vil sige, at resultatet af diskussionen er afhængig af den enkeltes præferencer og måder at anskue livet samt verden på, hvilket åbner op for flere sandheder om arbejdsstrukturens potentiale.
Det er faktisk en fundamental pointe, der taler direkte ind i kernen af arbejdsstrukturen, som på overfladen ser ud til at handle om at arbejde mindre, men reelt set handler om at gøre sig et bevidst valg om livets betydning. Også her er det op til det enkelte menneske, at definere livets mening og prioriteter, hvorfor det kun bliver endnu tydeligere, at arbejdsstrukturens fremtidige potentiale må anskues ud fra subjektive overbevisninger.
Derfor forlader jeg nu diskussionen med en åben slutning, fordi det ikke længere er relevant at opstille diskussionen ud fra et enten-eller spørgsmål, men snarere ud fra et hvad mener du?